Menu
Kategorier

Skrevet af den 3 mar, 2018 under Kristendom og homoseksualitet, Lgbt | 0 kommentarer

Kærlighed mellem kvinder i antikken

 

Efter sigende er nogle kvinder glade for at købe sko. Andre kvinder er som mig glade for at købe bøger, købe mange bøger! Nogle af disse bøger lider hos mig den ufortjente skæbne at blive stillet op på en af mine mange bogreoler for så at blive glemt. Men sommetider bliver disse ufortjent glemte skatte så opdaget af mig igen. Til denne kategori af mine bøger hører Bernadette J. Brootens bog ”Love Between Women – Early Christian Responses to Female Homoeroticism”.

Selvom titlen ”Love Between Women – Early Christian Responses to Female Homoeroticism” jo lægger op til at bogen har fokus på den tidlige kristendoms syn på sex mellem kvinder, så handler en stor del af den faktisk om antikkens syn på sex mellem kvinder. Og det giver jo også mening, for i stedet for at se de tidlige kristnes syn på homoerotik som noget, der i bogstavelig forstand faldt ned fra himlen, giver det i et historisk perspektiv mere mening at se den tidligt kristne seksualetik som et fænomen der opstod i et samspil med samtidens forestillinger.

Bernadette J. Brootens tese er, at man i antikken var opmærksom på, at der fandtes kvinder der havde sex med andre kvinder, og som ikke var interesseret i sex med mænd. Men denne opmærksomhed var i overvældende grad af negativ karakter. Sådanne kvinder og deres seksuelle adfærd blev typisk betegnet som ”umoralsk”, ”upassende”, ”monstrøs”, ”sygelig” og ”unaturlig”.

F.eks. blev Sappho fra Lesbos’ poesi beundret i hele antikken, men det at hun også skrev om kærlighed til kvinder var et forhold som der ikke blev set venligt på. Ligesom selve det forhold, at hun var en kvinde, der skrev digte, også blev problematiseret af f.eks. af Aristoteles, der mente, at det var mere passende, at ædel kunst blev skabt af det ædle køn, dvs. af mænd. Ovid skildrer i sit berømte værk ”Metamorphoses” historien om kærligheden mellem to piger, Iphis og Ianthe. Iphis var af sine forældre blevet opdraget som en dreng da hendes far brændende ønskede sig en søn. Da Iphis forelsker sig i Ianthe er hun dybt ulykkelig herover, og betegner sin kærlighed til en anden pige som ”uhørt” og ”monstrøs” og som noget ”naturen er imod”, men heldigvis så griber gudinden Isis ind og forvandler Iphis til en dreng, så de to kan blive gift. Og digteren Phaedrus (der døde i midten af det 1. århundrede e.v.t.) skrev en fabel hvor han forklarede eksistensen af ”tribader” (en antik betegnelse for kvinder, der har sex med andre kvinder) såvel som ”molles mares” (en antik betegnelse for den passive part i et anal samleje mellem mænd” som et produkt af et ”fuck up” begået af den mytiske skikkelse Prometheus. Denne havde underholdt sig selv med at skabe mandlige og kvindelige kønsorganer, men i fuldskab får han ved en fejl placeret mandlige kønsorganer på kvinders kroppe og omvendt, og ”derfor nyder lysten nu perverterede glæder”. Og forfatteren Martial (ca. 40-103/104 e.v.t) beskriver hyper maskuline kvinder, der med deres ”monstrøse begær efterligner mænd”, dvs. penetrerer kvinder. Blandt antikkens astrologer kan man finde den indstilling, at mænds seksuelle begær rettet mod mænd såvel som kvinders mod kvinder er et resultat af stjernernes placering ved deres fødsel. (Ligesom mænd, der f.eks. foretrækker sex med slavekvinder eller ikke-romerske kvinder også har sådanne præferencer pga. stjernernes indflydelse). Men det ændrer ikke ved, at samme astrologer opfattede seksuelle relationer mellem kvinder som unaturlige og sygelige. Indenfor lægevidenskaben var der dem, der mente, at en mulig årsag til denne ”sygdom” var at disse kvinder havde en for stor klitoris og deres lidelse derfor kunne behandles ved at amputere dele af denne.

