Menu
Kategorier

Skrevet af den 11 feb, 2011 under Ikke kategoriseret | 0 kommentarer

Norge og tvangshomotolerancen

Der har været en del presseopmærksomhed omkring det forhold, at Norge vil tvinge asylansøgere til at se en film om homoseksuelle. Formålet med dette initiativ er, hedder det sig, at vise, ”at homoseksualitet er normalt og acceptabelt. Vil man leve i Norge og være en del af det norske samfund, må man acceptere det”.

Jeg må tilstå, at jeg står meget tvivlende overfor dette initiativ.

Således synes ideen om denne her tvangsfilmsfremvisning at være den, at ”vi her i Norge” alle som en opfatter homoseksualitet som normalt og acceptabelt mens ”de”, asylansøgerne, må antages at se homoseksualitet som unormalt og uacceptabelt. Ja, påstanden er jo, at man ikke kan være en del af det norske samfund hvis man mener, at homoseksualitet ikke er ok. Men betyder det så, at den norske kirkes højrefløj, der med stor iver kæmper for at homoseksualitet skal ses som en synd, der fører til fortabelse, ikke er en del af det norske samfund? Mon dog? Snarere synes strategien at være, at projicere homofobi over på ”de fremmede” mens ens egen kultur og folk fremstilles som hævet over noget sådant.

Dermed være ikke sagt, at man ikke hos en del asylansøgere, både blandt dem med en muslimsk og blandt dem med en kristen baggrund, kan finde personer, der opfatter homoseksualitet som unormalt og uacceptabelt. Men man kan næppe ”kurere” dem for et sådant syn på homoseksuelle ved at tvinge dem til at se en film – lige så lidt som man ”kan håbe på” at de vil undlade at søge asyl i Norge fordi de skal se en sådan film.

I stedet risikerer man at formidle det budskab, at accept af homoseksuelle er et udtryk for at være norsk – og dermed er uforeneligt med at have en anden etnisk, kulturel eller religiøs identitet. Man får imidlertid næppe folk med en anden (eller egen) kultur og religiøs baggrund til at acceptere homoseksuelle med mindre, at man hjælper dem til at forstå, at accept af homoseksualitet er foreneligt med deres kultur og religion.  En sådan indstilling kan man imidlertid ikke tvinge ned over hovedet på folk, man kan nemlig ikke tvinge folk til at blive inklusive og åbne overfor homoseksuelle eller nogen anden gruppe for den sags skyld. Kampen for rettigheder skal ikke forveksles med en kamp for at folk ikke må være uenige i disse rettigheder. Det afgørende er ikke, om alle accepterer homoseksuelle, men om hvorvidt samfundet accepterer diskrimination og forfølgelse af homoseksuelle eller ej.

I stedet for at tvinge alle asylansøgere til at se en film om homoseksuelle burde de norske asylmyndigheder derfor i stedet sikre sig, at alle lgbt-personer blandt asylansøgerne underrettes om de muligheder og rettigheder de har mht. at søge asyl og blive familiesammenført med en evt. samkønnet partner.

Læs mere

Skrevet af den 9 feb, 2011 under Ikke kategoriseret | 6 kommentarer

Kampen om homoægteskabet

Når man som undertegnede deltager i debatten om homoseksuelles rettigheder, herunder retten til ægteskab, kan man sommetider godt miste det store overblik. Optaget som man er med at finde argumenter og modargumenter har man sjældent tid til at analysere selve de logikker, som ligger bag debatten. Men heldigvis er der så andre, der kan gøre det for en, som f.eks. Christian Wolter Andersen, der har skrevet et universitetsspeciale med titlen ”Gay rights in Europe – a critical discourse analysis of public debates concerning same-sex marriage in Denmark and Austria”.

Christian Wolter Andersen kaster sig i sit speciale ud i at sammenligne de argumenter, der blev fremført i forbindelse med folketingsdebatterne i foråret 2010 om indførelsen af homoægteskabet med parlamentsdebatten i Østrig i 2009 om indførelsen af et registreret partnerskab. Men før han kaster sig over de konkrete udsagn forsøger Christian Wolter Andersen at opridse nogle teoretiske redskaber til brug for en sådan analyse.  

