Menu
Kategorier

Skrevet af den 23 jul, 2011 under Ikke kategoriseret | 3 kommentarer

Had dræber

Som så mange andre er også jeg dybt rystet over det
massemord som er blevet begået i Norge. Mindst en person har i sit had til det
norske samfund og til unge socialister dræbt mindst 91 personer. Vi ved endnu
ikke meget om denne person, og ej heller om han har handlet alene eller er
blevet hjulpet af andre. Men indtil videre ser det ud til at han har
forbindelse til det ydre højre/de ekstremt islamkritiske grupperinger.

Men basalt set, hvad der nu end konkret ligger bag denne
uhyrlige forbrydelse, så handler det om had. Et afgrundsdybt had hvor man ikke
længere ser dem man er uenige med som ens medmennesker men som ens fjender som man
har ret ja måske sågar pligt til at dræbe i en højere sags tjeneste.

Så hvad vi kan lære af denne tragedie er at had dræber. Had
skal man ikke spøge med. Had er ikke ædelt. Had er farligt. Den der hader gør
sig til redskab for ondskaben. Så lad os sige nej til hadet i alle dets afskygninger!

Læs mere

Skrevet af den 19 jul, 2011 under Ikke kategoriseret | 1 kommentar

Dansk Bibelinstitut, Menighedsfakultetet og teologi som videnskab

Det fremgår af Kristeligt Dagblad fra den 18.7.2011, at den folkekirkelige højrefløjs to teologiske
uddannelser, nemlig Dansk Bibelinstitut og Menighedsfakultetet, står overfor at
miste deres licens fra University of Wales og dermed også muligheden for at
tilbyde deres studerende en bachelorgrad i teologi. Hvis det ikke lykkes for Dansk
Bibelinstitut og Menighedsfakultetet at finde et andet universitet, der vil
give dem en licens, så vil deres studerende fremover ikke kunne få godskrevet
deres uddannelse på universiteterne, men må i stedet tage hele deres uddannelse
på disse hvis de vil opnå en teologisk kandidatgrad og dermed også få adgang
til at blive præst i folkekirken.

Dansk Bibelinstituts og Menighedsfakultetets støtter gør
meget ud af at fremhæve, at disse institutioner tilbyder en teologisk
uddannelse der er både videnskabeligt funderet og af høj faglig kvalitet. Men,
må man spørge sig, hvis dette er tilfældet hvorfor har de så ikke kunnet finde
et lidt mere troværdigt universitet til at give dem en licens end University of
Wales, der er kommet i søgelyset for at certificere tvivlsomme uddannelser, herunder et tvivlsomt amerikansk Bibel college?

Det lyder i hvert fald bemærkelsesværdigt, at University of
Wales nu ikke længere vil certificere Dansk Bibelinstitut og Menighedsfakultetet
fordi de mangler ekspertise i dansk. For det betyder vel, at de hidtil har
givet licens til uddannelser hvis indhold de nu indrømmer de ikke har været i
stand til at bedømme?

Under alle omstændigheder må det jo undre, at folkekirkens
højrefløj, der vel alt andet lige ikke er styrtende rig, bruger store summer på
at finansiere deres egne teologiske uddannelser nu når der findes hele to statsfinansierede
forskningsbaserede af slagsen her i landet, hvis deres mål altså udelukkende er
at sikre videnskabeligt baserede teologiske uddannelser af højt fagligt niveau.
Så ville pengene nemlig være langt bedre brugt på at understøtte de teologiske
fakulteter i København og Århus.

Noget helt andet er hvad videnskab i det hele taget er, og
hvornår en uddannelse kan siges at være videnskabelig. Se, her kunne der nævnes
mange ting, men jeg vil her vælge at tage noget ud som er helt fundamentalt for
videnskabelighed sådan som den har været defineret i Vesten siden
oplysningstiden, og det er, at videnskabelige forklaringer aldrig kan inddrage
overnaturlige instanser og fænomener. Psykologien kan ikke bruge
dæmonbesættelse som en forklaring på psykiske forstyrrelser, historievidenskaben
kan ikke forklare historiske begivenheder med Guds indgriben, biologien kan
ikke bruge en intelligent designer som en forklaring på livets opståen, og en
videnskabelig teologi kan ikke opfatte de bibelske skrifter som Guds
ufejlbarlige ord men må i stedet se dem som tekster forfattet af mennesker.

