Bibelfundamentalistiske absurditeter
Pinchas Lapide, en jødisk teolog med fokus på dialogen med kristendommen, skriver ganske rammende at man enten kan tage Bibelen alvorlig eller bogstavelig. Begge dele fungerer derimod ikke godt sammen. Jeg tror, at Pinchas Lapide har ret i sin iagttagelse. Kravet om at man skal tage Bibelens ord absolut bogstavelig fører uundgåeligt til, at man må begå vold mod de tekster, som man tror, at man tager i forsvar ved at kræve, at de skal forstås bogstaveligt uden nogen form for forbehold.
Et eksempel er ”Pastor Sørensen” som på sin blog får rodet sig ud i et stadigt mere absurd forsvar for en bogstavelig læsning af skabelsesberetningen i 1. Mosebog kap. 1-2. I sig selv er det jo bemærkelsesværdigt, at pastoren i den grad klamrer sig til hypotesen om at verden skulle være blevet skabt for 6000 år siden al den stund, at denne påstand slet ikke er at finde i Bibelen. Mere absurd er det, at han på den måde bliver nødt til at frasige sig ikke bare den moderne biologi hvor evolutionslæren jo er et uundværligt led i forståelsen af den måde, som naturen fungerer på, men også f.eks. den moderne fysisk, astronomi, geologi, arkæologi og historievidenskab, videnskaber hvis erkendelser strider mod påstanden om, at verden skulle være blevet til for blot 6000 år siden. Mest bemærkelsesværdigt er det dog, at pastor Sørensen i sin kamp for et fundamentalistisk skriftssyn, der i øvrigt også indbefatter en afvisning af en metaforisk læsning af Bibelske tekster, overser at de bibelske tekster faktisk ikke passer til hans skriftsforståelse.
Det er således indenfor bibelvidenskaben almen anerkendt, at 1. Mosebog indeholder to forskellige skabelsesberetninger, nemlig 1. Mos. 1,1-2,3 og 2. Mos. 2,4-25. Det gjorde jeg Pastor Sørensen opmærksom på og henviste i denne forbindelse til at der må være tale om to forskellige skabelsesberetninger fordi mennesket skabes efter dyrene i 1. Mos. 1.1-2,3, mens rækkefølgen i 2. Mos. 2,4-25 er manden, dyrene og til sidst kvinden. Pastor Sørensen forsøgte godt nok så at feje mit argument til side med påstanden om at 1. Mos. 2,19 evt. kan oversættes sådan, at det ikke er helt klart om dyrene skabes her eller allerede er skabt forud. Men for det første bør man være opmærksom på at kun ganske få bibeloversættelser vælger Pastor Sørensens grammatikalske løsning. Og for det andet, så er der også en række andre forhold, der viser, at der er tale om to forskellige skabelsesberetninger. I den første skabelsesberetning skaber Gud således dyrene med sit ord (1. Mos. 1,20-25) mens hans former dyrene ud af jord i den anden skabelsesberetning (1. Mos. 2,19). Og hvor Gud i den første skabelsesberetning skaber mand og kvinde samtidigt og det med den samme suveræne stil som han forud havde benyttet da han skabte dyrene (1. Mos. 1,27) så arbejder Gud sig mere prøvende frem i den anden skabelsesberetning. Først former han mennesket (manden) ud jord og blæser livsånde i ham for så at erkende, at mennesket har et ensomhedsproblem. Dernæst skaber han dyrene og præsenterer dem for manden, der dog hos dem ikke kan finde en passende partner, hvorefter Gud så i sit andet forsøg på at løse menneskets ensomhedsproblem skaber kvinden ud af manden. (1. Mos. 2,7 & 18-22) Både gudsbilledet og selve skildringen af skabelsen er altså forskellig – og det er derfor meningsløst at ville læse 1. Mos. Kap. 1 og 2 som en logbog over hvordan verden blev til. Disse tekster er ikke historiske beretninger i moderne forstand men i stedet myter, der vil sige noget eksistentielt om Gud, mennesket og verden.
