Menu
Kategorier

Skrevet af den 3 jan, 2010 under Ikke kategoriseret | 2 kommentarer

Hvis Kurt Westergaard havde været en imam

Lad os foretage et lille tankeeksperiment. Lad os forestille os at Kurt Westergaard ikke er en kontroversiel karikaturtegner som ekstremistiske muslimer ønsker at give en fribillet til helvedet fordi han har tegnet Muhammed med en bombe i turbanen. Lad os i stedet forestille os at han er en kontroversiel imam som nogle højreekstremister ønsker at tage livet af fordi han har forhånet den danske kultur. Hvordan ville den offentlige reaktion så have været på at Kurt Westergaard flygtede ind i det sikringsrum, som politiet havde indrettet for ham, udløste overfaldsalarmen og så ellers håbede det bedste for sit 5-årige barnebarn, der var overladt til overfaldsmandens nåde?

Lad mig gætte. Der havde rejst sig et ramaskrig over at denne kontroversielle imam ”svigtede sit barnebarn på det grusomste”. Den ene eller anden debattør ville lufte tanken om at Kurt Westergaards barnebarn burde tvangsfjernes fra sine forældre eller i hvert fald nægtes samkvem med ham da han jo tydeligvis ikke ”tager vare på barnets tarv”. Men først og fremmest ville man havde fremhævet, at hans adfærd beviser kvinders og pigers notorisk ringe værdi i islam. Der havde ikke været nogen tvivl. Kurt Westergaards prioritering af sin egen sikkerhed over sit barnebarns ville være blevet tolket som noget, der skyldtes hans religion.

Andre røster ville have sat spørgsmålstegn ved, at en kontroversiel imam får stillet sikringsrum og overfaldsalarm til rådighed nu når mange kvinder, der trues på livet af deres ekskærester, ikke får et lignende tilbud. Mon ikke DF havde rejst en forespørgselsdebat i Folketinget om hvorfor en kontroversiel imam får sådanne sikringstilbud nu når så mange gode danske kvinder må klare sig uden?

Lad det være sagt med det samme: Jeg bebrejder ikke Kurt Westergaard at han først tænkte på sit eget liv og så håbede det bedste for sit barnebarns. Ingen der ikke har været i samme situation som ham skal sætte sig til doms over ham. Hvad jeg påpeger, er, at havde han været muslim havde der ikke været nogen nåde – og havde han været muslim ville hans adfærd været blevet brugt som et bevis på islams ondskab.

Overfaldsalarmen og sikringsrummet reddede Kurt Westergaards liv – det viser, at det var rigtigt, at han fik dem stillet til rådighed. Men derfor kan man godt spørge sig om hvor mange af de kvinder, der i de senere år er blevet myrdet af deres tidligere partnere, der ville leve i dag hvis de havde fået samme tilbud. Hvorfor får kvinder, der trues på livet af deres ekskærester, ikke samme tilbud om beskyttelse som Kurt Westergaard fik? Hvorfor er der ikke penge til at redde deres liv?

Læs mere

Skrevet af den 28 dec, 2009 under Ikke kategoriseret | 6 kommentarer

Nærhed skaber fjendskab

En udbredt forståelse af religiøse konflikter er, at de handler om forskellighed, altså at diverse konflikter f.eks. mellem kristendommen og islam handler om, at disse to religioner er som ild og vand. Men religiøse konflikter forstås ofte bedre, hvis vi tager udgangspunkt i, at konflikterne skyldes ligheder mellem de stridende religioner.

Mht. stridighederne mellem kristendom og islam er det oplagt at se problematikken ud fra lighedsindfaldsvinklen. Islam påstår jo, at Muhammeds budskab grundlæggende set er den rigtige version af Jesu lære, hvad kristendommen afviser. Begge religioner er missionerende religioner som mener, at have patent på sandheden om Gud. Også gudsforestillingen har ligheder. Begge religioner er monoteistiske og opfatter Gud som verdens skaber og verdens herre. Begge går ud fra, at Gud har talt ved profeterne. Begge religioner kender til ideen om at Gud har tanker om hvordan mennesket skal leve, begge kender til forestillinger om dommedag, paradis og helvedet.