For at teologi kan kalde sig for videnskabelig må den altså
tage udgangspunkt i at kristendommens hellige tekster, dogmer og ritualer er
menneskeskabte fænomener som man kan udforskes vha. de samme metoder som man
kan udforske andre religiøse, historiske og kulturelle fænomener med. Kun hvis
det er et sådant udgangspunkt der er det bærende for uddannelserne på Dansk
Bibelinstitut og Menighedsfakultetet kan man hævde, at de grundlæggende set er
videnskabsbaserede uddannelsesinstitutioner (selvom der også er andre forhold
der skal inddrages, så som f.eks. undervisernes uddannelsesniveau, mængden af
publikationer i anerkendte videnskabelige tidsskrifter etc.)

Men, må man jo så igen spørge sig, hvis Dansk Bibelinstitut
og Menighedsfakultetet altså tilbyder den samme type videnskabeligt baseret
teologisk uddannelse som de teologiske fakulteter her i landet gør, hvad er så
formålet med disse uddannelser? Hvorfor vil folkekirkens højrefløj bruge store
summer på at tilbyde egne teologiske uddannelser hvis deres præstestuderende
kan få det samme leveret gratis inklusive SU på de teologiske fakulteter?

Læs mere

Skrevet af den 8 jul, 2011 under Ikke kategoriseret | 0 kommentarer

Lokker klosterlivet?

Hvis man skal tro Kristeligt Dagblad fra den 8.7.2011 så
findes der en ikke ubetydelig efterspørgsel efter en art protestantisk
klosterliv her i Danmark. Erik Bjerager, Kristeligt Dagblads chefredaktør,
strømmer i en leder over af begejstring for dette katolsk inspirerede ”nybrud”
i dagens folkekirke. Og det er jo ikke så mærkeligt al den stund, at han plejer
at elske alt det katolske.

Midt i al denne klosterbegejstring var det imidlertid måske
på sin plads at gøre opmærksom på, at det traditionelle katolske klosterliv i
den vestlige verden befinder sig i en dyb krise. Den katolske kirke i Danmark
har alene i år således måtte vinke farvel til tre ordenssamfund (franciskanerne,
assumptionssøstrene og Karl Borromæussøstrene). Hvis den nuværende udvikling
ikke vender vil der næppe være noget katolsk kloster tilbage i Danmark om 20
år. Og det er ikke bare i Danmark, at klosterlivet er i krise, det er det
faktisk i hele den vestlige verden. Kun enkelte nye fællesskaber samt de
klostre, der rekrutterer blandt traditionalistiske katolikker, synes at have
noget reelt langtidsperspektiv i den vestlige verden.

Siden det Andet Vatikankoncil (1962-1965), der gennemførte
nogle gennemgribende reformer af ordenslivet, er antallet af de såkaldte
ordenskald (personer der føler sig kaldet af Gud til at blive munk eller nonne)
faldet drastisk. Og ikke nok med det, ganske mange af dem, der har aflagt de
såkaldte evige ordensløfter, vælger efter et stykke tid at forlade klosterlivet
igen. Sådan som situationen ser ud i dag kan de traditionelle ordenssamfund
derfor reelt set kun overleve i Vesten hvis de får tilført munke og nonner fra
den tredje verden, hvor der er rigeligt med ordenskald, men det vil ikke være
andet end en kunstig livsforlængende behandling af en dødende livsform.