Antikkens generelle negative syn på kvinder, der har sex med andre kvinder (og på den passive part i et analt samleje mellem mænd) var i henhold til Bernadette J. Brooten et produkt af samtidens patriarkalske opfattelse af kønsrollerne. ”Rigtige” mænd underkaster sig kvinder (og svagere mænd så som drenge, slaver og fremmede) ved at penetrere dem. Penetrationen symboliserer og stadfæster mandens funktion som hersker. ”Rigtige” kvinder lader sig derimod penetrere af mænd, og symboliserer og stadfæster dermed kvindens rolle som den beherskede og underkastede. Kønshierarkiet med manden som hersker og kvinden som undersåt blev i antikken set som noget, der var villet af guderne og indlejret i naturens orden.  Det var derfor dybt problematisk hvis man i sin seksuelle praksis brød med denne orden, især når man gjorde det offentligt. Maskuline kvinder og feminine mænd blev derfor mødt med foragt, og for de sidste vedkommende også sommetider med vold. Men hvor den penetrerende mand i antikken generelt blev set som normal og naturlig, så ser situationen anderledes ud mht. til synet på kvinder, der har sex med kvinder. Generelt havde de mandlige forfattere, der forholdt sig til kvinder, der har sex med kvinder, (og vi har ingen tekster fra kvinders hånd om dette emne), svært ved at finde ud af hvordan kvinder rent faktisk har sex med hinanden. Den generelle antagelse var dog, at i hvert fald en af dem indtog en ”mands rolle”, dvs. penetrerede sin partner typisk med en dildo. Man forholder sig ikke til den passive part i denne konstellation, men generelt var det nok bare ikke ok, hvis man som kvinde fravalgte rollen som den passive modtager af en mands sæd til fordel for at fornøje sig med en kvinde.

Bernadette J. Brooten bruger en del plads og energi på at fortolke og forklare den berømte passage fra Paulus brev til Romerne: ”Derfor prisgav Gud dem til vanærende lidenskaber: Deres kvinder udskiftede den naturlige omgang med den naturstridige, og ligeså opgav mændene den naturlige omgang med kvinden og optændtes af deres begær efter hinanden; mænd levede skamløst med mænd og pådrog sig derved den straf for deres vildfarelse, som de fortjente.” (Rom 1,26-27)

Hun er overbevist om, at Paulus taler om seksuelle relationer mellem kvinder her, da det om jeg så må sige lå i tidens ånd at opfatte sex mellem kvinder som naturstridig. Det ”nye” er at Paulus trækker på Mosebøgerne når han fordømmer begge parter i et samleje mellem mænd. Ligesom det nye i forhold til jødedommen er, at Mosebøgernes forbud mod sex mellem mænd udvides til også at gælde sex mellem kvinder. Bernadette J. Brooten gør dog opmærksom på, at antikkens jødedom kendte til problematikken med sex mellem kvinder, og afviste denne om end ikke med henvisning til 3. Mos. 18, der entydigt kun handler om sex mellem mænd. Paulus var optaget af at bevare det hierarkiske forhold mellem mænd og kvinder, og brud på kønsrollerne anså han som et brud med naturens orden, så som når han hævder, at naturen lærer os at langt hår er vanærende for mænd. (1. Kor. 11,14).

