Menu
Kategorier

Skrevet af den 14 maj, 2010 under Ikke kategoriseret | 4 kommentarer

Homofobi uden kulturhistorisk dækning

Leif Andersen, der er lektor ved det højrekristne Menighedsfakultet og medlem af det fundamentalistiske Evangelisk-Lutherske Netværk, forsøger i et længere debatindlæg i Kristeligt Dagblad fra den 14.5.2010 at finde nogle ikke-bibelske begrundelser for hvorfor vi ikke må få et kønsneutralt ægteskab. Og lad det være sagt med det samme, det kommer han rigtigt skidt fra.

Leif Andersen lægger i første halvdel af sit indlæg ud med påstanden om, at det i princippet livslange ægteskab mellem mand og kvinde kendes i alle kulturer. Synet på homoseksualitet har efter hans mening været forholdsvis stabilt i alle kulturer, og selvom han indrømmer, at nogle kulturer har set positivt på homoseksualitet, så ændrer det ikke ved, at ingen kulturer, end ikke de få polygame, har anerkendt et kønsneutralt ægteskab.

Dernæst går Leif Andersen over til nogle overvejelser over, at det kun er kort tid siden, nemlig i 1980, at homoseksualitet blev fjernet fra listen over psykiske lidelser, og han spørger, om det så ikke er ”tæt på rablende vanvid, at vi nu med sådan en hast så meget som overvejer at kuldkaste verdenshistoriens måske mest stabile institution”?

At afvise vielser af homoseksuelle er, i henhold til Leif Andersen, ikke mere diskriminerende end at afvise polygame ægteskaber eller søskendeægteskaber da de argumenter der bruges for de første uden videre kan overføres på de andre.

Herefter kommer han med nogle overvejelser over hvornår folk, der som han mener, at homoseksualitet er en ”itugået” seksualitet, vil blive kriminaliseret. At det er et realistisk scenarie mener han at de fleste vil være enige i.

Dernæst vender han tilbage til den alvorlige risiko det ville udgøre for os alle hvis vi accepterer homoseksuelle ægteskaber, og han sætter spørgsmålstegn ved fornuften i at ligestille homoseksuelle med heteroseksuelle.

Til sidst runder han af med følgende svada: ”Jeg foreslår, at vi venter. Der bør være en evalueringsperiode. Nu er homoseksualiteten blevet såvel afkriminaliseret som raskmeldt. Lad os så vente og se, hvad konsekvenserne bliver. Helt seriøst: Ville det – på den baggrund – være forhastet med en evalueringsperiode på et par hundrede år? Eller i det mindste indtil vi ved noget?

Nu er det en farlig øvelse at ville opstille en tværkulturel og verdenshistorisk begrundelse for hvorfor det i princippet livslange ægteskab mellem en mand og en kvinde skulle være fælleskulturelt arvegods for hele menneskeheden.  Alle kulturer kender selvsagt til seksuelle relationer mellem mænd og kvinder, men hvordan de bliver reguleret eller ikke reguleret har været og er forsat meget forskelligt. Polygami er ikke meget sjældent, sådan som Leif Andersen påstår, men er i stedet kendt fra den kinesiske, de mellemøstlige, de afrikanske såvel som de amerikanske kulturer. Både Det Gamle Testamente og de danske vikingekonger kendte til polygami. Ej heller kan det påstås, at ægteskabet i princippet har været tænkt til at være livslangt verden over. Den uhyre lette adgang til skilsmisse for mænd som man finder i Moseloven og i sharialoven viser, at Leif Andersen tænker snævert kristent fundamentalistisk når han beskriver ægteskabet tværkulturelt set.

Nu giver det slet ikke mening, at ville tale om homoseksualitet i tiden før dette begreb dukker op i Vesten, hvad det gør i slutningen af 1800-tallet. Derimod synes de fleste, hvis ikke alle, kulturer at kende til seksuelle relationer mellem mennesker af samme biologisk køn. Synet herpå er og har været meget forskelligt.

