Menu
Kategorier

Skrevet af den 18 maj, 2013 under Lgbt | 0 kommentarer

Axel Axgils plettede fortid

Efter at min kritiske artikel om Axel Axgil i Proud er kommet til den brede offentligheds kendskab har der været en del debat om hvad Axel Axgil har gjort og ikke har gjort, ikke mindst fordi afdækningen af hans problematiske fortid har ført til at han muligvis alligevel ikke får opkaldt en plads i København efter sig. Derfor er det nok på sin plads at se på hvad vi har af viden om sagerne.

Mht. den såkaldte “Pornograffiaffære”, hvor Axel og Eigil Axgil bliver dømt for bl.a. sex med mindreårige, så findes der en (og kun en) forskningsartikel om emnet, nemlig Seniorforsker, Dr. Phil. Wilhelm von Rosens artikel “Pornografffiaffæren i 1955”, der blev bragt i det nu hedengangne homotidsskrift Zink (nr. 4 fra 1999). Her kan man bl.a. læse følgende: “Den 30. marts 1955 slog Københavns Politi til mod Axel og Eigil Axgil og deres firmaer. Kartotekerne og listerne over modeller, kunder og annoncører i DFT, IMS og IHWO blev beslaglagt, og Axel og Eigil Axgil blev anholdt og varetægtsfængslet. Der var ikke meget hold i det pornografiske, selv om det førte til, at Axel Axgil blev dømt efter en tilføjelse fra 1939 til straffelovens paragraf om pornografi om “billeder, der, uden at de kan anses for egentlig utugtige, udelukkende må antages at have forretningsmæssig spekulation i sanselighed til formål.” Da man betalte kontingent for at få adgang til IHWOs internationale kontaktannoncer, blev han også dømt for kobleri, … “den, som erhvervsmæssigt fremmer kønslig usædelighed ved at optræde som mellemmand…”. Langt mere interessant var det for politiet, at både Axel og Eigil Axgil havde haft sex med et par af modellerne. De var da 17 år, en af dem under 15 år. I oktober 1955 blev Axel og Eigil Axgil idømt fængsel i henholdsvis 1 år og 18 måneder. Politiet kunne nu trevle store dele af den homoseksuelle subkultur op, navnlig med udgangspunkt i det beslaglagte kartotek over modeller, som næsten alle var prostituerede. ”

Axel Axgil fik altså i 1955 en dom for bl.a. at have haft sex med drenge under 18, der var den daværende aldersgrænse for homoseksuelle, en af dem var under 15, den nuværende aldersgrænse der gælder for alle. Det er overordentligt sandsynligt, at der har været tale om købesexforhold. I dag er det som bekendt forbudt af købe sex af personer under 18. I hhv. til bogen “Axel Axgil – kampen for kærligheden”, står der i hans dom, at han ikke måtte havde noget med børn under 18 år at gøre. I samme bog hævder Axel, at han var uskyldig men at det var rigtigt nok, at Eigil havde haft sex med drengene. Han gør dog også opmærksom på, at han sommetider var sammen med nogen, der var under 18 og at han ikke tænkte på lovparagraffer, når han havde sex med andre.

Det skal i øvrigt bemærkes, at Axel og Eigil Axgil som en reaktion på de domme de fik blev smidt ud af Forbundet af 1948 (som det nuværende LGBT Danmark hed dengang). Som en følge af Pornograffiaffæren faldt forbundets medlemstal i øvrigt fra omkring 1600 til 62! I årene efter dommen er Axel og Eigil i henhold til “Axel Axgil – kampen for kærligheden” meget upopulære i Forbundet og mange hader dem ligefrem fordi man mente, at de to i den grad havde skadet miljøet at det hverken kunne undskyldes eller tilgives. Først i 1970, da Per Kleis Bønnelycke blev formand, lykkedes det at ændre stemningen hvorefter Axel og Eigil Axgil bliver genoptaget i Forbundet.

Mht. Axel Axgils støttemedlemskab af Pædofilforeningen, så kan man i “Axel Axgil – kampen for kærligheden” læse, at han selv ikke så sig som pædofil – men han giver udtryk for, at homoseksuelle skal være solidariske med andre seksuelle minoriteter, især da når der er tale om homoseksuelle mænd. Axel Axgil hævder, at de pædofiles problemer med myndighederne ligner dem, som homoseksuelle tidligere havde, han støtter deres krav om at aldersgrænsen skal længere ned end den er i dag og mener, at man skal kæmpe også for de homoseksuelle pædofiles rettigheder. Axel var vred på de lesbiske, der i midtfirserne kæmpede for at de pædofile ikke skulle være organiseret under Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske og at de ikke skulle have lov til at låne foreningens lokaler. Han mener, at de førte en hetz mod de pædofile og det var derfor, at han i solidaritet med de pædofile meldte sig ind i deres forening. Men Axel Axgils solidaritetsfølelse med homoseksuelle mænd, der har sex med mindreårige, viser sig også i en anden sammenhæng.

