Menu
Kategorier

Skrevet af den 2 sep, 2011 under Ikke kategoriseret | 3 kommentarer

Skader vielser af fraskilte børnene?

Debatten i Kristeligt Dagblad om folkekirkelige vielser af fraskilte synes, efter at den er gået i gang, slet ikke at ville stoppe igen. Det sidste indslag er et læserbrev skrevet af Eleonora Skov Andersen, cand.theol. og familieterapeut samt Leif Andersen, lektor og rejsepræst.

Indledningsvis søger de to debattører at lave en klar skelnen mellem skilsmisse som en verdslig sag, som de mener er et nødvendigt tilbud i samfundet og som de, uden dokumentation, påstår at Jesus skulle bakke op om og så kirkelige vielser af fraskilte, som de mener klart har Bibelen imod sig. At skelne mellem ægteskabet som en verdslig ordning og ægteskabet som en kirkelig ordning er imidlertid et fænomen af nyere dato og et resultat af samfundets sekularisering. At ville tilskrive Jesus en sådan skelnen er ahistorisk.

Men nu er teologien heller ikke det væsentlige i dette debatindlæg. I stedet lægger de to debattører meget vægt på, at børnene fra det nedbrudte ægteskab kan opleve den ene forældres nye ægteskab som en begravelse af deres fars og mors ægteskab. Påstanden er, at præsten ved at vie den fraskilte slukker barnets håb om at dets far og mor kan blive forsonet igen.

Selvom de to debattører indrømmer, at der findes skilsmisser og nye ægteskaber, som børnene glæder sig over, er det tydeligt, at det ikke er de børn, som de føler sig kaldet til at være talerør for. Hvad jeg savner i Eleonora Skov Andersens og Leif Andersens debatindlæg er den indsigt, at et skilsmissebarn faktisk kan knytte sig til sin stedfar eller stedmor. At far eller mor skal gå fra sin nye partner til fordel for den anden biologiske forældre kan  meget vel være nogle skilsmissebørns håb, men det kan så sandelig også være nogle skilsmissebørns skræk. Det er som om de to debattører ikke har medtænkt det forhold, at et nyt ægteskab jo typisk indgås flere år efter at det forudgående brød  sammen – og efter et længerevarende samliv med den nye partner. Skilsmissebørnenes liv ville derfor i de fleste tilfælde blive kastet ud i et nyt brud med alle de smerter det kan udløse, hvis ”håbet om at far og mor vil finde sammen igen” blev opfyldt. Måske de børn, der glæder sig over at far elle mor bliver gift igen i kirken, bl.a. gør det fordi de ser det som udtryk for, at der venter deres nye familie stabilitet og sammenhængskraft i fremtiden?

Hvad Eleonora Skov Andersen og Leif Andersen helt synes at hav e overset er i øvrigt, at mange fraskilte får børn med deres nye partner. Prisen for at ”far og mor skal finde sammen  igen” vil altså ofte være, at nogle andre børn, barnets egne søskende!, bliver til skilsmissebørn. Mon dog ikke mange skilsmissebørn, der har fået en ny søster eller bror, vil værge sig ved at ønske, at han eller hun skal blive skilsmissebarn? Mon ikke de vil være bange for, at en ny skilsmisse vil adskille dem fra de søskende som de fik som følge af far eller mors nye parforhold?

I stedet for mere eller mindre bevidst at gå rundt at håbe på, at man ved at afvise at vie fraskilte kan destabilisere deres nye parforhold til fordel for det nedbrudte, kunne man  tage udgangspunkt  i, at det alt andet lige ofte vil være bedst både for børnene og de voksne, at det nye forhold gives trygge og stabile rammer.  Ikke bare af staten  men også vha. at kirken lyser Guds velsignelse over det nye forhold i håbet om, at børn såvel som voksne hermed  kan få Guds hjælp og bistand til at blive forskånet for nye brud.

Læs mere

Skrevet af den 20 aug, 2011 under Ikke kategoriseret | 0 kommentarer

Foranderlige ritualer i en foranderlig verden

Ritualer, religiøse og/eller ikke-religiøse, spiller en rolle i de fleste menneskers liv. Ritualer er noget, som man kan have stærke følelser overfor. Ritualer behøver ikke at handle om religion, men en religion kan ikke eksistere uden ritualer, for religion handler ikke bare om forestillinger men er også noget som man gør.