Her er det nødvendigt at være opmærksom på, at Leif Andersen synes at tage udgangspunkt i den antagelse, at alle kulturer kun kender til to køn, nemlig mand og kvinde. Men i virkelighedens verden opererer en række kulturer med mere end to køn. F.eks. har en række prærieindianerstammer anerkendt eksistensen af såkaldte ”to ånds mennesker”, dvs. biologiske mænd med en identitet og social rolle som kvinder og biologiske kvinder med en identitet og social rolle som mænd. (Sommetider kunne to ånds mennesker dog også frit blande kønsrollerne) Ægteskab mellem f.eks. en to ånds person, der var biologisk mand, med en anden biologisk mand var anerkendt og vi kender til at sådanne ægtepar adopterede børn, hvad også var fuldt accepteret.

Hvis vi altså forstår det kønsneutrale ægteskab som ægteskab mellem to personer med samme biologisk køn, ja så er Leif Andersens påstand om at ingen kulturer kender hertil direkte usand.

Et bemærkelsesværdigt træk ved Leif Andersens indlæg, er, at han helt forbigår eksistensen af det registrerede partnerskab. Måske fordi han vil fremmane en forestilling om at vi er på vej til at gå direkte fra at have afsygeliggjort homoseksualitet og så til at anerkende homoseksuelle ægteskaber. Faktum er imidlertid, at vi siden 1989 har haft det registrerede partnerskab, der en offentlig / statslig anerkendelse af homoseksuelle par, der på de fleste punkter ligestiller dem med heteroseksuelle ægtepar. Det registrerede partnerskab for homoseksuelle har ikke udløst noget stærkt politisk krav om registreret partnerskab for polygame eller for søskendepar, så Leif Andersens glidebanetrussel har ikke hold i den historiske realitet. I øvrigt så jeg gerne, at han fortalte os hvilke grunde der er til at samfundet ikke skal anerkende polygame ægteskaber og søskende ægteskaber. Han må da have nogen bedre grunde end at de skal være forbudte fordi homoseksuelle ikke må gifte sig?

Der er ingen mening i at ville forbyde dumhed og ignorance, så nej, jeg tror ikke, at vi vil se en kriminalisering af påstanden om at homoseksualitet er en ”itugået” seksualitet. Det skal en Leif Andersen da have lov til at mene, om end det er sjovt, at han på en gang påstår, at vi ikke ved hvad homoseksualitet er og så dog mener, at det er hans ret at påstå, at den repræsenterer noget der er i stykker. Hvorfra ved han egentligt det? Måske han i øvrigt ikke ved, at ideen om at homoseksualitet er en psykisk lidelse er en ide, der først dukker op med homoseksualitetsbegrebet og altså ikke en forestilling, der har dybe kulturhistoriske rødder?

Det virkeligt sørgelige ved Leif Andersen er imidlertid ikke hans slående kulturhistoriske uvidenhed eller hans argumentationskneb. Det triste er at han i bogstavelig forstand giver udtryk for homofobi, altså angst for homoseksuelle. Vi udgør i hans mentale univers en dunkel trussel mod ægteskabet og samfundet, og samfundet har derfor efter hans mening brug for flere århundreder for at se, om det ikke var et fejlgreb at afkriminalisere hhv. afsygeliggøre vores kærlighed og seksualitet. Hvis en sådan indstilling ikke er homofobisk så ved jeg ikke hvad der skulle være det.

Men om Leif Andersen og meningsfæller nu kan lide det eller ej, så går udviklingen heldigvis sommetider hurtig. Tænk blot på, at gifte kvinder først blev myndiggjort i 1899 for så, 16 år senere, at få tildelt stemmeretten sammen med deres ugifte kønsfæller. Set i det lys er der intet hurtigt i, at vi, 21 år efter indførelsen af det registrerede partnerskab, får det homoseksuelle ægteskab. Sverige og Holland har allerede vist os vejen.

Læs mere

Skrevet af den 17 feb, 2010 under Ikke kategoriseret | 7 kommentarer

Nej til homoborgerlig accept af ulighed

Karsten Skowbo-Jensens indlæg i Kristeligt Dagblad fra den 17.2.2010 er et klassisk (og sørgeligt) eksempel på konservative bøssers hang til at spænde ben for homokampen.  

Karsten Skawbo-Jensen, konservativ folketingskandidat og homoseksuel, fik den 17.2.2010 bragt et læserbrev i Kristeligt Dagblad med overskriften ”Nej til lighedsfundamentalisme. Homoseksuel vielse skal ikke presses igennem.”