I 1985 udgiver han nemlig sammen med Helmer Fogedgaard bogen “Homofile kampår”. I denne bog genoptrykkes kommentarløst en række artikler fra tidsskriftet “Vennen” fra 1950’erne. Her behandles flere sager, hvor mænd blev dømt for at have haft sex med mindreårige drenge. Disse mænd bliver forsvaret og deres handlinger bliver bagatelliseret. Alderen på drengene bliver aldrig nævnt, så det var øjensynligt ikke relevant for Axel Axgil. I stedet bliver kriminaliseringen af sex med mindreårige omtalt som “tantemoral” og “barnepige-systemet”.

Hvad vi altså ved er at Axel Axgil i 1955 fik en dom for bl.a. at have haft sex med mindreårige på hhv. 17 og 14 år, forhold der formodentligt var betalingssexforhold. Vi ved dog også, at Axel Axgil har nægtet sig skyldig i disse handlinger – samtidigt med, at han har givet udtryk for ikke at han ikke så på lovparagraffer når han havde sex med andre. Vi ved, at han i 1980’erne følte stærk solidaritet med pædofile hvis situation som han sammenligner med homoseksuelles, uden dog selv at identificere sig som pædofil. Og vi ved, at han har lagt papir til et indædt forsvar for mænd, der i 1950’erne havde sex med mindreårige drenge, uden at vise interesse for om disse drenge var under 18 eller under 15.

Hvis Axel Axgil havde haft succes med sin kamp for at den daværende Landsforening for Bøsser og Lesbiske skulle støtte de pædofile i deres kamp rettigheder, er det ret så usandsynligt, at vi havde fået det registrerede partnerskab. Havde Axel Axgil haft succes med den kamp var han ikke blevet den første mand, der blev gift med en mand.

Læs mere

Skrevet af den 25 mar, 2013 under Lgbt | 0 kommentarer

Var Axel Axgil sexkriminel?

Kulten om Axel Axgil, grundlæggeren af Forbundet af 1948 og den første mand, der blev officielt gift med en anden mand, har i de senere år nået nærmest uanede højder i det danske lgbt miljø. Og ikke kun her, også det officielle Danmark er kommet med på vognen efter at Københavns Kommune har ladet en plads opkalde efter ham.
Nu var det jo også ubestrideligt modigt gjort af Axel Axgil at lægge grundstenen til det, der efter en del navneændringer i dag hedder LGBT Danmark, og han måtte helt klart betale en stor personlig pris herfor. Men midt i al personkulten glemmer man, at Axel Axgil også havde sine mere problematiske sider. Den mest alvorlige var nok hans indblanding i den såkaldte pornografiaffære.

Den 30. marts 1955 slog Københavns politi nemlig til mod Axel og hans mands Eigils firmaer Dansk Fototjeneste og International Model Service, der solgte billeder af nøgne mænd og store drenge. De slog også til mod International Homosexual World Organization, en forening dannet af Axel Axgil primært for at sælge softporno og kontaktannoncer til homoseksuelle i hele verden samt bladet Vennen, der tidligere havde været Forbundet af 1948’s medlemsblad, men nu var et selvstændigt blad drevet af Axel Axgil og hans nære ven Helmer Fogedgaard.

Anklagen lød på at Axel og Eigil havde forbrudt sig mod Danmarks dengang ret stramme regler om pornografi samt at de via kodede kontaktannoncer i International Homosexual World Organizations medlemsblad og i Vennen havde fremmet kønslig usædelighed ved at optræde som mellemmænd. Der kom nu ikke så meget ud af disse anklager, og derfor er betegnelsen “pornografiaffæren” rimeligt misvisende. Men da politiet gik i gang med at gennemgå det beslaglagte kartotekmateriale fandt de ud af at de nøgenmodeller, som Axel og Eigil havde benyttet sig af, næsten alle var prostituerede og en del var mindreårige. Og de havde solgt sex til Axel og Eigils kunder. Politiet optrævler altså en større prostitutions ring med mindreårige. I løbet af 1955-56 bliver i alt 297 mænd dømt for at have haft sex med personer under 18 (den daværende aldersgrænse for homoseksuelle forhold) hhv. under 15 år. Ikke alle disse domme var et resultat af pornografiaffæren, men det var dog væsentligt flere end der f.eks. blev dømt for sådanne forhold i 1954 (56 personer).