Ritualer trækker ofte på følelser, som vi kan have svært ved at sætte ord på, og derfor reagerer man måske også afvisende, når et ritual bryder med ens indbyggede ritualfornemmelse. F.eks. havde jeg for et par år siden en elev, der reagerede meget afvisende på et Youtube klip, som jeg viste klassen. Klippet viser en barnedåb i folkekirken, og det var faktisk derfor, at jeg viste det, men til allersidst ser man præsten stå oppe på prædikestolen, hvor han spiller guitar og synger en moderne dåbssalme.  Det syntes min elev var meget for galt, for man spiller da ikke guitar i en kirke, mente hun. Det var jo så en god anledning til at tale om den skelnen mellem helligt og profant, som også synes at spille en stor rolle i religionernes verden. En kirke kan ses som et helligt sted, og derfor kan man forvente, at det man ser i kirken understreger, at vi har med en anden virkelighed at gøre end dagligdagens: Præsten har mærkeligt tøj på, man bruger tekster og fagter, som man ikke benytter sig af i hverdagen, og musikken er ligeledes ganske anderledes end dagligdagens. Når en præst så lige pludselig står og spiller på et instrument fra den profane verden, nemlig guitaren, ja så kan det virke stødende, fordi han dermed blander kategorierne. Og kategori-blandinger har mennesket en tendens til at føle sig ile berørt af.

Et andet interessant fænomen er, at mange forbinder ritualer med noget, der er meget gammelt. Ritualer antages at være noget, der kan føres helt tilbage til tidernes morgen, eller i hvert fald til en religions start, hvis vi taler om de såkaldte historiske religioner, hvor man kan tidsfæste en sådan. Derfor vil mange måske føle, at selve ideen om et nyt ritual er absurd, for hvis ritualer skal være ældgamle for at være autentiske og for at de kan have virkning, ja så kan man jo ikke indføre nye ritualer. Hvis man imidlertid ser på de såkaldte historiske religioner, dvs. de religioner hvor man kan, eller tror at man kan, angive hvornår religionen blev grundlagt og hvor vi har en skriftlig overlevering, der gør, at man kan følge dens historiske udvikling, da vil man se, at ritualer som nu er centrale ikke altid har fulgt religionen fra starten af. F.eks. havde oldkirken ikke noget vielsesritual.

Et lignende træk er, at mange forventer eller går ud fra, at ritualer er forblevet de samme over tid. Her trækker man på samme hammel: ritual og ælde hører sammen. Men det er også udtryk for et eksistentielt behov: I og med at man siger og gør det samme som man tror at talløse generationer har gjort lige tilbage til urtiden, kan man få en oplevelse af, at ritualet forbinder en med fortiden, forankrer en i en ellers flydende verden. Hvis man igen ser på de historiske religioner som f.eks. kristendommen vil man imidlertid se, at de nuværende ritualer ofte er undergået betydelige forandringer over tid. Det gælder f.eks. et ritual som dåben, som oprindeligt indebar fuld neddykning i vand, mens den i dag i mange kirker praktiseres ved at den der skal døbes får øst lidt vand på hovedet.

Årsagerne til indførelsen af nye ritualer og forandringer af de eksisterende kan være mange. En meget væsentlig er det forhold, som udtrykkes med de latinske ord: Lex orandi, lex credendi, dvs. bønnens lov er troens lov. De ritualer man udfører, afspejler den tro man har. Når den teologiske forståelse af et forhold ændrer sig, vil den rituelle praksis også ændre sig, om end det ofte sker med en vis forsinkelse i forhold til det teologiske nybrud. I modsætning til hvad mange tror, ændrer religioner sig faktisk over tid. Religionerne er nemlig med til at forandre verden – og verden er med til at forandre religionerne.

Læs mere

Skrevet af den 17 aug, 2011 under Ikke kategoriseret | 16 kommentarer

Folkekirkepræsternes inkonsekvente frihedsrettigheder

Der kører for tiden en omfattende debat om folkekirkepræster, der ikke vil vie fraskilte, foranlediget af sagen om Kristkirken i Kolding, hvor samtlige tre præster ikke vil vie sådanne.

Hvad jeg savner her er en debat om den bemærkelsesværdige inkonsekvens der ligger bag den nuværende folkekirkelige frihedsordning, der giver folkekirkepræster lov til at nægte at vie fraskilte og som, hvis det kommer til et regulært folkekirkeligt ritual for homoseksuelle par, også vil give præster med ondt i samvittigheden retten til at nægte, at velsigne eller vie disse.

Det forholder sig nemlig sådan, at en præst i folkekirken ikke har lov til at nægte et medlem af folkekirken nadveren. I lutheransk kristendom er det ellers et nybrud. Luther krævede, at man som præst kun skulle give nadveren til dem som man mente have en oprigtigt tro mens ubodfærdige skulle afvises – og så skulle man i øvrigt gå til skrifte hos præsten før man gik til alters. Sammenhængen mellem skriftemål og nadver og præstens principielle ret til at afvise nadversøgende holdt sig helt op til starten af 1900-tallet hvor den blev afløst af skikken med det åbne nadverbord. I 1968 kom der så en kongelig forordning om, at alle medlemmer af folkekirken har ret til at modtage nadveren.