Som overskriften jo så rammede formulerer det er Karsten Skawbo-Jensens indlæg et langt forsvar for hans partis afvisning af at ligestille homoseksuelle og heteroseksuelle på ægteskabsområdet.

Mht. kirkelige vielser af homoseksuelle, ja så afviser han dem med henvisning til at han elsker folkekirken og derfor ikke kan støtte forslaget om at give trossamfundene lov til at vie homoseksuelle, fordi kirkelige vielser af homoseksuelle vil give ”splid og splittelse” indenfor folkekirken. I stedet går han ind for ”at der først stille og roligt skal vokse et ønske frem fra det store flertal i folkekirken, før et forbud mod homoseksuelle vielser kan fjernes, altså hellere evolution end revolution”. Hvor stort dette store flertal skal være – og hvordan det skal kunne konstateres hhv. formuleres skriver han, klogelig nok, ikke noget om.

Under alle omstændigheder har Karsten Skawbo-Jensen ikke noget til overs for lighedskamp indenfor religionerne verden, for som han skriver: ”Men i religionens og troens verden kan man altså ikke kræve demokrati, ligestilling og omskrivning af gamle skrifter, som troende opfatter som hellige. Man kan diskutere fortolkningen, man kan udøve religionskritik, man kan forklare tingene ud fra en historisk kontekst, men selve ordene står nu engang på papiret. Dét er de faktiske forhold i jernindustrien”.

Og ”de faktiske forhold i jernindustrien” er mht. spørgsmålet om kristendom og homoseksualitet, hvis man altså skal tro Karsten Skawbo-Jensen, ”at såvel Det Gamle Testamente som for eksempel Paulus forholder sig negativt til homoseksualitet”.

Generelt bryder Karsten Skawbo-Jensen sig ikke så meget om kampen for ligestilling mellem homoseksuelle og heteroseksuelle. Som han skriver så smukt: ”Hvorfor er nogle aktivister forhippede på, at ægteskabet også skal være for homoseksuelle, når nu så mange ønsker at fastholde, at ægteskabet er en særlig årtusindgammel institution for en kvinde og en mand? Hvorfor skulle et partnerskab mellem to mennesker af samme køn være mindre fint end et ægteskab? Kan ægteskab og partnerskab ikke fungere side om side, og hvorfor må der ikke være nogle små forskelle?

Nej, vi skal, i henhold til Karsten Skawbo-Jensen, koncentrere os om det som virkeligt tæller, så som hadforbrydelser, mobning på arbejdspladsen og det iranske styre, ”der hænger unge homoseksuelle i kraner”.

Et overordnet træk ved Karsten Skawbo-Jensens indlæg er at han løbende foretager prioriteringer, der altid falder ud til homofobernes fordel. Af hensyn til de kristne fundamentalister indenfor folkekirken, der vil lave ballade hvis folkekirken tillader vielser af homoseksuelle, skal staten afstå fra at give landets trossamfund adgang til at vie homoseksuelle, hvis de ønsker det. Af hensyn til dem, der ikke vil anerkende, at heteroseksuelle og homoseksuelle parforhold er ligeværdige, skal homoseksuelle acceptere, at deres parforhold af staten diskrimineres i forhold til de heteroseksuelles. Og sidst men ikke mindst så skal kampen mod hadforbrydelser og det iranske diktaturs overgreb mod homoseksuelle prioriteres over kampen for ligestilling på ægteskabsområdet.

Hvad Karsten Skawbo-Jensen kræver, er intet mindre end at homoseksuelle skal acceptere deres mindreværd i forhold til heteroseksuelle! Gør det så meget, at vi ikke er fuldt ligestillede med de heteroseksuelle? Skulle vi ikke være tilfredse med det vi har, nu når skriften og traditionen fordømmer os og nu når man bliver hængt i Iran, hvis man er bøsse?

Svaret er ja. Det gør noget, det gør rigtigt meget!

Kendetegnende for kampen for accept af homoseksuelle er, at der altid har været nogle konservative bøsser (og noget sjældnere lesbiske) som har ment, at vi homoseksuelle skal være tilfredse med det vi har og ikke kæmpe for mere. Sådanne røster blev dem, der kæmpede for afkriminaliseringen af sex mellem mænd mødt med, det måtte dem, der kæmpede for det registrerede partnerskab høre på – og det slynges i hovedet på os der i dag kæmper for fuld ligestilling.