Mindre kendt er det imidlertid, at også Axel og Eigil Axgil havde haft sex med et par af modellerne. De var da 17 år, en af dem under 15 år. De bliver dømt til hhv. 1 år og 18 måneders fængsel. I bogen “Axel Axgil – kampen for kærligheden”, hævder Axel, at han var uskyldig men at det var rigtigt nok, at Eigil havde haft sex med drengene. Han gør dog også opmærksom på, at han sommetider var sammen med nogen, der var under 18 og at han ikke tænkte på lovparagraffer, når han havde sex med andre.

Nu hører det med til historien, at politiet i 1950’erne holdt skarpt øje med Forbundet af 1948 og i øvrigt gjorde meget ud af at chikanere homoseksuelle mænd, der havde sex på de offentlige toiletter og at der hos politiet og offentligheden var en voksende bekymring for den udbredte mandlige prostitution, hvor unge selverklærede mænd og store drenge solgte sex til mænd. Man var bange for at disse unge mænd/store drenge ville blive homoseksuelle af sådanne kontakter og at de ville slå ind på en kriminel løbebane. Det var der nu ikke noget hold i, men rigtigt var det, at den daværende homoseksuelle subkultur var nært knyttet til mandlig prostitution – og at man i subkulturen ikke havde noget nævneværdigt problem med mænd, der havde sex med mindreårige, være de nu under 18 eller under 15 år. Først i slutningen af 1960’erne begynder miljøet en proces hvor man i stigende grad distancerede sig fra sådanne homoseksuelle, der selv begynder at udvikle en særlig identitet som pædofile.

Politi indsatsen mod Axel og Eigil Axgil var altså et resultat af samfundets negative syn på homoseksuelle, men det store antal dømte viser også, at der må have været noget at komme efter i dele af homomiljøet, og at Axel og Eigil var dybt involverede i denne dybt problematiske kultur.

Axel Axgil var et produkt af en anden tid og nogle andre normer end dem, som gælder blandt homoseksuelle i dag. Men det er dog også værd at bemærke, at han i 1984 bliver voldsom vred over, at den daværende pædofil gruppe, især pga. stærk pres fra lesbiske, blev smidt ud af det daværende LBL. I protest herover melder han sig ind i pædofilforeningen som støttemedlem! Han giver i “Axel Axgil – kampen for kærligheden” udtryk for, at homoseksuelle skal være solidariske med andre seksuelle minoriteter, især da når der er tale om homoseksuelle mænd. Axel hævder, at de pædofiles problemer med myndighederne ligner dem, som homoseksuelle tidligere havde, han støtter deres krav om at aldersgrænsen skal længere ned end den er i dag og mener, at man skal kæmpe også for de homoseksuelle pædofiles rettigheder. Det lader altså ikke til, at Axel Axgil blev klogere med alderen.

Var Axel Axgil sexkriminel? Ja, det var han hvis man skal tro på den dom han fik i 1955. Og også efter de nuværende regler er det som bekendt kriminelt at have sex med en person, der er under 15 år. Det er også forbudt, at købe sex af en person der er mellem 15-18. Og da de fleste af modellerne var trækkerdrenge er det rimeligt sandsynligt, at der har været tale om købesexforhold. Axels indædte forsvar for de pædofile tyder heller ikke ligefrem på, at han efterfølgende har indset, at der kunne være noget problem forbundet med seksuelle forhold mellem voksne mænd og drenge. Axel Axgil er altså en repræsentant for en heldigvis forældet homoseksuel sexkultur som lgbt miljøerne i Danmark bør fastholde deres klare afstandstagen til.

Læs mere

Skrevet af den 18 mar, 2013 under Lgbt | 0 kommentarer

Myten om det homofri Afrika

Når man taler om homoseksuelle og homoseksuelles rettigheder og i denne forbindelse kommer ind på situationen i Afrika, er det ganske almindeligt, at se påstande som at afrikanerne afskyr homoseksualitet og at der ikke findes homoseksuelle i det hele taget i denne del af verden. Men hvordan er denne forestilling om det homohadende og homofri Afrika opstået? Det ser Marc Epprecht på i sin bog ”Heterosexual Africa? – The History of an Idea from the Age of Exploration to the Age of AIDS”.

Ifølge Marc Epprecht så stammer ideen om at afrikanerne ikke kender til homoseksualitet hhv. afskyr seksuelle handlinger mellem to af samme køn fra de europæiske kolonisatorer, der i løbet af 1800-tallet underlagde sig Afrika. Grundproblematikken er som følgende: Det vestlige begreb ”homoseksualitet”, der blev udviklet i slutningen af 1800-tallet, blev i datiden Europa set som udtryk for en unaturlig seksualitet, der var en konsekvens af kulturel dekadence. I henhold til det racistiske syn på afrikanerne, der prægede kolonisatorerne, kunne afrikanerne derfor ikke være homoseksuelle, for de var for tætte på naturen til at kunne praktisere noget så unaturligt som homoseksualitet. Og i og med at de ikke havde nogen rigtig kultur kunne de heller ikke blive ofre for kulturdekadence, så som f.eks. homoseksualitet.

