Menu
Kategorier

Skrevet af den 8 aug, 2011 under Ikke kategoriseret | 3 kommentarer

Religionsdebatten efter den 11. september

Den 11. september 2001 er en dag, der har præget sig dybt i
min bevidsthed. Jeg sad til et bestyrelsesmøde i Magistrenes A-kasse, da jeg
først hørte om terrorangrebet, men desværre var der ikke hos de andre stemning
for at afbryde mødet, så det var først da jeg kom hjem sent på aftenen, at jeg
kunne tænde for fjernsynet og dermed se hvad der var sket. Den 11. september
stod dengang og står den dag i dag for mig som en ubeskrivelig fej og
nederdrægtig forbrydelse. Allerede dengang var det mig klart, at den 11.
september ville forandre verden, men jeg havde, selvfølgelig fristes jeg til at
sige, ikke forestillet mig i hvilken grad det ville ske. For mig at se er
f.eks. USA’s deroute som supermagt uløseligt knyttet til George Bushs
ugennemtænkte reaktioner på terrorangrebet den 11. september.

Mht. hvad den 11. september har betydet for synet på
religion, i hvert fald her i Danmark, så er det vist et ret overset forhold, at
Undervisningsministeriet i 2001 var godt i gang med at udtænke
gymnasiereformen, og her var der stærke kræfter, der ønskede at afskaffe
religion som et selvstændigt fag i gymnasiet. Efter 11. september 2001 har jeg
ikke hørt mere om den ide. At selv gymnasiereformens bagmænd, der var
kendetegnede ved at have deres pædagogiske og faglige ben solidt placeret i
luften, nu godt kunne se fordelen i at de unge lærer noget om religion i
gymnasiet, siger lidt om den nytænkning den 11. september udløste.

Alt i alt har den 11. september helt klart øget interessen
for religion, men den har også ført til en dæmonisering af religiøse mennesker
(ikke kun men dog mest muslimer) samt, hvad igen ofte overses, terrorangrebet
bidrog til en regulær åndelig forarmelse.

Religionsdebatten har siden den 11. september nemlig i det
store hele udelukkende bestået af spørgsmålet om de politiske dimensioner som
religioner har hhv. tillægges. Ud over debatten om hvorvidt religion (ikke kun
men dog mest islam) skal fjernes fra det offentlige rum handler
religionsdebatten nemlig næsten udelukkende om hvorvidt islam er forenelig med
demokrati, kvinderettigheder etc. og om hvilken rolle kristendommen har spillet
mht. udviklingen af demokrati og velfærdsstat. Eller med andre ord, debatten
handler om hvorvidt islams tilstedeværelse i Europa er en trussel eller en
berigelse mht. vores demokratiske fremtid og om hvorvidt kristendommen kan
eller skal instrumenteres i en politisk kamp mod islam. Sagt på en anden måde:
religionsdebatten er i det store hele en debat om indvandrere, flygtninge,
integration, åbne eller lukkede grænser etc.

Når religion kun ses som et politisk fænomen, ja så kommer
alle de åndelige og eksistentielle spørgsmål til kort. Ingen gider rigtigt
diskutere hvor vi kommer fra, hvor vi går hen, hvad meningen med livet er, hvem
Gud er, hvorfra det onde kommer etc. På den måde er religion de facto
forsvundet fra det offentlige rum – i hvert fald hvis man vover at se religion
som noget, der ikke udelukkende men dog i meget høj grad handler om lige
præcist disse spørgsmål. Vi kan diskutere op og ned af stolpe hvorvidt der skal
indrettes bederum i skoler og i fængsler – men vi taler ikke om hvad bøn er,
hvordan man kan bede og hvad bøn betyder for os. Vi kan diskutere i lange baner
hvorvidt muslimerne må få egne gravpladser, men udenfor de kirkelige medier
diskuterer stor set ingen livet efter døden. Og sådan kunne man blive ved. Jeg
siger ikke, at denne åndelige ørken først blev skabt af den 11. september, men
terrorangrebet har bidraget til denne udvikling fordi det skabte et fokus på
religionernes politiske betydning på bekostning af alt andet.

I den politiske kampplads, som religion er blevet til, er
der ikke plads til åndeligt søgende mennesker, hvis spørgsmål der ligesom ikke
er tid til, nu når alt handler om at positionere sig indvandringspolitisk. Måske
er det derfor ikke så mærkeligt, at mange af de åndeligt søgende tyer til
buddhisme og new age, der har formået at holde sig udenfor den politiske
instrumentalisering.

