Menu
Kategorier

Skrevet af den 24 mar, 2011 under Ikke kategoriseret | 5 kommentarer

Ønsker homoseksuelle kristne ikke et vielsesritual?

Ønsker homoseksuelle kristne ikke et folkekirkeligt vielsesritual for homoseksuelle par? Ja, det skulle man jo nærmest tro hvis man læser artiklerne ”Homoseksuelle kristne siger nej til vielser” og ”Kirkelig vielse deler homoseksuelle”, der blev bragt i Kristeligt Dagblad den 24.3.2011.

I den første artikel citeres Ib Hoch, menighedsrådsmedlem og kirkesanger, for følgende udsagn: ”Jeg gider ikke vielse i folkekirken, for hvad skal jeg bruge det til? Hvis man vil sikre hinanden, kan man gå på rådhuset, og jeg har ingen interesse i at få mit partnerskab til at ligne et ægteskab, som jeg jo netop ikke er gået ind i. Registreret parterskab (sic!) og vielse skal ikke være det samme”.

Og Nikolaj Klintebjerg Arnby, kontaktperson for foreningen ”Kristen og homo”, udtaler, dog på egne vegne, at ” principielt er jeg enig med Ib Hoch, for jeg bryder mig ikke om, at homoseksuelle skal kunne vies i kirken bare for ligestillingens skyld. Efterhånden er det her blevet diskuteret så længe, at jeg nærmest er ligeglad med, om der kommer et kirkeligt ritual til homoseksuelle eller ej”. I artiklen ”Kirkelig vielse deler homoseksuelle” uddyber han så sine forbehold overfor et folkekirkeligt ritual for homoseksuelle med denne kommentar: ” Det er langt hen ad vejen de missionske, der bruger kirken, og jeg tror – efter hvad jeg hører fra min familie – at de vil forsvinde fra kirken, hvis der kommer et homoseksuelt ritual”.

Se nu er homoseksuelle jo forskellige, lige som alle andre mennesker, derfor kan homoseksuelle også være internt uenige om forhold vedrørende homoseksuelles rettigheder, på samme måder som kvinder f.eks. langt fra er enige mht. hvilke rettigheder og pligter kvinder skal have i samfundet. Og lige som der har været og fortsat er kvinder, der f.eks. er imod den fri abort eller kvindelige præster, ja så er der også homoseksuelle, der er imod en kirkelig anerkendelse af homoseksuelle par. At der blandt dem, der bliver undertrykt, diskrimineret og udgrænset findes personer, der hellere vil solidarisere sig med undertrykkerne end med deres undertrykte søstre og brødre er sådan set logisk nok. Faktisk kan undertrykkelse kun finde sted hvis nogle af de undertrykte vælger at samarbejde med undertrykkerne i håbet om at klare sig lidt bedre end de andre. Og undertrykkelse er også kun mulig så længe de undertrykte anerkender undertrykkelsens præmisser. Så længe man ser sig selv som mindreværdig vil man også blive behandlet som en der er mindreværdig. Men det gør jo ikke sagen mere beklemmende, blot nemmere at forstå.

Et folkekirkeligt ritual for homoseksuelle par handler nemlig ikke ”kun” om ligestilling og rettigheder. Det handler også om at folkekirken en gang for alle synligt, konkret og forpligtende tager afstand fra den fordømmelse og den forfølgelse af homoseksuelle som har fundet sted og fortsat finder sted i kristendommens navn.

Det handler altså ikke om hvad konkrete personer gider – gider man som homoseksuel ikke ægteskab kan man jo lige præcist lade være med at gifte sig. Det handler om at de homoseksuelle, der vil giftes, ikke må fordi nogle kristne mener, at man kommer i helvedet, hvis man lever homoseksuelt. Jeg tror ikke, som Nikolaj Klintebjerg Arnby, at sådanne kristne udgør flertallet af dem, der sidder på kirkebænkene hver søndag. Men hvis man som kristen homoseksuel mener, at det er vigtigere at folkekirken holder på sådanne kristne end at folkekirken siger ja og amen til de homoseksuelle kristnes parforhold, ja så tager man parti for dem der dømmer os udenfor Guds kærlighed og nåde. Og ved at gøre det bidrager man til at opretholde og vedligeholde den fordømmelse og afvisning af homoseksuelle som avler homofobi i majoritetsbefolkningen og selvhad blandt de homoseksuelle.