Pastor Sørens afvisning af at benytte sig af en metaforisk læsning af bibelske tekster er også bemærkelsesværdig fordi han dermed kommer i konflikt med den klassiske teologi. Således fremstår Gud i 1. Mos. Kap. 2 og 3 som om han har en krop, f.eks. hører menneskene Gud vandre i haven (1. Mos. 3,8). Og Biblen er også generelt fuld af kropslige udtryk, der sættes i forbindelse med Gud. Således hører vi i 2. Mos. 3,20 om Guds hånd, i 5. Mos. 8,3 hører vi om Guds mund og i Matt. 5, 35 kalder Jesus sågar jorden for Guds fodskammel. Men i henhold til den klassiske kristne teologi har Gud ikke en krop og dermed hverken hånd, mund eller fødder. Således står der da også i den Augsburgske Bekendelse: ”Menighederne hos os lærer i fuld enighed, at det nikænske kirkemødes bestemmelse om det guddommelige væsens enhed og de tre personer er sandt og bør tros uden nogen tvivl. Nemlig at der er ét eneste guddommeligt væsen, som både kaldes og er Gud, evig, ulegemlig, udelelig, med uendelig magt, visdom og godhed.” Gud er altså i henhold til den klassiske kristne teologi ulegemlig. Derfor skal bibeltekster, der f.eks. taler om Guds hånd, læses metaforisk og ikke bogstavelig.
I øvrigt er det jo også en klassisk læsning af 1. Mos. Kap. 3 at gå ud fra, at slangen er en metafor for Djævelen. En bogstavelig læsning er der i hvert fald ikke tale om, da det af 1. Mos. 3,1 & 14 klart fremgår, at teksten taler om en slange og ikke om Djævelen.
Når Pastor Sørensen og ligesindede insisterer på en 100 % bogstavelig læsning af Bibelen ender de således faktisk med både at begå vold på de tekster, de læser, og på den kristne tradition som de ellers hævder, at de vil forsvare.
Hej Karen
Dette er et langt stråmandsargument.
Hvor ser du, at jeg generelt afviser metaforiske læsnign af bibelske tekster uden undtagelse? Jeg har afvist en allegorisk tolkning af noget, der fremstår som en historisk beretning.
Og hvem afgør om en tekst fremstår som en historisk beretning? Er det i dine øjne en historisk beretning at Adam og Eva hørte Gud vandre i haven? Ja eller nej? Hvis ja, hvordan kan de så høre ham vandre i haven nu når Gud ikke har nogen legemelig form? Og hvis nej, så erkender du at 1. Mos. kap. 3 ikke kan læses bogstaveligt som en historisk beretning. Og hvordan forstår du historien om slangen? Hvis du hævder, at der er tale om en slange, sådan som en bogstavelig læsning af teksten må medføre, så benægter du den klassiske kristne forståelse af 1. Mos. kap. 3 – og hvis du læser den metatorisk, så indrømmer du i henhold til din egen logik, at 1. Mos. kap. 3 ikke er en historisk beretning.
“Og hvem afgør om en tekst fremstår som en historisk beretning?”
– teksten. Det er den afgørende forskel på mit og dit bibelsyn.
“Er det i dine øjne en historisk beretning at Adam og Eva hørte Gud vandre i haven? Ja eller nej? Hvis ja, hvordan kan de så høre ham vandre i haven nu når Gud ikke har nogen legemelig form? Og hvis nej, så erkender du at 1. Mos. kap. 3 ikke kan læses bogstaveligt som en historisk beretning.”
At Gud i sit væsen er ulegemlig ændrer ikke på, at Gud kan vise sig i legemlig form, som Helligånden viste sig som en due eller tunger af ild.