Det er lige præcist denne lighed mellem kristendom og islam som har skabt forvirring. For islam hører kristendommen med til ”bogens folk”, men deres bog er fuld af forfalskninger af Guds oprindelige budskab. Og kristendommen har haft svært med at placere islam. Er islam kristent kætteri eller hedenskab? Og det bliver ikke bedre af, at denne forvirrende teologiske nærhed går i samspil med en geografisk nærhed. Ikke nok med at kristendommen og islam har bekriget hinanden – de deler også fysiske grænser. Kristendommen har måttet eksistere under muslimsk styre – og islam må i dag, som følge af indvandring og konversion, finde sine ben i kristne majoritetssamfund.

Den teologiske og fysiske nærhed udløser et stærkt behov for afgrænsning. Ligesom monstre skræmmer ved at være mærkværdige blandinger af dyr og mennesker, som på en gang er genkendelige og fremmede, så skræmmer de religioner, der på en gang ligner den egne religion og så dog er en anden. Denne angst skaber et behov for at fremstille de andre som nogen, der essentielt set er forskellige fra en selv. I denne forbindelse sker det så ofte, at det man frygter hos en selv bliver placeret hos de andre. Kvindeundertrykkelse og homofobi er f.eks. noget, som kristendommen i høj grad kender til – men hvis vi påstår, at det er noget, som er kendetegnede ved islam, så kan vi på en gang bekræfte vores angst for de andre og give os selv kollektiv syndsforladelse. De andres ondskab bliver til en undskyldning for ikke at forholde os til det onde hos os selv.

Læs mere

Skrevet af den 26 nov, 2009 under Ikke kategoriseret | 5 kommentarer

Hvor går grænsen?

Når jeg iagttager hhv. deltager i debatten om islam kan jeg ofte ikke lade være med at spørge mig selv hvor grænsen går, grænsen for hvad man etisk set kan tillade sig overfor andre mennesker. Jeg savner i den grad, at dem der skriver op og ned ad stolpe om den muslimske fare, ville fortælle os hvor deres grænse går mht. hvilke initiativer ”vi” har lov til at træffe overfor muslimerne.

Et eksempel er en længere debat jeg har ført med den ihærdige islam-kritikker Ricardt Riis, der er en pensioneret folkekirkepræst. To gange spurgte jeg ham om hvilke initiativer, han mente, at man skulle træffe i forhold til muslimerne og hvordan han havde tænkt sig at sikre sig, at disse initiativer ikke ville krænke muslimernes menneskerettigheder. To gange fik jeg ikke et svar. Da jeg rykkede for tredje gang fik jeg en svar, der på mange måder er meget sigende.

Han skriver f.eks.: ”Men det skyldes da også, at netop det spørgsmål, du dèr stiller, har jeg ikke noget klart svar på. Hvad jeg har været interesseret i i vores debat, er i første omgang at blive klar over, hvad problemerne med muslimerne er, dvs, at prøve at leve mig ind i, hvordan muslimer tænker. Først når jeg har nogenlunde klarhed over det, vil jeg føle mig kompetent til at svare på, hvad vi skal stille op med muslimerne og de problemer, de rejser”.

Nu er det jo i sig selv bekymrende, at en veluddannet mand som Ricardt Riis virkelig tror, at alle muslimer tænker på samme måde. Det er nærmest som om at han antager, at muslimer er en art religionsrobotter, der alle tænker og føler ens. Men hvad der er virkelig rystende, er, at han øjensynligt ikke føler behov for at udtrykke, at muslimernes basale menneskerettigheder naturligvis ikke må krænkes. Skal det forstås på den måde, at Ricardt Riis ikke har en grundetik, der gælder for alle mennesker, men i stedet en etik, som skal tilpasses den tankegang han antager, at de har?