Læs mere

Skrevet af den 1 mar, 2011 under Ikke kategoriseret | 0 kommentarer

Islam og transpersoner

Der har i de senere år været en del fokus på islam og homoseksualitet, og emnet diskuteres ofte heftigt i medierne. Som mht. så mange andre problemstillinger, der berører transpersoner, har der imidlertid ikke været nogen nævneværdig interesse for islam og transpersoner.

Scott Siraj al-Haqq Kugle tager heldigvis denne problemstilling op i sin bog ”Homosexuality in Islam – Critical Reflection on Gay, Lesbian, and Transgender Muslims”. Som titlen antyder handler bogen godt nok hovedsageligt om homoseksualitet og islam – men Scott Siraj al-Haqq Kugle skriver også om trans-problemstillinger.

Ifølge Scott Siraj al-Haqq Kugle er det ofte ikke let at være transperson og muslim, ja faktisk mener han, at transpersoner ofte har større vanskeligheder end homoseksuelle i en muslimsk sammenhæng, fordi de ikke som de sidstnævnte kan skjule, at de afviger fra normen.

Scott Siraj al-Haqq Kugle er overbevist om, at det er i modstrid med islam, når muslimer behandler transpersoner med afvisning, foragt og sommetider direkte forfølgelse. Ifølge ham er transpersoner nemlig, ligesom homoseksuelle, skabt af Gud med den identitet de nu har, og han gør opmærksom på, at Koranen opfordrer muslimer til at iagttage, opdage og værdsætte naturens og menneskehedens mangfoldighed. Koranen indeholder i øvrigt ikke noget direkte forbud mod at iføre sig ”det andet køns” tøj etc.

Nu tager de fleste muslimer imidlertid ikke udelukkende udgangspunkt i Koranen. For ganske mange muslimer er de såkaldte hadith, dvs. fortællinger om hvad Muhammed sagde og gjorde, næsten lige så vigtige som kilder til Guds vilje som Koranen.  Og der findes hadither om, at Muhammed skulle have taget afstand fra en konkret mukhannath, dvs. en biologisk mand, der klæder og opfører sig som en kvinde. Scott Siraj al-Haqq Kugle gør opmærksom på, at disse hadither, som alle kan føres tilbage til en grundfortælling, imidlertid er blevet fejltolket af de muslimske teologer og retslærde. Kigger man nemlig grundfortællingen efter i sømmene kan man se, at der på ingen måde er tale om, at Muhammed generelt afviste kønsoverskridere. Faktisk havde han sågar givet den pågældende mukhannath lov til at være sammen med hans koner uden opsyn, dvs. Muhammed havde i praksis accepteret vedkommende som kvinde. Da Muhammed imidlertid overhører pågældende person lovprise en kvindes seksuelle potentialer til en mand, beslutter han at vedkommende skal forvises fra det muslimske samfund. Måske fordi Muhammed frygtede, at der i dette tilfælde var tale om en almindelig mand, der blot udgav sig som kvinde for at få seksuel adgang til kvinder – eller fordi han opfattede vedkommendes adfærd som et brud på den tillid pågældende var blevet mødt med. At udlede, at transpersoner lever i modstrid med islams normer på baggrund af denne historie er, i henhold til Scott Siraj al-Haqq Kugle, derfor en seriøs fejlfortolkning.

I Medina, den muslimske hovedby ved siden af Mekka, var mukhannather i de første 100 år efter Muhammeds død, i henhold til Scott Siraj al-Haqq Kugle, et kendt og accepteret fænomen. De arbejdede f.eks. som sangere og musikere, jobs som blev anset som upassende for mænd, og som kunstnere havde de en vis ”narrefrihed” mht. at kritisere byens magthavere. Måske var det så også grunden til, at magthaverne i 700-tallet begyndte at forfølge dem. Dertil kom, at den fremvoksende klasse af muslimske retslærde begynde at se mukhannather som feminine mænd, der indtog den passive part i forbindelse med analsex mellem mænd. Og da en del retslærde i samme tid blev optaget af at bekæmpe analsex mellem mænd betød det, at mukhannather blev permanent forfulgte og at fænomenet generelt i den ligeledes fremvoksende muslimske lovgivning, den såkaldte sharia, blev negativt bedømt.

