Menu
Kategorier

Skrevet af den 28 maj, 2016 under Lgbt | 0 kommentarer

Den transpolitiske dans om den varme grød

 

Out & About har valgt at bringe det som en nyhed, at Ketil Wathne Rasmussen de Andrade, der er bestyrelsesmedlem hos partiet de Nye Borgerlige i Gentofte og i øvrigt homoseksuel, på sin Facebook profil har en opdatering hvor han kritiserer kampen for at fjerne transkønnethed fra listen over psykiske sygdomme. Hans argumentation for at det er en dårlig ide er, at denne kamp bidrager til at stigmatisere psykisk syge og at transkønnethed med rette kan betegnes som en sygdom.

Dette er et følelsesladet emne, og når man debatterer sådanne emner er det en god ide at lægge ud med at få klarlagt hvad vi mener med de begreber vi taler om. I denne her sammenhæng er det oplagt at se på begreberne ”transkønnet” og ”psykisk sygdom”.

Selvom vi sjældent tænker på det i LGBT sammenhænge så er udtrykket ”transkønnet” faktisk ret nyt. Det får først rigtigt fodfæste i USA i 19990’erne og i Danmark slår det først igennem efter år 2000. Hvad det vil sige at være transkønnet og hvem der hører til under denne betegnelse er faktisk ikke helt nemt at få hold på. Det er mit indtryk, at der blandt transkønnede hersker forskellige holdninger om dette spørgsmål, men det er i mine øjne mest rimeligt at sige, at man er transkønnet hvis man betegner sig som sådan, og at dem der gør det ofte siger, at det køn de fik tildelt ved fødslen ikke svarer til deres kønsidentitet.

At betegne sig selv som transkønnet udløser ikke en psykiatrisk diagnose i det danske sundhedssystem og det er i mine øjne derfor et (politisk forståeligt) argumentationskneb at påstå, at transkønnede i Danmark bliver sygeliggjorte af sundhedssystemet. Faktisk er det meget svært at få diagnosen ”transseksualisme” som er den, der er stridens kerne. Det er ikke en diagnose som Systemdanmark smider i nakken på de transkønnede, det er tvært imod en diagnose som sundhedsvæsenet har været meget nærig med. Indtil videre er det nemlig kun et lille mindretal af dem, der har søgt om at få den, der faktisk har fået den stillet.

Grunden til at nogle transkønnede har søgt at få denne diagnose er typisk at den indtil indførelsen af loven om juridisk kønsskifte var forudsætningen for at kunne skifte juridisk køn, og at den forsat er forudsætningen for at kunne få kønskorrigerende/kønsbekræftende behandling. Da det imidlertid langt fra er alle transkønnede som ønsker en sådan behandling må man sige, at det danske sundhedssystem (kun) betegner det stærke og vedvarende ønske om og behov for en sådan behandling som en psykisk lidelse. Og at det så igen kun er en lille del af dem, der siger at de har dette ønske og behov, som systemet vil tro på.

Det næste begreb vi bliver nødt til at se på er begrebet ”psykisk sygdom”. Hvad vil det sige at være psykisk syg? Når man tænker over det er det faktisk ikke helt nemt at sætte ord på! Der kan dog ikke være nogen tvivl om at der i vores samfund er en tendens til at sætte psykisk sygdom lig med noget forkasteligt, som når man f.eks. betegner en adfærd som ”syg”. Og når selve spørgsmålet om hvorvidt behovet for kønskorrigerende/kønsbekræftende indgreb skal kunne udløse en psykiatrisk diagnose gøres til et politisk spørgsmål, så skyldes det jo bl.a. en berettiget antagelse om at psykiatriske diagnoser er stigmatiserende. Men når dette nu er tilfældet burde samfundet så ikke helt afskaffe de psykiatriske diagnoser? Burde vi så ikke se dem der i dag har en psykiatrisk diagnose som medmennesker med særlige udfordringer frem for syge mennesker? Jeg synes ikke, at vi kan komme udenom, at Ketil Wathne Rasmussen de Andrade har ret i at kampen mod ”sygeliggørelsen af transkønnede” sker på bekostning af alle de mange andre mennesker, der i dag har en psykisk diagnose. Men det som han overser er, at det er ganske typisk for identitetspolitiske kampe at man udelukkende ser på sin egen gruppes behov og interesser og ”lader Fanden tage resten”. Her er de transpolitiske aktivister ikke anderledes end f.eks. de homoseksuelle i forhold til deres kampe.

