Jeg er blevet kaldt TERF og nazi

 

Dette er et interview med Maria Kristina Boye, der er kontaktperson for ”Women’s Human Rights Campaign”. Maria er 34 år, og er både uddannet som og arbejder som jurist.

Maria Kristina Boye, du er kontaktperson i Danmark for ”Women’s Human Rights Campaign”. Kan du fortælle læserne hvad det er for en organisation og hvad den kæmper for?

Organisationen er bygget på frivillige kræfter, og er dannet ud fra en bekymring for de strømninger, vi ser for tiden, hvor begrebet ’kvinde’ er i gang med at blive omdefineret til ’alle, der siger, at de er kvinder, er kvinder’. I organisationen er man opmærksom på de negative konsekvenser, det kan have for biologiske kvinder. Der kæmpes for, at begrebet ’biologiske kvinder’ beholdes i konventioner og anden lovgivning.

Hvorfor er ”Women’s Human Rights Campaign” relevant for kvinder her I Danmark?

Vi er måske ikke så hårdt ramt af de nye strømninger som andre steder. Men dette er en oplagt mulighed for at række ud og knytte bånd til kvinder andre steder, støtte dem i deres kamp, lytte til deres erfaringer og tage ved lære, så vi sagligt og fredeligt kan argumentere for, hvorfor vi ser problemer med, at kønsidentitet bliver gældende frem for biologisk køn. I modsat fald risikerer vi, at vores holdninger bliver forvanskede og illoyalitet viderebragt. Det er de færreste mennesker, der ikke mener, at man skal have lov til at leve som man vil. Men kvinder, også i Danmark, har kæmpet hårde kampe for de rettigheder, vi har i dag, og vi skylder dem, der kæmpede de kampe ikke bare at lade rettighederne glide os af hænde.

Du har henvendt dig til Kvinderådet og bedt dem om at støtte ”Women’s Human Rights Campaign”’s kamp. Har du hørt fra dem?

Jeg har endnu ikke hørt fra dem. Jeg har nu heller ikke bedt dem svare eller forventet, at de ville kunne svare inden for så kort tid. Emnet om kvinders rettigheder i relation til transaktivismedebatten er altid som at smide en bombe. Folk vil helst ikke forholde sig til det. Det er for sprængfarligt.

Ser du dig selv som radikalfeminist? Hvorfor/Hvorfor ikke?

Det ved jeg faktisk ikke. Ikke endnu, i hvert fald. Lad mig sige det sådan, at jeg klart sympatiserer mest med radikalfeminismen, men mit eget ståsted er jeg stadig ved at finde efter jeg sprang ud som ’kønskritisk’.

Hvad fik dig til at engagere dig i kampen mod den radikale transaktivisme?

Tilfældigheder. Jeg vil sige det sådan: Jeg synes ikke, at jeg valgte denne kamp. Jeg var ’bare feminist’. Men lige pludselig skulle der ’trigger warnings’ på billeder af kvindekroppen, kvinder skulle kalde sig menstruators og man skulle bakke op om biologiske mænds tilstedeværelse i vores omklædningsrum. Jeg begyndte at se mig mere og mere undrende rundt for at se, om der dog ikke var nogen, der reagerede. Jeg så ikke nogen i første omgang, så jeg troede, det var mig, den var gal med. Så fandt jeg Spinster (en side ligesom Twitter, men med fokus på at være for kvinder, der er kønskritiske og, for nogens vedkommende, udelukket fra Twitter).

Har du oplevet nogle negative reaktioner pga. denne kamp?

Det er blevet sværere at vide, hvem der stadigvæk har lyst til at hilse og hvem, der måske er vrede på mig. Så er jeg, selvfølgelig, blevet kaldt TERF og nazi. Jeg har fået at vide, at jeg bør holde mund og lytte. Men der er andre, der har prøvet langt værre, så jeg er sluppet billigt. Og jeg har heldigvis været grundigt forberedt på, hvad der ville komme.

Hvad er dit syn på transkønnede og hvordan ser du på den intersektionelle feminisme?

For at være ærlig, så har transkønnede har aldrig rigtig været på min radar. Og jeg må egentlig nok også sige, at det er de fortsat ikke. Det er ikke nødvendigvis negativt. Det er mere en ’lev og lad leve’-holdning. Jeg har underskrevet Fiona Orlanders og Miranda Yardleys underskriftindsamling om at få særlige omklædningsrum til transkønnede. Det vil jeg gerne støtte. Mit problem opstår dér, hvor kvinders rettigheder kommer i karambolage med transaktivisters krav – og det som en selvfølge antages, at kvinder bare giver sig. Solidaritet er ikke solidaritet, hvis det kun går den ene vej. Går det begge veje, så ser jeg intet til hinder for, at transkønnede og kvinder slutter sig sammen og kæmper fælles kampe.  

Hvad er din feministiske vision for fremtiden?

Et samfund, hvor kvinder får mulighed for at udfolde deres fulde potentiale. Der er så mange barrierer for kvinder, selv her i 2020. Også barrierer, man ikke nødvendigvis ser eller kan lovgive sig ud af. Som kvinders frygt for at gå alene hjem om aftenen, fordi de frygter at blive overfaldet, fokus på offerets adfærd efter et overgreb, tagen for givet, at kvinder tager det største slæb med hus og hjem, bashing at kvinder i medierne, både hvis de får børn alene og bare generelt, fordi vi er en underskudsforretning og de der myter om ’at kvinder heller ikke vil eller kan’. Kvinder kan og de vil, men lige nu er kampen urimelig hård. Det er ikke okay, og min vision for fremtiden er, at vi opdrager børn, så kønsstereotyperne bliver nedbrudt og vi får et mere lige samfund.