Derudover påviser Bernadette J. Brooten hvordan de apokryfe kristne tekster ”Peters Apokalypse”, ”Thomas Gerninger” og ”Pauli Apokalypse” udpensler hvordan både mænd, der har haft sex med mænd og kvinder, der har haft sex med kvinder, bliver pint i helvedet. Og hun beskriver hvordan vigtige antikke kristne skribenter som Tertulian og Clement af Alexandria fordømmer sex mellem kvinder med grundlæggende set samme argumenter og logikker som dem vi finder hos de hedenske skribenter. Også kirkefaderen Augustin advarer mod sex mellem kvinder – om end han sjovt nok fortolker Rom. 1,26 som om at teksten handler om kvinder, der har analsex med deres mænd.

Styrken ved Bernadette J. Brootens bog er, sådan som jeg ser det, at hun åbner vores øjne for hvor patriarkalsk antikkens samfund var, og hvor intolerant også de ikke-kristne tænkere og forfattere (med ganske få undtagelser) var overfor kvinder, der har sex med kvinder. Det er også spændende at se, hvordan den tidligt kristne seksualetik på mange måder var i forlængelse af strømninger i samtiden (så som stoicismens generelle kritik overfor den ”kødelige lyst” og ideen om en naturlig og en unaturlig seksualitet).

Men man kan godt mærke på ”Love Between Women – Early Christian Responses to Female Homoeroticism” at den er fra 1996. Den tydelige lesbiske stolthed og søgen efter ”formødre” hører en tid til hvor det at fravælge peniser ikke blev udråbt til at være et udtryk for ”vagina fetichisme”. I disse transtider hvor maskulinitet hos kvinder jo i stigende grad ikke bliver ses som et udtryk for at man er lesbisk, men i stedet for hævdes at være et bevis på at man er en transmand, havde Bernadette J. Brooten nok ikke med samme sikkerhed kunne antage, at de af antikken fordømte tribader faktisk var lesbiske. Men i virkeligheden giver det ikke så meget mening at ville tilbageprojicere vores tids identitetskategorier til den førmoderne fortid. I antikken var seksuel adfærd og kønsroller uløseligt knyttet til hinanden og ikke fænomener som blev splittet op i seksuelle og kønsmæssige identiteter. Og i sidste instans ved vi ikke, hvordan kvinder i antikken, der forelskede sig i og havde sex med andre kvinder, så på sig selv. Deres stemmer ser ud til at være gået tabt for evigt.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Læs mere

Skrevet af den 23 maj, 2017 under Lgbt | 0 kommentarer

Transparadigmet

 

Transkøn er “the new black”. Medierne flyder over med historier om kendte og mindre kendte der springer ud som transkønnede. En identitetskategori der først opstod i 1990’erne, og som for få år siden var ukendt for de allerfleste, er nu blevet nærmest trendy – men også omstridt.

For i kølvandet på en berettiget og nødvendig kamp for at transkønnede, ligesom alle andre mennesker, skal beskyttes mod diskrimination på arbejdsmarkedet og mod vold og anden undertrykkelse, er der dukket et nyt paradigme op som forsøger at fortrænge alle andre forståelser af hvad køn er.

Paradigmer er en betegnelse for en overordnet måde at forstå verden på. Og som “transparadigmet” vil jeg betegne mange transaktivisters påstand om at køn udelukkende er et spørgsmål om identitet. Biologisk køn afvises som en social konstruktion med henvisning til eksistensen af diverse former for interkøn. Logikken synes at være, at hvis der findes mennesker som ikke entydigt er biologiske mænd eller kvinder, men som befinder sig i en art gråzone mellem disse to kategorier, så findes hovedkategorierne ikke. Altså hvis ikke alle er entydigt biologiske mand eller kvinde, så er der ingen der er det. Så en penis er et kvindeligt kønsorgan hvis dens ejer ser sådan på sagen.

Identitet fremstilles nemlig som noget essentielt, helligt og urørligt. Der er godt nok ikke rigtigt nogen, der kan sige hvad identitet så er når vi taler om køn. Spørger man “hvad vil det sige, at man identificerer sig som kvinde?” får man typisk svaret: “det betyder at man føler sig som en kvinde”. Og spørger man så om hvad det betyder, får man svaret: “det betyder, at man identificerer sig som kvinde”.

