Foranderlige ritualer i en foranderlig verden

Ritualer, religiøse og/eller ikke-religiøse, spiller en rolle i de fleste menneskers liv. Ritualer er noget, som man kan have stærke følelser overfor. Ritualer behøver ikke at handle om religion, men en religion kan ikke eksistere uden ritualer, for religion handler ikke bare om forestillinger men er også noget som man gør.

Ritualer trækker ofte på følelser, som vi kan have svært ved at sætte ord på, og derfor reagerer man måske også afvisende, når et ritual bryder med ens indbyggede ritualfornemmelse. F.eks. havde jeg for et par år siden en elev, der reagerede meget afvisende på et Youtube klip, som jeg viste klassen. Klippet viser en barnedåb i folkekirken, og det var faktisk derfor, at jeg viste det, men til allersidst ser man præsten stå oppe på prædikestolen, hvor han spiller guitar og synger en moderne dåbssalme.  Det syntes min elev var meget for galt, for man spiller da ikke guitar i en kirke, mente hun. Det var jo så en god anledning til at tale om den skelnen mellem helligt og profant, som også synes at spille en stor rolle i religionernes verden. En kirke kan ses som et helligt sted, og derfor kan man forvente, at det man ser i kirken understreger, at vi har med en anden virkelighed at gøre end dagligdagens: Præsten har mærkeligt tøj på, man bruger tekster og fagter, som man ikke benytter sig af i hverdagen, og musikken er ligeledes ganske anderledes end dagligdagens. Når en præst så lige pludselig står og spiller på et instrument fra den profane verden, nemlig guitaren, ja så kan det virke stødende, fordi han dermed blander kategorierne. Og kategori-blandinger har mennesket en tendens til at føle sig ile berørt af.

Et andet interessant fænomen er, at mange forbinder ritualer med noget, der er meget gammelt. Ritualer antages at være noget, der kan føres helt tilbage til tidernes morgen, eller i hvert fald til en religions start, hvis vi taler om de såkaldte historiske religioner, hvor man kan tidsfæste en sådan. Derfor vil mange måske føle, at selve ideen om et nyt ritual er absurd, for hvis ritualer skal være ældgamle for at være autentiske og for at de kan have virkning, ja så kan man jo ikke indføre nye ritualer. Hvis man imidlertid ser på de såkaldte historiske religioner, dvs. de religioner hvor man kan, eller tror at man kan, angive hvornår religionen blev grundlagt og hvor vi har en skriftlig overlevering, der gør, at man kan følge dens historiske udvikling, da vil man se, at ritualer som nu er centrale ikke altid har fulgt religionen fra starten af. F.eks. havde oldkirken ikke noget vielsesritual.

Et lignende træk er, at mange forventer eller går ud fra, at ritualer er forblevet de samme over tid. Her trækker man på samme hammel: ritual og ælde hører sammen. Men det er også udtryk for et eksistentielt behov: I og med at man siger og gør det samme som man tror at talløse generationer har gjort lige tilbage til urtiden, kan man få en oplevelse af, at ritualet forbinder en med fortiden, forankrer en i en ellers flydende verden. Hvis man igen ser på de historiske religioner som f.eks. kristendommen vil man imidlertid se, at de nuværende ritualer ofte er undergået betydelige forandringer over tid. Det gælder f.eks. et ritual som dåben, som oprindeligt indebar fuld neddykning i vand, mens den i dag i mange kirker praktiseres ved at den der skal døbes får øst lidt vand på hovedet.

Årsagerne til indførelsen af nye ritualer og forandringer af de eksisterende kan være mange. En meget væsentlig er det forhold, som udtrykkes med de latinske ord: Lex orandi, lex credendi, dvs. bønnens lov er troens lov. De ritualer man udfører, afspejler den tro man har. Når den teologiske forståelse af et forhold ændrer sig, vil den rituelle praksis også ændre sig, om end det ofte sker med en vis forsinkelse i forhold til det teologiske nybrud. I modsætning til hvad mange tror, ændrer religioner sig faktisk over tid. Religionerne er nemlig med til at forandre verden – og verden er med til at forandre religionerne.