“Og hvordan forstår du historien om slangen? Hvis du hævder, at der er tale om en slange, sådan som en bogstavelig læsning af teksten må medføre, så benægter du den klassiske kristne forståelse af 1. Mos. kap. 3 – og hvis du læser den metatorisk, så indrømmer du i henhold til din egen logik, at 1. Mos. kap. 3 ikke er en historisk beretning.”
Den klassiske forståelse er, at det er Satan i skikkelse af en slange. Muligvis kan der være tale om en besættelse af slangen. Der er således ingen modsætning mellem, at det var en slange og at det var Satan.
God artikel, Karen M.
Jeg tror Magnus er uden for pædagogisk rækkevidde og derfor skal du nok ikke forvente det store i dialogen med ham. Hvis Magnus ikke kan finde det i teksten så opfinder han det simpelthen, således at det passer med hans historiske bogstavlige læsning af Genesis 1-4. Det er tydeligt når det gælder Satan som slangen i Eden og fornægtelsen af virkeligheden på bekostning af det kreationistiske verdensbillede af verden som skabt af Gud for 6000 år siden. At gøre sig så mange krumspring undervejs er, som du gør opmærksom på, vold mod teksten.
Men i 1. Mos. kap. 3 står der ikke noget om, at Gud viste sig i en legemelig form – der står, at menneskene hører ham vandre i haven – og øjensynligt ikke undrer sig over, at den ulegemelige Gud lige pludselig kan høres. Og der står intet om, at Satan havde forklædt sig som en slange eller besat en slange – der står, at slangen var klogere end de andre dyr – og også straffen den får fra Gud, at den skal krybe på buen og æde støv, er en straf specifik for slangen – og ikke for Satan.
Din tolkning holder simpelthen ikke – for at læse teksten bogstaveligt og samtidigt være tro mod den klassiske teologi er du nødt til at gå bort fra bogstaven – det viser hvor selvmodsigende det fundamentalistiske projekt er.
Det er begge argumenta e silentio.
Nej.
Det er ganske tydeligt i 1. Mos. kap. 2 og 3 at Gud fremstilles antropomorft. Se f.eks. 1. Mos. 2,7-8 og 1. Mos. 3,8. Teksten siger intet om at Gud valgte at vise sig sådan uden at være sådan – det er en tolkning du lægger hen over teksten i stedet for at lade teksten tale for sig selv og dermed lade den udfordre dine forudtagede holdninger til hvordan den kan forstås.
Og mht. slangen er det endnu mere klart: “Slangen var det snedigste af alle de vilde dyr, Gud Herren havde skabt” (1. Mos. 3,1) & “Da sagde Gud Herren til slangen: »Fordi du har gjort dette,skal du være forbandet blandt alt kvæg og blandt alle vilde dyr. På din bug skal du krybe, og støv skal du æde,
alle dine dage” (1. Mos. 3,14) Teksten taler klart om en slange – om et vildt dyr – ikke om en falden engel. Teksten siger intet om at slangen var Satan i forklædning eller at den var besat af Satan – hvad den jo sagtens havde kunnet hvis den havde villet. At slangen skulle være Satan er altså en metaforisk udlægning – og dermed er dit princip om at historiske tekster (hvad det så end er i en bibelsk sammenhæng -for det bliver aldrig klart hvornår du mener at kunne se, at en tekst selv siger, at den er historisk) ikke må udlægges metaforisk modbevist af den klassiske kristne tradition.
Kære Christian
Fik først set og godkendt din kommentar nu – derfor ligger den lidt skævt i forhold til debattråden.
Du har ret i at Pastor Sørensen næppe lader sig overbevise – hvad jeg dog er nødt til at protestere mod er hans forkrampede forsøg på at tage patent på Bibelen og kristendommen, hvormed han “lukker himmeriget” (Matt. 23,13)for det moderne menneske.
Hej igen Karen
Lige til din brug af begrebet metaforisk vil jeg sige, at jeg ikke vil benægte metaforer i historiske tekster, men at jeg benægter, at historiske tekster skal forstås allegorisk. Det er det, vi taler om her. Et metafor er iflg. den klassiske forståelse af begrebet, at man bruger et billede direkte om ét, det afbilleder, som f.eks. når Jesus kalder Herodes en ræv i Lukas 13,32.
