Menu
Kategorier

Skrevet af den 14 apr, 2011 under Ikke kategoriseret | 14 kommentarer

Messedreng

Da mediestormen udløst af en række anklager om sexovergreb foretaget af katolske præster væltede ind over den katolske kirke i Danmark, var den mest belastede præst sognepræsten i Slagelse, Holbæk og Kalundborg, Stephen Holm. En af de mænd, der anklagede ham for blufærdighedskrænkelse, var journalisten Frederik Roed, der i bogen ”Messedreng” fortæller om sine oplevelser.

”Messedreng” er en journalistisk gennemtænkt og velkomponeret bog. Fortællinger om hvordan Frederik Roed kom i kontakt med Stephen Holm (der dog som den eneste i bogen er anonymiseret vha. dæknavnet ”John” – men alle ved jo hvem der er tale om) er behændigt flettet sammen med hans oplevelser i tiden fra han anmeldte præsten til den katolske kirke i april 2010 frem til marts 2011, hvor politiet har opgivet at rejse tiltale men hvor den katolske kirkes beslutning om Stephen Holms fremtid i kirken endnu ikke er afgjort. (Kort før bogen skulle udkomme besluttede den katolske kirke så at ophæve suspenderingen af Stephen Holm, men man tog imod hans ”tilbud” om at gå på pension).  

”Messedreng” er historien om en teenagerdreng, der voksede op i en dysfunktionel familie og som, da han via sin mor møder Stephen Holm, i ham finder den faderfigur han havde savnet. Den generte og ret kejtede Frederik er begejstret for den opmærksomhed og kærlighed som præsten i rigt mål lader regne ned over ham og han bliver en hyppigt gæst i ”klosteret” i Slagelse, hvor Stephen Holm, der faktisk ikke er medlem af noget ordenssamfund men i stedet verdenspræst, efter sigende skulle leve i henhold til den katolske Monfortanerordens regler.

Frederik er dog ikke glad for den del af Stephen Holms opmærksomhed, som giver sig udslag i lange kram, kys og befamlinger på låret og tæt på skridtet, men han tør heller ikke sige entydigt fra af angst for at støde præsten fra sig. Da Stephen Holm en nat imidlertid entydigt forsøger, at få samleje med den 17-årige Frederik, flygter han fra præstens favntag og bryder dernæst grædende sammen. Denne klare seksuelle grænseoverskridelse sætter en proces i gang, men først da Frederik finder sig en pigekæreste, som præsten i øvrigt reagerer meget jaloux på, lykkedes det ham langsomt at bryde båndene til Stephen Holm.

Men” Messedreng” er så også historien om hvordan Frederik Roed oplever og gennemlever de hektiske måneder fra sagen om sexovergreb i den katolske kirke eksploderer i foråret 2010 til at den løber ud i sandet i løbet af efteråret 2010. Han beskriver indgående sine frustrationer med den katolske kirke, der f.eks. i første omgang lader Stephen Holm sygemelde sig som en reaktion på Frederik Roeds anmeldelse frem for, som kirkens egen beredskabsplan ellers foreskriver, at suspendere ham med det samme. Et forhold som Stephen Holm udnytter til et rimeligt vellykket mediespind om at hans sygemelding var en personlig reaktion på mediernes dækning af sexovergrebssagerne og ikke hans måde, at komme en personlig suspendering i forkøbet. Endnu værre er det imidlertid, at den katolske kirke de facto accepterede, at Stephen Holm havde sin daglige gang i menighederne også efter at han endeligt officielt blev suspenderet. På denne måde kunne han, der havde etableret sig med noget nær en sektleders magt over sine sognebørn, nemlig lægge maksimalt pres på disse og bidrage til, at ingen skulle nyde noget af at stå frem og anmelde ham.

