Menu
Kategorier

Skrevet af den 30 jun, 2011 under Ikke kategoriseret | 2 kommentarer

Religiøse særhensyn eller retten til blufærdighed

Asmaa Abdol-Hamid blev aldrig nogen succes som
folketingskandidat, men hendes evne til at komme i medierne var og er fortsat
ganske fortræffelig. Nu er hun f.eks. kommet i medierne fordi hun afviste at
smide sin jakke i forbindelse med en sikkerhedskontrol i en lufthavn i Schweiz
hvorefter hun blev nægtet adgang til sit fly.  Asmaa Abdol-Hamid beskylder ifølge Politiken nu
myndighederne for diskrimination – bl.a. med henvisning til at man ikke gik ind
på hendes kompromisforlag om at tage jakken af bag en skærm.

Mht. argumentet om religiøs diskrimination ja så holder det
jo næppe al den stund, at alle jo øjensynligt skulle smide evt. jakker i
sikkerhedskontrollen og at ingen fik tilbudt at gøre det bag en skærm.  Diskrimination er det jo, hvis man nægtes de
samme rettigheder som andre får, f.eks. pga. ens religion. At man nægtes retten
til at blive fritaget fra at skulle følge de regler som alle andre skal følge
kan derfor ikke uden videre kaldes for diskrimination.  Muslimer der som alle andre skal smide jakken
i sikkerhedskontrollen bliver derfor lige så lidt diskrimineret som katolske
adoptionsbureauer, som får at vide, at de lige som andre adoptionsbureauer ikke
må afvise homoseksuelle par som adoptivforældre, bliver det.

Personligt har jeg det ikke særligt godt med alle de har
krav om at man skal fritages fra at følge de almindelige samfundsregler med
henvisning til ens religion. Det skal så ikke forstås som at jeg nu går ind for
at muslimske børn skal tvinges til at spise svinekød eller at muslimske kvinder
skal vælge mellem et job og deres evt. tørklæde.  Hensyntagen indenfor de generelle rammer for
vores sameksistens er nemlig ikke det samme som kravet om at blive fritaget fra
at skulle følge de regler som skal sikre disse. Men det undergraver
sammenhængskraften i samfundet hvis de almindelige regler for samfundets
borgere kun gælder for dem, der mener, at de er forenelige med deres religiøse
overbevisning.

Noget helt andet er, at vi i mine øjne savner en generel
diskussion af retten til blufærdighed, og det uanset ens religiøse
forestillinger. I en tid hvor der ellers er meget fokus på individets ret til
selvudfoldelse burde der også kunne findes løsninger til dem, der uanset årsag ikke
bryder sig om at skulle afklæde sig i det offentlige rum.

Læs mere

Skrevet af den 1 jun, 2011 under Ikke kategoriseret | 3 kommentarer

Hijra – en kompleks identitet og rolle

Der har i de senere år været en voksende interesse i Vesten
for de såkaldte hijras – en gruppe af mennesker der lever i Indien, Pakistan og
Bangladesh. En hijra er en biologisk mand der går i kvindetøj og som ideelt set
giver afkald på sex ved at lade sig kastrere og i denne forbindelse ofrer sine
kønsdele til den hinduistiske gud Bedhraj Mata. Som følge af denne religiøse
kastration antages en hijra at have visse magiske evner, især evnen til at
kunne velsigne nygifte og nyfødte med frugtbarhed. De lever på kanten af det
etablerede samfund, og de bliver mødt både med en vis respekt og en del foragt.

Hijras lever i hierarkisk opbyggede fællesskaber – og for at
kunne blive anerkendt som en autentisk hijra skal man rituelt havde tilsluttet
sig en gruppe af hijras og underordnet sig en guru.

Som den indiske antropolog og kønsforsker Gayatri Reddy skildrer
det i sin meget velskrevne bog ”With Respect to Sex – Negotiating Hijra
Identity in South India” så er hijra identiteten og rollen en meget kompleks størrelse,
da den trækker på en række indiske forestillinger om køn, seksualitet, kaste,
klasse og religion.

