Forskellen mellem homofobi og transfobi

 

Man skal ikke have deltaget særligt meget i transdebatten før man opdager, at de radikale transaktivister smider om sig med beskyldninger om at deres modpart er ”transfobisk”.

Der kan næppe være megen tvivl om at ”transfobi” er inspireret af begrebet ”homofobi”, men faktisk er der ret stor forskel på disse to begreber.

Oprindeligt er udtrykket homofobi nemlig et produkt af den erkendelse, at dem der udtaler sig mest fordømmende om homoseksuelle og homoseksualitet ofte er personer, der enten er bange for at folk kunne tro at de er homoseksuelle eller som er skabshomoseksuelle der lever i frygt for at folk skal opdage deres seksuelle orientering.

Nu skal man selvsagt passe på med at generalisere, også om dem der ytrer sig meget bastant om hvor syndig og umoralsk homoseksualitet er. Men vi ser faktisk gang på gang at f.eks. mandlige præster eller politikere, der har været meget ivrige for at bekæmpe homoseksuelles rettigheder, interessant nok så selv viser sig at være til sex med mænd. Senest har der f.eks. været en sådan sag omhandlende en ungarsk politiker.

Under alle omstændigheder er de mest ivrige forkæmpere for at homoseksuelle parforhold ikke skal accepteres på lige fod med heteroseksuelle typisk drevet af en forestilling om at førstnævnte er syndige og umoralske. Selv udtrykket ”unaturlig” har, når det bruges mod homoseksuelle forhold, sine rødder i middelalderteologiens ide om ”synden mod naturen” der bl.a. inkluderede analsex mellem mænd. (Man havde sværere ved at finde ud af i hvilken kasse man skulle placere sex mellem kvinder – for man var ikke enig om hvorvidt kvinder kunne have sex med hinanden pga. fraværet af en penis). Selvom udtrykket homofobi i de senere år begynder at blive brugt mere bredt, så er grundkonceptet det samme. Homofobi handler om at man hævder at homoseksuelle forhold er umoralske og derfor skal mødes med moralsk fordømmelse/afvisning – hvad så meget vel kan kombineres med at man selv faktisk er homoseksuel.

”Transfobi bliver derimod i dag af de radikale transaktivister brugt om enhver uenighed med deres forståelse af køn og seksualitet. Man er transfobisk hvis man ikke mener, at en penis kan være et kvindeligt kønsorgan, hvis man mener, at kun kvinder kan få menstruation, hvis man som lesbisk ikke er til sex med transkvinder, hvis man insisterer på at der kun er to biologiske køn og hvis man i det hele taget antager, at køn handler om den krop man er født med og ikke om en ikke nærmere definerbar kønsidentitet.

Men denne uenighed handler for de radikalfeminister, der fremfører den, ikke om en moralsk fordømmelse af transkønnede hhv. det at udleve en kønsidentitet der ikke svarer til samfundets forventninger til hvordan man pga. sit biologiske køn skal klæde sig etc. Jeg og ligesindede er ikke paniske ved tanken om at folk skulle tro, at vi er transkønnede. For mit eget vedkommende er det transaktivister, der sommetider putter mig i transkassen. Dette opfatter jeg som et udtryk for at man ikke kan forholde sig til at man kan være kønsrolleafvigende uden at se sig selv som transkønnet, men jeg bliver væsentligt mere irriteret når de pådutter mig en identitet som såkaldt ”ciskønnet”. Jeg er ikke bange for at blive set som transkønnet, jeg er ikke skabstrans og jeg ser ikke ønsket om at leve i modstrid med samfundets kønsrolleforventninger som syndigt, umoralsk eller mod naturen, faktisk tvært imod. Transkønnede må efter min mening definere og forstå sig som de vil. De har som alle andre mennesker krav på frihed og retten til at stræbe efter lykke. Hvad de ikke har krav på at andre skal se dem nøjagtigt sådan som de ser sig selv. De har ikke krav på at alle andre skal redefinere deres syn på køn og seksualitet så det passer til deres.

Fremfører man en argumentation som ovenanførte bliver man imidlertid ofte mødt med at det lige præcist ikke handler om holdninger. Ikke nok med at man typisk vil blive mødt med udokumenterede og usande beskyldninger om at være drevet af had –man får også næsten altid smidt et ”du/I benægter transkønnedes eksistens!” i nakken. Og det bliver igen ikke så sjældent udvidet til et ”du/I ønsker at transkønnede slet ikke eksisterede”!

I mine yngre dage som homoaktivist havde jeg mange lange og ofte ret hårde debatter med kristne fundamentalister. Jeg har dog aldrig så meget som tænkt på at beskylde dem for at benægte homoseksuelles eksistens, end ikke der hvor de hævdede, at man som homoseksuel ikke reelt set er i stand til at elske sin partner af samme køn da kærlighed kun er mulig mellem to af modsat køn. Ej heller har jeg beskyldt dem for at ønske at jeg ikke eksisterede, end ikke da en skrev i en mail til mig at han teknisk set var forpligtet til at stene mig pga. hvad der står i 3. Mosebog, men at han ville afstå fra at opfylde denne pligt.

Jeg fatter simpelthen ikke hvor disse radikale transkativister har den ide fra at jeg og ligesindede skulle benægte deres eksistens blot fordi vi har en anden forståelse af køn end de selv har. Man benægter da heller ikke jødernes eksistens hvis man ikke tror på at jøderne er Guds udvalgte folk. Og jeg kender ingen mennesker som jeg ville ønske ikke eksisterede. Lige meget hvor meget man måtte være uenig med folk, så har alle mennesker ret til at leve her på jorden. Punktum.

Jeg skal ikke kunne sige hvilke psykiske processer der får disse radikale transaktivister til at tolke det at man ser dem anderledes end de selv gør som udtryk for at man benægter deres eksistens, hhv. eksistensret. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på, at man måske ikke hviler særligt godt i sin identitet som transkønnet hvis man i den grad oplever uenighed som en eksistentiel trussel.