Først tager han fat i et begreb som kaldes for ”diskurs”, en diskurs er en måde hvorpå man f.eks. taler om et bestemt fænomen, en bestemt problemstilling, en særlig gruppe etc. Dernæst kaster Christian Wolter Andersen sig over en række kendte forskeres teorier. Vi præsenteres f.eks. for Foucault, der lagde vægt på den magt der består i at have retten til at definere ting, forhold etc.  En sådan magt har ingen en gang for alle, men den opnås i en stadig konkurrence med konkurrerende holdninger. Imidlertid kan man tale om at der er forskellige epoker. Hvad der er den almindelige eller den dominerende antagelse i en epoke kan være uacceptabelt i en kommende. F.eks. kæmper politikere og i stigende grad homoseksuelle aktivister om retten til at definere homoseksualitet. Og her spiller debatten om homoægteskabet en stor rolle. For homoseksuelle aktivister er homoægteskabet en vigtig milepæl i kampen for accept af homoseksuelle – et offentligt anerkendt homoægteskab vil alt andet lige betyde, at de homoseksuelle vil have vundet kampen om homo-diskursen – mens modstanderne af samme grund er imod homoægteskabet, fordi et sådant vil betyde, at dem der ikke kan eller vil acceptere, at homoseksuelle er ligeværdige med heteroseksuelle, vil miste kontrollen med den offentlige mening.

En anden (af mange) teoretikere som Christian Wolter Andersen kommer ind på, og som jeg vil nævne her, er Mary Douglas, der fremhæver, at de menneskelige samfund har brug for at kategorier, så de kan håndtere virkeligheden. Især lægger hun vægt på kategorierne ”ren” og ”uren”, da de i mange kulturer spiller en væsentlig rolle for hvordan man omgås andre mennesker og ens omverden. Hvad der er ”rent” og ”urent” kan imidlertid være til debat – og i forhold til homoseksuelle drejer debatten sig om hvorvidt homoseksuelle skal placeres i kategorien ”uren”, ”ren” eller noget midt i mellem.

Mht. den konkrete debat gør Christian Wolter Andersen opmærksom på, at ingen af politikerne i Danmark eller Østrig betegnede homoseksuelle som f.eks. syndere, unaturlige, perverse eller på anden måde brugte direkte nedværdigende udtryk. Det er en interessant iagttagelse, selvom jeg ikke deler hans forestilling om at det er EU’s antidiskriminationslovgivning som har medført, at man som politiker ikke længere tør eller vil bruge sådanne udtryk om homoseksuelle offentligt. I hvert fald ikke når man taler om Danmark. Snarere er det et udtryk for at vi i dag lever i en epoke hvor man i Vesteuropa ikke offentligt kan udtrykke sig markant homofobisk uden at måtte regne med en ligeså markant modstand. Kunsten bliver derfor at få sagt at homoseksuelle parforhold ikke er gode nok uden at få sagt noget åbenlyst negativt om homoseksuelle – hvad diverse politikere som f.eks. Jesper Langballe så med større eller mindre held forsøger sig med.

En anden interessant iagttagelse er, at mens modstanderne af et homoægteskab var klart i defensiven i den danske folketingsdebat så var det tilhængerne af et registeret partnerskab, som var i defensiven i den østrigske parlamentsdebat. Om end det så også må siges, at forslagene om diverse versioner af homoægteskabet som bekendt blev stemt ned i Folketinget, mens det registrerede partnerskab blev vedtaget af det østrigske parlament.  

Christian Wolter Andersen mener at denne forskel skyldes kulturelle og især religiøse forhold. Han opstiller den hypotese, at protestantisk kristendom, som er den dominerende religion i Danmark, vægter den enkeltes frihed og ansvar, mens katolsk kristendom, som er den dominerende religion i Østrig, lægger vægt på at individet skal underkaste sig den kollektive moral.