Han henviser så til en tekst på nettet, der opridser en række krav, som imamerne skulle tvinges til at skrive under på. Godt nok er Ricardt Riis ikke i alle punkter enig med teksten, ”alligevel er charteret gavnligt, for det er med til at få os til at forstå, hvor problemerne med muslimerne er”.

Ikke nok med at han her igen antager en universel enighed mellem muslimer, nej han mener minsandten, at man via en række ultimative krav rejst til imamerne kan afsløre problemet med muslimerne. Dermed afslører han faktisk også disse kravs funktion: De er til for at imamerne skal afvise dem – og det skal de gøre for at vi alle skal kunne se hvor farlige muslimerne er. Og, frygter jeg, vi skal forstå hvor farlige muslimerne er så vi bliver villige til at krænke deres menneskerettigheder for at sikre vores egne.

” Tag artikel 3 (der er ti artikler i alt): ”Vi erklærer, at enhver har lov at dyrke, forlade og konverterer til enhver religion, uden omkostninger, pres eller repressalier.” Jeg véd da godt, at det kan ingen imam skrive under på. For ifølge sharia er der dødsstraf for frafald fra islam. Det praktiseres vel ikke så udbredt mere, men at man skulle kunne forlade islam ‘uden omkostninger’, det tror jeg ikke, de vil kunne gå med til. Men, spørger jeg mig så på trods af denne viden, er det ikke nødvendigt for den fredelige sameksistens, at imamer afstår fra at følge sharia på det punkt? Det forekommer i det mindste mig”.

Nu er jeg ikke i tvivl om, at mange imamer ville kunne skriv skrive under på, at enhver har lov til at dyrke, forlade og konverterer til enhver religion, uden at vedkommende skal frygte at blive mødt med vold eller trusler. F.eks. burde imamerne fra Dinayet, der er en art Tyrkisk statsislam og i øvrigt udgør den største gruppe af organiserede muslimer i Danmark, kunne skrive under herpå fordi de faktisk fremhæver, at religion og politik skal være adskilte og at muslimerne i Danmark skal følge loven. Og selvfølgelig skal ingen udsættes for vold eller trusler, fordi de vil skrifte religion eller ophøre med at være religiøse.

Ricardt Riis har derimod ganske ret i, at det nok ville være svært at få en imam til at skrive under på, at det ikke må have nogen omkostninger at forlade islam. På samme måde vil det nok også være svært, at få en katolsk præst til at skrive under på, at det ikke må have nogen omkostninger at forlade den katolske kirke. F.eks. bliver de katolikker, der melder sig ud af kirken, automatisk udelukket fra den katolske nadver. Det er vel en omkostning – men en sådan ekskommunikation er foreskrevet i kirkeloven som en katolsk præst er forpligtet på. Ja faktisk vil jeg mene, at en folkekirkepræst, hvis hun tænker sig om, måtte afvise at skrive under på at det skal være fuldkommen omkostningsfrit at forlade folkekirken. For melder man sig ud af folkekirken kan man, antager jeg i hvert fald, ikke virke som folkekirkepræst mere. Og konverterer man fra folkekirken til islam kan man ikke blive gudmor for en slægtnings eller bekendts barn.

Kravet om at imamerne skal skrive under på at en konversion ikke må få nogle konsekvenser er med andre ord et meningsløst krav der, som tidligere anført, kun er til for at imamerne skal sige nej til det – hvorefter man, som Ricardt Riis så også gør det, kan påstå, at imamernes afvisning udgør en trussel for den fredelige sameksistens.