F.eks. er det oplagt at ville spore hijra identiteten og
rollen langt tilbage i den indiske religionshistorie. Hinduismen kender f.eks.
til en række fortællinger om guder, der skifter køn. Dertil kommer, at hijra
identiteten og rollen helt klart trækker på det indiske askeseideal hvor den,
der forsager familielivet og seksualiteten – og dermed faktisk gør oprør mod den
etablerede samfundsorden – mødes med stor respekt bl.a. fordi det antages, at
den der på denne måde befinder sig på kanten af samfundet er udstyret med
særlige magiske egenskaber.

Men samtidigt med at hijras altså har en forbindelse til
hinduismen, hvad jo også viser sig ved at de dyrker den hinduistiske gud Bedhraj
Mata, så definerer hijras sig som muslimer. Således skal man konvertere til
islam for at kunne blive hijra. Hijra kulturen er da også stærkest i de områder
af Indien hvor der er flest muslimer. Alt i alt er det derfor oplagt at se
hijra identiteten og rollen som et fænomen, der ikke bare har rødder i
hinduismen men også i islam, nærmere betegnet i den anerkendelse og respekt som
eunukker blev mødt med i den muslimske verden i tiden før den europæiske
imperialisme, der på mange måder greb ind i  f.eks. indernes moralnormer og værdi sæt.

Men ikke nok med at hijras altså nedbryder forestillingen om
at hinduisme og islam er hinandens absolutte modsætninger. Nej, de relativerer
også askeidealet. For nok fremhæver hijras typisk, at hijras er aseksuelle og
at de ernærer sig ved at forrette religiøse ritualer. Men op mod 50 % af alle
hijras ernærer sig faktisk ved at sælge sex – og mange har en mand som de lever
sammen med. Denne forening af askese og lyst, som også findes hos den
hinduistiske gud Shiva, hører med til den indiske evne til at forene forhold,
som i Vesten ses som hinandens modsætninger.

Hijras relativerer også den typiske vestlige forståelse af
køn og seksualitet. Hijras trækker på en forestilling om køn, hvor der lægges
vægt på den sociale og seksuelle rolle man indtager. I og med at de går i
kvindetøj og forretter andre feminint kønnede aktiviteter som f.eks. madlavning
– og i med at de indtager den passive rolle i forbindelse med analsex med
biologiske mænd er de i egne øjne en
slags kvinder. Men de ser sig ikke som
kvinder – for at være kvinde mener de forudsætter, at man kan føde børn. I
stedet opdeler de kønslandskabet i tre køn: mænd, kvinder og hijras. I øvrigt
ser hijras sig som tilhørende en stor familie af de såkaldte ”kotis”, dvs. mænd
der optræder feminint og lader sig penetrere seksuelt, men i og med at de lever
og klæder sig som kvinder – og lader sig kastrere – ser de sig som dem, der har
krav på mest respekt fordi de er villige til at ofre mest. Og opnåelse af
respekt spiller for hijras, som for de fleste andre indere, en meget stor
rolle.  I øvrigt synes hijras ikke at
kunne indtænke muligheden af biologiske kvinder, der klæder sig maskulint og
indtager en penetrerende rolle.

Med andre ord passer hijras ikke til den vestlige term ”homoseksuel”,
for deres udgangspunkt er ikke kønnet på dem de er seksuelt interesseret i, ud
over at de jo som sagt har et noget komplekst forhold til det seksuelle begær. Hijras
passer imidlertid heller ikke rigtigt til den vestlige term ”transkønnet”, for
i modsætning til den typiske transkvinde ser de sig ikke som kvinder, der er
blevet født i en mands krop. Selv om Gayatri Reddy ikke bryder sig om
betegnelsen ”det tredje køn” for hijras synes jeg dog, at det alt andet lige er
den bedste betegnelse for dem. Men det er vigtigt, at fremhæve, at hijra rollen
og identiteten ikke kan reduceres til at handle om køn og seksualitet, det er
også en religiøs rolle, og den synes i øvrigt at være knyttet til mennesker fra
de lavere klasser i det indiske samfund, der ikke er præget af vestlige
forestillinger om køn og seksualitet.