Så simpelt er det nu nok ikke. Som bekendt er der masser af protestanter verden over, der er modstandere af et homoægteskab og i denne forbindelse bruger en argumentation, der er identisk med den som den katolske kirke fremfører. Til gengæld er den katolske kirkes indflydelse på det østrigske samfund voldsomt aftagende, bl.a. pga. diverse sexovergrebsskandaler, hvad jo også viser sig i, at man tros alt langt om længe kunne få indført et registeret partnerskab i Østrig.

At modstanderne af et homoægteskab var i defensiven i folketingsdebatten hænger nok snarere sammen med, at Danmark jo allerede i 1989 indførte et registreret partnerskab og at en række efterfølgende lovændringer, især i den senere tid, har skabt næsten fuld ligestilling mellem registrerede par og ægtepar. Når nu lovgivningen noget nært ligestiller homoseksuelle og heteroseksuelle par, og når man af politiske årsager ikke tør eller vil stille spørgsmålstegn ved den nuværende lovgivning, ja så er det svært at finde gode argumenter for at vi ikke bare kan have én ægteskabslovgivning for alle par, uanset kønsmæssig sammensætning. (Mens debatten i Østrig gik ud på om samfundet skal indføre en eller anden form for anerkendelse af homoseksuelle par eller ej). Men lige netop pga. kampen om diskursen var det vigtigt for modstanderne af et homoægteskab at få skudt en lovændring ned. Selvom indførelsen af det registrerede partnerskab nemlig fjernede homoseksualitet fra kategorien ”uren”, i hvert fald i juridisk forstand, så sikrede man sig, at homoseksualitet heller ikke blev placeret i kategorien ”ren” sammen med heteroseksualiteten, i stedet fik man homoseksualitet placeret i en mellem kategori. Ikke uren, dvs. forkert, men heller ikke helt ren, dvs. rigtig på samme måde som heteroseksualiteten. Kampen mod homoægteskabet kan altså ses som en kamp mod at homoseksualitet i den offentlige diskurs kommer til at fremstå som ligeværdig med heteroseksualitet.

Christian Wolter Andersens speciale er alt i alt spændende læsning – så spændende, at det er en skam, at det ikke er frit tilgængeligt på internettet.

Læs mere

Skrevet af den 7 feb, 2011 under Ikke kategoriseret | 5 kommentarer

Homoægteskabet og folkekirkens fremtid

Hvis man skal tro Kristeligt Dagblad er folkekirkens fremtid ikke mindre end truet, hvis og når der bliver indført et officielt ritual for homoseksuelle par. Anledningen til opstandelsen (altså ikke Jesu opstandelse men medieopstandelsen) er, at Indre Mission har meldt ud, at bevægelsen fremover vil tillade frimenigheder, dvs. menigheder der står udenfor folkekirken, at være med i Indre Mission. Årsagen til at man nu altså i princippet kan være indremissionsk uden at være folkekirkelig er efter sigende, at Indre Missions ledelse er bange for at miste de unge medlemmer af missionen, der i særlig grad skulle have det svært med at acceptere en folkekirkelig accept af homoseksuelle par. Interessant nok kan man dog også læse i Kristeligt Dagblad, at den kirkelige højrefløjs unge selv ikke længere holder sig til den klassiske strikte kristne seksualmoral – så måske Indre Missions egne unge ikke er helt så konservative som Indre Missions ledelse går ud fra? Eller vil de unge profilere sig i forhold til homoseksuelle for at dække over, at de selv ikke længere kan eller vil lade deres eget seksualliv styre af strikse, såkaldte bibelske, regler?

Under alle omstændigheder er spørgsmålet jo om hele postyret ikke blot er endnu et af Kristeligt Dagblads og bladets højrekristne baglands mange fortvivlede forsøg på at forhindre at folkekirken får et officielt ritual for homoseksuelle par. At Indre Mission giver tilladelse til at frimenigheder fortsat kan være tilknyttet bevægelsen betyder jo ikke, at der vil opstå et hav af sådanne indremissionske frimenigheder. Det er jo også bemærkelsesværdigt, at Indre Missions ledelse ikke selv har taget initiativ til oprettelsen af frimenigheder (det overlades til medlemmerne) – og den har heller ikke kommet med løfter om at ville hjælpe til med de mange administrative, personalemæssige og ikke mindst økonomiske udfordringer som dannelsen af frimenigheder vil udløse. Så selv hvis man skulle mene, at Indre Missions forbliven i folkekirken er væsentlig for folkekirkens overlevelse, er der altså ingen grund til panik.