Læs mere

Skrevet af den 28 jul, 2011 under Ikke kategoriseret | 3 kommentarer

Fænomenet Pater Pio kritisk belyst

Pater Pio er en af nutidens mest populære helgener. Ja,
efter sigende skulle han i Italien være mere populær end Jomfru Maria og
selveste Jesus. Set i lyset af denne utrolige popularitet er det måske ikke så
mærkeligt, at kun få har kastet sig over at skrive en bog om Pater Pio, der
ikke handler om hans påståede mirakler og hellighed, men i stedet forsøger at
forklare fænomenet Pater Pio som et historisk og kulturelt fænomen lige som
alle andre. Men det er lige præcist det som den italienske historiker Sergio
Luzzatto forsøger på med bogen ”Padre Pio – Miracles and Politics in a Secular
Age”.

Pater Pio (1887-1968)var kapucinermunk og tilbragte det
meste af sit liv i et kloster i den lille syditalienske by San Giovanni Rotondo.
I 1918 skulle han have modtaget de såkaldte stigmata, Kristi sårmærker, som han
havde frem til den sidste tid af sit liv. (Da han døde var de helt forsvundne).
Derudover blev han tilskrevet evnen til at helbrede syge, gennemskue personer,
få hårdnakkede syndere til at omvende sig, til at være to steder på en gang, og
under 2. verdenskrig hed det sig, at han kunne flyve op i luften og afværge
luftangreb. Allerede i levende live var Pater Pio enormt populær og i
hundredetusind vis af mennesker valfartede til San Giovanni Rotondo for at være
nær ham, se ham holde messe, skrifte hos ham og evt. blive helbredt af ham.

Sergio Luzzatto forsøger, at se Pater Pios popularitet som
et udslag af en række træk der prægede Italien i hans livstid. F.eks. påpeger
han, at man i den brede befolkning kunne se en sammenhæng mellem den
stigmatiserede, lidende Pater Pio, den anden Kristus som han blev kaldt, og de
hundredtusinder af italienske soldater, der døde eller blev såret under 1.
verdenskrig og hvis lidelser også blev sammenlignet med Kristi. I tiden efter
2. verdenskrig, hvor Italien oplevede en hastig modernisering,
industrialisering og urbanisering, blev Pater Pio til et symbol på det gamle
folkelige bondedominerede fattige men fromme Italien, der var på hurtig retur. Han
blev da til en fromhedens klippe midt i sekulariseringens flodbølge.

Sergio Luzzatto gør dog mest ud af tiden under fascismen.
Pater Pio støttede åbenlyst fascismen allerede før dennes magtovertagelse i
Italien og blandt hans støtter og tilhængere var der mange fascister, både
menige og højtplacerede. Alle de tidlige helgenbiografiagtige bøger om Pater
Pio, der blev udgivet mens han endnu levede, var således skrevet af personer
med tilknytning til fascismen. Og ledende fascisters vilje og evne til at holde
hånden over ham beskyttede Pater Pio mod de mest barske af den katolske kirkes
forsøg på at disciplinere ham, især forsøget på at få ham flyttet til et fjernt
kloster, hvor kulten om hans person ikke ville kunne fortsætte. Selvom
fænomenet Pater Pio altså skabte visse knurrer på tråden i forholdet mellem
fascismen og Vatikanet så fremhæver Sergio Luzzatto, at Pater Pios støtte til
fascismen ikke er forskellig fra de ledende katolske kirkefyrsters, herunder
Pave Pius den XI’s. Mussolini og den katolske kirke havde i det store hele et
godt samarbejde som begge forstod at drage fordele af.

Forholdet mellem Pater Pio og den katolske kirkes hierarki gør
Sergio Luzzatto meget ud af, forståeligt nok for det er en vigtig side af Pater
Pio fænomenet. Pater Pio blev mødt med stor skepsis af Pave Benedikt den 15.,
Pius den 11. og Johannes den XXIII. Især de to sidste gør hvad de kan for at få
stoppet kulten omkring ham. Afgørende blev dog til sidst den støtte han fandt
hos Pius d. 12 og især hos Johannes Paul den 2., der fik ham først saligkåret (1999)
og siden helgenkåret (2002).

