Et monsters bekendelser

 

Når man som undertegnede vælger at debattere emner som folk kan have stærke holdninger om, herunder emner hvor folk kan have noget personligt i klemme, kan man opleve at blive lagt for had. Jeg har selv kunnet konstatere, at der er folk der pga. min ”debat-aktivisme” ønsker mig både død og ødelæggelse om end jeg faktisk indtil videre ikke har fået personlige trusler i min egen ind-boks. Jeg kan imidlertid forstå, at der er nogen derude der hader mig rimeligt helhjertet og er overbevist om at jeg er et meget ondt og modbydeligt menneske.

Det er ikke nyt for mig at blive mødt med foragt. Jeg blev trods alt mobbet intensivt og vedholdende op gennem hele mine 9 lange, triste og ensomme år i folkeskolen. Men denne mobning handlede, sådan som jeg ser det, ikke så meget om et had til mig og mine holdninger men snarere om en foragt for en person, der var tydelig anderledes, nok ikke altid så god til at aflæse de sociale koder, og som under alle omstændigheder kunne være den, man kunne underholde sig med at sparke til (både fysisk men især verbalt) så man kunne få afløb fra egne problemer og frustrationer.

Som kristen og homoseksuel har jeg selvsagt også mødt en del foragt. For de kristne fundamentalister var (og er) jeg en ubodfærdig synder. For nogle homo- og queer-aktivister var (og er) jeg en elendig eksistens med manglende viljestyrke til at droppe min ”homofobiske religion”. Kun som outspoken eks-katolik og katolicismekritiker har jeg imidlertid mødt noget som godt kunne virke som virkeligt had. Jeg ved af egen erfaring fra min fortid som katolsk fundamentalist, at kritik af den katolske kirke kan gøre rigtigt ondt hvis man har investeret (for meget) mental energi i opretholdelsen af dens ære og respekt i verden. Og den hvis ord udløser smerte kan du let komme til at hade.

Men det er dog først da jeg begyndte at komme i konflikt med den radiale transaktivisme at jeg i massiv grad har oplevet ikke bare vrede og foragt men også åbenlyst had. Og selvfølgelig må det jo udløse nogle selvrefleksioner.

Allerede for nogle år siden skrev en transaktivist i en Facebook debat med mig at ”jeg nok troede at jeg var et godt menneske”, underforstået at det var jeg i hvert fald ikke! Hvis man hører til de få der kender mig rigtigt godt ville man vide, at jeg ikke render rundt og tror, at jeg er et godt menneske. Jeg tror dog heller ikke, at jeg er et unikt ondt menneske. Der skal i virkeligheden vel en særlig grad af åndelig højrøvethed til at tro, at man er ”verdens ondeste menneske” og lignende, som jeg i tidens løb har set ”fromme” mennesker sige om sig selv. Jeg vurderer mig selv til at være helt gennemsnitlig ond. Og dermed er jeg, sådan som jeg ser det, blot et menneske, for at vi mennesker har noget mørkt og destruktivt i os, der kæmper mod lyset og kærligheden, er et helt centralt element i mit menneskesyn.

Jeg har faktisk ikke noget behov for at være bevidst ondskabsfuld overfor andre mennesker. Jeg føler ingen glæde ved at tilføje andre smerte. Et smil varmer mit hjerte, mens en tåre let udløser tårer hos mig. Men man kan tilføje andre, især dem man elsker allermest, meget smerte ud fra almindelig tankeløshed, egoisme og selvoptagethed og det har jeg desværre rigeligt at dele ud af. Nu hører det imidlertid til min religiøse overbevisning, at jeg og alle andre mennesker af vores natur ikke er ”gode nok”, da vi alle svigter i forhold til kærlighedens lov. Men det gør bare heller ikke noget, for Jesus har gjort os alle gode nok ved at give sit liv for os på korset. At jeg ultimativt er god nok handler derfor slet ikke om mig selv, om alle mine svigt eller mine forsøg på at være bedre. At blive ultimativt favnet, elsket og hjulpet videre er efter min overbevisning ikke en velfortjent belønning for egen indsats men i stedet en gave som vi får ganske ufortjent.

Jeg synes faktisk, at der en trist tendens hos dem, der så gerne vil være woke, til at være nærmest besat af tanken om at fremstå som gode. Der synes i disse kredse at være en bemærkelsesværdig hang til at iscenesætte sig selv om personer, der har alle de rigtige holdninger, som altid opfører sig korrekt eller i hvert fald altid retter ind når medlemmer af en undertrykt minoritet giver dem besked herpå. På sin vis minder de mig lidt om den type kristne som elsker at fremhæve at de følger Bibelen og/eller kirkens lære med højeste grad af samvittighed – og at de altid anger og omvender sig hvis de skulle komme til at fejle i forhold til disse.

Min erfaring med dem, som er meget optaget af tanken om at blive anerkendt som ”gode og rigtige” er desværre, at de ikke blot ofte har et stærkt behov for at have nogle ”forkerte og onde” de kan spejle deres egen godhed i. Nej, de bliver også let direkte ondskabsfulde overfor dem, der ikke som dem lever, tænker og handler ”rigtigt”. Det ser ud til at man kan blive så rummelig og mangfoldighedsfavnende at man kan blive direkte aggressiv og ondskabsfuld overfor dem, der ikke lever op til ens egne høje moralske krav.

Misforstå mig ikke. Jeg er ikke ude på at værdirelativere. Det er vigtigt og nødvendigt at turde og kunne sige fra overfor uretten. Det er sådan set også tanken bag min egen aktivisme. Derfor skriver jeg ting som jeg godt ved nogen vil blive oprørte over. Jeg skriver det dog ikke fordi jeg vil gøre dem oprørte, men fordi jeg føler, at det er min pligt at forsvare de kvinder og børn som ud fra en misforstået tolerance lige for tiden kastes under bussen.  Det er altid rarere at kunne sprede en god stemning, men sommetider er man desværre nødt til at være en killjoy, dvs. en der ødelægger ”den gode stemning ved middagsbordet” ved at påpege de ting, der er løbet helt af sporet.

Hvad jeg vil sige er, at man skal passe på med at dæmonisere og monstergøre dem, som man er uenig med. Den jeg oplever som ulidelig, træls eller direkte ubehagelig kan være et menneske som andre elsker og værdsætter. Vi mennesker er sammensatte væsener, og andre, ikke mindst dem der kun kender os fra de sociale medier, kender typisk ikke alle vores mange og måske ofte selvmodsigende væsenstræk. Alle mennesker har en umistelig værdighed som lige præcist det de er, medmennesker. Hvis vi ikke kan være uenige, herunder diskutere det, der kan gøre ondt at tale om, så bryder vores demokrati sammen. Derfor er der ingen anden vej end samtalen. Den samtale, hvor man husker, at der sidder et medmenneske bag ved skærmen. Og det skal ikke mindst jeg selv hele tiden huske mig på.