Dog har islam i Sydøst Asien, dvs. Indien, Pakistan og Bangladesh, haft en tradition for at tolerere de såkaldte hijras, biologiske mænd der føler sig som kvinder og som efter en kastration også lever som kvinder. Dog kommer Scott Siraj al-Haqq Kugle ikke nærmere ind på denne problemstilling.

Scott Siraj al-Haqq Kugle gør opmærksom på, at der imidlertid er ved at ske noget. F.eks. har sheik al-Tantawi, Egyptens stormufti og den højeste juridiske autoritet ved det prestigefyldte sunni muslimske universitet al-Azhar, udstedt en fatwa om, at det er forkert at give en person adgang til en kønsskifteoperation blot fordi vedkommende føler, at han eller hun er født i en forkert krop. Men på den anden side er det en pligt at foretage en operativ undersøgelse, hvis der er tvivl om hvorvidt en persons ydre kønsorganer svarer til hvad der egentligt er vedkommendes indre og ægte kønsorganer. Er der uoverensstemmelse her skal en operation sikre, at det køn vedkommende er skabt med også fremgår af de ydre kønsorganer. Usikkerhed om en person rette køn kan nemlig ikke accepteres. Umiddelbart har denne afgørelse ikke bragt forbedringer for transpersoner i Egypten, men måske kan den ses som det første spæde skridt i den rigtige retning.

Noget længere er man faktisk nået i det shia muslimske Iran. Her henvendte sig en transkvinde, Maryam Khatoon Molkara, sig i 1987 til ayattolah Khomeini med en bøn om at få lov til at skifte køn fra mand til kvinde. Efter blot en halv times samtale afgjorde han, at hun skulle have lov til at få foretaget en kønsskifteoperation.

I dag er det ret så nemt at få bevilliget en kønsskifteoperation i Iran. Irans ledende kønsskiftekirurg, dr. Mirjalali, hævder således, at han har foretaget 320 kønsskifteoperationer i de sidste 12 år i Iran, hvad er langt mere end hvad nogen europæisk kønsskiftekirurg kan prale af. Dog er situationen for transpersoner i Iran langt fra ideel. Transpersoner, der ikke er og ikke vil være entydige i deres kønsudtryk og som ikke ønsker en kønsskifteoperation, bliver fortsat forfulgt. På samme måde kan homoseksuelle opleve, at myndighederne forsøger, at presse dem til en kønsskifte operation, en operation de i sagens natur ikke er interesseret i.

Det er altså fortsat op ad bakke at være transperson og muslim – men Scott Siraj al-Haqq Kugles bog kan være en inspiration til dem, der ikke vil opgive hverken deres identitet som troende muslimer eller deres kønsidentitet.

Læs mere

Skrevet af den 28 feb, 2011 under Ikke kategoriseret | 0 kommentarer

Islam og homoseksualitet kan forenes

Det er en udbredt holdning, både blandt muslimer og blandt ikke-muslimer, at homoseksualitet og islam er totalt uforenelige. Blandt dem, der ser islams tilstedeværelse i den vestlige verden som en trussel mod demokrati og frihedsrettigheder, er det ganske almindeligt, at henvise til at islam udgør den væsentligste (eller den eneste) trussel mod homoseksuelles rettigheder. Og blandt mange muslimer, både i den muslimsk dominerede verden og i Vesten, bliver homoseksualitet set som en vestlig dekadence, der er i klar modstrid med islams sunde værdier. Det er derfor ikke så mærkeligt, at det kan være ret så vanskeligt at være homoseksuel og muslim.