”Messedrengs” skildringer af politiets efterforskning giver indtryk af en politiindsats, der ikke var båret af den store iver og som i øvrigt blev hindret af de sektlignende forhold i Stephen Holms menigheder. Ej heller medierne slipper for kritik – således kulminerer Frederik Roeds skildring af mediedækningen med en rystende gennemgang af hvordan han blev snydt af Irene Thyrri fra DR 1, hvis udsendelse om sexovergrebssagerne, der vel hovedsageligt var et forsøg på at renvaske præsten Reinhold Sahner, de facto får fremstillet alle anklager mod alle katolske præster i Danmark som utroværdige.

Frederik Roed skåner ingen i sin bog. Ikke den katolske kirke og dens navngivne repræsentanter, ikke sin egen far og mor, og ikke mindst ikke sig selv. Han lægger ikke fingrene imellem når han skildrer sin egen angst, sorg, fortvivlelse, forvirring, usikkerhed, vrede og frustration. Det er lige præcis hans hudløse skildringer af de følelser, som er så typiske for mennesker, der har oplevet at blive misbrugt af en autoritetsperson som de holdt af og var nært knyttet til, der gør ”Messedreng” til en så troværdig fortælling.

Men ”Messedreng” er også en meget nedtrykkende læsning. For i den store sammenhæng har Frederik Roeds kamp vel været forgæves. Den katolske kirke er godt på vej til at lulle sig ind i visheden om, at alle slap med skinnet på næsen pga. forældelsesfrister, et ikke voldsomt engageret politi og til sidst en velvillig journalist fra DR 1. Og dermed er viljen til at tage et opgør med den kultur, som muliggjorde og fortsat muliggør sexovergreb i katolsk regi nok også forduftet.

Læs mere

Skrevet af den 10 apr, 2011 under Ikke kategoriseret | 2 kommentarer

Nej tak til hadprædikanter

Det er kommet frem, at ungdomsafdelingen i Islamisk Trossamfund har inviteret den meget kontroversielle prædikant Bilal Philips til at være hovedtaler i forbindelse med en konference på Nørrebro. Bilal Philips har bl.a. gjort opmærksom på sig selv vha. heftige udfald mod homoseksuelle, herunder kravet om dødsstraf for homoseksuelle!

Det er ikke godt at vide hvad der har fået Islamisk Trossamfunds ungdomsafdeling til at tro, at en sådan mand kan tjene som forbillede for landets unge muslimer. At denne invitation er en foræring til dem, der elsker at lægge landets muslimer for had, kan der desværre ikke være nogen tvivl om.

Lad mig derfor understrege: Islam behøver ikke at tolkes homofobisk – og den højrefløj, der med næb og klør bekæmper rettigheder til lgbt personer, er mere end hyklerisk når den råber op om homofobi i islam.

Men når det så er sagt, så kan det under ingen omstændigheder tolereres at en person, der opfordrer til drab på homoseksuelle, æres ved at få lov til at tale ved en konference i Danmark.

Islamisk Trossamfund bør derfor erkende, at invitationen af Bilal Philips var en seriøs fejltagelse, aflyse hans deltagelse, og tage kraftigt afstand fra hans holdninger.

Læs mere

Skrevet af den 9 apr, 2011 under Ikke kategoriseret | 0 kommentarer

Hvorfor blogger jeg?

Grundlæggende set vil jeg beskrive mit bloggeri som et kald. Nu kan ”kald” jo forstås på mange måder, men for mig er et kald at man på en gang har lyst til noget – og at man føler sig forpligtet til at gå denne vej også i de perioder, hvor man ikke har lyst. At blogge er derfor både noget jeg gør af lyst, og noget jeg sommetider oplever som en byrde, som det er min pligt at bære.

Jeg oplever, at mit bloggerkald består i at være ”en, der råber i ørkenen” (Mark. 1,3a). Mange af mine blogindlæg handler jo om krydsfeltet kristendom og homoseksualitet – og som kristen og homoseksuel føler jeg at Gud kalder mig til at kæmpe for en inkluderende kristendomsforståelse, hvor vi homoseksuelle ikke mødes med fordømmelse og afvisning, men i stedet ses som ligeværdige medkristne med de samme sakramentale, rituelle og sjælesørgeriske behov som andre kristne.

