Religionsdebatten efter den 11. september
Den 11. september 2001 er en dag, der har præget sig dybt i
min bevidsthed. Jeg sad til et bestyrelsesmøde i Magistrenes A-kasse, da jeg
først hørte om terrorangrebet, men desværre var der ikke hos de andre stemning
for at afbryde mødet, så det var først da jeg kom hjem sent på aftenen, at jeg
kunne tænde for fjernsynet og dermed se hvad der var sket. Den 11. september
stod dengang og står den dag i dag for mig som en ubeskrivelig fej og
nederdrægtig forbrydelse. Allerede dengang var det mig klart, at den 11.
september ville forandre verden, men jeg havde, selvfølgelig fristes jeg til at
sige, ikke forestillet mig i hvilken grad det ville ske. For mig at se er
f.eks. USA’s deroute som supermagt uløseligt knyttet til George Bushs
ugennemtænkte reaktioner på terrorangrebet den 11. september.
Mht. hvad den 11. september har betydet for synet på
religion, i hvert fald her i Danmark, så er det vist et ret overset forhold, at
Undervisningsministeriet i 2001 var godt i gang med at udtænke
gymnasiereformen, og her var der stærke kræfter, der ønskede at afskaffe
religion som et selvstændigt fag i gymnasiet. Efter 11. september 2001 har jeg
ikke hørt mere om den ide. At selv gymnasiereformens bagmænd, der var
kendetegnede ved at have deres pædagogiske og faglige ben solidt placeret i
luften, nu godt kunne se fordelen i at de unge lærer noget om religion i
gymnasiet, siger lidt om den nytænkning den 11. september udløste.
Alt i alt har den 11. september helt klart øget interessen
for religion, men den har også ført til en dæmonisering af religiøse mennesker
(ikke kun men dog mest muslimer) samt, hvad igen ofte overses, terrorangrebet
bidrog til en regulær åndelig forarmelse.
Religionsdebatten har siden den 11. september nemlig i det
store hele udelukkende bestået af spørgsmålet om de politiske dimensioner som
religioner har hhv. tillægges. Ud over debatten om hvorvidt religion (ikke kun
men dog mest islam) skal fjernes fra det offentlige rum handler
religionsdebatten nemlig næsten udelukkende om hvorvidt islam er forenelig med
demokrati, kvinderettigheder etc. og om hvilken rolle kristendommen har spillet
mht. udviklingen af demokrati og velfærdsstat. Eller med andre ord, debatten
handler om hvorvidt islams tilstedeværelse i Europa er en trussel eller en
berigelse mht. vores demokratiske fremtid og om hvorvidt kristendommen kan
eller skal instrumenteres i en politisk kamp mod islam. Sagt på en anden måde:
religionsdebatten er i det store hele en debat om indvandrere, flygtninge,
integration, åbne eller lukkede grænser etc.
Når religion kun ses som et politisk fænomen, ja så kommer
alle de åndelige og eksistentielle spørgsmål til kort. Ingen gider rigtigt
diskutere hvor vi kommer fra, hvor vi går hen, hvad meningen med livet er, hvem
Gud er, hvorfra det onde kommer etc. På den måde er religion de facto
forsvundet fra det offentlige rum – i hvert fald hvis man vover at se religion
som noget, der ikke udelukkende men dog i meget høj grad handler om lige
præcist disse spørgsmål. Vi kan diskutere op og ned af stolpe hvorvidt der skal
indrettes bederum i skoler og i fængsler – men vi taler ikke om hvad bøn er,
hvordan man kan bede og hvad bøn betyder for os. Vi kan diskutere i lange baner
hvorvidt muslimerne må få egne gravpladser, men udenfor de kirkelige medier
diskuterer stor set ingen livet efter døden. Og sådan kunne man blive ved. Jeg
siger ikke, at denne åndelige ørken først blev skabt af den 11. september, men
terrorangrebet har bidraget til denne udvikling fordi det skabte et fokus på
religionernes politiske betydning på bekostning af alt andet.