Jeg mener dog ikke, at hverken jeg eller klassisk kristendom forstår slangen metaforisk. Det undrer mig, at du kan læse en beretning om en talende slange og så hævde, at teksten ikke indikerer, at her er tale om mere end en almindelig slange. Det er klart, at hvis man læser teksten isoleret og ikke mener, at Skriften skal fortolke Skriften, så kan man stå i det problem, du nævner. Men da er det fordi, du forsøger at sammenkoble mit skriftsyn og med din hermenutik, hvor mit evangelisk-lutherske skriftsyn har den evangelisk-lutherske hermeneutik som en integreret del. Hvis du ønsker at sætte dig ind i konfessionel luthersk hermeneutik kan jeg anbefale denne fremstilling: http://www.lulu.com/product/download/theological-hermeneutics/1387293.
Læser man derimod teksten i lyset af klare tekster andre steder i Biblen, vil man nå til den konklusion, at slangen var Satan (f.eks. 2 Kor 11,13-14 og Åb 12,9 og 20,2).
Mht. Gud, så er der tale om samme problem, nemlig, at du vil pålægge mig at bevise mit skriftsyn ved hjælp af din religionsvidenskabelige hermeneutik. Det lader sig nok ikke gøre. Der er klare tekster, som siger, at gud er Ånd og derfor ikke er legemlig i sit væsen.
Men ved at tolke Slangen som Djævelen læser du en “historisk” tekst allegorisk. At slangen kan tale er ikke så mærkeligt, for 1. Mos. 3 er religionsvidenskabeligt set en myte, og i myter kan dyr tale og på anden måde opføre sig som mennesker. Faktisk kan man sige, at slangen først opnår sin nuværende form i løbet af kapitel 3 – for det er jo først til sidst, at den bliver til et dyr der skal krybe på jorden og æde støv. (I antikken var det en udbredt forestilling at slanger lever af støv). Eller sagt med andre ord, logikken i 1. Mos. 3 er at slanger på den tid den foregår kunne tale – Kvinden undrer sig jo heller ikke over at hun bliver tiltalt af slangen.
Mht. de skrifssteder du hentyder til så handler 2. Kor. 11,13-14 altså ikke om Satan som slange. Det gør de to citater fra Johannes Åbenbaring til gengæld ganske rigtigt – men Johannes Åbenbaring er jo et skrift der er fuld af metaforer! Jesus omtales jo f.eks. som lammet (f.eks. Åb. 5,8)- men det betyder jo ikke, at vor Herre Jesus Kristus er et får, vel? Ligesom Johannes Åbenbaring bruger lammet som en metafor for Jesus bruger den “den gamle slange” som en metafor for Satan. Med andre ord er man altså allerede på den tid hvor Johannes Åbenbaring blev skrevet begyndt med at læse 1. Mos. kap. 3 metaforisk. Din kamp mod en metaforisk tolkning af de “historiske” tekster er altså, i henhold til din egen logik, en kamp mod Bibelen selv.
Jeg er ikke i tvivl om at Gud er ånd, og at der er skiftsbeviser herfor – jeg påpeger blot, at det ikke er en indsigt som forfatteren til 1. Mos. kap. 2 og 3 har haft. Disse tekster er formodentligt ældre end denne indsigt – i Bibelens tekster kan man finde teologiske forestillinger som senere overhales af andre, som man ligeledes kan finde i Bibelen.
Du har dermed påvist, at mit bibelsyn ikke er foreneligt med din religionsvidenskabelige metode – men det ror jeg heller ikke, der er nogen, der har forestillet sig.
Beklager den forkerte henvisning til 2 Kor. jeg mente 2 kor 11,3 og 14. Her er i samme kapitel en klar parallel mellem de to. Joh 8,44 er det også svært at læse uden at se en reference til syndefaldet.
