Norge og tvangshomotolerancen

Der har været en del presseopmærksomhed omkring det forhold, at Norge vil tvinge asylansøgere til at se en film om homoseksuelle. Formålet med dette initiativ er, hedder det sig, at vise, ”at homoseksualitet er normalt og acceptabelt. Vil man leve i Norge og være en del af det norske samfund, må man acceptere det”.

Jeg må tilstå, at jeg står meget tvivlende overfor dette initiativ.

Således synes ideen om denne her tvangsfilmsfremvisning at være den, at ”vi her i Norge” alle som en opfatter homoseksualitet som normalt og acceptabelt mens ”de”, asylansøgerne, må antages at se homoseksualitet som unormalt og uacceptabelt. Ja, påstanden er jo, at man ikke kan være en del af det norske samfund hvis man mener, at homoseksualitet ikke er ok. Men betyder det så, at den norske kirkes højrefløj, der med stor iver kæmper for at homoseksualitet skal ses som en synd, der fører til fortabelse, ikke er en del af det norske samfund? Mon dog? Snarere synes strategien at være, at projicere homofobi over på ”de fremmede” mens ens egen kultur og folk fremstilles som hævet over noget sådant.

Dermed være ikke sagt, at man ikke hos en del asylansøgere, både blandt dem med en muslimsk og blandt dem med en kristen baggrund, kan finde personer, der opfatter homoseksualitet som unormalt og uacceptabelt. Men man kan næppe ”kurere” dem for et sådant syn på homoseksuelle ved at tvinge dem til at se en film – lige så lidt som man ”kan håbe på” at de vil undlade at søge asyl i Norge fordi de skal se en sådan film.

I stedet risikerer man at formidle det budskab, at accept af homoseksuelle er et udtryk for at være norsk – og dermed er uforeneligt med at have en anden etnisk, kulturel eller religiøs identitet. Man får imidlertid næppe folk med en anden (eller egen) kultur og religiøs baggrund til at acceptere homoseksuelle med mindre, at man hjælper dem til at forstå, at accept af homoseksualitet er foreneligt med deres kultur og religion.  En sådan indstilling kan man imidlertid ikke tvinge ned over hovedet på folk, man kan nemlig ikke tvinge folk til at blive inklusive og åbne overfor homoseksuelle eller nogen anden gruppe for den sags skyld. Kampen for rettigheder skal ikke forveksles med en kamp for at folk ikke må være uenige i disse rettigheder. Det afgørende er ikke, om alle accepterer homoseksuelle, men om hvorvidt samfundet accepterer diskrimination og forfølgelse af homoseksuelle eller ej.

I stedet for at tvinge alle asylansøgere til at se en film om homoseksuelle burde de norske asylmyndigheder derfor i stedet sikre sig, at alle lgbt-personer blandt asylansøgerne underrettes om de muligheder og rettigheder de har mht. at søge asyl og blive familiesammenført med en evt. samkønnet partner.