Man må jo spørge sig om hvilke teologiske prioriteringer der ligger bag, at en præst gerne må afvise at vie fraskilte og homoseksuelle men ikke må afvise at give gengifte fraskilte eller samlevende homoseksuelle nadveren? Skal det forstås på den måde, at ægtevielsen opfattes som mere central end nadveren og det er derfor, at præster har ret til at følge deres samvittighed mht. forrettelse af vielser men ikke mht. uddeling af nadveren? Eller skal det omvendt opfattes således, at man opfatter nadveren som det centrale, hvor man må nægte præster samvittighedsfrihed mht. udøvelsen af deres embede, mens vielser opfattes om en biting, hvor man kan give dem en vis frihed?

Og hvis man som præst mener, at ens lydighed mod Guds bud forpligter en til at nægte, at vie fraskilte og homoseksuelle, hvordan kan man så mene, at det er ok at give dem nadveren, hvor de jo får tilsagt deres synders forladelse?

 

Læs mere

Skrevet af den 14 aug, 2011 under Ikke kategoriseret | 17 kommentarer

Læren om de gode og de dårlige frugter versus en grumset virkelighed

Jesus sagde: »Tag jer
i agt for de falske profeter, der kommer til jer i fåreklæder, men indeni er
glubske ulve. På deres frugter kan I kende dem. Plukker man druer af tjørn
eller figner af tidsler? Sådan bærer ethvert godt træ gode frugter, og det dårlige
træ dårlige frugter. Et godt træ kan ikke bære dårlige frugter, og et dårligt
træ kan ikke bære gode frugter. Ethvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges
om og kastes i ilden. I kan altså kende dem på deres frugter. Ikke enhver, som
siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør
min himmelske faders vilje.« Matt 7,15-21

Sådan lød denne søndags prædiken tekst – og den kære præst som jeg hørte havde tydeligvis lidt svært med at komme rundt om den. Og det er måske heller ikke så mærkeligt, for nem er teksten jo ikke.

For mig at se afspejler den en tid efter at Jesus vandrede her på jorden. Dvs. jeg tvivler på, at der er tale om originale Jesu ord. Snarere afspejler advarslen om de falske profeter de første Kristus troendes bitre erfaringer med mennesker, der udgiver sig for at tale på Jesu vegne men som skaber ulykker med deres lære.

Falske profeter har sandsynligvis været en stor udfordring for de første Kristus troende menigheder fordi profeter synes at have spillet en ikke ubetydelig rolle for i hvert fald nogle af disse menigheder. Kristus troen var i sin vorden – og de stridigheder som Paulus brevene afspejler viser hvor stor usikkerhed der var mht. hvad indholdet af den kristne tro skulle være. I en sådan situation var det ikke nemt at afgøre om en profet var troværdig eller ej. Læren om de gode og de dårlige træer og deres gode og dårlige frugter synes her at være et løsningsforslag på hvordan man kan håndtere en sådan vanskelig situation: En sand profets lære vil skabe gode resultater – en falsk profets lære vil skabe
dårlige resultater og omvendt, gode resultater viser, at læren er sand, dårlige at den er falsk.

Problemet er bare, at virkeligheden ofte er langt mere kompliceret end som så. F.eks. er det jo ikke nødvendigvis entydigt hvad en god eller en dårlig ”frugt” er. F.eks. kunne man jo mene, at en god frugt – et tegn på at en lære er sand, er at den skaber fred og harmoni. Men i Matt. 10, 34-37 fortæller Jesus, at han ikke er kommet for at bringe fred men sværd – dvs. at hans lære vil udløse strid og ballade helt ned på familieplanet. Her afspejles nok igen en tidlige kristen erfaring – men selvom strid i familierne vel typisk ikke vil blive set som en god frugt, drog de første kristne tydeligvis ikke den konsekvens, at Jesu lære så måtte være ond.

Et andet problem med læren om frugterne er, at det jo slet ikke er så nemt at afgøre hvad der er frugt af hvad. F.eks. ville katolikker kunne hævde, at Luthers lære ikke kan komme fra Gud fordi den førte til kirkespaltning. Men lutheranere ville her kunne svare, at kirkespaltningen slet ikke var Luthers skyld men i stedet skyldtes Paven, der ikke ville reformere kirken.

Mere grundlæggende set forholder det sig jo sådan, at hvis man tror, at træet er godt, så vil man være stærkt tilbøjelig til kun at se dets gode frugter. Hvis man derimod tror, at træet er ondt, ja så vil man være stærkt tilbøjelig til kun at se dets onde frugter. Det dualistiske verdensbillede, hvor man antager, at en sand lære kun kan medføre godt og at en falsk lære kun kan medføre ondt, lukker folks øjne
for den grumsede virkelighed, hvor selv den smukkeste lære kan misbruges til ondskab – og hvor dem, man er sikker på står for det onde, også kan finde på at gøre gode ting.

Sommetider bærer dårlige træer nemlig alligevel frugter, som kan bruges til noget godt. Man kan lave en dejlig spiseolie ud af tidsel frø. Og et godt træ kan bære dårlige frugter. Selv det bedste æbletræ kan havde rådne og ormstukne æbler. Synden gennemtrænger alt – men Guds nåde kan også finde selv den mindste sprække.

Læs mere