Der kan ikke være nogen tvivl om at det bliver en transpolitisk dans om normalitetens varme grød når diverse transpolitiske aktører skal argumentere for at transkønnede med et stærkt ønske om kønskorrigerende/kønsbekræftende medicinske og kirurgiske indgreb på den ene side skal have del i de privilegier der er forbundet med at have en sygdom når man lever i en velfærdsstat – nemlig gratis behandling – samtidigt med at man ikke vil have det stigma der i vores samfund er forbundet med at blive betegnet som syg. Her vil man nok bl.a. fremføre, at de transkønnede der har et behov for behandling kæmper med et rent fysisk problem.  Man vil med andre ord udnytte det forhold, at der er i vores samfund er mere prestige forbundet med at have et fysisk sundhedsproblem frem for at have et psykisk sundhedsproblem. Endnu engang vil man altså træde nedad (f.eks. på folk med ADHD eller spiseforstyrrelser) i kampen for at komme op ad normalitetsstigen. Og på denne måde vil man gøre nøjagtigt det samme som homoseksuelle har gjort i de sidste årtier, nemlig forsøge at blive anerkendt som normal ved at afgrænse sig fra dem som majoritetssamfundet ”ikke vil lege med”.

Læs mere

Skrevet af den 24 feb, 2016 under Lgbt | 4 kommentarer

Chikanesagen fra Mariager må give stof til eftertanke

 

Med en fortid som homoaktivist og et fortsat dybt engagement i den sag kunne jeg selvfølgelig ikke lade være med at lægge mærke til hele balladen om den påståede chikane som Tulle Krøyer, hendes hustru og hendes børn skulle have været udsat for i Mariager. Det var en stor sag tilbage i efteråret 2014. Jeg må tilstå, at jeg fra starten af så noget kritisk på sagen, som jeg har skrevet en del om, se f.eks. her  & her

Da jeg ikke var i besiddelse af de oplysninger om Tulle Krøyers person og adfærd overfor politiet som DR nu har afdækket kunne jeg ikke offentligt sætte spørgsmålstegn ved troværdigheden af hendes udsagn, blot ved logikken bag ved hele den offentlige opstandelse, ikke mindst blandt homoseksuelle, over denne sag.

Nu beviser det forhold, at Tulle Krøyer synes at have et ret afslappet forhold til sandheden selvfølgelig ikke, at der ikke kan være fundet nogen som helst chikane af hende og hendes lille familie sted, men lad os være ærlige, det har fra starten af været en mærkelig og i øvrigt også meget tynd sag.

Man kan f.eks. undre sig over, at pressen i så lang tid accepterede en historie, der grundlæggende set bygger på kun én persons udsagn. Hvis Mariager var det helvede på jord for homoseksuelle, som Tulle Krøyer nærmest ville have os til at tro, at det var, hvorfor var der så ikke andre homoseksuelle i byen, der blev udsat for samme type chikane som hun skulle have oplevet? Man kan endnu mere undre sig over, at den presse som ellers i tide og utide inddrager eksperter fra universiteterne når de dækker diverse sager, ikke have talt med nogen med forskningsbaseret viden om pinsekirken, der kunne have afkræftet sandsynligheden af at en dansk pinsemenighed anno 2014 skulle bedrive heksejagt på en lesbisk familie i en lille provinsby. Det var som om ingen blandt dem, der står for at give deres læsere og seere troværdige nyheder, turde sætte så meget som et lille kritisk spørgsmålstegn ved denne her historie.

Hvad der måske dog var allermest absurd var, at man uafhængigt af Tulle Krøyers troværdighed og ens forestillinger om hvordan pinsekristne i dagens Danmark agerer i forhold til homoseksuelle, burde have tænkt noget mere over det grundlæggende banale i de anklager Tulle Krøyer kom med. Intet af det som hun efter sigende var blevet udsat for gik ud over hvad man må kalde for grovkornet voksenmobning, ikke mindst set i lyset af den fysiske vold som homoseksuelle risikerer at blive udsat for på Københavns gader.

Men på det lidt dybere plan burde ”Mariager-sagen” også få ikke mindst det aktivistiske homomiljø til at stoppe op og begynde at arbejde med de fordomme som man selv lader sig styre af. Tulle Krøyer var nemlig ikke kommet særligt langt med sin historie, hvis der ikke havde været en udbredt fordom mod pinsekristne (eller kristne i det hele taget) hos en del homoseksuelle. Ja, det er rigtigt, at man indenfor pinsekristendommen typisk mener, at homosex er syndigt og at man under ingen omstændigheder vil vie homoseksuelle par. Men om man nu kan lide det eller ej, så er det en mening man har lov til at have i Danmark, hvor der som bekendt hersker religionsfrihed. Og det at man har religiøse forbehold overfor homoseksuelt samliv betyder altså ikke, at man går rundt og chikanerer homoseksuelle i ens nabolag.