Dog er det der med at identitet er noget helligt og urørligt faktisk relativt – for alle skal i henhold til transparadigmet påtage sig en kønsidentitet. Og vil man ikke omtale sig selv som transkønnet, så har man værsågod at acceptere, at man er ciskønnet.

Transparadigmet bygger nemlig på en påstået urokkelig binaritet: Der er den lille forfulgte og marginaliserede minoritet af transkønnede, der ikke kan ”identificere sig” med det køn de “fik tildelt ved fødslen”, og så alle andre. Disse “andre” antages at “identificere” sig med deres “tildelte køn” og derfor er de privilegerede. Og fordi de er privilegerede, så er deres formål her i livet at træde ud ad solen og ind i skyggen, så de transkønnede kan få plads. Ingen undertrykkelse eller smerte som man som cis-kønnet kan have erfaret når nemlig de transkønnedes til sokkeholderne.

Når en kønsoverskridende lesbisk som mig f.eks. vover, at mene, at mit biologiske køn ikke er noget som en fødselslæge har tildelt mig men er min biologiske skæbne – men at jeg i øvrigt ikke accepterer de kønsroller som samfundet har tildelt mig pga. min biologi, sanker jeg brændende transaktivistiske kul på mit kætteriske hoved.

Man må nemlig aldrig sætte spørgsmålstegn ved transparadigmet! Hvis man mener, at en penis ikke er et kvindeligt kønsorgan eller at der er forskel på at være transkvinde og biologisk kvinde, så er man cisnormativ, transekskluderende og transfobisk.

I praksis betyder det, at der lægges pres på lesbiske for at få dem til at acceptere transkvinder som sexpartnere. Kvinder skal presses til at acceptere folk med penis i deres omklædningsrum . Pussyhats og generel omtale af kvindelige kønsorganer angribes for at være transekskluderende. Vagina monologerne forbydes og retten til fri abort må ikke omtales som en kvinderettighed da “også mænd kan blive gravide”. Og sådan kunne man blive ved.

Vi står altså overfor en blanding af en postfaktuel virkelighed og konkrete angreb på biologiske kvinders ret til seksuel selvbestemmelse herunder blufærdighed og behov for tryghed der hvor man er nødt til at være nøgen.

Når vi er nogen, der er begyndt at sige stop og løfte røsten mod dette vanvid, så er det ikke fordi vi vil nægte transkønnede deres ret til et godt liv – men fordi ingen, heller ikke de transkønnede, er tjent med at transkampen sker på bekostning af almindelig logik og biologiske kvinders rettigheder.

 

Læs mere

Skrevet af den 7 maj, 2017 under Lgbt | 4 kommentarer

Til forsvar for den kønsoverskridende lesbiske

 

Jeg er en kønsoverskridene lesbisk. Som barn legede jeg med drengelegetøj og jeg kunne slet ikke finde ud af pigernes intriger, og deres lege hadede jeg, så når jeg legede med nogen var det med drenge. Mht. tøj og frisure var jeg ambivalent mht. min stil – men da jeg som ung voksen sprang ud som lesbisk forbandt jeg det med, at jeg fremover ville have langt hår og gå i ”dametøj” da jeg var bange for at komme til at leve op til ”fordommen” om den maskuline lesbiske. Men dybest set havde jeg det ikke godt med denne tøjstil – og da jeg som midaldrende begyndte at turde bryde tabuet og gå med herretøj åbnede sig en ny verden for mig. Tænk at det kan være spænde at købe tøj! Tænk at føle, at jeg ser godt ud i det tøj jeg har på!

Jeg kan ikke lade være at tænke på at unge kønsoverskridende lesbiske i dag typisk ikke har nogen, de kan spejle sig i.