Set i forhold til debatten om homoseksualitet og islam er Scott Siraj al-Haqq Kugles bog ”Homosexuality in Islam – Critical Reflection on Gay, Lesbian, and Transgender Muslims”, et lys i mørket. Scott Siraj al-Haqq Kugles indfaldsvinkel er nemlig den, at man godt kan være homoseksuel og muslim og at et liv som homoseksuel ikke er uforeneligt med at være en god muslim. (Det samme mener han i øvrigt også mht. at være muslim og transperson, men den problemstilling vil jeg tage op i en separat artikel).

Som det er naturligt for en troende muslim tager Scott Siraj al-Haqq Kugle udgangspunkt i Koranen, og som den muslimske sædvane foreskriver, opfatter han denne bog som Guds ufejlbarlige ord. Dette vil mange nok mene er lidt af et problem for en homoseksuel muslim al den stund, at det er en almen udbredt antagelse, både blandt muslimer og ikke-muslimer, at Koranen forbyder sex mellem personer af samme køn. Denne antagelse beror imidlertid, i henhold til Scott Siraj al-Haqq Kugle, på en fejlfortolkning af Koranen, i særdeleshed af historien om Sodoma.

I Koranen er der flere citater der handler om Lot og Sodoma. Koranen kender nemlig til og henviser til denne historie som også findes i 1. Mos. Kap. 19, om end Koranens gengivelse af historien på nogle punkter afviger fra Bibelens. I modsætning til Bibelen fortæller Koranen således, at Lot (eller Lut som han kaldes på arabisk) var en profet sendt af Gud til sit eget folk, befolkningen i Sodoma. Befolkningen i Sodoma er meget onde og de nægter at lytte til Guds profet, og da Lot (ligesom i Bibelen) bliver besøgt af to engle forsøger befolkningen at voldtage disse. Det lykkes imidlertid ikke, i stedet bliver byen tilintetgjort af Gud, kun Lot og hans nærmeste familie (undtagen hans kone) bliver reddet fra Guds vrede.

Inspireret af jødedommen og kristendommen har muslimske teologer og retslærde siden middelalderen læst denne historie som en historie om Guds fordømmelse af sex mellem mænd og sågar brugt historien til at skabe tekniske termer herfor, nemlig liwat, svarende til sodomi og luti, svarende til sodomit. Denne fortolkning, mener Scott Siraj al-Haqq Kugle (ligesom mange jødiske og kristne teologer), er imidlertid forkert. Befolkningen i Sodomas synd er ikke frivillig sex mellem mænd men i stedet vantro og manglende lydighed overfor Guds profet kombineret med almen ondskabsfuldhed, der bl.a. men ikke kun viser sig ved at de vil voldtage nogle af byens gæster.

Sommetider bruges også Koranen sura (dvs. kapitel) 4, vers 15 til 16 som et argument mod homoseksuelle, fordi der her kræves straf for umoralske handlinger foretaget af tre eller flere kvinder i fællesskab og af to mænd i fællesskab. Scott Siraj al-Haqq Kugle gør opmærksom på, at Koranen ikke definerer hvori den umoralske handling består og fremhæver, at det kun er pga. et homofobisk udgangspunkt at dette Korancitat hævdes, at handle om homoseksualitet.

Nu tager klassisk islam imidlertid ikke blot udgangspunkt i Koranen men også i det der kaldes hadith, dvs. fortællinger om hvad Muhammed sagde og gjorde. For mange muslimer er haditherne en del af Guds åbenbaring og dermed uangribelige. Og der er adskillige hadither hvor Muhammed udpensler de pinser som mænd, der har sex med mænd, skal gennemgå i helvedet, ligesom der er fortællinger om at han foreskriver dødsstraf for mænd, der har sex med mænd.

