Menu
Kategorier

Skrevet af den 14 feb, 2013 under Lgbt | 1 kommentar

Storbyen trækker

Siden starten af 1990’erne har det været mere end småt med professionel homohistorieskrivning her i landet. Men heldigvis har historikeren Peter Edelberg gjort en ende på denne tørke tid med sin ph.d.-afhandling om den såkaldte grimme lov, der er udkommet som bog på Jurist- og Økonomiforbundets Forlag med titlen “Storbyen trækker – Homoseksualitet, prostitution og pornografi i Danmark 1945-1976”.

Den såkaldte grimme lov, der gjaldt i perioden 1961-1965, gjorde det kriminelt for en mand at købe sex af en anden mand, hvis denne var under 21 år. Den grimme lov er i homoseksuelles såkaldte kollektive erindring typisk blevet set som højdepunktet af forfølgelse og diskrimination af homoseksuelle i Danmark i nyere tid – og dens relativt hurtige afskaffelse ses så meget passende som en første sejr for den tidlige homoaktivisme. Men så simpelt er det i henhold til Peter Edelberg ikke.

Som det hører sig til for en ph.d. afhandling lægger Peter Edelberg ud med et længere teoriafsnit hvor han bl.a. opridser præmisserne for at skrive homohistorie i dag. Hans udgangspunkt er, selvfølgelig fristes jeg til at skrive, at den homoseksuelle er en historisk konstruktion. Den homoseksuelle identitet er altså et produkt af bestemte historiske forhold, og som alle andre historiske forhold er denne identitet under konstant udvikling. At være homoseksuel i dag er således ikke det samme som at være homoseksuel i 1890 eller i 1955. Selvforståelsen, behovene og den konkrete livsførelse ændrer sig nemlig som alt andet over tid og er altså ikke udslag af nogle uforanderlige biologiske eller grundpsykologiske forhold. Men det betyder ikke, at man frit kan vælge sin identitet, sine følelser etc. Samfundet og dets normer er for dybt lagt ind i os til at man kan vælge dem selv – i stedet kan vi kun variere over de tolkningsrammer og handlingsmuligheder som samfundet og kulturen tilbyder os.

Generelt udsætter den fremvoksende velfærdsstat i den periode som Peter Edelberg behandler individet for en kraftig seksuel disciplinering. Denne disciplinering bevæger sig dog fra hovedsageligt at benytte sig af straffeloven til at have fokus på at lægge normere ind i den enkelte, så han eller hun bliver et “ansvarligt” og selvstyrende individ, der lige præcist fordi det antages at være ansvarligt og selvstyrende, kan tillades stadig større frihed og selvbestemmelse.

Peter Edelberg beskriver den homoseksuelle subkultur i Danmark i tiden fra 1945 frem til den grimme lovs afskaffelse i 1965, eller bedre sagt, de homoseksuelle mænds miljøer og muligheder, for homoseksuelle kvinder blev ikke ramt af den grimme lov og de ligger dermed udenfor hans forskningsfelt. Generelt var homoseksuelle mænds og kvinders livsvilkår, miljøer og muligheder for forskellige i denne periode til at det giver den store mening at ville skildre begge verdener i en bog.

