En saglig debat – please!
Ricardt Riis føler sig tydeligvis trådt over tæerne fordi jeg har vovet at kritisere den måde som han kritiserer islam på. Som et svar på et indlæg på min blog har han derfor selv forfattet et, hans sædvane tro, utroligt langt opus rettet mod mig.
Ricardt Riis mener, at “Jeg vil tro, at hendes forargelse imod mig skyldes lige dele uvidenhed og godtroenhed“. & “Ét af de ‘dirty tricks’, hun anvender, har hun vist lært af religionsvidenskabsfolkene“.
Nu har jeg faktisk en religionsvidenskabelig uddannelse, ligesom jeg underviser i religion i gymnasiet og hf. Så ja, når jeg skriver om islam tager jeg udgangspunkt i en religionsfaglig tilgang til islam og det er øjensynligt meget provokerende hhv. meget naivt i Ricardt Riis’ øjne. Jeg har ikke indtryk af at han er interesseret i konkret viden om hvordan islam kan forstås og praktiseres, men i stedet er på jagt efter argumenter for at islam skal ses som en trussel mod det danske samfund og den danske kultur.
Men jo, jeg har et “problem” som jeg fornemmer, at Ricardt Riis ikke må slås med. Jeg har i mine 13 år som gymnasielærer efterhånden haft rigtig mange muslimske elever. Og det er i den konkrete omgang med muslimer af kød og blod at det først rigtigt er gået op for mig hvor forskelligartet islam er. Hvis man kun kender til islam via læsning af islam-kritisk litteratur og mediernes beretninger, ja så er det sikkert nemmere at fastholde et endimensionelt syn på islam end når man arbejder med muslimer af forskellig observans og med forskellige holdninger og dermed i praksis oplever islams mangfoldighed. Og ja, islam er som alle andre religioner mangfoldig og dynamisk og det på godt og ondt. Og ja, det er ikke sådan, at jeg ikke kan forholde mig kritisk til muslimer. Se f.eks. http://www.religion.dk/artikel/268861:Synspunkt–Asmaas-homosyn-haenger-ikke-sammen?all=1 Det jeg reagerer mod er den ensidige og endimensionelle måde, som Ricardt Riis farer i flæsket på islam.
Ricardt Riis skyder mig i skoene at jeg skulle beskylde ham for at være en essentialist. Det har jeg nu ikke. Jeg vil nemlig ikke sige, at man ikke kan sige noget grundlæggende om islam. F.eks. vil jeg da helt klart mene, at islam er en monoteistisk religion. Hvad jeg protesterer mod er hans hang til at gå ud fra, at der kun findes en slags islam, at islam kun kan tolkes på en måde. Man kan lige så lidt sige, at islam er imod demokrati som at islam er for demokrati. Hvorfor? Fordi nogle muslimer mener, at islam og demokrati ikke kan forenes mens andre hævder, at de kan forenes, ja at demokrati grundlæggende set er en islamisk ide. Det kender man jo også fra kristendommen. Man kan f.eks. hverken sige, at kristendommen accepterer homoseksuelle parforhold eller at den er imod sådanne. Hvorfor? Fordi nogle kristne mener det ene og nogen det andet.
Og nej, det er meningsløst at ville finde ud af “hvordan muslimer tænker”, ligesom det heller ikke giver mening, at ville finde ud af “hvordan jøder tænker” eller “hvordan kristne tænker”. Hvorfor? Fordi mennesker, også selvom de tilregner sig samme religion, ikke tænker ens. Ricardt Riis ved sikkert hvilken mangfoldighed af kristendomsforståelser Folkekirken rummer. Hvorfor kan han ikke forstå, at islam her i landet ligeledes rummer mange forskellige holdninger og tolkninger af religionen?
Mht. det forhold, at jeg drog konklusioner på baggrund af Ricardt Riis’ tavshed så “glemmer” han lige, at jeg to gange havde spurgt ham og ikke fået svar – og at han, da han endelig svarer, lige præcist ikke vil definere nogen grænse for hvad man må gøre mod muslimerne. Men hvis Ricardt Riis’ tirade mod mig også skal forstås på den måde, at Ricardt Riis mener, at landets muslimer skal garanteres fuld religions- og ytringsfrihed mfl., ja så glæder mig det da meget. Jeg kan bare ikke forstå hvorfor han ikke skrev det fra starten af. Det fleksible ved Ricardt Riis menneskerettighedsforståelse er, at han, sådan som jeg læste det, lagde op til at muslimernes menneskerettigheder ikke var en ret de havde ligesom alle andre mennesker, men i stedet var noget som skulle stilles i forhold til hvordan de selv kunne antages at se på menneskerettighederne.
Det er desværre tydeligt, at Ricardt Riis ikke vil eller ikke kan forholde sig til, at sharia kan forstås og i øvrigt også praktiseres forskelligt. Og ja, jeg er ret så sikker på, at imamerne fra Dinayet, der repræsenterer tyrkisk statsislam, vil kunne skrive under på at herboende muslimer, der konverterer til kristendommen, ikke skal henrettes. Hvorfor? Fordi de fremhæver, at religion er en privat sag, at religion og politik skal holdes adskilt og at muslimerne i Danmark skal følge landets love. Men jo, vi vil nok ikke kunne få dem til at skrive under på at de vil bakke op om de muslimer, der vil opgive deres tro. Men mon dog ikke også ret så mange kristne præster vil nægte at skrive under på, at de vil bakke op om kristne, der vil være muslimer?
Mht. det indiske eksempel, at Indiens muslimer ikke har sluttet sig sammen og krævet, at ægteskabslovgivningen ikke længere skal tage udgang punkt i traditionel sharia, ja så ved jeg altså ikke hvad jeg skal mene om det eksempel. Jeg mener, på Færøerne har man ikke registeret partnerskab fordi det politiske flertal dér mener, at noget sådan går imod Bibelen. Kan man deraf slutte, at mennesker fra Færøerne per definition er kristne fundamentalister og ikke kan acceptere adskillelsen mellem religion og politik? I øvrigt kan jeg altså ikke se, at det er værre at muslimske kvinder i Indien ikke kan gifte sig med ikke-muslimske mænd end at homoseksuelle i f.eks. Italien eller i de fleste amerikanske delstater ikke kan få lov til at gifte sig med den de elsker. Ægteskabsloven bør ikke bygge på religiøse forestillinger – lad os derfor kæmpe mod religiøse ægteskabsforbud lige meget hvilken religion de påberåber sig – og det uden at dæmonisere alle der er medlemmer af de religioner, der misbruges til at nægte folk ægteskab med den de elsker.
Mht. kvinderettigheder så har en undersøgelse fra World Valus Survej vist, at 55 % af de adspurgte i de muslimske lande gik ind for ligestilling mellem kønnene. Det er betydeligt lavere end de 82 %, der støtter det i den vestlige verden. Men det viser dog, at man ikke bare sådan kan gå ud fra, at muslimer per definition er imod ligestilling, et (desværre lille) flertal går altså ind for ligestilling.
Og så vil jeg gerne vide hvor i Danmark der er blevet indført et særligt muslimsk retssystem.
Muslimer må naturligvis tro som de vil. Det ubehagelige fremkommer, hvis muslimer forestiller sig, at det danske samfund skal indrettes efter deres religiøse forskrifter. Vi skal alle have lov til at være her. Vi skal arbejde for et religionsneutralt samfund, som giver plads for alle. Det opnår vi bedst, hvis vi klart adskiller religion og politik. USA er i den henseende et forbillede til efterfølgelse.