Hvis du er en biologisk ung kvinde/teenager, der lige fra barns ben af har haft det svært med de kvindelige kønsroller og kønsrolleforventninger, hvis du hader din menstruation og ser det som en indsnævring af dine frihed, at du har udviklet bryster, fordi folk nu ”da du er blevet til en kvinde”, begynder at kræve, at du skal være feminin, og hvis du så oven i købet er romantisk og seksuelt tiltrukket af kvinder, hvem kan du så spejle dig i? Der er jo godt nok mange flere lesbiske i medierne end da jeg var barn og ung. Men ofte, meget ofte er de feminine i deres klædedragt og frisure. Kønsoverskridende lesbiske passer øjensynligt ikke så godt til showbis.

Men medierne og internettet flyder over med historier om transkønnede – herunder transmænd – her vil den unge kønsoverskridende lesbiske kunne se eksempler på at man kan have problemer med at have en kvindes krop og de kønsroller som samfundet forbinder med at have en sådan krop. Og hvor den maskuline lesbiske i samfundet ofte ses som en kikset kvinde – som en grinagtig figur – som den hæslige betonlebbe – så kan rollen som transmand virke spændende og modig.

Transaktivismen bidrager til at usynliggøre den kønsoverskridene lesbiske. Da man her deler menneskeheden op i to kategorier, de transkønnede, som ”ikke identificerer sig med det køn de fik tildelt ved fødslen” og de ciskønnede, der efter sigende kan og gør dette, er der ikke plads til at man kan være en kønsoverskrider som ikke vil påtage sig etiketten ”transkønnet”. Og derfor bliver vi også mod vores udtrykte vilje stemplet som ”ciskønnede” og dermed sat i bås med f.eks. heteroseksuelle kvinder, der både dyrker og elsker de kvindelige kønsroller og opfatter dem som naturgive. Den kønsoverskridende lesbiske bliver hermed af transaktivster kategoriseret som en del af kønsmagten og normen – og det selvom det modsiger enhver logik.

De unge kønsoverskridende lesbiske har brug for at vide, at verden ikke nødvendigvis er delt op i transkønnede og ciskønnede – der findes alternativer til denne sort-hvide konstruktion. Man kan være en biologisk kvinde, der ikke er begejstret for hverken sine bryster eller sin menstruationscyklus, men som har lært at leve med sin krop fordi man har erkendt, at de kønsroller, som man ikke kan holde ud, er skabt af et kvindeundertrykkende samfund. Ofte er det nemlig ikke kroppen men kønsrollerne knyttet til kroppen som er problemet. Kønsroller er noget, som samfundet har fundet på, hvis man ikke kan identificere sig med dem, så kan man vælge, at leve som man selv føler at det passer en bedst, og det uden at skulle gribe til hormoner og operationer.

Læs mere

Skrevet af den 17 nov, 2016 under Lgbt | 0 kommentarer

Den queere blindhed

 