Gayatri Reddys bog har været en sand øjenåbner for mig. Det
har været fascinerende at se hvor kompleks hijra identiteten og rollen er – og at
få øjnene op for hvor problematisk det er at ville bedømme ikke-vestlige
kulturelle og identitetsmæssige fænomener ud fra vestlige forestillinger og
forventninger.

Læs mere

Skrevet af den 15 maj, 2011 under Ikke kategoriseret | 13 kommentarer

Er de kristne trossandheder historisk troværdige?

”Karen, er du meget kristen?” spurgte en af mine elever mig for nogle år siden. ”Hvad vil det for dig sige, at være meget kristen?” spurgte jeg hende tilbage. ”Altså jeg mener, går du jævnligt i kirke, beder du aftenbøn og bordbøn?”, uddybede hun. Da jeg svarede ”ja” hertil udbrød hun ”sejt!”

Jeg måtte tænke på denne lille historie da jeg læste Jens Ole Christensens klumme i Kristeligt Dagblad fra den 13.5.2011 hvor han distancerer sig fra at nogen har kaldt ham for stærkt troende. Udtryk som ”meget” eller ”stærk” sat i forbindelse med troen er ganske rigtigt problematiske. Ikke nok med, at der jo er forskellige udgangspunkter for hvornår man er ”meget” eller ”stærkt” troende, ja så er troen ikke noget som kan måles og vejes. Det kan den ikke være, i hvert fald ikke, hvis udgangspunktet er, at den kristne tro i sig selv er et mysterium, er vores personlige forhold til Gud hvis dybder, styrker og svagheder i sidste instans kun Gud selv kender.

Jens Ole Christensens begrundelse for at afvise påstanden om at han er stærkt troende er i henhold til klummen at han, selvom han er bekendende ”bibeltroende”, kender til kampen med tvivlen, der for ham drejer sig om hvorvidt kristendommen er sand og om hvorvidt dens fortælling er historisk troværdig.

Det fik mig til at tænke over om det der er sandt nødvendigvis er historisk.

Mht. det historiske så er den historievidenskab der voksede frem i den vestlige verden i løbet af 1700-tallet og som fik definitionsmagten over historiebegrebet i slutningen af 1800-tallet en videnskab der er sekulær i sin tankegang. Dens udgangspunkt er, at alt kan forklares videnskabeligt og den kan ikke acceptere overnaturlige forklaringsmodeller. I henhold til historievidenskaben kan kristne trosudsagn så som at Jesus blev født af en jomfru eller at han opstod fra de døde derfor ikke være historisk troværdige. For sådanne ting kan ikke lade sig gøre i henhold til den naturvidenskabelige forklaringsmodel som historievidenskaben trækker på.

Her stopper ateisten så, men som kristen kan man tage et skridt videre og begynde at tænke over hvad det vil sige, at noget er sandt og at noget er sket. Hvilken relation er der mellem de kristne trosudsagn og historien?

I mange religioner antages de centrale hellige fortællinger, myterne, at handle om ting der skete før tiden blev til. De ligger om så må sige udenfor historien. I jødedommen, kristendommen og islam derimod handler de centrale hellige fortællinger om forhold, der hævdes at være foregået i historien. I disse religioner er det altså afgørende om det man tror på er sket på en eller anden måde. Men jeg tror, at man skal passe på med at forfalde til det, som i mine øjne er en banalfundamentalistisk forståelse af at noget er sket når vi altså taler om religiøse sandheder. En fundamentalisme som man sjovt nok kan finde både hos troende og hos ateister.