Hvad jeg imidlertid savner, er en folkekirkelig debat om den skade som Indre Mission og resten af den folkekirkelige højrefløj tilføjer folkekirken, ikke mindst i forbindelse med debatten om et ritual for homoseksuelle par.  Hvis man følger med i debatten om folkekirkens tilbud eller mangel på samme til homoseksuelle par, så falder det unægtelig i øjnene, at det er folkekirkens højrefløj, der fylder mest, og det selvom denne del af folkekirken kun udgør få procent af folkekirkens samlede medlemsskare. Den retorik, som der bruges mod en accept af homoseksuelle par, er ofte ret så bastant, for ikke at sige barsk.  Det kan være svært at forklare homoseksuelle, samt deres familie og venner, at de faktisk er velkomne i folkekirken og at det store flertal af folkekirkens præster og menigheder ikke ser homoseksuelt samliv som en synd, når det er et helt andet indtryk, som man får ved at læse avisernes læserbrevsspalter. De der er bekymrede over, at folkekirken kunne miste medlemmer, hvis den siger ja til homoseksuelle par, glemmer typisk at forholde sig til, at folkekirken også kan miste medlemmer ved at sige nej.

Folkekirkens store liberale flertal er desværre alt andet lige for tavse i debatten. Man har indtil videre simpelthen ikke gjort nok for at vise, at Indre Mission og Co. ikke udgør den folkekirkelige mainstream. Det er på tide at man, med al respekt for den folkekirkelige rummelighed, får slået fast, at folkekirkens højrefløj ikke har patent på at definere hvad der er folkekirkekristendom. Ellers risikerer man at støde store dele af den danske befolkning, ikke mindst de unge, væk fra folkekirken.

Læs mere

Skrevet af den 4 feb, 2011 under Ikke kategoriseret | 4 kommentarer

Agape og maskuliniteten

Agape er en højrekirkelig forening der, med deres egne ord,” ønsker at hjælpe mennesker som oplever livet problematisk”. I den store offentlighed er foreningen måske mest kendt for at den tilbyder at hjælpe homoseksuelle med at blive ”helbredt” for deres seksualitet, men Agape har faktisk en bred vifte at tilbud til folkekirkens højrefløj  både for dem med og for dem uden ondt i livet.

I bladet Agape Nyt nr. 1 fra 2011 beskæftiger man sig med tematikken ”manden i kirken”.  Og hvis man skal tro Agapes landsleder Torben Jensen, så har han det ikke særligt godt:

”Kristne fællesskaber er i dag præget af kvindelige normer og uskrevne blødemandsregler i en sådan grad, at det afskrækker mænd og drenge. Det virker som et filter ved kirkedøren, hvor kun de bløde mænd slipper igennem, og det ligger som en usagt forventning om, at de må ofre deres mandighed og acceptere dem selv som Guds små lam, hvis de vil følge Jesus Kristus. Barndommens billede af Jesus: en ung, lidt feminin mand, der står i en lang hvid kjole og ser kærligt ned på et lam i armene”. Mange mænd, mener Torben Jensen, føler sig ikke tiltalt af at ”holde i hånd og give knus eller synge blide, næsten intime lovsange til en mand”. Især det der med at ”holde fremmede mænd i hænderne” synes at være et problem.