Som en del andre progressive muslimer mener Scott Siraj al-Haqq Kugle, at det er et problem, at mange muslimer er ganske ukritiske overfor hadith. Nedskrevet som de er ca. 150-200 år efter Muhammeds død er det oplagt, at de kan indeholde fejl og fordrejninger af hvad Muhammed virkelig sagde og gjorde. Godt nok forsøgte dem, der indsamlede haditherne, at forhindre videregivelsen af falske hadither ved at udvikle et ret indviklet hadith valideringssystem vha. et kritisk studie af overleveringskæder, de såkaldte isnads. Enhver hadith skal nemlig være ledsaget af en indledning hvori det fremgår hvem der har hørt historien af hvem, der igen har hørt den af hvem etc. Denne kæde skal kunne føres tilbage til Muhammed og der er derudover en række andre krav, såsom at de enkelte vidner i kæden skal være troværdige. Imidlertid herskede der i middelalderens islam en heftig debat om hvornår en hadith var troværdig – samtidigt med at hadither, som  hadith-lærde havde erklæret for ugyldige, forsat var i cirkulation, hvad de er forblevet til den dag i dag. Nogen forsøgte at løse problemet ved at kræve, at en troværdig hadith skulle have flere overleverings kæder (en såkaldt mutawatir hadith), dvs. den skulle kunne føres tilbage til en del flere end et oprindeligt vidne, der skulle have set eller hørt Profeten hhv. gøre eller sige noget. Men hvor mange kæder der skal til for at en hadith er mutawatir kunne de lærde heller ikke blive enige om. Ideen om hadith som uangribelige udtryk for Guds åbenbaring er altså ny i islam og derfor mener Scott Siraj al-Haqq Kugle, at nutidens muslimer burde genoptage middelalderens tradition for en kritisk tilgang til dem.

Mht. hadither vedrørende homoseksualitet fremhæver Scott Siraj al-Haqq Kugle, at ingen af dem er mutawatir hadither, og at de alle lider under svage og utroværdige overleveringskæder. Derfor mener han, at man som god muslim både kan og skal afvise disse hadither.

Dernæst kaster Scott Siraj al-Haqq Kugle sig over islamisk jura (fiqh) og dens konkrete udformning i sharia, den muslimske lovgivning. Igen antager mange muslimer, at sharia er af guddommelig oprindelse og dermed både uforanderlig og uangribelig for en troende muslim. Men dette, fremhæver Scott Siraj al-Haqq Kugle, er en fejltagelse. Især i middelalderen var der en levende (og til tider overordentlig heftig) debat om hvilke almengyldige regler og love, der kunne og skulle udledes på baggrund af bl.a. men ikke kun Koranen og hadith. Denne uenighed viser sig bl.a. i udviklingen af forskellige lovskoler, som eksisterer frem til den dag i dag. Mht. homoseksuelle viser denne uenighed sig i, at Maliki, Shafi og Hanbali skolerne kræver dødsstraf for analsex mellem mænd (om end der er nogle afvigelser mht. om denne regel gælder for alle mænd eller om yngre ugifte mænd evt. kan slippe med 100 piskeslag). Hanafi og Zahiri skolerne derimod mener, at det må være op til den muslimske hersker at fastsætte straffen for analsex mellem mænd, men at straffen ikke må være strengere end 10 piskeslag. Generelt synes alle lovskoler at være ret usikre på hvordan man skal forholde sig til sex mellem kvinder.

Scott Siraj al-Haqq Kugle går imidlertid et skridt videre end at påvise manglen på konsensus blandt de muslimske retslærde. Han fremhæver også, at sharia er et menneskeskabt fænomen, der trænger gevaldigt til reform, så Koranens oprindelige vision igen kommer frem i lyset og den fejlagtige modsætning mellem f.eks. menneskerettigheder, kvindefrigørelse og accept af homoseksuelle og islam ophæves. Han gør her opmærksom på, at klassisk islam kender til ideen om, at de muslimske retslærde burde ophæve tidligere afgørelser, hvis disse åbenlyst skader muslimer, og i stedet lave nye afgørelser, der gavner muslimer. Og fordømmelsen af homoseksuelle ser Scott Siraj al-Haqq Kugle som noget, der skader muslimer, ikke bare de homoseksuelle muslimer, men også muslimer generelt. Fordømmelsen af homoseksualitet i muslimsk sammenhæng bruges jo som sagt af dem, der forsøger, at begrænse muslimers rettigheder og levemuligheder i den vestlige verden. En homoinkluderende version af sharia vil derfor gavne både homoseksuelle og heteroseksuelle muslimer.