Klagerne over Pater Pio og kulten omkring ham var mange. Det
forhold, at han blev omgivet af en flok af begejstrede kvindelige tilhængere,
der kom og gik frit i kloster og som i nogle tilfælde sågar kyssede og krammede
ham i offentligheden, førte til anklager om seksuelle fejltrind. Der blev set
med skepsis på de store pengesummer, som strømmede til hans kloster. Selv
blandt de biskopper og kardinaler, som støttede Pater Pio, var det almindeligt
at se hans nærmeste kreds af tilhængere som præget af personer, der var ude på
magt og berigelse og som generelt var udenfor pædagogisk rækkevidde. Pater Pios
mirakler var ikke dokumenterede og ægtheden af hans stigmata blev stærkt
betvivlet. (Mere derom senere). Men først og fremmest var der tale om en
konflikt mellem folkereligiøsiteten og den hierarkiske kirke og mellem hvad
Marx Weber ville kalde profeten og præsteskabet, dvs. mellem karisma og embede.
Det var en konflikt mellem dem, der lod sig styre af deres begejstring og
længsel efter mødet med det hellige legemeliggjort af Pater Pios stigmatiserede
krop og så embedskirken, der indkrævede retten til at bedømme og afgøre om
noget var mirakuløst eller ej.

Denne konflikt blev ført med hårde midler på begge sider. Nogle
af rygterne om Pater Pio, især dem om hans påståede seksuelle forhold til kvinder,
havde næppe noget på sig. Men hans tilhængere veg til gengæld ikke tilbage med
at true med fysisk vold og offentliggørelse af kompromitterende oplysninger om
ledende skikkelser fra kirkens hierarki, hvis man ikke fik sin vilje.  I begge lejre var politikken øjensynligt præget
af den holdning, at hensigten helliger midlerne.

Sergio Luzzatto fremhæver, at han ikke er ude efter at finde
sandheden om Pater Pio – men at han i stedet vil analysere ham som et historisk
fænomen. Men når det kommer til stykket er Sergio Luzzatto nu nok noget
skeptisk. Han afslører f.eks., at Pater Pio i perioden 1911-1913 skrev flere
breve til sine åndelige vejledere hvor han skildrer nogle meget intense
stigmata-agtige åndelige oplevelser uden at gøre opmærksom på, at der var tale
om ordrette afskrifter af breve forfattet af Gemma Galgani, en påstået
stigmatiseret kvinde, der var blevet udgivet i bogform i 1909. Ja, han nægter
sågar at eje denne bog!

Sergio Luzzatto har også fået indblik i Vatikanets sagsmappe
om Pater Pio. Og i den fandt han vidneudsagn fremlagt under ed hvoraf det
fremgår, at Pater Pio hemmeligt havde forsøgt at skaffe sig ætsende midler (der
kunne bruges til at lave hans stigmata sår). Ja, sagsmappen indeholder sågar to
håndskrevne sedler hvor Pater Pio personligt beder om hemmeligt at skaffe ham
disse midler. Set i lyset af, at Pater Pios sår aldrig blev grundigt undersøgt
og sagtens kunne være blevet lavet og opretholdt med ætsende stoffer, er det jo
nok ret så afslørende.

Som Sergio Luzzatto skriver, så blev mirakler i
middelalderen set som tegn på Guds eksistens. Dvs. man så dem som udtryk for en
virkelighed som man allerede var overbevist om. I dag er der i visse kirkelige
kredse en stærk tendens til at se mirakler som beviser på Guds eksistens – som en
art redskaber i kampen mod sekulariseringen. Det er måske forklaringen på, at
det kan være så svært at få en kritisk debat om påståede miraklers
autentisitet, da en sådan debat let kan blive set som et angreb på selve
gudstroen. Om troen på Gud så virkeligt bliver fremmet af tvivlsomme
mirakelfortællinger er så en helt anden sag.

Læs mere

Skrevet af den 26 jul, 2011 under Ikke kategoriseret | 6 kommentarer

Er der en sammenhæng mellem islamkritik og terror?

Set i lyset af at terroristen og massemorderen Anders
Breivik er bekendende islam-kritiker og har retfærdiggjort sin udåd med behovet
for at standse islams fremmarch i Europa, er det oplagt at se på sammenhængen
mellem islam-kritik og terroren i Oslo og Utøya. Eller bedre sagt, er der en
sådan sammenhæng og i så tilfælde hvilken?