Peter Edelberg vil gerne gøre op med myten om at livet som homoseksuel i tiden før Stonewall generelt var et trist og smertefuldt liv i skabet. For det første giver det slet ikke mening at se optøjerne i Stonewall som starten på den homoseksuelle “frigørelse”, dertil var den juridiske situation og livsvilkårene for homoseksuelle i de enkelte vestlige lande for forskellige. Og så fandtes der i øvrigt et omfattende homomiljø i 1950’ernes og 1960’ernes København, hvor bl.a. Forbundet af 1948 i en periode havde væsentligt flere medlemmer og langt flere tilbud til medlemmerne end vor tids LGBT Danmark har i dag. Dertil kom et større antal restauranter og barer, blade og så seksuelle mødesteder f.eks. en række offentlige toiletter mfl. Hvis det var et skab, så var det altså et meget stort skab. Dette homomiljø var imidlertid ikke blot befolket af homoseksuelle mænd og enkelte homoseksuelle kvinder. Der kom også biseksuelle, transvestitter og især var der en række unge heteroseksuelle mænd, der solgte eller udvekslede seksuelle ydelser for penge, øl, biografbilletter og andre materielle goder. Og lige præcis den trafik kom til at give anledning til en større konflikt med det omgivende samfund. Et andet, med nutidens øjne ret kontroversielt forhold var, at det som vi i dag vil kalde for pædofili dengang var en integreret del af den homoseksuelle kultur. Godt nok var det også dengang kun en mindretal af de homoseksuelle mænd, der havde sex med mindreårige, men at have sådanne lyster blev set som en variant af det at være homoseksuel, og blev ikke fordømt af det homoseksuelle miljø.

Sex mellem mænd var blevet afkriminaliseret i Danmark i 1933, dog var den seksuelle lavalder 18 år og dermed tre år højere end for heteroseksuelle forbindelser. Og så var det forbudt for mænd uanset alder at sælge sex til andre mænd, mens det “kun” var forbudt for kvinder at have prostitution (med mænd som kunder) som hovedbeskæftigelse. Denne forskelsbehandling afspejlede et ret så negativt syn på homoseksualitet i samfundet. Der var opbakning om lovgivningen, der tillod sex mellem voksne af samme køn, men ellers var tolerancen begrænset. Homoseksualitet blev set som en uønsket seksuel afvigelse, der af lægevidenskaben blev tolket som et produkt af delvist arvelige og delvist tidligt tillærte forhold. At være homoseksuel var altså i henhold til den dominerende holdning en krank skæbne og det var derfor vigtigt, at forhindre, at drenge og unge mænd vha. forførelse blev rekrutteret til de homoseksuelles rækker.

I 1950’ernes offentlighed var der en tiltagende bekymring for drenges og unge mænds salg af sex til homoseksuelle mænd, og her spiller politiinspektør Jens Jersild, leder af sædelighedspolitiet i København, en væsentlig rolle, da han som selvudnævnt ekspert på området puster til bekymringens ild samtidigt med at han råder til ikke at gribe for hårdt ind overfor de homoseksuelle. De unges salg af sex til homoseksuelle mænd bekymrer, ikke blot fordi man frygter, at de kan blive homoseksuelle af det men også fordi man er bange for at de store drenge/unge mænd på denne måde kunne starte på en kriminel løbebane. De unge sexsælgere blev i voksende grad set som ofre – der skulle beskyttes mod de homoseksuelle. Rent galt går det i forbindelse med den såkaldte pornografiaffære i 1955-56, hvor bl.a. homoikonet Axel Lundahl Madsen (senere Axel Axgil) var dybt involveret. Denne affære handlede ikke blot om produktion og salg af billedpornografi men også om et omfattende prostitutionsmiljø hvor mænd havde købt sex af mindreårige trækkerdrenge/pornomodeller. I alt bliver ca. 300 mænd dømt i denne forbindelse.

Regeringen havde af andre årsager et prostitutionsudvalg siddende, der skulle give prostitutionslovgivningen en overhaling. Her slår bølgerne bl.a. pga. pornografiaffæren højt og der er flertal for at hæve den seksuelle mindste alder for homoseksuelle forbindelser til 21. Jens Jersild er imidlertid imod, efter hans mening er det nok at kriminalisere mænds køb af sex med personer af samme køn under 21. Justitsministeriet synes at være af samme holdning, så det hele forhales, og da loven endelig vedtages i 1961 er panikken allerede næsten glemt og opbakningen til loven, der kommer til at følge Jersilds forestillinger, er derfor langt fra sikker og stabil.