Men som sagt, hvis man ikke vil lade Skriften tolke Skriften, men i stedet bruge en religionsvidenskabelig metode, så når man da et andet resultat, som du netop har demonstreret. Du har dermed blot ikke på nogen måde påvist modsigelser i min teologi.
2. Kor. 11,3 handler om at menigheden ikke skal lade sig bedrage ligesom Eva lod sig bedrage af slangen. Ingen reference til at slangen skulle være lig med slangen her. 2. Kor. 11,14 handler om at Satan kan forklæde sig som en lysets engel – ikke om at han har forklædt sig som en slange. Igen er konteksten at menigheden ikke skal lade sig narre af falske apostle.
Joh. 8,44 siger ikke noget om at Satan havde forklædt sig som slange, men fortæller i stedet at han fra starten af har været en løgner og en morder. Hvis din konklusion er at fordi Jesus kalder Satan for en løgner og en morder og slangen løg for Eva mht. konsekvensen af at spise af træet så må Satan have forklædt sig som slangen – ja så er din teologi virkelig tynd. Hvis det i det hele taget er 1. Mos. kap. 3 som der hentydes til her er der altså intet til hinder for at også Johannes Evangeliets forfatter læser 1. Mos. kap. 3 metaforisk – til gengæld er der intet belæg for at han skulle have antaget, at Satan havde forklædt sig som slange.
Om jeg har påvist fejl i din teologi vil jeg lade læserene afgøre : )Men du har ret i at vi nok ikke kommer længere her – dertil er uenigheden for stor.
Og så et lille PS: Religionsvidenskab og teologi kan sagtens indgå i et frugtbar samarbejde – det gør de f.eks. på Århus Universitet.
Hej Karen,
Spændende diskussion. Logisk er der meget, der taler for at 1 Mosebog 3 er symbolsk. Jeg synes ovenikøbet, at slangen selv virker noget symbolsk, for en bogstavelig slange taler jo ikke og kan vel heller ikke omtales som det snedigste dyr.
Jeg tror det største problem klassisk teologi har med at se 1 Mosebog kapital 3 som symbolsk, er at apostlen Paulus tydeligvis opfattede beretningen som historisk. Adam var det første menneske (Rom 5:14), og Paulus finder opbakning til sin lære om kvinder i at Eva forbrød sig først (1 Tim 2:14). Lignende udsagn ses også i Siraks bog. Åbenbaringsbogen rummer også en del referencer til 1 Mosebog kapitel 3.
…hmm det forekommer mig at diskussionen er fastlåst i nogle uholdbare kategorier…Karen insisterer på en mytologisk forståelse og Sørensen på en historicistisk læsning…
Godt nok er det igen igen skabelsesfortælligerne der er på dagsordenen. Men hvad med Kristi liv, død og opstandelse er det også myter? Paulus gerninger, hvad med dem? Eller Jobs liv og skæbne? eller hvad med kongerne og de store helte såsom Samsom mv? Vi glider altså i bibelen ind og ud mellem det rene TV-avis og det rene myte eller såmænd legende-stof. Alt lige fra poesi uden noget hold i virkeligheden (selvfølgelig) og over til fuldt godtagelige historiske beretninger. En enhedslæsning eller simplificeret “bibelsyn” vil altid blive udfordret af denne voldsomme bredspektrethed igennem skrifterne.
Lige netop kapitlerne om skabelsen kunne vel være Guds mytologiske fortælling om verdens tilblivelse fortalt på en måde så selv børn kan følge med og fatte det vigtigste i det: forholdet mellem Ham og menneskenes børn. Dermed er det ikke bare menneskers tilfældige forstillinger men heller ikke en naturvidenskabelig fremstilling. Hvem siger vi kan pådutte Gud at skulle tiltale os i en bestemt fremstillingsmæssig kategori overhovedet, for at vi skulle kunne tro på ham?? Gud har da lov at fortælle mig en god myte. Jesus fortalte da en masse spændende eventyr uden hold i den historiske virkelighed men med masser af teologi! Til gengæld greb han også nærmest dagligt ind i verdenshistorien! Så vær nu lidt varsom med denne kategoriske diskussion tak! Vi har brug for et stort arsenal af briller for at læse bibelen og tyde dens budskab til os.