I øvrigt ligger det jo også i dette krav om konsekvensløs konversion, at en kristen kvinde, der konverterer til islam og begynder at gå med tørklæde, har krav på, at det ikke udløser nogen som helst form for chikane eller konsekvens for hende, f.eks. mht. retten til at være aktiv i hjemmeværnet eller muligheden for at fungere som dommer. Gad vide, om Ricardt Riis ville bryde sig om den konsekvens?

 ” Eller tag artikel 2: ”Vi vil opfatte ikke-muslimer som vores ligeværdige.
– Vi erklærer mænd og kvinder for at være lige og frie.
– Vi erklærer, at ingen er hævet over loven.
– Vi erklærer, at sekulære demokratiske love i enhver henseende er hævet over sharia-lovene.”
Vi i vor kultur vil vel mene, at alt dette er naturligt og ligetil. Men jeg véd da godt, at muslimer vil have mere end svært ved at gå med til det. På den anden side: Hvis ikke de vil underordne sharia-lovene under de sekulære demokratiske love, vil vi så ikke med garanti få problemer?”

Nu havde jeg tidligere i debatten med Ricardt Riis gjort ham opmærksom på, at man i Lene Kühles udmærkede “Moskeer i Danmark – islam og muslimske bedesteder” kan læse, at Catinet Researchs undersøgelse af muslimernes holdninger viser, at kun 16 % af de adspurgte muslimer angiver, at islam har betydning for deres syn på det danske samfund og at kun 12 % angiver, at islam har betydning for deres syn på politiske spørgsmål. Behovet for at omsætte sharia til lov blandt landets 200.000 muslimerne må derfor antages at være meget lille. Jeg henviste også til, at Lene Kühle også gør opmærksom på, at sharia kan forstås forskelligt af muslimer. Der er dem, der mener, at sharia skal tages bogstavelig og omsættes til lovgivning – der er dem, der opfatter sharia som en etisk vejledning – og så er der dem, der insisterer på, at sharia skal tolkes i forhold til det samfund og den tid vi har i dag. Men det har altså ikke gjort indtryk.

Under alle omstændigheder kunne man jo også spørge sig om hvorvidt alle kristne ville skrive under på, at ”vi vil opfatte alle ikke-kristne som vores ligeværdige”? For hvad ligger der i det ord? Skal det forstås som at vi alle har samme værdi som mennesker – eller at kristendommen ikke er mere sand end f.eks. islam? Og vil alle kristne i øvrigt være villige til at skrive under på, at muslimer skal være ligeværdige med kristne f.eks. mht. religiøse rettigheder? Det er jeg nu ikke så sikker på. Hvis kravet derimod var, at vi alle skal acceptere hinanden som medmennesker, at vi alle har samme menneskerettigheder, ja så var det naturligvis en anden sag , så ville vi virkelig kunne få skilt fårene fra bukkene, hvis kravet om underskrift altså blev stillet til alle præster såvel som til alle imamer, men sådan som kravet er nu er det endnu engang et lusket forsøg på at få fremstillet imamerne såvel som alle muslimerne som mørkemænd m/k.  

At imamerne skal erklære, at sekulære demokratiske love i enhver henseende er hævet over sharialovene er virkelig noget af et krav. Jeg mener, det svarer til at kræve, at alle landets katolske præster skal skrive under på, at landets sekulære demokratiske love i enhver henseende er hævet over kanonisk lov og den katolske kirkes lære. Det svarer til at kræve, at alle præster skriver under på, at landets sekulære demokratiske love i enhver henseende er hævet over ”Bibelens vejledning”. Eller med andre ord, det svarer til at kræve af alle landets kristne præster, at de f.eks. skal skrive under på, at de støtter den fri abort og det registrerede partnerskab for homoseksuelle. Der ville rejse sig et ramaskrig både i Danmark og i udlandet hvis Danmark krævede af alle landets kristne præster, at de skulle skrive under på noget sådant! Jeg er temmelig meget sikker på, at Ricardt Riis aldrig ville kræve en sådan underskrift fra kristne præster – men af imamer må man øjensynligt kræve hvad som helst.