Hvis vi virkeligt mener det alvorligt, når vi er fortalere for et mangfoldigt samfund, så må vi også kunne rumme en mangfoldighed af holdninger, også til homoseksualitet. Ellers er al den her mangfoldighedssnak blot et skalkeskjul for et ønske om at indføre en holdningsmæssig ensretning i mangfoldighedens navn. Den mistænkeliggørelse som Tulle Krøyer og allierede udsatte pinsekirken i Mariager for var udtryk for et fordomsfyldt syn på ens medmennesker og var i øvrigt aldrig blevet bredt accepteret i homomiljøet, hvis der havde været tale om muslimer og ikke pinsekristne. Om man nu kan lide pinsekristendom eller ej, så er de pinsekristne altså en minoritet, ligesom homoseksuelle, muslimer og jøder. I et mangfoldigt samfund må der også være plads til dem og de bør beskyttes mod generel mistænkeliggørelse blot fordi de er anderledes.

Læs mere

Skrevet af den 31 maj, 2015 under Kristendom og homoseksualitet, Lgbt | 0 kommentarer

Stig Grenovs manglende situationsfornemmelse

Stig Grenov, formand for Kristendemokraterne, kom noget på glatis da han var uforsigtig nok til at svare ja til spørgsmålet om hvorvidt homoseksualitet er unaturligt. For mig at se var det måske mest overraskende at Stig Grenov, selv efter at han havde haft tid til at tænke sig om, ikke var i stand til at forklare hvad påstanden om homoseksualitets unaturlighed går ud på. At det skulle handle om at det er det som flertallet er som definerer naturligheden og mindretallet dermed bliver ikke-naturligt, sådan som han får formuleret sig i Berlingske Tidende , er i hvert fald at ramme forbi målet. Det klassiske kristne argument om homoseksualitets unaturlighed handler ikke om hvem der er flest og færrest af men om ideen om at menneskets kønsdele er designet til formering og at seksuelle aktiviteter, der udelukker formering, derfor går imod den orden, der er lagt ind i naturen af skaberen.

Men det er selvfølgelig så også Stig Grenovs problem, for hvordan kan man formidle et sådant grundlæggende set religiøst budskab i en social virkelighed hvor det gælder som et urørligt dogme, at politik og religion skal holdes adskilte? Imidlertid handler Stig Grenovs og meningsfællers problem også om at de har tabt kampen om normen og kampen om diskursen. De lever i et samfund, hvor det store flertal synes, at det er forkert, at synes, at homoseksualitet er syndigt og unaturligt og hvor den typiske retorik, der bliver brugt til at definere og forklare homoseksualitets forkerthed vækker voldsom harme i offentligheden, hvad den shitstorm som Stig Grenov blev mødt med på de sociale medier er et klart bevis på.

Og det er så måske Stig Grenovs mere grundlæggende problem, nemlig at han ikke har forstået, at det er ham og Kristendemokraterne, der i spørgsmålet om synet på homoseksuelle udgør mindretallet. At argumentere med at det er flertallet, der har naturligheden på sin side, er ligesom ret dumt, når man selv er et lille mindretal. Og det er ekstra dumt, når man placerer sig i rollen som et usympatisk mindretal, der vil bekæmpe et andet mindretal, som flertallet har valgt af have sympati for. For dermed åbner man op for den i mange mennesker indeboende hang til at være verbal brutal mod grupper som man både foragter og anser som så svage, at man kan slippe af sted med at være hadefuld overfor dem. Det er jo meget sigende, at Stig Grenov og Kristendemokraterne på de sociale medier er blevet sammenlignet med både IS og nazismen. Det er det der sker, når man udfordrer normen.