På trods af, at det i en dansk folkekirkesammenhæng, som jeg i dag er en del af, kun er et højtråbende mindretal, der ser homoseksualitet som en synd og en art sygdom, så er det imidlertid sådanne kristne, der får lov til at dominere debatten. Det liberale flertal er i mine øjne alt for tavs. Mit bloggeri er et forsøg på at bryde denne tavshed.

Nu har jeg jo en katolsk baggrund. Jeg er født ind i den katolske kirke, og indtil jeg var 23 år, hvor jeg meldte mig ud af kirken, var jeg dybt engageret i den katolske kirkes tro og liv.

Den katolske kirkes læreembede har siden midten af 1980’erne brugt stadigt mere energi på at fordømme homoseksuelt samliv. Officielt er der kun en tilladt røst her – en røst der fordømmer. Ytrer katolikker sig åbent imod denne fordømmelse risikerer de at blive mødt med kirkelige sanktioner. På denne måde er der derfor på en gang en brølende fordømmelse – og en larmende tavshed. Især hersker der en lammende tavshed om at der findes praktiserende (i begge betydninger) homoseksuelle katolikker, herunder ganske mange præster og højere gejstlige. Især det forhold at mange, måske op mod halvdelen, af de katolske gejstlige er homoseksuelle, er et tabu uden lige i katolsk sammenhæng. Som den meget modige katolske teolog Mark Jordan har gjort opmærksom på, så er det et tabu så stærkt, at katolikker typisk ikke blot ikke tør tale om det, de tør end ikke vide, at de ved det. Kun når man på værste homofobiske maner vil sætte lighedstegn mellem homoseksualitet og pædofili kan eksistensen af homoseksuelle katolske præster nævnes, men da altid med den tilføjelse, at det naturligvis drejer sig om ganske få rådne æbler i den hellige kurv.

Denne katolske tavshed og ”se væk” kultur er måske på sin vis den katolske kirkes største problem. Det handler jo ikke bare om at man som de indiske aber ikke vil se, høre eller tale om at en stor del af præsteskabet er homoseksuelle. På samme måde lader man også som om man ikke ved, at mange af de heteroseksuelle præster ikke holder deres cølibats løfte. Og at kun de færreste katolske ægtepar afstår fra at bruge prævention, hvis de ellers har adgang til den, tales der jo også forbløffende lidt om, ligesom kun få af de katolske kvinder, der føler et kald til præsteembedet, tør stå åbent frem og fortælle herom.

Den katolske kirke har derfor virkelig brug for mennesker, der tør råbe i ørkenen. Modige profetiske røster, der tør tale de kirkelige magthavere midt imod. Som ekskatolik kan jeg kun stå udenfor, og gøre opmærksom på problemerne. Men måske Gud kalder andre til at hæve røsten indefra?

Læs mere

Skrevet af den 5 apr, 2011 under Ikke kategoriseret | 5 kommentarer

Two-Spirit People

Et af de mange fascinerende træk ved de nordamerikanske indianeres kulturer var deres fleksibilitet i forhold til kønsoverskridende mennesker hhv. mennesker med seksuel interesse i deres eget køn. De fleste, hvis ikke alle stammer, kendte til biologiske mænd, der ikke kunne identificere sig med manderollen og som i stedet fik lov til at leve og virke som et tredje køn, hvor mandlige og kvindelige træk kunne kombineres.  (Muligvis har der også været samme mulighed for biologiske kvinder, men vores viden herom er desværre meget begrænset) De enkelte stammer havde forskellige ord for disse mennesker, men i dag kaldes de typisk for two-spirit people, dvs. to-ånds mennesker.