I øvrigt synes Ricardt Riis at være uvidende om et af demokratiets grundprincipper: Man har som borger ret til at være uenig med landets lovgivning og arbejde på at forandre den – man har imidlertid ikke ret til at bryde loven eller forsøge at få den forandret vha. ikke-demokratiske metoder. Så selvfølgelig kan man kræve lov lydighed af landets imamer såvel som præster – man kan bare ikke kræve, at de skal være enige i landets love, hvor usympatisk denne uenighed så end måtte være. Men måske Ricardts Riis ikke tror på samvittighedsfriheden?

”Skal vi tage menneskerettighederne med ind i det? Så kan jeg gøre opmærksom på, at muslimerne ikke har været tilfredse med ‘vore’ vestlige, sekulære FN-menneskerettigheder, men har lavet deres egne i Cairo i 1990. I vore hedder det, at enhver har ret til at indgå ægteskab med hvem han eller hun vil. Det er ændret i Cairo-erklæringen, fordi det ikke er tilladt en muslimsk kvinde at gifte sig med en ikke-muslimsk mand. Så først skal vi have klarhed over, hvis menneskerettigheder vi skal holde os efterrettelig. Dernæst, hvis det er vore, sørge for, at muslimske kvinder får ret til at gifte sig med hvem de vil, for det siger menneskerettighederne”.

Kairo-erklæringen, som Ricardt Riis henviser til, er da et sørgeligt dokument – men betyder det forhold, at de 56 medlemsstater i Den Islamiske Konferenceorganisation vedtog en alternativ menneskerettighedserklæring, at vi kan sige, at muslimerne har lavet deres egne menneskerettigheder? Plejer man fra islam-kritisk hold ikke at gøre et stort nummer ud af at de muslimske lande ikke har demokrati? Kan man altså gøre alle med rødder i disse lande ansvarlige for hvad deres diktatoriske ledere har vedtaget på deres vegne? Og kan vi f.eks. nægte kinesere menneskerettigheder med henvisning til at Kina krænker menneskerettighederne? Er Ricardt Riis’ ”fleksible” tilgang til menneskerettighederne ikke udtryk for, at han, ligesom han beskylder muslimerne for at ville, er villig til at bøje dem?

Men selvfølgelig skal muslimske kvinder, ligesom kvinder og mænd af enhver religion eller uden religion, have lov til at gifte sig med hvem de ønsker, uanset deres udkårnes religion, hudfarve, nationalitet eller køn. Derfor venter jeg også spændt på at Ricardt Riis slår et slag for det kønsneutrale ægteskab. Ja, hvis han virkelig var konsekvent i sin tankegang, måtte han jo kæmpe mod 24-årsreglen, tilknytningskravet og forsørgelseskravet, som hindrer en række muslimske såvel som ikke-muslimske kvinder såvel som mænd i at gifte sig med den de ønsker. For man har jo krav på at kunne gifte sig med hvem man vil, det siger menneskerettighederne…

Lad mig sige det rent ud: Jeg er bekymret over niveauet i den debat vi har i Danmark om islam. Jeg er bekymret over de hårrejsende generaliseringer. Jeg er deprimeret over uviljen til at forholde sig til fakta. Jeg er frastødt af den underminering af et af demokratiets grundvilkår, nemlig lighed for loven, der er synlig i mange af de ”forholdsregler” som der bliver foreslået at ”vi” skal gribe til overfor islam. Og jeg er bange, meget bange for den dæmonisering af alle muslimer, gamle som unge, fundamentalister såvel som liberale eller areligiøse, som finder sted. Når man ikke vil fortælle hvor grænsen går for hvilke tiltag man må gribe til overfor muslimerne, så er det nemlig, frygter jeg i mine dunkle stunder, fordi man ikke ønsker nogen grænser…

Læs mere

Skrevet af den 16 okt, 2009 under Ikke kategoriseret | 5 kommentarer

Præsten i Tingbjerg

Der har i de senere dage været en del medieopmærksomhed rettet mod det sørgelige forhold, at præsten i Tingbjerg, Ulrich Vogel, i den grad er blevet chikaneret af en indvandrerbande, at han har sygemeldt sig og altså ikke længere føler, at han kan varetage jobbet som sognepræst i Tingbjerg.