I den politiske kampplads, som religion er blevet til, er
der ikke plads til åndeligt søgende mennesker, hvis spørgsmål der ligesom ikke
er tid til, nu når alt handler om at positionere sig indvandringspolitisk. Måske
er det derfor ikke så mærkeligt, at mange af de åndeligt søgende tyer til
buddhisme og new age, der har formået at holde sig udenfor den politiske
instrumentalisering.
Jeg synes, du har en rigtig god pointe.
Verden forandrede sig grundlæggende den 11. september – men på to planer.
Det ene var, at det ”utænkelige” skete. Jeg kan huske, at jeg dengang tænkte: At selvfølgelig vidste vi mennesker godt, at der findes så mange ødelæggende våben i verden, at hvis der vitterligt var nogen, der var tilpas vanvittige, så kan det rent hypotetisk godt lade sig gøre, at udrydde hele jorden og menneskeheden. Men indtil 11. september, var der bare ikke nogen, der troede, at der var nogen, der kunne finde på at være så vanvittige. Den grænse rykkede sig.
Den anden grænse, der rykkede sig, var, at der opstod det, jeg vil kalde en ”rationaliseringsbølge”. Den åndelige og religiøse dimension var ”farlig” og ukontrollabel – mennesker blev ”vanvittige” af religion og alt det åndelige. Og på den måde, blev det også et tilbageslag for den åndelige og religiøse livsdimension.
Hvis vi kigger på mange religionsdebatter – så har de netop en tendens til at blive meget rationelle, det vi i nogle tilfælde kan kalde dogmefikseret, og i andre tilfælde politiseret – og den åndelige dimension forsvinder nogen gange helt ud af billedet.
Hvor meget, der kan tilskrives 11. september – kan jo så altid diskuteres – men det har da uden tvivl bidraget meget kraftigt til den generelle opfattelse af religion – og den måde religion bliver debatteret på.
Bedste hilsner Ulla
Kære Karen!
Ja, der har du en væsentlig pointe!
Som Ulla skriver, er det måske ikke bare den voldsomme fokusering på det politiske, der har ført til den åndelige forarmelse; men den megen debat om politikken er med til at vanskeliggøre det at udtrykke sig religiøst, uden at blive misforstået.
Derudover frygter jeg, at 22.07 vil kunne forværre denne tendens yderligere. De mange forsøg på at udpege syndebukke blandt folk, man er politisk uenig med på nævnte områder, falder mere i øjnene end de besindige forsøg på eftertanke og kulturel selvkritik.
De nuancer er der ikke plads til. Slet ikke til at se den åndelige styrke i selvkritik.
Det er politisk risikofrit at overføre sin religions-frygt på kristendommen, så den kristne arv, der tilsiger os “at gribe i egen barm”, i stedet kan tages som en bekræftelse på, at kristentroens indflydelse på europæisk kultur bør glemmes hurtigst muligt.
Enhver modstand mod kulturel selvudslettelse kan nu stemples: nationalkonservatisme og korstogsideologi!
Hvad bliver så muligt? Buddistisk verdensfjernhed eller ren materialisme?
Nå, så pessimistisk er jeg ikke altid…
Karen:
Måske man kunne skelne mellem at ville have korset på flaget og så at have korset i hjertet? Kampen for og i mod “korset på flaget” overser, sådan som jeg ser det, at det kristeligt set vel er afgørende, at korset er i hjertet. Ligger der i kampen om at se kristendommen som det alt afgørende element i de europæiske landes historie og kultur ikke også en implicet indrømmelse af at kristendommens værdi udelukkende består i dens sekulære aspekter mens at dens åndelige budskab ikke rigtigt har noget at tilbyde det moderne menneske? Eller sat på spidsen: Blev Gud menneske i Jesus Kristus, døde og genopstod han for at muliggøre demokrati og velfærdsstat?
Mht. hele spørgsmålet om skyld og ansvar kunne man jo i øvrigt med fordel se på det kristne syndsbegreb. Det onde findes ikke bare hos “de andre” men altid også hos os selv. Og syndserkendelse er ikke udtryk for svaghed eller kulturel selvudslettelse men, når den kombineres med troen på tilgivelsens mulighed, en vej til frihed.