Er det fedt at være fed?

 

Jeg er eksfed. Da min vægt for ca. halvandet år siden var på sin højeste havde jeg et bodymass indeks på 44. Jeg kan derfor godt nikke genkendende til mange af de problematikker som berøres i artiklen “Synes du også, at det er den tygges egen skyld” i Information fra den 18.7.2015. Jeg har oplevet, at folk har råbt efter mig på gaden – og mængden af foragtelige blikke, der blev sendt i min retning har jeg ikke styr på, som fed lærer man hurtigt ikke at se folk for meget i øjnene. Der er ingen tvivl om, at livet som fed belastes af “fedmeudskamningen”.

Men som sagt, jeg er eksfed. I dag vejer jeg 55 kilo mindre end for halvandet år siden og hører til gruppen af de såkaldt normalvægtige. Men jeg er ikke mere “normal” end at jeg ved hvad det vil sige, at være fed. Og måske er det også derfor, at jeg sidder tilbage med en dårlig smag i munden efter at have læst Informations ovennævnte artikel. Min erfaring med at være fed er nemlig, at det største problem trods alt ikke er samfundets “fedmeudskamning”. Det værste ved at være fed er at fedtet udgør et fysisk problem – og det ikke blot mht. alle de sygdomme man kan få en gang i fremtiden. Da min vægt var på sit højdepunkt kunne jeg knapt nok røre mig – jeg kunne nærmest slet ikke gå, blot vralte. Huden under mine mange deller var rød og irriteret – og modtagelig for hud svamp. Mine spisevaner gjorde, at jeg led under heftige problemer med sure opstød – selv en daglig indtagelse af 3-5 Balancid tabletter kunne kun ikke holde dem nede. I sidste instans var det dog ulidelige fordøjelsesproblemer, der fik mig til at lægge mine spise-, drikke- og motionsvaner om. Da det gik op for mig, at enten lægger du dit liv om eller også har du ikke noget liv, skiftede jeg spor. Et er samfundets udskamning – noget andet er når din krop siger stop.

Om fedt er smukt eller grimt er et spørgsmål om normer – men er man svært overvægtig lider ens krop fysisk – og det er et problem for den fede. Det problem bliver bare ikke løst med fedtudskamning. Det bliver imidlertid heller ikke løst med “fedmestolthed”. Vor tids fedmeepidemi skyldes næppe blot svage enkeltindivider eller en dæmonisk fødevareindustri, men er som så meget andet et produkt af en pærevælling af individuelle og samfundsmæssige faktorer. Men i sidste instans er man fed fordi man har indtaget for mange kalorier i forhold til sit forbrug – og det er der ikke nogen anden end en selv, der kan gøre noget ved. Men viljen til forandring må komme fra en selv og ikke fra de andres løftede pegefingre.