Lad det være sagt med det samme: Selvfølgelig skal islam
kunne kritiseres præcist som en hvilken som helst anden religion. Det gælder
både islams teologiske påstande men, hvad der nok interesserer flere,
kønsrollemønstre, samfundssyn, syn på vold og terror etc. der påberåber sig
islam. Så længe debatten handler om at underkaste islam en kritisk analyse er
denne kritik en nødvendig del af den demokratiske virkelighed i de senmoderne
multikulturelle samfund. Ja, så længe der er tale om islamkritik, så er der
altså tale om et nødvendigt bidrag til opretholdelsen af det sekulære demokrati,
på samme måde som al anden seriøs religionskritik er det. Der er med andre ord
ingen sammenhæng mellem en sådan islamkritik og terror.

Men indvævet i, og som en videreførelse af, islamkritikken
findes der også holdninger, som i mine øjne ikke kan kaldes for andet end
islamhad. Kendetegnende for islamhadet er, at islams tilstedeværelse i Europa
ses som en dødelig trussel for demokratiet og den vestlige kultur. For en
islamhader findes der kun én slags islam og det er den, som man finder hos en
Osama Bin Laden. Hvis en muslim siger, at han eller hun er demokrat så ses et
sådant udsagn som udtryk for taqiya, for bevidst løgn. Alle muslimer ønsker
sharia-lovgivning af den barskeste skuffe. Og hvis der evt. skulle være
enkelte, der ikke ønsker det, så vil de bøje sig for det store flertal, der gør
det. Og ikke nok med det. Den muslimske indvandring er et led i en bevidst
strategi, der skal føre til islams snarlige magtovertagelse i Europa.
Katastrofen står lige for døren og hvis der ikke gribes ind nu ender europæerne
som dhimmier i kalifatet, dvs. vi kommer til at vandsmægte som muslimernes
slaver. Sådanne dæmoniserende tanker præger islamhadet. Det florerer i rigelig
grad på internettet, hvor den ene islamhadeblog kan bekræfte den anden
islamhadeblog i denne dystopi.

Set i forhold til islamhadet så er det i mine øjne
vanskeligt at komme til nogen anden konklusion end at Anders Breivik har taget
den oplagte yderste konsekvens af dette had. Hvis muslimerne i Europa nemlig
udgør den dødelige trussel som islamhaderne påstår, at de gør, så kan man ikke
troværdigt ville nøjes med at ville løse det muslimske problem vha. debat og
demokratiske tiltag. Religionsfriheden og respekten for det enkelte individs
rettigheder og værdighed, som fremgår af alle de europæiske demokratiers
forfatninger, umuliggør en lovgivning der vil forbyde islam eller fratage
muslimer deres borgerlige rettigheder, herunder retten til at udøve deres religion.
Hvis den muslimske fare er reel, sådan som islamhaderne påstår at den er, ja så
kan man altså ikke nøjes med de tiltag som er mulige i en demokratisk retsstat.
Disse kan kun være de indledende øvelser forud for det store opgør. Et opgør
som visse islamhadere nu er godt i gang med at forberede sig på.
Alt andet svarer til at råbe ”huset står i flammer!” og så ikke have noget
andet slukningsredskab parat end en vandpistol.

Også Anders Breiviks angreb på den socialdemokratiske ungdom
er sådan set logisk nok ud fra den islamhadske logik. Islamhadere hader også
dem, som de mener, har ansvaret for islams tilstedeværelse i Europa. Vil man
gøre Europa muslimfrit må man altså skaffe sig af med de ikke-muslimer, som vil
tage muslimernes parti i det store opgør. Allerede nu kan man på nettet finde
trusler om noget sådant.
Ja, Lars Hedegaard er jo også kommet med dunkle trusler om det store opgør
med dem, der har ansvar for det multikulturelle samfund. Forudsætningen for det
muslimfrie Europa er det socialist- og humanistfrie Europa.

Men set ud fra islamhadets logik begik Anders Breivik den
fejl at han slå til for tidligt, og at han slog til først. Jeg vil tro, at der
blandt dem, der er villige til at ophæve menneskerettighederne for muslimerne
og gå hårdt og brutalt til værks for at ”redde” Europa, er et stort flertal,
der ønsker at vente med at slå til indtil omstændighederne er de rette for det
store opgør. Det er de (heldigvis) ikke nu og dermed vil hans ufattelige
forbrydelse hæmme frem for at fremme deres sag. Især hvis vi fastholder, at
denne udåd ikke ”bare” var en enkelt syg mands syge handling men i stedet må
ses som det yderste resultat af islamhadets hærgen i debats sfæren.