Hvis Stig Grenov og co. derfor vil gøre sig noget håb om at komme igennem med deres synspunkter er de nok nødt til at omlægge deres retorik og begynde at definere sig selv som ofre. Deres eneste håb er formodentligt at erkende, at de for længst har mistet magten i samfundet og de derfor må nylancere sig selv som en forfulgt minoritet, som hvor tids homoseksuelle om man vil, dvs. som dem, der bliver diskrimineret fordi de er anderledes. I stedet for at fremstå som repræsentanter for et forsvundet flertal, der ønsker at bekæmpe den homoseksuelle minoritets rettigheder så som homoseksuelt forældreskab, bliver Kristendemokraterne nok nødt til at starte en ny kamp, nemlig den om retten til at nægte at deltage i hvad man mener går imod ens værdier. Politisk er det nemlig nogenlunde lige så sandsynligt, at man kan få ulovliggjort kunstig insemination af lesbiske som det er, at dagpengeperioden genudvides til 4 år, det løb er ligesom kørt. Men man kunne muligvis få indskrevet en ret til at læger og jordmødre kan nægte at foretage sådanne inseminationer hvis det går imod deres religiøse overbevisninger.

Eller med andre ord, Stig Grenov og meningsfællers eneste håb er at de kan vende de homoseksuelle aktivisters retorik mod dem selv og insistere på, at et rummeligt og mangfoldigt samfund, der respekterer minoriteters rettigheder, også må give plads til den lille minoritet af konservative kristne, som mener, at børn kun bør blive til i heteroseksuelle sammenhænge.

 

Læs mere

Skrevet af den 5 mar, 2015 under Lgbt | 0 kommentarer

Er kønnet frit?

304 danskere har i henhold til medierne ansøgt om at få lov til at skifte køn. Efter den nye lov om juridisk kønsskifte som folketinget vedtog den 11.6.2014 er det at skifte køn nemlig blevet ganske nemt. Man skal blot udfylde en formular og sende den til myndighederne – efter et halvt år skal man bekræfte, at man stadigt vil skifte køn, og så er den hjemme. Dvs. dernæst står den transkønnede godt nok med et nyt personnummer, men også med en hel masse praktiske problemer da personnummerskift i praksis kan være ret så mareridtsagtigt, men udgangspunktet er imidlertid stadigvæk super simpelt. Hvis man føler, at man tilhører det ”modsatte” køn i forhold til ens biologiske, så kan man få sit juridiske køn ændret ved noget nært et snuptag.

Der kan ikke være nogen tvivl om at loven om juridisk kønsskifte har været en stor succes for de transkønnede aktivister, ikke mindst indenfor foreningen LGBT Danmark, der har kæmpet for den maksimale løsning, altså den hvor ingen anden end den transkønnede selv kan bestemme om vedkommende skal have lov til at skifte juridisk køn. Den eneste kamel man måtte sluge var det halve års ventetid.

Det mærkelige ved loven om juridisk kønsskifte har været, at den blev indført stort set uden nogen form for offentlig debat. Mens det registrerede partnerskab og siden det kønsneutrale ægteskab blev diskuteret ganske heftigt og det i årevis, så gik det juridiske kønsskift igennem stort set uden at offentligheden bemærkede det eller forholdt sig til det. Og det er bemærkelsesværdigt fordi denne lov reelt set nydefinerer hvad køn er for en størrelse.

Det danske samfund har indtil loven om juridisk kønsskifte haft det som udgangspunkt, at køn er en anatomisk hhv. biologisk størrelse. Når et barn bliver født bedømmer sundhedspersonalet barnets kønsdele og på den baggrund registreres dets køn. For enkelte børn er dette vanskeligt da de ikke har kønsorganer der entydigt kan defineres som ”mandlige” eller ”kvindelige”, og da man i Danmark ikke opererer med andre kønskategorier, vil det køn de så registreres som derfor have karakter af en vilkårlig tildeling af køn. Men for det helt store flertal af mennesker, inklusive dem der definerer sig som transkønnede, vil de kønsorganer de er født med entydigt hører til en af de to brugte kategorier og deres kønsregistrering må derfor anses som beroende på objektive anatomiske kriterier.

Det har så, i hvert fald siden 1960’erne, været muligt for mennesker der psykisk slet ikke kan med deres biologiske køn at skifte køn. Men indtil loven om det juridiske kønsskifte var det en langvarig proces, der krævede omfattende psykologisk evaluering og at ansøgeren var villig til at lade sig kastrere og gennemgå en såkaldt kønskorrigerende kirurgi. Det var med andre ord ikke op til den enkelte at definere sit juridiske køn og der var krav om (en vis) sammenhæng mellem det juridiske køn og det anatomiske køn.