Forklaringerne på hvad der er gået galt i Tingbjerg er mange. Den indledende artikel i Kristeligt Dagblad lægger op til at det handler om dårlig integration, men tager afstand fra ideen om, at der skulle være tale om en religionskrig mellem muslimer og kristne.  DF har derimod (og hvad kunne man i øvrigt ellers forvente) valgt at udlægge denne tragiske begivenhed som lige netop en religionskrig.

Interessant nok synes BT at have en anden historie, nemlig den, at præsten er blevet chikaneret fordi han er homoseksuel, hvad de unge skulle have fundet ud af i forbindelse med at nogle af dem skulle have fundet noget homo-pornografisk materiale hos ham i forbindelse med et indbrud . 

Og den sidste krølle på historien synes at være den, at de unge fra Tingbjerg påstår, at det er præsten, der chikanerer dem fordi han ikke vil svare på hvordan han kan være præst og homoseksuel og at han i øvrigt skulle råbe efter dem. 

Reelt set ved vi ikke hvorfor Ulrich Vogel er blevet chikaneret i den grad, ikke mindst fordi han selv og andre i Tingbjerg ikke tør udtale sig.

Under alle omstændigheder er det absurd at antage, at en gruppe rødder repræsenterer islam, sådan som DF gerne vil have det til at se ud. Mig bekendt har ingen af dem, der på de unges vegne har talt med medierne, været autoriteter indenfor islam. Ligesom de unge heller ikke har henvist til at de handler på baggrund af nogle sådanne autoriteter eller at de eksekverer en dom udsted af en sharia-domstol. Det giver derfor ikke mening, at tale om en religionskrig.

Mht. spørgsmålet om homoseksualitet så er det godt nok topmålet af hykleri, at de unge vælger at være moralsk bestyrtede over, at de ved et indbrud har fundet pornografisk materiale hos præsten. Jeg mener, er indbrud måske ikke også en umoralsk handling? Og nogle af de unge giver det en ekstra skalde i BT fra den 16.10, hvor de citeres for at råbe op om at ” præsten er bøsse, han skal stenes! Man kan ikke have små børn rendende rundt omkring ham, for han er bøsse”. Det er selvfølgelig en indstilling, der er helt ude i hampen og total uantagelig. Faktisk er udsagnet så alvorligt at det burde være kriminelt i henhold til racisme-paragraffen, der også dækker grove udfald mod homoseksuelle.

Om Ulrich Vogel virkelig har været grov i munden overfor nogle af de unge er ikke godt at vide. De har i hvert fald intet krav på at han skal stå til regnskab overfor dem fordi han er homoseksuel (hvis han altså er det). Og de har ingen som helst ret til hærværk eller dødstrusler mod Ulrich Vogel.

Det burde være klart at de unge kriminelle skal mærke, at deres adfærd er helt ude i hampen og ikke kan accepteres af det danske samfund. De skal altså ikke have et klubhus som belønning for deres homofobi, sådan som det jo deltvist er blevet lagt op til. De unge banditter skal mærke, at de handler i modstrid mod samfundets regler og skal derfor mødes med håndfaste sanktioner i form af fængsel eller social anbringelse, alt efter deres alder. (Og nej, jeg går ikke ind for en ændring af den kriminelle lavalder)

Vi skal ikke finde os i hvad som helst, heller ikke fra en gruppe, som nok ikke har det let. Men man har altså ikke lov til at gøre andre til ofre fordi man selv med rette eller urette ser sig som et.

 

 

Læs mere