Paven og kondomerne

Her i foråret læste jeg Majella Lenzens bog ”Das möge Gott verhüten – Warum ich keine Nonne mehr sein kann”. Bogen handler om Majella Lenzens 33 år som nonne, sygeplejerske og missionær i Afrika, et liv og et arbejde som hun i 1995 blev tvunget til at opgive, bl.a. fordi de kirkelige myndigheder ville straffe hende for at havde uddelt kondomer til afrikanske prostituerede. Majella Lenzen arbejdede nemlig i 1990’erne for et afrikansk bispedømmes aids-projekt. Og én gang tillod hun at en medarbejder fra den danske nødhjælpsorganisation DANIDA transporterede en kasse med kondomer i den bil som aidsprojektet havde stillet til rådighed for Majella Lenzen. DANIDA medarbejderen sørgede så for at placere kassen et synligt sted i et kvarter for prostituerede som de begge besøgte. Det var nok til at de kirkelige myndigheder følte sig kaldet til at statuere et eksempel i forhold til Majella Lenzen.

Grunden til at jeg kommer til at tænke på den historie er naturligvis at medierne nu beretter, at Paven i en interviewbog lægger op til, at brug af kondomer fortsat er at opfatte som moralsk forkastelig, men at brugen af dem kan tolereres i tilfælde af at de udelukkende bruges af en hivsmittet for at forhindre at han smitter sin partner. (Det konkrete eksempel Paven bruger er en hiv-smittet mandlig prostitueret). Er der altså nye tider på vej?

Tja, det er nok en god ide ikke at glæde sig for tidligt. For hvad en pave siger i en interviewbog befinder sig rent teologisk i en art limbo. Kun officielle pavelige udtalelser i form af f.eks. rundskrivelser har læremæssig karakter, om end dokumenterede pavelige udsagn selvfølgelig ikke uden videre kan afvises som urelevante.  Pavens ord om kondomerne kan derfor nok bedst forstås som en art prøveballon. Bliver de vel modtaget kan det ske, at han senere vil formulere dem i skrivelser med læremæssig autoritet, bliver de mødt med modstand fra konservative katolske kredse kan han vælge, at trække følehornene tilbage. For nogle år siden var der faktisk rygter i gang om at Vatikanet ville barsle med en skrivelse som skulle give tilladelse til at katolske ægtepar, hvor den ene var hiv-smittet, kunne få lov til at bruge kondom. (Hvad ville have været en mere vidtgående accept af kondombrug end den som Paven nu lægger op til). Denne skrivelse blev imidlertid ikke til noget hhv. den blev aldrig offentliggjort, formodentlig fordi konservative katolske kredse modsatte sig en sådan opblødning af kondomforbuddet.

En opblødning af kondomforbuddet er nemlig problematisk set ud fra en konservativ katolsk synsvinkel.

For det første vil enhver form for opblødning af forbuddet mod kondomer, selv hvis man holder sig til sjældne undtagelsessituationer, uundgåeligt udløse pres i retning af flere lempelser. Hvis hiv-smittede prostitueredes brug af kondomer kan tolereres, så er det svært at argumentere for at ægtepar, hvor den ene er hiv-smittet, ikke også skal få lov til at bruge kondom. Og hvis de skal have lov, hvad så med de ægtepar hvor en graviditet vil være livstruende for kvinden? Og hvad så med de ægtepar, som ikke har råd til flere børn etc.? Før man har set sig om kunne den katolske kirke ende med generelt at føle sig nødsaget til at tolerere ægtepars brug af prævention – og derefter vil man med sikkerhed blive mødt med krav om at tolerere f.eks. homoseksuelle relationer, ja tillade homoægteskaber, hvad i en konservativ katolsk optik vil være intet mindre end et skrækscenario.  Set i det perspektiv kan det virke oplagt at, fastholde, at kondomer aldrig kan accepteres, lige meget hvad.

Et andet problem med en opblødning af kondomforbuddet, set ud fra en konservativ katolsk synsvinkel, er af sjælesørgerisk karakter. Selvom den rekordlave fødselsrate i katolske lande som Italien og Polen indikerer, at flertallet af de katolske ægtepar i den vestlige verden ikke overholder forbuddet mod prævention, så er der jo en del katolske par verden over som under store personlige ofre har kæmpet for at overholde kirkens lære. De, ligesom alle de katolikker der har forsvaret det nuværende totale forbud mod prævention, kunne føle sig svigtet og ydmyget af et kirkeligt kursskifte i denne her sag.

Spørgsmålet er altså om Paven har modet hhv. viljen til at risikere, at skuffe den gruppe af katolikker som er hans eneste sikre støtter i kampen mod liberalkatolicismen og sekulariseringen. Det vil tiden vise.