Men da loven er der sørger Jens Jersild også for at den bliver brugt. Ikke helt ubetydelige politiressourcer bliver sat ind på at arrestere mænd, der købte sex med andre mænd for penge og andre materielle goder. I alt 79 mænd dømmes efter denne lov. Retssagernes dokumenter giver et interessant indblik i de verdener og fortolkningsrammer, som hhv. de yngre mænd, der af myndighederne blev set som sexsælgere, og de ældre mænd, der af myndighederne blev set som sexkøbere, bevægede sig i. Om end man selvfølgelig skal huske, at folk næppe altid fortæller sandheden eller hele sandheden når de står anklaget for at have brudt loven. “Sexkøberne”, hvoraf en del betegnede sig selv som homoseksuelle, så sig typisk ikke som sexkøbere. I stedet mente de at de yngre mænd have haft sex med dem fordi de havde lyst til det – og de penge de havde givet de yngre mænd skulle ses som en erkendtlighed, som penge til en taxa hjem etc. “Sexsælgerne”, hvoraf langt de fleste betegnede sig som heteroseksuelle, fremhævede derimod typisk at de kun havde haft sex med de ældre mænd fordi de havde aftalt at få penge mfl. for det – eller at de regnede med at få det. I øvrigt er der ikke tale om de store beløb som disse typisk 18-19-årige ofte værnepligtige mænd fik for sex. Beløbet var typisk 20-30 kr. Men for en værnepligtig som fik 24 kr. om ugen i løn var det stadigvæk penge nok til at han kunne få råd til f.eks. at invitere en pige i byen.

Hvornår noget imidlertid var prostitution – og hvornår noget blot var tilfældig sex mellem en yngre og lidt eller meget ældre mand, hvor der indgik “harmløse” erkendtligheder, var ikke altid nemt at afgøre for retten – og rygterne om politiets indsats og domstolenes retspraksis var derfor mange, og havde i øvrigt ikke altid hold i virkeligheden.

Som tidligere anført var opbakningen til den grimme lov allerede smuldrende da den blev indført – og pressen presser efter dens indførelse på for at få den afskaffet – sammen med f.eks. Forbundet af 1948. Nu begyndte man at fremstille de homoseksuelle som en forfulgt og undertrykt minoritet. Det blev næsten til ny moralsk panik, hvor aviserne spredte påstande om omfattende vold mod homoseksuelle og selvmord blandt disse pga. den grimme lov, som slet ikke kunne dokumenteres. Men modstanden mod den grimme lov tog også udgangspunkt i en tilbagevenden til ideen om at homoseksualitet er en psykisk lidelse som enten er medført eller erhvervet tidligt i livet og derfor ikke “smitter”. Trækkerdrengene blev nu fremstillet som hel eller halv kriminelle, der udbyttede de homoseksuelle, og ikke som ofre for homoseksuel forførelse. Og Jersild introducerede den i datiden ellers næsten ukendte term “pædofil”, der kom til hovedsageligt at betegne mænd med hang til sex med mindreårige drenge .Ifølge Jersild var sådanne mænd klart anderledes end de almindelige homoseksuelle, der kun havde lyst til sex med voksne mænd. Pædofili og homoseksualitet blev hermed gjort til to helt adskilte størrelser. Afskaffelsen af den grimme lov gik altså hånd i hanke med et forsat negativt syn på homoseksualitet – men også med et klart budskab om at homoseksuelle kunne regne med en voksende accept hvis de udelukkende praktiserede deres seksualitet med ligesindede og ligestillede voksne.