Two-spirits blev hos de nordamerikanske stammer holdt højt i ære. De indtog vigtige sociale og rituelle roller – og ingen havde noget problem med at de levede sammen med eller var gift med personer af deres eget biologiske køn. Men for de europæiske erobrede og deres missionærer var two-spirits noget af det mest vederstyggelige ved de indfødtes kulturer. Ja, for de spanske koloniherrer var deres eksistens den bedst tænkelige begrundelse for spaniernes brutale politik overfor indianerne. De hvide førte en hård udryddelsespolitik overfor two-spirits fænomenet som derfor efterhånden forsvandt fra de nordamerikanske indianeres kultur og bevidsthed.

I de sidste 20 år er homoseksuelle og transpersoner med en indiansk baggrund imidlertid begyndt at genopdage og udforske two-spirit rollen og identiteten, et forhold som Brian Joseph Gilley beskriver indgående i bogen ”Becoming Two-Spirit – Gay Identity and Social Acceptance in Indian Country”.

Generelt er det nemlig i dag alt andet lige meget vanskeligt at være homoseksuel eller transperson og så indianer. De indianske samfund er meget præget af homofobi – og mange er overbevist om at livet som homoseksuel er i modstrid med de indianske værdier og et udtryk for en dekadent vestlig storbykultur. Den homoseksuelle subkultur i Nordamerikas storbyer er til gengæld præget af racisme og manglende forståelse for homoseksuelle, der ikke har en hvid baggrund.

Two-spirit identiteten kan ses som de berørtes forsøg på at navigere i dette vanskelige farvand. Two-spirits personer er, i henhold til Brian Joseph Gilley, meget optaget af at de er indianere, af ønsket om at bevare den indianske kultur og praktisere dens spiritualitet. De ønsker at reintroducere two-spirit rollen i de indianske samfund, ikke blot for deres egen skyld men også fordi de mener, at den kan bidrage til at hele de mange sår og brud som de nordamerikanske indianer kulturer i dag lider under pga. den europæiske kolonisering.

I denne forbindelse er, igen i henhold til Brian Joseph Gilley, mange two-spirits ret trætte af new ages religiøse bøsser og lesbiske, der frygteligt gerne vil være med i deres kreds selvom de ikke har nogen indiansk baggrund. For new ages’ vestligt prægede romantisering af indianer kulturerne har ikke særligt meget at gøre med den selvopfattelse og den kulturelle/religiøse selvforståelse som de fleste indianere med et dybere kendskab til deres folks traditioner har.

Two-spirit fænomenet er i mine øjne spændende fordi det, i sin oprindelige version, var udtryk for et alternativt syn på køn og seksualitet i forhold til det syn, der præger den vestlige verden. I stedet for kun at operere med to køn anerkendte de nordamerikanske indianere eksistensen af tre eller flere køn. Det betyder så også, at de oprindelige two-spirits næppe kan betegnes som hverken homoseksuelle eller transpersoner. For homoseksualitet er jo, ligesom heteroseksualitet og biseksualitet, en seksuel identitet der tager udgangspunkt i at der kun er to køn. Man er i det system så enten tiltrukket af ”det modsatte”, ”ens eget” eller ”begge” køn.  Det system giver ikke mening, hvis man opererer med tre eller flere køn. Og trans identitet er typisk bundet op på den kulturelle forventning om at ens kønsidentitet skal hænge sammen med den krop man har. Er man så uheldig, at dette ikke er tilfældet, ja så er man transkønnet og har måske brug for en eller anden grad af hormonbehandling eller kirurgiske indgreb for at korrigere dette misforhold. Et sådant problem har man ikke i en kultur, hvor der ikke er nogen forventning om at krop og køn behøver at skulle hænge sammen. Two-spirits blev jo oprindeligt ikke set som en afvigelse fra normen men som en berigelse af samfundet.

Men sådan er det desværre ikke længere. I dag er det rigtigt meget op ad bakke at være two-spirits, hvis kamp til dels kan sammenlignes med den situation som f.eks. jødiske, kristne og muslimske lgbt-personer befinder sig i. Men man kan håbe, at de indianske samfund efterhånden vil acceptere two-spirits af i dag som levende eksempler på en stolt og smuk indiansk tradition.

Læs mere