Den 14.11.2016 havde Storm Lillevang, der identificerer sig som transmand, et længere debatindlæg i Politiken der på mange måder var et vredt angreb på det samfund, som efter hans mening ikke giver plads til queere kroppe og dermed mennesker som ham. Især var Storm Lillevang vred over den skam, som han mener, at samfundet med dets normer påfører alle dem, der ikke er heteroseksuelle og ikke er ciskønnede. Med sidstnævnte menes mennesker ”der ikke identificerer sig med det køn de fik tildelt ved fødslen”. Det sjove er faktisk, at lige præcist begrebet ”ciskønnet” viser det dobbeltspil der ofte spilles, når man taler om normer og folk, der ikke passer til normerne. Jeg har i hvert fald oplevet adskillige transkønnede, der er blevet rasende fordi jeg nægter at bruge begrebet ”ciskønnet” om mig selv, da det passer lige så dårligt til min måde at forstå mit køn og leve mit liv på som begrebet ”trans-kønnet” gør. Men de fleste transkønnede er lige så normstyrede som de fleste andre mennesker – hvis man ikke vil tilpasse sig deres forståelse af køn, seksualitet og krop ja så er man et meget ondt menneske, der har at skamme sig! Og det er jo heller ikke så mærkeligt, for på trods af al den her tomme snak om ”normkritik”, som man elsker så meget i de queere kredse, så har alle mennesker en forestilling om rigtigt og forkert – de har normer – og disse normer påvirker deres syn på andre og på dem selv. At prøve på at få folk til at skamme sig hvis de ikke følger ens normer er også ganske almindeligt og almen menneskeligt, tænk blot på den iver hvormed visse vælgere og partier gerne beskrives som ”ikke-stuerene”. Storm Lillevang bruger såmænd også selv tricket f.eks. når han til sidst i indlægget prøver at få sine cis-kønnede venner, der har været uforsigtig nok til at identificere sig med forældre til transkønnede og deres ønske om at acceptere deres børn, til at skamme sig over at de i det hele taget kunne tro, at det skulle være et problem at være forældre til et transkønnet barn. Skam er et styringsmiddel der skal få folk til at tilpasse sig ens egne normer, det gælder for queere såvel som for alle andre.

Men det er da rigtigt nok, at det at være anderledes end de fleste på det seksuelle og det kønsmæssige område typisk opleves som skamfuldt. Jeg har som homoseksuel i hvert fald indtryk af, at man som homoseksuel helst snakker om de heteroseksuelles homofobi men ofte ikke kan sætte ord på sin egen internaliserede homofobi. Jeg tvivler bare på at Storm Lillevangs hyper aggressive sprog med al den her ”smadder den heteroseksuelle og ciskønnede verdensorden” logik er vejen frem. Det er i hvert fald trist hvis man kun kan holde op med at sparke indad ved at begynde, at sparke udad.

Logikken knækker dog totalt når Storm Lillevang skriver, at ”normerne og strukturerne er med til at installere skam i bestemte kroppe. Kroppe, der eksempelvis ikke er ciskønnede eller heteroseksuelle.” Det er nemlig i trans-sammenhænge meget udbredt at påstå, at man som transkønnet er ”født i en forkert krop” og lige fortiden består hovedparten af kampen for transkønnedes rettigheder i et krav om at transkønnede skal have ubegrænset og uhindret adgang til hormonbehandling og kirurgiske indgreb, hvis mål er at få deres kroppe til at lige normen for hvordan ens krop skal se ud som hhv. mand eller kvinde. Men hvis det er samfundet, der får transkønnede til at væmmes ved deres egen krop og mene, at den er forkert, er løsningen så på bedste a la Askepot maner at skære en hæl og klippe en tå, så de transkønnedes kroppe kan passe til majoritetssamfundets prinsessesko?

Problemet er jo tingene er vævet sammen. Hvis samfundet ikke havde nogle normer om hvordan man skal være, opføre sig, klæde sig etc. som mand hhv. som kvinde – hvis vi altså ikke havde kønsroller – så ville der slet ikke kunne findes transkønnede. Hele ideen om at ”man føler sig som kvinde”, ”identificer sig som mand”, ”er mand indeni og kvinde udenpå” etc. som man bruger i trans-sammenhænge forudsætter, at der er nogle kønsroller og dermed kønsnormer som er knyttet til begrebet ”mand” hhv. ”kvinde”. Jeg mener, hvordan skulle man ellers kunne vide, at ens sande ”indre” køn er anderledes end ens biologiske hvis det ikke er fordi man forbinder køn med kønsroller frem for kropslige forskelle? På samme måde ville der heller ikke være hverken homoseksuelle eller heteroseksuelle i en verden, hvor alle var totalt ligeglade med hvem man havde sex med eller levede sammen med. Smadrer man altså den heteroseksuelle og ciskønnede verdensorden, så smadrer man sådan set også sin egen identitet. Spørgsmålet er så om det faktisk er det som man vil.

 

Læs mere