Ifølge Peter Edelberg var den grimme lov et vendepunkt i de homoseksuelles historie. Ikke som et højdepunkt i diskriminationen af homoseksuelle men snarere som et led i disciplineringen af dem. Efter den grimme lov faldt antallet af mænd, der blev dømt for at have sex med mindreårige af samme køn nemlig drastisk, langt mere end antallet af mænd, der blev dømt for at have sex med mindreårige af modsat køn. Og på samme måde mener Peter Edelberg at kunne konstatere, at mandlig prostitution efter den grimme lov svandt ind til det rene ingenting. Han ser dette som udtryk for en succesfuld disciplinering af det homoseksuelle miljø, der lærte at tage afstand fra sex med mindreårige og købesex. Denne påstand underbygger Peter Edelberg med en analyse af homoseksuelle erotiske billeder og billedporno fra 1949-1979. Hvor man frem til midttresserne havde billeder af længselsfulde teenagere og drenge, der blev vist som passive objekter for den homoseksuelle mands drømme om den smukke yngling, som han måske kunne forføre, kom de langt mere eksplicitte billeder i 1970’erne til at vise voksne mænd, med tydelig lyst til sex med andre mænd. Mænd der fortsat havde lyst til drenge fik deres egne magasiner, deres egen identitet som pædofile og deres egen forening, som Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske efter en række heftige debatter i 1970’erne og 1980’erne afbrød enhver kontakt med.

Peter Edelbergs bog er et velskrevet stykke homoforskningshistorie, som kun kan anbefales. Jeg savner dog lidt, at han ikke reflekterer over det interessante forhold, at kriminaliseringen af mænds køb af sex med personer af eget køn under 21 blev kaldt for en grim lov – mens det forhold af mænds salg af sex til mænd både var kriminelt før 1961 og forblev med at være det frem til 1967 ikke blev betegnet som en “grim” lov. De “sexsælgende” blev altså ikke set som en del af det fremvoksende homoseksuelle fællesskab og kunne i modsætning til “sexkøberne” ikke regne med støtte eller sympati herfra. En lignende anke fra min side er, at han øjensynligt går ud fra, at det kun er en ændring af adfærden hos de homoseksuelle potentielle sexkøbere, der gør at den mandlige prostitution aftager kraftigt i tiden efter den grimme lov. Måske aftog antallet af værnepligtige i denne tid – og måske steg deres løn også? Og måske var det ikke blot de homoseksuelle mænd, der lærte at holde sig fra unge heteroseksuelle mænd – de heteroseksuelle mænd lærte måske også, at de hellere måtte holde sig fra homoseksuelle mænd i jagten på hurtige penge?

Men det er kun småting – alt i alt er der tale om et banebrydende værk, der forhåbentlig får mange læsere.

Læs mere

Skrevet af den 12 feb, 2013 under Den katolske kirke | 0 kommentarer

Pavens farvel

Jeg er næppe den eneste, der virkelig blev overrasket, da jeg hørte, at Pave Benedikt XVI ville træde tilbage. Først troede jeg faktisk at det var en joke.
Man kan vist roligt sige, at jeg ikke er nogen fan af Pave Benedikt XVI, derfor siger det nok noget, når jeg hermed føler mig nødsaget til at udtrykke min respekt for Pavens beslutning: Det var stort gjort!

Det er unægteligt bemærkelsesværdigt, at en så traditionsfikseret pave som Benedikt den 16 var villig til at bryde med den ældgamle tradition for at en pave bliver siddende i embedet indtil han dør. Og hans beslutning kan meget vel få konsekvenser for hans efterfølgere. Fremover bliver det i hvert fald svært at retfærdiggøre, at en stærkt alders- og sygdomssvækket pave bliver siddende i årevis sådan som f.eks. Johannes Paul II gjorde det.

Men det er også klart, at eksistensen af en pave emeritus stiller den katolske kirke overfor helt nye udfordringer. Mistanken om at Benedikt XVI på en eller anden måde trak i trådene for at få en mand efter egen smag valgt som sin efterfølger vil formodentlig forfølge den nye pave, hvis hans embedsførelse kommer til at ligge tæt op ad Benedikts. Og hvis han skulle vælge at korrigere nogle af Benedikts afgørelser (f.eks. droppe forsøget på at få Piusbroderskabet tilbage i folden) vil modstanderne meget vel kunne finde på at prøve på at spille Benedikt ud mod den nye pave.

