Juridisk kønsskifte for børn?

 

Der er nu flertal i Folketinget for at give børn adgang til juridisk kønsskifte. Hermed ser det umiddelbart ud til at LGBT Danmark og andre transaktivistiske organisationer såsom ”Foreningen for støtte til transkønnede børn” står overfor en sejr på en vigtig kampplads. I den vestlige verden ser vi nemlig, at kampen om børnene spiller en voksende rolle for transaktivismen. Offentligheden skal vindes for tanken om at kønsrolleafvigende adfærd hos børn og unge er et bevis på at de er transkønnede, og at den eneste beskyttelse mod at disse børn kommer til at leve et liv i ulidelige mentale smerter, der typisk vil ende i selvmord, er at disse så hurtigt som muligt for lejlighed til at skifte socialt og kropsligt køn. At op mod 80 procent af dem, der som børn identificererede sig med det modsatte køn som voksne ender med at acceptere deres biologiske køn, skal offentligheden helst ikke få at vide, for hvorfor dog ændre på børns juridiske køn hvis de typisk vil lære at leve med det køn som fremgår af deres oprindelige cpr-nummer?  Offentligheden skulle nødigt få at vide, at identiteten som transkønnet kun er en af flere måder hvorpå man kan forholde sig til at man ikke bryder sig om de kønsroller man mødes med pga. ens biologiske køn og at man derfor måske har problemer med sin kønnede krop. Og mht. selvmord, så har vi faktisk ikke meget data, men det ser ikke ud til, at børn med kønsidentitetsproblematikker har markant højere selvmordsrater end andre børn med alvorlige psykiske udfordringer. F.eks. ser det ud til at børn og unge med anoreksi har en langt højere selvmordsrate end førnævnte.  Børn der har det svært, skal selvsagt have hjælp og støtte, men måske politikerne skulle lade eksperter ud i børne- og ungdomspsykiatri komme med forslag her frem for LGBT-Danmark og co., som meget vel kan have deres egen agenda.

Det er tydeligt, at LGBT Danmark og Co. benytter sig af samme strategi som var så effektiv da man fik overbevist politikerne om rigtigheden af at indføre det juridiske kønsskifte for voksne. Det juridiske kønsskifte sælges som en praktisk løsning, der skal sikre, at man kunne hente pakker på posthuset – og her, at transbørnene skal kunne låne bøger på biblioteket uden at blive afvist fordi deres sygesikringsbevis ikke passer til deres fysiske fremtræden. At det slet ikke er så sjældent, at børn uanset kønsidentitet fejlkønnes, og at man i dag i øvrigt ofte slet ikke skal fremvise sit sygesikringsbevis da man selv kan scanne det ind, f.eks. når man låner bøger på biblioteket, skal vi heller ikke lige tænke over. Reelt set skal man selv som voksen kun sjældent fremvise sit sygesikringsbevis for andre i offentligheden – og for børn må det være endnu mere sjældent. Der er med andre ord alt andet lige tale om et salgstrick, der skal få politikerne til at overse en række andre spørgsmål. Hvad der allerede var uklart mht. det juridiske kønsskifte for voksne, er nemlig lige så uklart mht. kønsskifte for børn: Hvilke rettigheder giver et sådant juridisk kønsskifte? Skal en 16-årig dreng, der skifter juridisk køn til pige, have adgang til at nøgenbade med pigerne efter idræt? Skal vedkommende have adgang til at stille op som pige i professionel konkurrencesport? Hvad mener politikerne om det?

Men hvad der måske er endnu mere grundlæggende, så står det åbent om politikerne i det hele taget har skænket de mere fundamentale spørgsmål, som det juridiske kønsskifte rejser, en tanke. Da politikerne indførte det juridiske kønsskifte for voksne, troede de måske, at man hjalp nogle udsatte voksne til at kunne hente deres pakker på posthuset uden ballade. Men det man faktisk fik gjort var, at man gav en juridisk blåstempling af postulatet om at køn ikke handler om kropslige forhold men i stedet handler om en ikke nærmere definerbar identitet eller subjektiv følelse, og det vel og mærke uden at vi forud herfor havde haft en længerevarende og grundig demokratisk debat om konsekvenserne og nødvendigheden af et sådant skift i samfundets officielle syn på køn.

Det juridiske kønsskifte for børn rejser samme problematik med udvider den med en ekstra, nemlig det helt fundamentale spørgsmål om hvad det vil sige at være et barn, og hvad forskellen er mellem børn og voksne. Jeg mener, de fleste mener vel, at en 2-årig ikke er gammel nok til at bestemme sine egne sengetider, men det skal nu være i stand til at definere sit eget køn? Reelt set vil det jo typisk være barnets forældre, der skal afgøre, om deres barn er transkønnet. Følgende udsagn om sit barn fra en far, der sidder i ledelsen af Foreningen for støtte til transkønnede børn, må gøre en bekymret: ”Hun havde altid været glad for kjoler og prinsesseting, uden at vi lagde noget i det. Men nede i børnehaven bemærkede de, at hver gang de blev delt op efter køn, gik hun med pigerne, og at hun på alle måder opførte sig som en pige. Efter en række samtaler med pædagoger og en psykolog samt lidt selvstudie i transkønnethed stod det klart. – Så kunne vi godt se, at det nok var det, vores datter prøvede at fortælle os.”

Det fremgår med sørgelig tydelighed at denne far og ”transbørneaktivist” ikke tager højde for, at man sagtens som barn kan være kønsrolleafvigende både mht. tøj-, legetøjs og legekammerats-præferencer uden at man af den grund som voksen vil se sig selv som transkønnet. Det er som om børn med fandens vold og magt skal holdes fast i en transidentitet – og man kan være bekymret for om ønsket om det juridiske kønsskifte for børn skal ses som et led i en større kamp for at disse så hurtigt som overhovedet muligt skal have adgang til hormoner og kønsskifteoperationer. Kønsrolleafvigende børns sind såvel som kroppe er blevet en kampplads for transaktivister – man hævder, at man kæmper for disse børns rettigheder, men de kan meget vel ende med at blive ofre for voksne aktivisters politiske projekt.