Til sidst gør Scott Siraj al-Haqq Kugle opmærksom på, at det i mange vestlige lande i dag er muligt for homoseksuelle par at blive gift. Hvordan skal muslimer forholde sig hertil? Skal islam også tilbyde homoseksuelle par at blive muslimsk gift? Ja, mener han, om end et muslimsk ægteskab for homoseksuelle kræver en del reformer af sharia. Sharia definerer nemlig ægteskab (nikah, der ordret betyder lovligt samleje) som en art købskontrakt  hvor en mand mod betaling af en vis sum samt løfte om forsørgelse og beskyttelse får eneret til en kvindes kønsorganer. Generelt giver sharia i dag manden flere rettigheder end kvinden hvormed ægteskabet som sådan kommer til at fremstå som en ordning, der bygger på indbyggede køns- og statusforskelle mellem de to, der indgår en aqd (en ægteskabskontrakt).

Men som Scott Siraj al-Haqq Kugle gør opmærksom på så kæmper en række muslimske feminister allerede nu for en reform af sharias ægteskabslovgivning med fokus på at sikre den ligestilling mellem mand og kvinde, som ifølge dem fremgår af Koranens grundlæggende budskab. Efter en sådan reform vil et muslimsk ægteskab for homoseksuelle være muligt – og ønskværdigt. For, som Scott Siraj al-Haqq Kugle fremhæver, ønsker mange homoseksuelle muslimer at kunne leve deres seksualitet og kærlighed på en ansvarlig måde og efterspørger i denne forbindelse Guds hjælp og bistand.

Scott Siraj al-Haqq Kugle gør sig ingen illusioner om at hans fortolkning af og vision for islam udgør en almen anerkendt forståelse af islam. Han ved godt at mange muslimer totalt vil afvise hans projekt. Men ikke mindst derfor er Scott Siraj al-Haqq Kugles bog et modigt og fremadskuende projekt – og et bevis på, at islam og homoseksualitet kan forenes.

Læs mere

Skrevet af den 24 feb, 2011 under Ikke kategoriseret | 1 kommentar

Paulus, Jesus og de homoseksuelle

Asger Chr. Højlund, professor ved Menighedsfakultet, har meldt sig på banen i debatten om folkekirken og de homoseksuelle. I et debatindlæg  i Kristeligt Dagblad fra den 24.2.2011 går han i rette med Thomas Reinholdt, der i en kronik  har forsvaret ideen om et folkekirkeligt vielsesritual for homoseksuelle par.

For det første, så kritiserer Asger Chr. Højlund, at Thomas Reinholdt fremhæver forskellen mellem den homofordømmende Paulus og så Jesus, der var inkluderende i forhold til sin tids udgrænsede. Som han skriver:

” Men Paulus og de andre apostle er ikke desto mindre forbindelsesleddet mellem Jesus og os. At prøve på at forstå Jesus uden om og på tværs af apostlene er derfor en problematisk affære – ikke bare teologisk, men i høj grad også historisk”.

Men er Paulus virkelig et forbindelsesled mellem os og den historiske Jesus? Paulus var ikke en af de 12 apostle. Han havde ikke fuldt Jesus, da denne vandrede omkring i Israel. Til den historiske Jesus kan Paulus derfor ikke være andet end højst en andenhåndskilde – og selv det kun i begrænset grad. For Paulus fremhæver selv, at han kun i et beskedent omfang havde haft kontakt med de tolv. (Gal. 1,10-21) Denne manglende viden om den historiske Jesus er imidlertid ikke noget problem for Paulus, for han har slet ikke fokus på hvad Jesus sagde og gjorde, men i stedet på at tolke hvad Jesu død og opstandelse betyder for dem, der tror på ham. Det er heri hans betydning ligger. I øvrigt er det kun i Romerbrevet kap. 1, at Paulus med sikkerhed kommer ind på samkønnet seksualitet, i det han der tolker mænds seksuelle lyst til andre mænd som en af de straffe som Gud rammer afgudsdyrkerne med. Mon ikke man kan stille spørgsmålstegn ved denne forståelse af mænds seksuelle begær til andre mænd uden, at man dermed trækker tæppet væk under Paulus grundlæggende teologiske tanker?