Og så er der jo byggepladser nok at tage sig af for den nye pave. Den efterhånden katastrofale præstemangel i den vestlige verden, de tiltagende forfølgelser af katolikker i den muslimske verden og den katolske kirkes tab af prestige og troværdighed i den vestlige offentlighed er blot nogle af de problemer som den nye pave må se at få løst. Han bliver også nødt til at se at få reformeret kurien, så nye Vatileaks skandaler kan undgås. Vatikanets kommunikationsstrategi skal forbedres massivt og sådan kunne man blive ved.

Kardinalerne gør derfor nok klogt i at vælge en ikke alt for gammel mand med beviste lederegenskaber, klare men også realistiske visioner og en god portion karisma og medietække. Den nye paves nationale baggrund er derimod næppe så vigtig som den ofte gøres til. Om der så blandt kardinalerne i det hele taget findes en mand, der kan løfte byrden, er en helt anden sag.

Læs mere

Skrevet af den 1 feb, 2013 under Lgbt | 0 kommentarer

Er seksuelle præferencer diskriminerende?

På datingsitet Boyfriend, der hovedsageligt henvender sig til homoseksuelle og biseksuelle, kan man bl.a. melde sig ind i en gruppe med titlen “tænder ikke på asiater”. Eksistensen af lige præcist denne gruppe, der efterhånden har nogle år på bagen, udløser fra tid til anden debat.

Og indrømmet, rent spontant virker en sådan gruppetitel også usympatisk på mig. Hvorfor dog skilte med hvem man ikke er interesseret i seksuelt? Men på den anden side, hvis det er udtryk for racisme og en krænkende adfærd overfor asiater, at give udtryk for at man ikke tænder på dem, sådan som det sommetider hævdes, er det så ikke også udtryk for sexisme og en krænkende adfærd overfor kvinder, hvis en man giver udtryk for at man ikke tænder på kvinder?

Det interessante ved den måde, som seksualitet er blevet defineret siden lægevidenskaben opfandt selve begrebet “seksualitet” i slutningen af 1800-tallet er, at fokus hovedsageligt har været rettet mod det eller de biologiske køn man tænder på. Man fik her defineret en identitet for en afvigende minoritet, der tænder på deres eget biologiske køn og man definerede en identitet for den normale majoritet, der tænder på det modsatte biologiske køn. Dem der ikke passede til disse to kasser kaldte man så for biseksuelle. Men kunne man ikke også have udviklet seksuelle identiteter for dem, der tænder på bestemte racer frem for andre? Kunne man ikke have identiteter som f.eks. negrofil eller kaukasiofil? Og ligger der ikke i identiteterne “homoseksuel” og “heteroseksuel” et implicit udsagn om at der er et køn, som man ikke tænder på? Er det diskriminerende eksplicit eller implicit at give udtryk for at man foretrækker et køn frem for et andet?

Dette er i lgbt sammenhænge i øvrigt på igen måde en tænkt debat. For i dag kan det at man kalder sig homoseksuel f.eks. betyde, at man er en biologisk mand, der tænder på biologiske mænd. Men det kan også f.eks. betyde, at man er en biologisk mand, der definerer sig som kvinde og som tænder på biologske kvinder og/eller transkvinder. Eller det kan f.eks. betyde, at man er en biologisk kvinde, der både tænder på biologiske kvinder og på transkvinder.

Det er formodentligt kun et spørgsmål om (kort) tid før lgbt miljøerne vil skulle forholde sig til hvorvidt det er transfobisk, at give eksplicit eller implicit udtryk for at man ikke tænder på transmænd eller -kvinder. Måske det fremover i lgbt sammenhænge vil være umoralsk at have en seksualitet hvor man kun tænder på personer med samme biologiske køn som en selv?