Forklaringerne på det katolske klosterliv i Vestens dødskamp
er mange. Oplagte forklaringsforsøg er f.eks. at henvise til at Det Andet
Vatikankoncil og ikke mindst tiden efter dette udløste en identitetskrise
blandt mange ordensfolk. I tiden før koncilet var det almindeligt at se
ordenslivet som det liv man burde føre hvis man virkeligt mente det alvorligt
med sin tro – efter koncilet blev denne ide udfordret af ideen om at livet som
præst, munk eller nonne blot er en af flere lige gode måder at leve sit liv som
katolik på. Ordenslivets status som elitekristendom er altså kommet under pres
samtidigt med at de grundlæggende ofre, som det kræver, nemlig cølibat, en
beskeden livsstil og afkaldet på personlig selvbestemmelse, er forblevet de
samme. I de moderne velfærdssamfund virker klosterlivet ej heller så
tiltrækkende på dem, der bevidst eller ubevidst søger efter muligheden for en
gratis uddannelse og livslang forsørgelse som det gjorde hhv. gør i mere
materielt fattige samfund.

Nuvel, det klosterliv som Kristeligt Dagblad sværmer for
virker som et forsøg på at skabe en senmoderne model hvor der ikke er pligt til
cølibat og hvor man ikke nødvendigvis skal binde sig for livet. Men alligevel
virker projektet lidt naivt på mig. Jeg kan sagtens forstå længslen efter
åndelige oaser, den føler jeg såmænd også selv. Men klosterlivet er ikke nogen
garanti for dyb åndelighed. Ånden blæser som den vil og lader sig efter min
mening og erfaring ikke fange i faste klosterlivsstrukturer. Jeg har mødt ordensfolk
som alle svagheder til tros var dybt åndelige mennesker, men jeg har mødt
flere, der var præget af den åndelige middelmådighed som de fleste af os andre
må kæmpe med.

At en 83-årig pensioneret folkekirkepræst kan drømme om
klosterliv virker også realitetsfjernt. Intet klosterfællesskab jeg kender til
vil optage en person i den alder, simpelthen fordi man som 83-årig ikke vil
kunne yde ret meget ret længe for fællesskabet, men i stedet hurtigt vil blive
plejekrævende. Klosterliv handler nemlig om andet end blot at bede en masse
bønner og at hygge sig sammen med ligesindede og føre åndelige samtaler– det handler
også om rengøring, madlavning og udførelse af erhverv som kan sikre
fællesskabets økonomi. Det handler om at kunne give afkald, det handler om at
skulle ofre sig uden nødvendigvis at få noget igen sådan lige nu og her. Ordensliv
er altså med andre ord hårdt arbejde! Langt de fleste af dem, der tror, at det
er den rette vej for dem, finder ud af at de ikke kan bære det i længden.

Uforpligtende bofællesskaber med et kristent udblik, hvor
den enkelte selv står for sin egen økonomi og hvor evt. plejekrævende kan få
den hjælp udefra som andre borgere kan få, kunne der derimod måske nok være en
fremtid i. Jeg ser imidlertid ingen grund til at kalde sådanne kollektiver for
klostre da det fælles liv ikke vil være bundet op på klosterlivets tre søjler,
nemlig lydighed, fattigdom og cølibat. Hvorfor ikke bare kalde dem for kristne
kollektiver?

Læs mere

Skrevet af den 8 jul, 2011 under Ikke kategoriseret | 2 kommentarer

Når pengene i kisten klinger

De ældre generationer her i landet har sikkert i skolen hørt
udtrykket ”når pengene i kisten klinger straks sjælen ud af skærsilden springer”,
en lille remse som man fra protestantisk hold traditionen tro har tillagt de
katolske afladshandlere på Luthers tid. Ja, faktisk kan man selv blandt de unge
finde en del der har hørt om afladshandelen, så øjensynligt undervises der stadig
væk om den rundt omkring på landets skoler. Nu er det de færreste der sådan har
forstået hvad aflad egentligt er for noget, men hvad de fleste synes at have
tilegnet sig er en overbevisning om at den katolske kirke er meget rig. Så
måske det kom som en overraskelse for de fleste at Kristeligt Dagblad her for
nyligt skrev om at den katolske kirke i Danmark har en dårlig økonomi?