I dag har folketingets flertal lige så stille og ubemærket gjort køn til en ren subjektiv størrelse. Køn handler fra nu af hvad man føler sig som. Men hvordan føles det at være mand eller kvinde? Hvad er det for følelser som er mandlige og hvilke følelser er kvindelige? Er der i det hele taget bestemte følelses- eller tankemønstre som er entydigt mandlige eller kvindelige? Jeg har ofte spurgt transkønnede hvad det er som de føler, når de siger, at de føler sig som en mand i en kvindekrop eller omvendt. Typisk har jeg ikke fået noget svar eller blot undvigende udsagn som ”det ved man jo” eller noget i den stil. De få der har villet sige noget mere end det er endt med udsagn i retning af, at det at føle sig som en kvinde eller mand for dem handler om hvilket køn de føler sig bedst som hhv. som de har lyst til at være. Eller med andre ord, der sættes lighedstegn mellem det man har lyst til at være og det man så er. Har jeg har en brændende lyst til at være en mand og har jeg en stærk aversion mod tanken om mig selv som kvinde så må det være fordi jeg ER en mand og ikke en kvinde – og omvendt, det kropslige udgangspunkt er ganske ligegyldigt.

Men hvorfor så blive stående ved kønnet? Hvad nu hvis jeg slet ikke kan identificere mig med mit fødeår? Hvad hvis jeg føler, at det kolde tal 1969, der står på min fødselsattest og som fremgår af mit personnummer, slet ikke afspejler min sande indre alder, der ikke er 45 men i virkeligheden er 65? Skal jeg så ikke også have krav på et juridisk aldersskifte, inklusive et nyt personnummer og adgang til at modtage folkepension? For hvem andre end jeg selv har ret til at definere min aldersidentitet? Hvor er respekten for mine aldersidentitets rettigheder?

Ovenstående er et tænkt eksempel, men det afspejler for mig at se de udfordringer som en ren subjektivering af de hidtidige objektive kategorier som vi registreres i henhold til udgør. Det er jo interessant, at man kan føle sig nok så dansk men alligevel skal man vente adskillige år og gå op til en prøve samt opfylde en række andre krav for at blive dansk statsborger, hvis man ikke er født som en sådan, mens man nu kan skifte køn blot ved at indsende en ansøgning og så vente et halvt år. Hvorfor skal det ene være så svært og det andet så nemt?

De få argumenter der har været fremført for det juridiske kønsskifte, der går ud over at det skal være en rettighed selv at definere sit køn, har typisk handlet om at det juridiske kønsskifte ville gøre livet nemmere for transkønnede og forhindre, at de skal lægge sig under kniven når de måske blot vil have et nyt personnummer. Og det er da rigtigt nok, at det juridiske kønsskifte vil gøre livet nemmere for de transkønnede, der på trods af deres anatomi af deres omgivelser opfattes som de mænd hhv. kvinder som de ser sig selv som. De slipper fremover for at skulle oute sig som transkønnede når de skal identificere sig og de undgår hermed de problemer, der kan være forbundet med at have en type identitetspapirer og en anden type udseende. Her er loven et fremskridt. Og med deres nye personnummerbevis vil nogen af de mange transkønnede, som ønsker hormoner og operationer men ikke har kunnet få dem bevilliget, nok forsøge at gøre krav dem nu da samfundet jo har anerkendt deres sande køn. Om politikerne har tænkt på det ved jeg så ikke.

Hvad der derimod nærmest ikke har været nogen debat om er de kønsopdelte rum, som vi opererer med her i landet. Vi har omklædningsrum, baderum, fængsler etc. opdelt efter køn. Her må man jo spørge de politikere, der har stemt for loven om juridisk kønsskifte, om de mener, at disse kønsopdelte rum skal tage udgangspunkt i hvilket køn man føler man har eller i hvilken krop man har? Skal en transkvinde, der er i besiddelse af sine medfødte mandlige kønsorganer og et sygesikringsbevis, der siger, at hun er en kvinde, have krav på at nøgenbade sammen med biologiske kvinder i landets svømmehaller og sportshaller? Skal mænd der sidder fængslet for voldtægt af kvinder kunne skifte over til kvindeafdelingen hvis de søger om juridisk kønsskifte?

Og nej, jeg siger ikke, at transkvinder er voldtægtsforbrydere. Men jeg mener ikke, at man kan komme uden om, at den hidtidige legale opdeling af dele af det offentlige rum i mande- og kvindeafdelinger har handlet om at beskytte folk mod at skulle være nøgne/fysisk sårbare sammen med medlemmer af det modsatte anatomiske køn. Hvis politikerne så mener, at det er et forældet koncept som ikke længere skal være lovligt så har de jo ret til det, men det er en skam, at offentligheden ikke fik muligheden for at debattere det først.

Læs mere