Læs mere

Skrevet af den 28 jan, 2013 under Folkekirken | 0 kommentarer

Din, min og præsternes tro

Debatten om hvorvidt det er rimeligt, at et menighedsråd i en jobannonce har søgt en “troende præst” har kørt siden Kristeligt Dagblad skød den i gang med en artikel den 21.1.2013.
Som så ofte når der debatteres folkekirkelige forhold fik fløjene hurtigt positioneret sig. Højrefløjen roser menighedsrådet til skyerne for dets mod til at formulere et yderst rimeligt krav mens venstrefløjen kritiserer menighedsrådet for at vise mangel på tillid til præsterne, samtidigt med at man retorisk spørger hvad det i det hele taget vil sige at være troende.

Jeg må indrømme, at jeg mest af alt ser denne her debat som en (medie skabt) storm i et glas vand. Det er mig bekendt i hvert fald ikke nyt at visse menighedsråd søger efter “troende” præster. Hvad heller ikke kan undre nu når Grosbøll sagen, som der så ofte refereres til i forbindelse med debatten, jo som bekendt ligger år tilbage.

Ej heller giver det i mine øjne særligt meget mening, når Mejdal kirkes jobannonce bliver fremstillet som et tegn på en særlig folkekirkelig krise. Prøv bare at google “priests who don’t believe in God” og mængden af links vil vise dig at ikke-troende præster optager sind i hele (den vestlige) verden.

Hvad der derimod undrer mig er, at såvel Mejdal kirkes menighedsråd som dets støtter i debatten øjensynligt går ud fra, at kravet om at ansøgerne til præstestillingen skal være troende vil sikre, at menigheden får en troende præst. På den ene side har man altså så lidt tiltro til job ansøgernes oprettighed at man går ud fra at de kunne finde på at søge om stillingen som præst ved Mejdal kirke selvom de ser sig selv som ikke-troende, men på den anden side har man så meget tillid til deres oprettighed, at man går ud fra at de vil holde sig væk hvis de ikke har troen blot det skrives i jobannoncen at ansøgeren skal være troende. Ingen har øjensynligt tænkt på at disse slemme ikke-troende job ansøgere i en krisetid, hvor jobbene for teologer uden tro og uden lysten til at være folkekirkepræst ikke ligefrem hænger på træerne, kunne finde på at lyve om deres tro, for at sikre sig en fast stilling med garanteret pension.

Jeg tvivler faktisk på at folkekirken vil få flere troende præster, hvad der nu end menes med det, af at menighedsrådene skriver i deres jobannoncer, at de søger en troende præst. Hvad vi i stedet risikerer at få er mindre ærlighed og åbenhed når vi taler tro med vores præster.

Jeg vil i hvert fald hellere have en præst, der tør være ærlig om sin tro og sin tvivl end en, der føler sig nødsaget til at beskytte sig selv og sit job med fromme floskler.

Og så savner jeg flere præster, der i deres prædikener tør tale om deres tro (eller mangel på samme). I et samfund, hvor det nærmest er mere pinligt at fortælle andre om ens trosliv end om ens sexliv, savner jeg præster, der tør dele deres erfaringer ud i de troendes (eller ikke-troendes) land med os andre.
Jeg tror, at jeg er troende, og jeg tror, at der også er andre, der er troende som mig. Men jeg synes sommetider at det er ret ensomt at være en troende med en længsel efter at tale tro med mennesker, der er åbne, ærlige og oprigtige i deres tro eller ikke-tro. Jeg savner præster såvel som lægfolk, der taler ud fra egen erfaring og ikke blot gemmer sig bag fromme men også upersonlige og lidet autentisk virkende formuleringer. Så det ville være en hjælp hvis præsterne (fortsat) turde tale åbent om hvad de tror på (og ikke tror på) når de taler til os fra prædikestolen og hvor vi nu ellers møder dem.

Læs mere