Læs mere

Skrevet af den 24 jul, 2011 under Ikke kategoriseret | 2 kommentarer

Terror kan aldrig undskyldes

Der har siden den 11. september blandt højreorienterede
debattører og politikere været en stærk tendens til at sætte lighedstegn mellem
islam og terrorisme. Den nødvendige og selvfølgelige afstandstagen fra
religiøst baseret vold er gang på gang bevidst kammet over i en almen
dæmonisering af landets muslimer. At tage afstand fra en sådan dæmonisering af
mennesker, der udelukkende trækker på deres religiøse baggrund, er i mine øjne
en moralsk pligt. For voldelige ord kan føre til voldelige handlinger, hvad
terroren i Oslo jo også har vist med al sin tragiske tydelighed.

Desværre er der blandt venstrefløjens debattører og visse
muslimske debattører også dem, der går et utilgiveligt skridt videre.  Dette skridt består i at forsvare terroren med
henvisning til vestens overgreb mod muslimer verden over. Men lige meget om man
med rette eller urette føler sig uretfærdigt behandlet så er terror aldrig et
acceptabelt valg. Terror er en forbrydelse mod menneskeheden og skal ikke
kaldes for noget andet!

Efter at det er kommet frem, at manden bag terrorangrebene i
Norge, Anders Behring Breivik, har betegnet sig selv som nationalkonservativ og
at han har været en ivrig anti-muslimsk debattør ude på internettet, er der
blevet trængsel ved håndvaskende i de anti-muslimske miljøer.

Og selvfølgelig er det da rigtigt, at det at man er imod
islam ikke behøver at betyde, at man går ind for vold. Ligesom det helt store
flertal af muslimer er også det helt store flertal af antimuslimer ikke
terrorister. Om end man kan undre sig lidt over, at så mange af dem der har
råbt op om, at alle muslimer skal tage afstand fra muslimsk inspireret terror og
at mangel på vilje hertil viser, at man støtter denne terrorisme, nu enten
forbliver tavse eller med fornærmet stemme afviser, at de skulle have samme
ansvar mht. anti-islamisk inspireret terror.

Nej, der hvor argumentationen bliver utilgivelig er der,
hvor man undskylder eller retfærdiggør Anders Behring Breiviks massedrab. Lad
mig blot her citere nogle udpluk fra debatten:

”Endelig har jeg også tænkt at dette, rædselfulde, onde, som skete igår,
ja, det har indvandringen og de politikere der tillod indvandringen af muslimer
til vore lande, dybest set, også bragt over os. Det har skabt så dybe
skillelinier i vore folk, i familier, blandt venner (jeg har allerede mistet et
meget nært venskab over indvandrerspørgsmålet). Det HAR skabt had, fordi det er
det er det vigtigste spørgsmål overhovedet i vores tid. Spørgsmålet om vore
børns fremtid, om vore landes fremtid. DE hader DF og nationalkonservatisme,
JEG hader, i mørke stunder, dem der har bragt indvandringens ulykker over vores
land og folk.”

”Og ja, jeg forstår faktisk godt, at et ungt, kristent menneske kan begå
en så desperat handling nu om dage. Jeg kender selvfølgelig ikke det konkrete
motiv for Breiviks handling (HVIS han er gerningsmanden), men jeg føler mig
faktisk også nogle gange desperat og fortvivlet over det herskende moralske
forfald omkring os.”

”Jeg savner en erkendelse af, at denne tragiske hændelse fra en gal
mands side er fremkaldt af egensindige politikere, der har tilsidesat
folkeviljer, Danmarks Riges Grundlov og al folkelig medvirken, for at deres
drømmescenarium kunne virkeliggøres. De må have studeret de samme metoder, som
vi kender alt for godt fra Adolf Hitler og Joseph Stalin.”

Uddrag fra http://www.uriasposten.net/archives/27097#comments

”Det er dem som har tilladt den massive islamiske indvandring som har skabt en mand som Anders B.
som er (var) et godt menneske. Men vær opmærksom på at de ikke kun har skabt
Anders B. men mange andre. Stop islam ellers ender det desværre i total krig,
tænk på jeres børns fremtid!”

Uddrag fra debat tråden til http://kathrine.blogs.berlingske.dk/2011/07/23/anders-behring-breikvik/
Ligesom det gang på gang er blevet sagt til muslimerne må
det nu siges til anti-muslimerne: Tag afstand fra terroren! Lad være med at
undskylde den og give ofrene skylden! Tag i stedet et grundigt opgør med
ekstremisterne!

Hadprædikanter skaber vold, lige meget om de nu råber op om
jihad eller korstog! Lad det være læren af terroren i Norge.

 

 

 

 

Læs mere