…for lige at underbygge det nødvendige i at læse 1. Mos 1 i mere mytoligisk kategori. det er udtrykkeligt først på fjerdagen, at Gud skaber de lys der skal fastsætte dagene og tiden på jorden i kategorierne aften, morgen osv. Men ikke desto mindre bliver det aften og morgen også på de første “3 dage”. Om ikke andet må dette med aften og morgen før sol og måne og stjerner blev skabte til at fatsætte det læses i en eller anden overført betydning ikke sandt. Og når je gså siger “Mytologis” mener jegikke “usandt” eller “som det rene opsind” (ligesom vi bruger udtrykket når vi siger “Det er en myte at…. osv”) men snarere som ‘Guds sandhed, der på denne måde kommer os pædagogisk i møde’!
En af oldkirkens store kirkefædre skrev om Johannes Evangeliet, at det var sandt i åndelig og ikke i bogstavelig forstand. Det var formegentlig en reaktion på at han havde set hvor forskellig handlingsforløbet er i Johannes Evangeliet i forhold til de synoptiske evangelier.
For mig er dette er fokus på en såkaldt historisk sandhed et udtryk for, at man bruger en 1800-tals forståelse af historien på tekster skrevet i en helt andet tid og med en anden forståelse af sandhed. Antikkens sandhedsbegreb var rettet mod moralen/budskabet i en historie – og ikke mod om tingene nu virkelig skete på den måde, som de bliver beskrevet.
Historierne om f.eks. Samsom og Job antages i den moderne bibelvidenskab at være opdigtede fortællinger. Men jeg mener, hvad så? Det bliver de da ikke til dårligere historier af.
Jeg tror, at Jesus også i bogstavelig forstand døde på korset og genopstod. Men det er for mig også klart, at NT’s skildringer heraf har karakter af myter. Dermed mener jeg, at NT’s forfattere, for at kunne skildre det, som jo i sidste instans går ud over al forstand, griber til mytens fortællingsstil for at kunne udtrykke det uudsigelige.
…ja men det handler vel også om skriftets indre form, og hensigter. Tag f.eks. Esthers bog. Den er ret så historieberettende i sin form mens Højsangen jo er det rene poesi som kræver masser af tolkning..Johs Åbenbaring er igen en helt anden kategori. Esthers bog bliver dog ikke dermed en uafviselig historisk kilde men kan dog fint bruges til at vise hvordan Gud har grebet ind i nogle menneskers og i sidste ende et folks liv gennem politiske intriger osv. Hvad der gemmer sig af prædiekn vil jeg forholde mig meget ansvarligt til men ikke de mere perifære ting. Hvorfor skulle jeg da også det?
Hvad angår Jesu opstandelse fra de døde forekommer det mig ligesom vi hører visse steder med hans undere, at de er tiltænkt de troende! Overvej lige hvad der var sket hvis det var Pontius Pilatus, herodes og et par andre politiske magthavere, som Jesus havde vist sig for i sit opstandelseslegeme… så var kristendommmen blevet en magtfaktor. Nu er den heldigvis stadig til troende. Den er til for tro håb og kærlighed. Ikke den rå magt.
Men min kristne tro forudsætter at det skete rent historisk, for at det også kan ske for mig, at døden ikke får det sidste ord. Der er filosofi ikke nok, end ikke prædiken! Der skal kød på opstandelsen.
VH Martin
NB: jeg kan i øvrigt konstatere, at Sørensen ikke bryder sig om at tage mine tanker til efterretning på sin egen blog. Det er nok for kompliceret for ham, så det er da rart at havne på en blog hvor det er tilladt at diskutere den slags.