I bladet ytrer en række andre mænd kritik af denne påståede feminisering af kirken. Efterskolelærer Brian Jørgensen skriver bl.a., at vi synger ”sukkersøde sange, hvor vi beder Jesus: ”tag min lille hånd i din”. Det er ikke noget for os mænd. Undskyld Gud, men jeg er ved at være noget træt af tilgivelse, at give, kærlighed, omsorg og andre feminine værdier. Når jeg sidder der søndag formiddag og synger ”Sov sødt, barnlille! Lig rolig og stille, så sødelig…”. Lige dér mangler jeg noget, noget for os mænd. Vi risikerer at blive hjemløse i vores tro”. Direktør Hans Christian Krarup synes, at ”lovsangssproget er meget feminint. Der er mange føleord og bløde ord som, ”jeg elsker dig”.” Erik Morten Jensen, der bl.a. arbejder med terapi og sjælesorg, bryder sig ikke om at blive spurgt om hvordan han har det med Jesus, for det er et spørgsmål, der ”går direkte ind i det følelsesmæssige”. Og Ole Raabjerg, der er psykolog, og som arbejder for Agape, fremhæver, at kirken ”er præget af nogle meget ikke maskuline aktiviteter, såsom at sidde stille, at lytte, at synge lovsange, at øve omsorg.”

Nu må jeg jo indrømme, at jeg oplever disse udsagn om hvad mænd kan lide og ikke kan lide som noget klicheagtige. Men jeg undrer mig også over det manglende kirkehistoriske perspektiv i det der bliver sagt om den ”feminiserede kirke”.  Salmen ”Sov sødt, barnlille” er jo f.eks. forfattet af Grundtvig, der mig bekendt var en mand. Pietismen, der lagde vægt på hvordan man har det med Jesus og hvor det at give verbalt udtryk for sin kærlighed til Jesus hørte til dagsordenen, blev udtænkt og udviklet af mænd. Billeder af en blid, feminin Jesus med et lam i favnen, kan spores tilbage til 1800-tallet – og i hvert fald siden reformationen har det været et væsentligt element i gudstjenesten, at man skal sidde stille i ret lang tid og lytte til hvad man får fortalt.

Eller sagt med andre ord, enten viste kirken allerede for mange hundrede år siden ikke hvad mænd faktisk har brug for – eller også har normerne for, og dermed også forventningerne til, hvad mænd kan lide forandret sig i tidens løb. (Ok, det der med at holde hånd er af nyere dato, men – heldigvis hvis jeg må sige det – er det vist ikke så udbredt en skik i almindelige folkekirkelige sammenhænge. )

Problemet er imidlertid, sådan som jeg ser det, at man hos Agape synes at være ganske overbevist om, at nutidens maskulinitetsnormer afspejler mandens sande og evigt uforanderlige, af Gud skabte, natur. Det er som om at man ikke kan rumme, at man i f.eks. 1500-tallet ikke så noget problem i, at mænd skal kunne sidde stille i lang tid og lytte. Ligesom man øjensynligt ikke kan forstå, at den angst for potentielle homoerotiske over- eller undertoner, der ligger i at en mand synger at han elsker Jesus, er et moderne fænomen.

Interessant er det også, at man synes at have svært med at finde bibelske forbilleder for mænd. Bevares, Moses nævnes en gang og David hele to gange. Om end man med hensyn til den sidste klogelig fravælger at fortælle om hans intense kærlighed til vennen Jonathan, om hvem han synger!, at ”din kærlighed var mig mere dyrebar end kvinders” (2. Sam. 1,26). Især synes man at have problemer med Jesus, som faktisk i hele bladet kun omtales i negative sammenhænge! Kan mænd i virkeligheden ikke rigtigt bruge Jesus til noget?

Ja så grelt står det vel forhåbentligt ikke til. Men når Ole Raabjerg hævder, at ”maskuliniteten vil få mere plads, hvis der bliver skabt mere plads til en karriere indenfor kirken”, så passer det unægtelig ikke ligefrem som fod i hose med Jesu ord: ”I ved, at de, der regnes for folkenes fyrster, undertrykker dem, og at deres stormænd misbruger deres magt over dem. Sådan skal det ikke være blandt jer; men den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, og den, der vil være den første blandt jer, skal være alles træl. For end ikke Menneskesønnen er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.” (Mark. 10,43-45)

 I stedet for at gøre kærlighed, tilgivelse, omsorg og viljen til at tjene til noget feminint kunne man overveje, om det ikke er et af kristendommens centrale budskaber, at disse idealer er noget som vi alle, uanset vores køn, er kaldet til at forsøge, at omsætte i vores liv.

Læs mere