Eller sagt med andre ord, hvis homoaktivisterne havde lyttet til bøsser som Karsten Skawbo-Jensen, ja så var sex mellem mænd forsat en forbrydelse, homoseksualitet en sygdom og det registrerede partnerskab en tåbelig venstreorienteret utopi. Forandringer kommer ikke af sig selv – men kun ved at man kæmper for at det bestående skal ændres til noget bedre. Man kan ikke bekæmpe undertrykkelse og ulighed hvis man grundlæggende set accepterer dem som en præmis som vi homoseksuelle skal acceptere, så enkelt er det.

Mht. religionen er det altså godt nok trist, at Karsten Skawbo-Jensen udtaler sig som homo og kristen uden at have sat sig ind i den teologiske problematik. For at gøre en lang historie kort: Bibelen fordømmer ikke homoseksualitet da dette begreb ikke fandtes på den tid, da de bibelske tekster blev forfattet. Mht. sex mellem to af samme køn så forholder det sig sådan, at man intet sted i Bibelen kan finde et forbud mod sex mellem kvinder. Og også de tekster hos Paulus, der bruges mod seksuelle relationer mellem mænd, er langt fra så entydige som Karsten Skawbo-Jensen vil gøre dem til. ”De faktiske forhold i jernindustrien” er, at de ”bibelske argumenter” mod homoseksuelle parforhold er papirtynde!

Hatecrimes, mobning og diskrimination af homoseksuelle har deres rødder i kulturelt og religiøst betingede fordomme mod homoseksuelle. Kampen for kirkelig accept af homoseksuelle parforhold og kampen for det kønsneutrale ægteskab er derfor ikke en luksuskamp – men et vigtigt led i kampen mod de mentale og sociale strukturer der skaber homofobi og hatecrimes. Man kan ikke kæmpe mod det sidste uden at kæmpe for det første.

Og mht. Iran, ja så venter jeg spændt på et forslag fra Karsten Skawbo-Jensens side af om hvad vi kan gøre for Irans unge homoseksuelle. Hvis han virkelig er bekymret for deres liv, så skulle han da tage sig sammen og starte en kamp internt i sit parti for at homoseksuelle fra Iran skal garanteres asyl i Danmark, så de slipper for at blive hængt.

Læs mere

Skrevet af den 29 dec, 2009 under Ikke kategoriseret | 0 kommentarer

Lesbisk muslim blev chikaneret af sin arbejdsgiver

Der har i pressen ofte været fokus på hvor hårdt muslimsk homoseksuelle har det. Hovedfokus har her været, at de muslimske homoseksuelle udsættes for heftig chikane af andre muslimer, der ikke kan acceptere homoseksualitet. Det er desværre sandt, at muslimske homoseksuelle kan risikere at blive mødt med heftig afvisning fra andre muslimers side af. Men de kan også risikere at blive mødt med foragt af ikke-muslimer, en indfaldsvinkel som vi interessant nok ikke hører så meget om.

 

Retten i Viborg har således den 28.12.2009 givet en muslimsk lesbisk med irakisk baggrund medhold i, at hun er blevet udsat for chikane af hendes tidligere arbejdsgiver. Han havde bl.a. udtalt, at han ville brænde hendes Koran og han havde udtalt sig nedsættende om hendes seksualitet.

 

Retten tilkendte hende 40.000 kr. i erstatning og har hermed, forhåbentligt, fået afsluttet en grim sag der bl.a. viser, at muslimske homoseksuelle ikke blot er oppe imod muslimsk homofobi men også mod dansk islamofobi og homofobi.

 

Man kan læse mere om sagen på http://www.nv-law.dk/cms/site.aspx?p=683&newsid=2285

Læs mere

Skrevet af den 30 jul, 2009 under Ikke kategoriseret | 2 kommentarer

Kristeligt Dagblads sure opstød

Det er lige så sikkert som amen i kirken, at hver gang der er sket noget positivt for homoseksuelle her i landet, så føler Kristeligt Dagblad sig på lederplads forpligtiget til at komme med nogle sure opstød. Og så skal man endda være glad, hvis de nøjes med de sure opstød og avisen ikke forud for sådanne forbedringer har kørt en kampagne mod dem.