Jeg tror, at Jesus blev født af en jomfru, og jeg tror, at han opstod fra de døde, ikke blot som ide men også med sin krop. Men jeg tror, at der er tale om sandheder, der sprænger enhver form for almindelig historisk forståelse. Det handler nemlig om sandheder, der har rødder i historien men som historien ikke kan rumme. Der er tale om mysterier så dybe og uudgrundelige at vores talen herom altid vil komme til kort. For mig banaliserer man troen hvis man vil gøre dens udsagn til noget der handler om historiske begivenheder på linje med Slaget ved Dybbøl eller Danmarks befrielse. De sidste handler om forhold, som vi kan forstå og bevise, de første om hvad vi ikke kan forstå og ikke kan bevise, men som vi kan tro på. Slaget ved Dybbøl eller Danmarks befrielse den 4.-5. maj 1945 er noget, der skete engang. Selvom man kan mindes disse begivenheder og fejre dem så forbliver de dog en afsluttet fortid, de vil for altid være ”den gang”. Men f.eks. trosudsagn som at Jesus opstod fra de døde er ikke bare noget man som kristen mindes som en afsluttet historisk begivenhed, som et ”den gang”. I dåben dør og genopstår vi med Kristus. I nadveren forenes vi med vores døde og genopstande herre. Troens sandheder handler nemlig om noget der går langt ud over ”der var en gang”, de handler om en levende virkelighed her i vores liv.

Læs mere

Skrevet af den 11 maj, 2011 under Ikke kategoriseret | 0 kommentarer

Birthe Rønn Hornbech og syltekrukkerne

Heldigvis tidligere kirkeminister Birthe Rønn Hornbech giver i en kronik i Berlingske Tidende fra den 8.5.2011 udtryk for stærk fortørnelse over, at jeg har vovet, at kalde det udvalg hun i 2010 nedsatte, som skulle arbejde med spørgsmålet om et folkekirkeligt ritual for registrerede par, for en syltekrukke. Men helt ærligt, så er der vist ikke mange der tror, at Birthe Rønn Hornbech havde nedsat dette udvalg, hvis der ikke havde været ”risiko” for at folketinget i foråret 2010 kunne finde på at vedtage en lov, der ville give trossamfundene mulighed for at foretage juridisk bindende vielser af homoseksuelle par.

Men der var nu næppe bare tale om et forsøg på en forhalingsproces. Birthe Rønn Hornbech udvalg var ikke bare en syltekrukke. Der var efter alt at dømme også tale om et forsøg på politisk benspænd. Efter det snart kommende folketingsvalg vil der med stor sandsynlighed være et flertal for at afskaffe det registrerede partnerskab til fordel for en ægteskabslov, der dækker både heteroseksuelle og homoseksuelle par samt for at give trossamfundene adgang til at foretage juridisk bindende vielser af homoseksuelle par. Så hvorfor nedsætter Birthe Rønn Hornbech et udvalg der eksplicit kun skal arbejde med et eventuelt folkekirkeligt ritual for registrerede par? Det skulle vel ikke være fordi hun dermed håbede på at kunne sætte dagsordenen for folketinget?

Birthe Rønn Hornbech skriver, at hun bevidst sammensatte udvalget sådant, at det ikke kunne blive enigt. Måske hun også sammensatte det sådan, at det udvalget kunne blive enig om, nemlig at folkekirken kun skal tilbyde homoseksuelle par en velsignelse af deres forud herfor registrerede partnerskab, var fastsat på forhånd? Et resultat som jo alt andet lige har påvirket den efterfølgende høring hos menighedsrådene? Hvordan kan man være tryg ved et udvalg sammensat udelukkende efter hvem Birthe Rønn Hornbech gerne ville høre på?

Birthe Rønn Hornbechs kronik bekræfter i hvert fald den stærke følelse af at det udvalg der skulle arbejde med spørgsmålet om et folkekirkeligt ritual for registrerede par var skabt i hendes eget billede. Til dette billede hører tydeligvis et stort engagement i at holde den folkekirkelige højrefløj ved godt humør, bl.a. ved at sikre, at deres røst bliver hørt. At det måske også havde kunnet være relevant at lytte til dem, som sagen drejer sig om, nemlig de homoseksuelle hvis parforhold jo de facto står til debat i denne her sag, hverken faldt eller falder derimod Birthe Rønn Hornbech ind.

Læs mere