Kunsten at kunne tåle intolerancen

Tulle Krøyer, hendes kone og deres to små børn har over nogle måneder været udsat for forskellige former for chikane og hærværk, begået af en eller flere personer, der tydeligvis har et religiøst problem med denne lesbiske families såkaldte livsstil. Familien lever (eller bedre sagt levede for nu vil de flytte) i Mariager, en by med et stærkt frikirkemiljø. Selvom vi endnu ikke ved hvem der står bag disse forbrydelser har der fra starten af været fokus på frikirkemiljøet i den lille provinsby, et fokus der er kommet ekstra meget frem efter at Tulle Krøyer har valgt at anmelde David Jakobsen, der har en tilknytning til dette miljø, til politiet. Han er vel og mærke ikke blevet anmeldt for chikanen og hærværket, i stedet er han blevet anmeldt for en debat tråd under hans Facebook profil. I denne tråd argumenterer David Jakobsen for at ægteskabet er forbeholdt heteroseksuelle par, mens andre debattører kommer med ret så heftige udsagn om homoseksuelle, så som at de er besatte af dæmoner og hvor homoseksualitet nævnes i samme sammenhæng som f.eks. drab. (Tråden er nu slettet men jeg har haft adgang til at læse en kopi. )

Nu er det jo menneskeligt forståeligt, at Tulle Krøyer er noget oprevet efter den helt uacceptable chikane som hun og hendes lille familie er blevet udsat for. Alligevel kan jeg ikke lade være med at sidde tilbage og tænke over hvor hun mon var henne, da der blev diskuteret homovielser i folkekirken. For i løbet af den debat blev der da sagt og skrevet det samme – og det der var værre – end det som fremgår af den debat tråd på Facebook som hun nu har politianmeldt.

Nu har jeg i ca. ti år deltaget i debatten om kristendom og homoseksualitet – jeg tror at jeg kender alle standartargumenter og påstande i den debat – og det er en debat som i sig selv er en debat værdig, for der kan ikke være nogen tvivl om at den ofte er ret så hård.
Lad det være sagt med det samme: Efter min mening har man i et land med religions- og ytringsfrihed lov til at mene, at ægteskabet bør være forbeholdt heteroseksuelle par – man har også lov til at mene, at sex kun må finde sted i sådanne ægteskaber. Folk har lov til at mene, at jeg lever i synd fordi jeg er gift med kvinden i mit liv, ligesom de f.eks. har lov til at mene, at jeg synder, når jeg af og til spiser svinekød. I et pluralistisk og mangfoldigt samfund giver det ikke mening, at ville kriminalisere uenighed om hvad der er moralsk rigtigt og forkert.

Når det så er sagt så kan jeg da også undre mig over hvorfor nogle kristne har det med at komme med udtalelser om homoseksuelle som går langt ud over en henvisning til at sex udenfor det heteroseksuelle ægteskab er syndigt. Jeg kan ikke lade være med at tænke på om der ikke i nogle tilfælde er tale om, at disse kristne føler sig langt mere provokeret af den såkaldte homoseksuelle synd end så mange andre ting, der jo også i princippet er syndige i henhold til deres kristendomsforståelse, såsom f.eks. at have heteroseksuel sex med en person man ikke er gift med.

Men hvad der nu end er på spil inde i disse kristnes hoveder, og det skal man jo passe på med at ville gøre sig klog på, så er det desværre også min erfaring, at nogle kristne siger sårende ting om homoseksuelle fordi de vil såre de homoseksuelle! Man vil med loven piske de homoseksuelle til Kristus, man vil såre os så vi omvender os. Og hvis vi reagerer såret på det der bliver sagt om os viser vi, i henhold til nogle kristne, at Helligånden virker i vores indre! På den måde kan man give sin hensynsløshed et helligt skær og retfærdiggøre stort set hvilket udsagn om homoseksuelle man kan tænke sig.

Men homoseksuelle der deltager i debatten om homoseksualitet og kristendom kan også finde på at sige stærkt nedladende og aggressive ting, være det mod dem de debatterer med eller kristne generelt. Desværre er det jo en udbredt skik at sparke til dem man bliver sparket af hhv. som man tror sparker en. Og jeg må da desværre også indrømme, at der i tidens løb er fløjet nogle finker fra min pande i sådanne debatter.

For når man som homoseksuel, og i mit tilfælde kristen, deltager i debatten om homoseksualitet og kristendom så er det jo også ens eget liv, der debatteres. Ens eget liv er i sagens natur meget mere end teori for en selv. Mange homoseksuelle kender til perioder, hvor de har måttet kæmpe med selvhad, og måske også er blevet mødt med afvisning og foragt af andre. Og det kan derfor ikke undre, at folk let kan eksplodere når de oplever, at andre i en debat mere eller mindre bevidst forsøger, at vække og ægge dette selvhad og fodre den indre selvforagt, som man måske ikke har fået taget det nødvendige livtag med. Homoseksuelle holder kun yderst sjældent op med at leve som homoseksuelle når de mødes med kristen inspireret foragt – i hvert fald ikke i længden, men de internaliserer desværre kun alt for ofte denne foragt – og forsøger så sommetider at håndtere den ved at møde kristne, uanset deres konkrete syn på homoseksuelle, med foragt. Nogle af de værste eksempler på kristnofobi som jeg har mødt har faktisk været fremført af homoseksuelle.

Personligt tror jeg, at det er nødvendigt, at man prøver, at stoppe denne spiral af sårede følelser, foragt og ja, had. Det nytter ikke noget, at give dem, der foragter en den magt, at de kan gøre en ked af det. I stedet tror jeg, at det er vigtigt, at huske på, at den der nu forsøger at såre mig måske selv er et såret menneske, der længes efter kærlighed og forståelse. Jesu ord om at vi skal elske vores fjender betyder for mig, at vi skal forstå, at vi har fjender, men at det bedste svar på deres had ikke er mere had, men en rolig og afbalanceret fremhævelse af hvad man selv tror er sandt og godt. Og så er det i øvrigt en god ide at forlade en debat, som man føler overskrider ens grænser, og hvor man derfor risikerer selv at blive såret og få såret andre. Sommetider er tavshed det bedste og mest kærlige svar.