Nu er der jo sådan set ikke noget nyt i at den katolske
kirke må kæmpe med økonomiske problemer – faktisk var afladshandelen jo et
(lidt for) kreativt forsøg på at skaffe kolde kontanter til pavemagtens slunkne
pengekister. Kister som var blevet tømt pga. store udgifter til regionale
krige, opførelse af Peterskirken og pavernes generelt ødsle liv.

Hvis vi ser på de aktuelle økonomiske problemer som den
katolske kirke i Danmark må døje med, ja så forsøger nogen jo at forklare dem
med at landets katolikker er vrede over biskoppen i al almindelighed og over
hans håndtering af sexmisbrugskrisen sidste år i særdeleshed og derfor nægter
at støtte kirken økonomisk. Den vrede kan jeg sagtens forstå, men den har altså
næppe nogen nævneværdig betydning for den katolske kirkes dårlige økonomi. Mig bekendt
har den katolske kirke, der genopstod i Danmark i forbindelse med indførelsen
af religionsfrihed i 1849, nemlig aldrig kunnet finansiere sig selv men har i
stedet altid været afhængig af økonomisk og personalemæssig støtte udefra.

Den katolske kirkestruktur, der blev opbygget i Danmark
efter 1849, var nemlig udformet med det klare mål at landet skulle vindes
tilbage til ”Moderkirken”. Derfor blevet Danmark plastret til med katolske
kirker samt hospitaler, plejehjem, børnehjem og skoler. Man opbyggede et
fintmasket net der skulle fange i massevis af sjæle. Men de store masser blev
det nu aldrig til.

Det velfærdssamfund som tog fart i Danmark siden 1960’erne
har taget livet af de katolske institutioner, bort set fra skolerne, som kan
drage fordel af de store offentlige tilskud som private skoler får samtidigt
med, at der blandt landets forældre er en stor efterspørgsel efter alternativer
til folkeskolen. Men kirkerne er der endnu og de koster.

Hvis Danmarks katolikker ville betale kirkeskat kunne den
katolske kirkes økonomi dog måske godt løbe rundt også uden økonomisk støtte
udefra. Men det gør flertallet af dem ikke – og det har de aldrig gjort. Det er
jo højst 20 % af Danmarks ca. 35.000 katolikker der bruger den katolske kirke
regelmæssigt. Og det er nok også her, at man skal søge efter de potentielt
betalingsvillige. Blandt resten er holdningen måske mest den, at der jo ikke er
grund til at betale for noget som man indtil videre problemfrit kan få lov til
at bruge efter (det ret sjældne) behov uden, at skulle betale herfor. Jeg
mener, hvor mange af folkekirkens medlemmer ville betale deres kirkeskat hvis
de for det første selv skulle stå for indbetalingen og for det andet kunne være
medlem uden at betale?

Det er derfor sådan set ikke så mærkeligt, at den katolske
kirke i Danmark kæmper for at staten skal indkræve kirkeskatten for den,
ligesom staten gør det for folkekirken. Men det er ikke nogen realistisk
løsning. For udviklingen går i retning af at båndene mellem folkekirken og
staten i en overskuelig fremtid vil blive kappet snarere end mod at der bliver
etableret folkekirkelignende ordninger for andre trossamfund. For skal den
katolske kirke have en sådan hjælp fra staten så skal muslimerne jo også – og der
er vist ikke ret mange partier i det nuværende eller snart kommende folketing
der vil have lyst til at stemme for det.

I en tid, hvor den katolske kirke i Danmark ikke længere kan
regne med at blive støttet økonomisk af det katolske udland – og hvor man i
øvrigt, hvad er langt alvorligere, heller ikke længere kan regne med at blive
støttet med præster og nonner, er der derfor næppe nogen vej udenom at man må
skrumpe. Skrumpe vil man under alle omstændigheder, om man kommer til at gøre
det på en sund måde kan man imidlertid have sine tvivl om – ikke bare mht. den katolske
kirke i Danmark men også mht. den katolske kirke i hele den vestlige verden.

 

Læs mere