Den medicinske behandling af transkønnede børn og unge mangler videnskabelig evidens

 

Antallet af børn og unge der ser sig selv som transkønnede, og som derfor søger behandling i sundhedssystemet, er eksploderet i løbet af ganske få år. Hvad der engang var et ekstremt sjældent fænomen hos børn, bliver stadigt mere almindeligt.

I Danmark ser vi en stor stigning i antallet af børn og unge der henvises til Sexologisk Klinik med henblik på udredning vedrørende kønsidentitetsforhold. Her er tallet steget fra 16 drenge og 48 piger i 2015 til 56 drenge og 135 piger i 2020, dvs. en stigning på 250 procent for drengenes vedkommende og 181 procent for pigernes vedkommende. Og hermed ligger vi faktisk i den lave ende. I andre lande er udviklingen endnu voldsommere. I Storbritannien er antallet af børn og unge der har opsøgt landets eneste klinik for behandling af transkønnede børn og unge f.eks. steget fra 40 drenge og 32 piger i 2009/10 til 720 drenge og 1891 piger i 2019/20, dvs. med hhv. 1700 procent for drengenes og svimlende 5809 procent for pigernes vedkommende. Og generelt ser det ud til at det især er teenagepiger, der mistrives så meget med deres kropslige køn at de søger hjælp hos behandlingssystemet.

Den hjælp som børn og unge søger i behandlingssystemet, når de kæmper med ”kønsubehag”, er ofte behandling med stophormoner og krydshormoner. Stophormoner er præparater der skal stoppe puberteten mens krydshormoner er østrogen til biologiske drenge og testosteron til biologiske piger. Ifølge et svar på en forespørgsel om aktindsigt fra Region Hovedstadens Center for Sundhed fra den 17.6.2021 er det ikke muligt at få oplyst hvor mange danske børn der har modtaget hhv. aktuelt er i behandling med sådanne præparater pga. ”kønsubehag”. (Svaret er ikke offentliggjort men er i min besiddelse) Det er bekymrende, at det danske sundhedsvæsen enten ikke ved, eller ikke vil oplyse, hvor mange børn og unge der modtager en sådan behandling, for behandlingen af børn og unge med stop- og krydshormoner pga. kønsidentitetsproblematikker bliver mere og mere omstridt.

Således iværksatte det britiske sundhedsvæsen i 2020 en grundig undersøgelse af hvilken evidens der ligger bag den medicinske behandling af børn og unge med hvad de kalder for kønsdysfori, hvor man med et kritisk blik gennemgik nyere forskning i brugen af såvel stophormoner som krydshormoner. Og umiddelbart ser det i henhold til disse rapporter ikke godt ud.

Mht. stophormoner så er det et produkt der er udviklet til at behandle testikelkræft og endometriose hos voksne. Til børn er det godkendt til at behandle for tidlig pubertet (før 8-årsalderen for piger og 10-årsalderen hos drenge). Dette medikament er ikke godkendt til at behandle børn med kønsdysfori, så brugen heraf i denne sammenhæng er ”off label”. Mht. krydshormonerne så er intet østrogenprodukt officielt godkendt til behandling af kønsdysfori. Et enkelt testosteronprodukt (Sustanon) er godkendt til en sådan brug (dog kun til voksne). Dvs. behandlingen af børn og unge med krydshormoner er stort set også ”off label”.

Man har undersøgt i alt 9 studier af brugen af stophormoner og 10 studier af brugen af krydshormoner på børn og unge, og resultatet er nedslående. Studierne har for få deltagere, er ofte udført i en for kort periode og intet studie opererer med kontrolgrupper. Intet studie forholder sig til hvordan det er gået folk efter deres fyldte 22. år. De forskellige studier bruger forskellige målestokke når de vil afgøre om behandlingen har haft en positiv effekt på de behandlede børn og unges mentale helbred, hvad gør det svært at sammenligne dem. Og studierne mangler typisk at redegøre for hvornår en forbedring er af en sådan karakter at den er signifikant og dermed klinisk relevant. Kun et studie har forsøgt at ”modregne” effekter af den terapi og brug af psykofarmaka som den unge fik under behandlingen med krydshormoner. (Og endte dermed med ikke at kunne konstatere nogen signifikant forbedring i de unges mentale helbred som følge af hormonbehandlingen). I nogle studier forsvinder nogle af deltagerne undervejs uden at vi får at vide hvorfor (opgav de den eller fortrød de den måske?) Dertil kommer at rapporteringen af data i mange af studierne er mangelfuld, hvad medfører, at man ikke kan regne deres beregninger af effekt efter. Og studierne er end ikke enige om hvordan man definerer ”kønsdysfori” og dermed det grundproblem som behandlingen skulle afhjælpe.  Det er i øvrigt også interessant, at mange af studierne ikke angiver hvilke præparater de unge blev behandlet med eller hvilken dosis de fik, hvad man vel ellers skulle mene er vigtig hvis man vil samle viden om hvilket præparat og hvilken dosis der virker bedst.

Mht. mulige bivirkninger af behandlingen, så virker det som om at den mest sandsynlige og alvorlige er at behandlingen af børn og unge med stop- og krydshormoner nedsætter knogletætheden hvad i længden kunne føre til knogleskørhed. Brugen af stophormoner kan muligvis også medføre nedsat IQ. Men igen er studierne af for lav kvalitet til man kan sige noget med sikkerhed.

En lignende erkendelse af at der mangler evidens for behandlingens effekter er de svenske sundhedsmyndigheder nået frem til og de har derfor besluttet  at stoppe behandlingen af børn og unge med kønsdysfori med stop- og krydshormoner, om end den tillades i sammenhæng med forsøg. Også de finske sundhedsmyndigheder har besluttet af stramme op mht. udskrivningen af disse medikamenter til børn og unge. De britiske sundhedsmyndigheder forsøger imidlertid indtil videre en anden vej – der nok mest af alt virker som et forsøg på at foretage en linedans over afgrunden.

Den midlertidige såkaldte Interim report – Cass Review (independent-review.uk) fra februar 2022 giver udtryk for at evidensen for både positive og negative effekter af brugen af stop- og krydshormoner til børn og unge med kønsdyfori er af en sådan karakter, at man ikke kan anbefale den, men man vil heller ikke forbyde den (endnu). I stedet anbefales det, at der skal investeres massivt i at udbygge adgangen til terapeutisk hjælp og støtte til samt udredning af børn og unge med kønsdysfori, dette ikke mindst for at nedbringe de urimeligt lange ventetider der har været på at få adgang til behandling.

Det kritiseres, at behandlingssystemet ikke bare mangler evidens for sin behandling, men at der også blandt fagpersonalet hersker stor uenighed mht. hvad kønsdysfori hos børn og unge egentligt er, hvad den skyldes og hvilken behandlingsform der er bedst. Der efterspørges derfor klare kriterier for hvornår et barn/et ungt menneske kan få en sådan diagnose – og hvad man skal tilbyde dem, der ikke får den. Man gør opmærksom på at mange af de børn og unge, der søger hjælp pga. kønsdysfori, har psykiatriske udfordringer så som autisme og ADHD og det derfor er vigtigt, at de får hjælp til at håndtere disse samtidigt med at de udredes for kønsdysfori.

Og sidst, men ikke mindst, så efterspørger man – og vil man derfor selv iværksætte – meget mere og ikke mindst mere seriøs forskning i problemstillingerne, ikke bare mht. brugen af stop- og krydshormoner, men også f.eks. hvorfor så mange især teenagepiger i det hele taget er begyndt, at definere sig selv som transkønnede.

Indtil denne forskning er blevet gennemført, anbefales det at børn, unge og ikke mindst deres forældre rådgives intensivt om hvor lidt evidens der er for behandlingens mulige negative og positive effekter – så der er grundlag for at de kan give et informeret samtykke om hvad de går ind til.

Det store spørgsmål er nu hvor de danske sundhedsmyndigheder står. Er der ressourcer nok til at sikre en grundig udredning af de børn og unge, der søger hjælp, og ikke mindst til at give anden hjælp og støtte end medicinsk behandling? Og er det ikke på tide, at man iværksætter forskningsprojekter, så der kan indsamles viden, som på sigt kan bidrage til at skaffe tilstrækkelig med evidens til at det kan afgøres, om den nuværende behandling er sikker og giver gode resultater?