Denne adfærd er ikke så mærkelig – Kristeligt Dagblad har jo sine rødder i Indre Mission for hvem vi homoseksuelle er hellbound med mindre, at vi angrer og omvender os fra vores ”syndige livsstil”. Derfor har Kristeligt Dagblad en lang historie som bekæmper af homoseksuelles rettigheder og muligheder – ja, man kæmpede sågar engang indædt mod en afkriminalisering af sex mellem voksne mænd!

Set i det lys kan det slet ikke undre, at Kristeligt Dagblad fra den 30.7.2009 bringer en leder, hvor Morten Thomsen Højgaard raser mod World Outgames. Titlen er ”homoseksuelt hysteri” og hermed er tonen allerede lagt. For det er en typisk fordom om homoseksuelle mænd, at de er hysteriske, dvs. kvindagtige, og de derfor ikke kan tages alvorligt andet end som objekter for foragt.

De argumenter som Morten Thomsen Højgaard slynger ud har vi i det store hele hørt til hudløshed – og man kan derfor snart blive lidt træt af at skulle høre på det samme vrøvl igen og igen: Der burde ikke bruges offentlige midler på World Outgames, fordi det er forkert at afholde et sportsarrangement for homoseksuelle, de er jo ikke anderledes end andre sportsfolk – Outgames er en skamløs udstilling af homoseksualiteten – og en sådan står direkte i modstrid med de homoseksuelles kamp for at blive anerkendt som normale.

Klart er det i hvert fald, at Morten Thomsen Højgaard har haft skyklapperne på når han har læst aviser i de seneste dage, for pressen har ellers bragt mange artikler om hvor vanskeligt det er at være åben homoseksuel og så sportsmand m/k. Men nu er det jo så heller ikke homofobi og diskrimination af homoseksuelle, der interesser Morten Thomsen Højgaard. Det fremgår klart af, at han ikke nævner de homofobiske overfald under World Outgames med et eneste ord.

At en minoritet ikke må kæmpe for at få borgerrettigheder med mindre, at den usynliggør sig selv, er i øvrigt en mærkværdig logik – ikke mindst fra Kristeligt Dagblads side af. Mener Morten Thomsen Højgaard f.eks., at jøder skal vælge mellem at være synlige jøder i det offentlige rum eller at få de samme borgerrettigheder som kristne borgere har, fordi de ikke kan kræve, at få lov til begge dele? Hvis Københavns kommune havde brugt penge på en jødisk festival ville han så også havde brokket sig?

Usynliggørelsen af homoseksualitet er et vigtigt instrument i undertrykkelsen af homoseksuelle. Den skal få os til at føle, at vi er de eneste i verden, der føler som vi gør, og det derfor er os, der er noget galt med. Synliggørelsen er derfor et vigtigt led i modstanden mod undertrykkelse. Når vi kan se, at vi faktisk er mange, så kan vi ikke blot danne netværker og finde støtte og hjælp til dagligdagen blandt ligesindede, nej vi kan også finde kraft til at kæmpe mod den homofobi som man f.eks. kan finde hos Kristeligt Dagblad. Samfundet har en lang og trist historie mht. undertrykkelsen af homoseksuelle – derfor er det godt og rigtigt, at Københavns Kommune støtter et arrangement, der har til formål at modvirke undertrykkelsen af homoseksuelle, såvel som biseksuelle og transpersoner– selvom det er pinligt, at ikke også staten vil tage sin del af byrden og ansvaret.

Morten Thomsen Højgaard har også gevaldigt ondt i en vis legemsdel over, at Vor Frue kirke, Københavns Domkirke, bakker op omkring World Outgames, bl.a. ved at man har udsmykket kirkens søler med en regnbueflagsdekoration. Dertil kan man kun sige, at jeg og en række andre kristne homoseksuelle har været begejstrede over denne støtte fra domkirkens side af. Alt for ofte mødes vi homoseksuelle med foragt fra kirkens side af – det varmer derfor gevaldigt og giver hjælp til at holde fast i troen, når man ser, at der også er kristne som støtter os. Heldigvis bliver der i folkekirken flere og flere af dem, der støtter os – mens der bliver færre og færre af Morten Thomsen Højgaards åndsfæller – og Gud ske lov og tak for det!

Læs mere