Dernæst tager Asger Chr. Højlund problematikken omkring Jesu omgang med de udstødte op:

” For dette spørgsmål handler jo ikke bare om velanstændighed – heller ikke hos Paulus. Det handler om noget så helt grundlæggende som, hvordan Gud har skabt mennesket. Betyder det, at Jesus overskrider grænser, at han gør op med det? Ordene fra Jesu undervisning om skilsmisse og ægteskab burde få alle advarselslamper til at blinke: “Har I ikke læst, at Skaberen fra begyndelsen skabte dem som mand og kvinde?” (Matt. 19, 4). Jeg er temmelig overbevist om, at en ærlig historisk læsning af evangelierne vil give et helt andet billede af Jesus. Ikke billedet af en, der bryder med den gode virkelighed, Gud har sat ind i verden, men af en, der er kommet for at genoprette den.”

Se for det første, så henviser Paulus i de af hans udsagn, som med rette eller urette hævdes at handle om homoseksualitet, ikke til skabelsen. Derfor synes jeg, at det er lidt af en påstand, når Asger Chr. Højlund hævder, at spørgsmålet om homoseksualitet for Paulus skulle handle om hvordan Gud har skabt mennesket. Hvor har han den viden fra? Dernæst får han kastet sig ud i at udlægge Jesu henvisning til skabelsen af mennesket, som han jo kommer med i forbindelse med hans argumentation for hvorfor skilsmisse er forkert, til at handle om at homoseksuelle skulle stå udenfor Guds gode skabelse. Og det virker nærmest som om at Asger Chr. Højlund i ramme alvor påstår, at Jesus (bl.a.) er kommet til vores verden for at gøre homoseksuelle til heteroseksuelle!  Får han ikke dermed gjort kirken til en lukket klub, som man kun har adgang til hvis man er heteroseksuel eller prøver på at blive det?

Men ikke nok med det. I forsøget på at demontere ”Jesu rakte hånden ud til de udstødte, f.eks. de spedalske” argumentet påstår Asger Chr. Højlund:

”Men målet er jo at føre dem tilbage til livet. Sådan som helbredelserne af de spedalske og det gentagne “Synd fra nu af ikke mere” er nogle af de synlige udtryk for. Skulle Reinholdt Rasmussens billede stå til troende, skulle Jesus jo have ladet de spedalske forblive spedalske – det var jo et lige så fuldværdigt liv som de raskes. Men så håbløse er Jesu ord og gerninger virkelig ikke”.

Mht. det gentagne ”synd fra nu af ikke mere”, så støder vi faktisk kun to gange på disse ord i evangelierne, nemlig i forbindelse med historien om kvinden, der var blevet grebet i ægteskabsbrud (Joh. 8,1-11)- en historie som i øvrigt ikke er dokumenteret i de ældste håndskrifter – og så i historien om helbredelsen af den syge mand ved Betesdas dam (Joh. 5,1-18). Det er med andre ord ikke en standartsætning som Jesus brugte i forbindelse med sin omgang med de spedalske, med de offentlige syndere og andre udstødte på hans tid.

Desuden overser Asger Chr. Højlund den væsentlige detalje, at Jesus helbredte dem, der ønskede at blive helbredt af ham. Mennesker, der var plaget af sygdom kom til Jesus, og han helbredte dem. De homoseksuelle par, der beder om et ritual hvor de kan modtage Guds velsignelse, oplever ikke deres seksualitet og kærlighed som en sygdom, men som noget smukt og centralt i deres liv. De beder ikke om at blive helbredt for deres seksualitet og kærlighed – de kommer og beder om et ritual, hvor de kan takke Gud for at de har fundet hinanden, og bede om hjælp og støtte til at forblive sammen resten af livet. Hvad de har til fælles med de spedalske er ikke sygdom og ikke behovet for helbredelse, men i stedet, at de bliver mødt med foragt og afvisning af dem, der ser det som deres kald at afsige domme på Guds vegne.

Læs mere