Menu
Kategorier

Skrevet af den 7 nov, 2019 under Feminisme, Lgbt | 3 kommentarer

Kampen mod de lesbiske

 

Kvindehuset i København har den 31.10.2019 besluttet, at kvinder fra Facebook gruppen ”Lesbiske Feminister” ikke må bruge Kvindehusets lokaler, ja man har sågar overvejet, om de individuelle medlemmer af denne gruppe skulle nægtes adgang til at betræde Kvindehuset. Forud herfor havde radikale transaktivister forhindret en mindre gruppe ældre lesbiske kvinder fra ”Lesbiske Feminister” i at betræde huset selvom de dengang faktisk havde fået lov til at bruge et lokale til et internt møde. Kvindehusets husmøde har med beslutningen om at forbyde Lesbiske Feminister i at bruge huset de facto bakket op om transaktivisternes aktion og givet dem ret i deres negative bedømmelse af gruppen.

”Lesbiske Feminister” må nemlig ikke bruge Kvindehuset, som nogle af dem interessant nok i sin tid var med til at grundlægge, fordi de påstås at være transfobiske. Deres brøde består i, at de definerer sig som biologiske kvinder, der er til andre biologiske kvinder, og at de gerne vil netværke med andre der er og har det ligesom dem selv. Men i queere og intersektionelle kredse, der i dag sidder på magten i LGBT Danmark, Priden og nu tydeligvis også Kvindehuset, er disse lesbiskes selvforståelse et no go.

Det interessante er nemlig, at de samme aktivister som insisterer på transkønnedes ret til at definere deres eget køn og deres egen seksualitet, ikke anerkender andres ret til det samme. En person født med en penis har således ret til at definere sig som kvinde og som lesbisk med henvisning til at hun føler sig som en kvinde og seksuelt er til kvinder. Men en biologisk kvinde har ikke lov til at mene, at hun er en lesbisk kvinde fordi hun er født med en kvindes krop og er til andre, der er født med en kvindes krop. Logikken er den, at fordi transkvinder føler, at de er kvinder, og transmænd føler, at de er mænd, så handler køn for alle om en fra kroppen løsrevet følelse. De transkønnedes følelser og identitet gøres med andre ord til normen om hvad køn handler om. Hvis vi andre føler noget andet så må vi se at få ændret vores følelser. Retten til at definere sit eget køn er nemlig et privilegium som kun transkønnede har indenfor den queere og intersektionelle feminisme.

Ud fra denne logik er det også dybt problematisk hvis man ikke føler, at transkvinder er kvinder og transmænd er mænd. Det er i denne sammenhæng ligegyldigt om man forsøger at være høflig og hensynsfuld overfor transkønnede ved at bruge de ønskede pronominer, undlade at omtale transkvinder med ”m-ordet” og transmænd med ”k-ordet” etc. Vi skal alle tro og føle, at transkvinder ER kvinder og transmænd ER mænd. At tro og føle noget andet er transfobisk, altså et udtryk for et irrationelt og ondskabsfuldt had til transkønnede.

Dette kompromisløse krav om at man helt skal underlægge sig andres syn på ikke bare deres eget men også ens eget køn viser sig bl.a. i spørgsmålet om hvem man har lov til ikke at begære seksuelt. I dag er man tydeligvis et ondsindet menneske, hvis ens seksuelle orientering ikke tager udgangspunkt i hvad andre føler om deres køn men i stedet om hvilket kropsligt udgangspunkt man selv og ens ønskede partner har. I princippet gælder denne foragt også heteroseksuelle. Men i praksis har de radikale transaktivisters vrede især været rettet mod de lesbiske, som kategorisk afviser at indgå i seksuelle relationer med personer, der er født med en penis uafhængigt af deres kønsidentitet. At lesbiske ikke ligefrem repræsenterer kønsmagten i samfundet, men i stedet selv er en udsat gruppe, der f.eks. har en stærkt forøget risiko for at begå selvmord, er ganske ligegyldigt for disse aktivister. Når man er radikal transaktivist må man nemlig gerne sparke til udsatte grupper hvis disse ikke retter ind.

Det offentligt støttede Kvindehus har nu meldt sig ind i kampen på de radikale transaktivisters side. Budskabet til lesbiske i hele landet er ganske klart: Vi har valget mellem at acceptere den queere/intersektionelle definition af vores eget køn og vores egen seksualitet, eller vi skal holdes udenfor i kulden indtil vi indser at vi har syndet og angerfuldt omvender os til den rette tro.

 

 

 

3 Kommentarer

  1. Lige precis så.

  2. Kære Karen. Du er i den grad en stærk og fornuftig stemme i den her debat. For du har fuldstændig ret : Det burde ikke være muligt at få lov til at undertrykke andre med sin kønsidentitet som våben.
    Og jeg undrer mig seriøst over den beslutning som er truffet i Kvindehuset. Og som jeg ser som virkelig bekymrende.

    For som heteroseksuel kvinde betyder det jo potentielt at jeg kan risikerer at blive kaldt for transfobisk hvis jeg insisterer på at jeg udelukkende tiltrækkes af personer med en krop af det modsatte køn. Det er sgu da en undertrykkelse af min seksuelle orientering der vil noget.

    Præmissen om at køn og de fællesskaber som skabes på baggrund af køn, skal defineres af kønsidentitet og hvilket køn man føler sig som er, strider efter min mening om alt hvad feminismen står for. Nemlig lighed mellem kønnene. Lighed har utrolig dårlige kår når nogen tvinges til at rette ind efter andre, ene og alene på baggrund af hvordan disse definerer sig selv.

    Når kvinder påtvinges mænd som defineres sig selv som kvinder, eller når mænd påtvinges kvinder som definerer sig selv som kvinder, jamen så sker der en undertrykkelse som ingen har interesse i at give plads til. Og i sig selv skaber ulighed. Og giver grobund for afstandstagen som det transseksuelle samfund på ingen måde kan have interesse i.

  3. Jeg føler meg ikke som kvinne da jeg er kvinne.
    DNA vil til enhver tid vise hvilket kjønn en er.
    Biologisk er det kun to kjønn. I psykiatrien er det sikkert like mange kjønn som det er stjerner på himmelen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *