Til forsvar for lesbiske som mig

 

Jeg er blevet gjort opmærksom på, at der rundt omkring på Facebook spredes diverse rygter om hvad mine motiver skulle være for mit forsvar for den lesbiske identitet, sådan som jeg forstår den, ikke mindst i anledning af min kronik i Information fra den 30.11.2018.

For mig at se er lesbisk identitet (igen sådan som jeg forstår den) under angreb på tre planer i LGBT-miljøet og i det intersektionelle feministiske miljø.

For det første er der den her helt groteske påstand om at man som lesbisk skulle være transfobisk hvis man ikke er til personer født med en penis uanset deres kønsidentitet. Da jeg først stødte på denne uhyrlige påstand var det i artikler på nettet, der handlede om ting der skete i den engelsksprogede verden. Ok, tænkte jeg, det må være et fænomen knyttet til udlandet og ikke rigtigt noget man kunne tænke sig her i Danmark. Så blev jeg præsenteret for screenshots af debatter på danske feministiske Facebook sider hvor lesbiske blev udsat for samme anklager som dem jeg havde set dokumenteret fra udlandet. Da begyndte jeg at blive bekymret. Og pludselig befandt jeg mig så i en Facebook debat med nogle intersektionelle mænd, der kom med transfobi-påstanden. Da jeg påpegede det problematiske i at mænd vil fortælle lesbiske kvinder hvordan deres seksuelle orientering skal fungere, og at jeg oplevede deres kommentarer som grænseoverskridende, forsatte de ufortrødent og ville åbne en generel debat om lesbiskes manglende interesse i peniser. Det var faktisk meget ”triggering” for mig, og jeg måtte trække mig fra den debat for at beskytte mig selv. Jeg var imidlertid i sagens natur meget oprørt og skrev derfor om mine oplevelser på min egen Facebook væg. Nok fordi jeg stadigvæk var oprevet fik jeg skrevet noget om de her grænseoverskridende transaktivister. En af mine Facebookvenner, der er transkvinde, skrev så som kommentar, at hun blev ked af at jeg skrev ”transaktivister”, for det var hun selv, og hun kæmpede altså bare for at transkønnede skulle have ordentlige livsvilkår og hun støttede slet ikke de ting som jeg beskrev. Det var en korrektur jeg er hende taknemmelig for, for selvfølgelig handler det her ikke om alle transaktivister, og da slet ikke om transkønnede generelt. De her groteske anklager om transfobi rettet mod lesbiske som mig udgår fra radikale transaktivister hvoraf en hel del slet ikke selv er transkønnede.

For det andet er gendernonconforming/kønsrolleafvigende lesbiske som mig under angreb fordi vores kønsforståelse usynliggøres i LGBT-miljøet hvor det er blevet normen, at forstå køn ud fra en binær opdeling af menneskeheden i ciskønnede og transkønnede. Min kone f.eks. får det fysisk dårligt af at skulle gå i kvindetøj, som barn brugte hun i en periode et drengenavn om sig selv, og da hun kom i puberteten og udviklede bryster blev hun meget ked af at hun ikke længere måtte gå i bar overkrop ligesom drengene. Jeg kan forstå, at der går rygter om at hun skulle have forsøgt at transionere. Jeg ved ikke hvor det rygte kommer fra – men det er en løgn. Hvad der er rigtigt er, at hun der typisk læses som mand af folk der ikke kender hende, har det helt fint med at blive ”fejlkønnet” og faktisk synes, at det er ret fedt. Jeg selv begyndte at klæde mig bevidst feminint da jeg sprang ud overfor mig selv – i en form for frygt for at være en af de her ”maskuline lesbiske” som jeg havde hørt så meget negativt om. Det var ikke en god ide, da jeg fik et dårligt forhold til min krop af at klæde mig feminint. Da jeg endelig gav mig selv lov til at gå med herretøj var det som en åbenbaring. Tænk, at jeg kunne have tøj på som jeg syntes klædte mig og fik mig til at føle mig stærk og stolt! Det havde jeg aldrig troet muligt.

Hverken jeg eller min kone er cis-kønnede, vi identificerer os ikke med de kønsroller og kønsrolleforventninger som vi fik tildelt ved fødslen. Vi er imidlertid heller ikke transkønnede, da vi står ved den krop som vi er født med og er overbeviste om at vi som biologiske kvinder har fået en anden socialisering og er blevet mødt på en anden måde end hvis vi havde været biologiske mænd. Vi er gendernonconforming/kønsrolleafvigende/”maskuline” lesbiske/butcher – kært barn har mange navne. Vi er kønsrolleafvigere – vi er lesbiske – for os går dette hånd i hånd. Det gør det langt fra for alle lesbiske. Men for nogle af os gør det altså, og vi er godt trætte af at blive usynliggjort eller fejltolket i LGBT-miljøet.

For det tredje er jeg og lesbiske som mig meget bekymret over at biologiske kvinders anatomi og de erfaringer vi har, der er knyttet til denne anatomi, nu skal tabubelægges i de intersektionelle feministiske miljøer. Feministerne i 1970’erne kæmpede for at kvinder ikke skulle skamme sig over at have menstruation, over at være synligt gravide, over at amme offentligt, og over at have en kusse. Italesættelsen af vores anatomi var og er empowering for biologiske kvinder. At denne tale nu skal ophøre fordi enkelte transkønnede og ikke mindst deres ikke-transkønnede allierede mener, at det skulle være stødende for transkønnede at f.eks. ”menstruation” eller ”kusse” nævnes i samme sætning som ”kvinde” er og forbliver dybt godnat. Biologiske kvinder har lov til at tale om deres kropslighed med stolthed – det er faktisk et vigtigt våben i kampen mod kvindeundertrykkelsen at vi tør gøre det.