Til gengæld mente kolonisatorerne så at afrikanerne, fordi de var så tætte på naturen og ikke havde lært den selvkontrol, som efter deres mening hørte med til en højkultur, havde en utæmmet og uhæmmet heteroseksuel adfærd. Og afrikanernes påståede barnlige sind gjorde dem sårbare for at blive smittet med homoseksualitet udefra, især så man de arabiske muslimer som notorisk homoseksuelle og man påstod, at de var på vej til at forføre afrikanerne til homoseksualitet. Så kolonialismen kunne bl.a. retfærdiggøres med en henvisning til, at de europæiske koloniherrer skulle lære afrikanerne om heteroseksuel selvbeherskelse samtidigt med, at de skulle forhindre, at de arabiske muslimer fik spredt deres homoseksualitet til de uskyldige afrikanere.

Tanken om det homofri Afrika har altså rødder i den europæiske racisme og kolonialisme. Men alligevel er den meget populær blandt politiske og religiøse ledere i nutidens Afrika. Formodentligt fordi ideen om at afrikanerne ikke kendte til homoseksualitet var det eneste positive, som kolonisterne havde at sige om afrikanerne. En ”positiv” fordom er ikke så let at give afkald på, ikke mindst når man siden aids epidemien har måttet kæmpe med fornyede fordomme om afrikanernes påståede manglende evne til at styre deres seksualitet.

Og lige præcis mht. bekæmpelse af hiv og aids har ideen om at homoseksualitet ikke findes i Afrika vist sig at være meget uheldig. For der er ganske rigtigt kun ekstremt få afrikanerne bosiddende i Afrika, der definerer sig selv som homoseksuelle, biseksuelle eller transpersoner. Men hvis man tør kigge efter og ikke lader sig afskrække af advarsler, beskyldninger om racisme og en betydelig uvilje til at tale om tingene vil man hurtigt finde ud af, at en hel del afrikanerne har sex med personer af eget køn, herunder mænd der har ubeskyttet analsex med andre mænd. Så når aids præventionskampagner nægter at informere om smitteoverførsel i forbindelse med sådanne former for sex ud fra en påstand om at ingen afrikanske mænd har sex med andre mænd, ja så er konsekvenserne ganske alvorlige. Og det bliver ikke bedre af, at langt de fleste afrikanske mænd, der dyrker ubeskyttet analsex med andre mænd, også har sex med kvinder, hvorved smitten på ingen måde kan siges at kunne afgrænses til et ”homoseksuelt” miljø.

Det er derfor vigtigt, at få gjort noget ved myten om det homofri Afrika, og det er også vigtigt, at få gjort noget ved den homofobi som desværre præger den offentlige diskussion af homoseksualitet i Afrika. I denne forbindelse er det oplagt at se på hvordan situationen så ud før den europæiske kolonialisme. Her advarer Marc Epprecht dog mod at ville romantisere fortiden. De få og spredte oplysninger vi har om samkønnet sex i det før koloniale Afrika er også præget af de europæiske opdagelsesrejsendes forudindtagethed. Ligesom det også er problematiske at ville generalisere fra en afrikansk nation til en anden. Men hvad man kan sige er, at sex mellem personer af samme køn i nogen sammenhænge blev accepteret og i andre ikke blev det. I øvrigt kan man i fortidens og nutidens Afrika se et stærkt fokus på at gifte sig og få børn – og i øvrigt også en udbredt forestilling om at kun et vaginalt samleje mellem mand og kvinde er sex i egentlig forstand.

Der er næppe tvivl om at det er rigtigt meget kamp op ad bakke hvis situationen for lgbt personer i Afrika skal forbedres. Vestlig identitetspolitik er ikke nødvendigvis nogen god vej, især da den i Afrika kan vække minder om fortidens kolonialisme. Afrikanske lgbt’er bliver altså ikke hjulpet af trusler om sanktioner og andre indgreb fra Vesten men må i stedet udvikle deres egen strategier med respekt for de særlige afrikanske forhold, der i øvrigt er forskellig fra land til land i dette store kontinent.

Læs mere

Skrevet af den 19 feb, 2013 under Religionsdebat | 0 kommentarer

Er polyteistiske religioner per definition mere tolerante end monoteistiske?

Fra tid til anden kan man i religionsdebatten støde på den påstand, at monoteisme er nært knyttet til fanatisme og religiøs aggression mens det eksplicit eller implicit påstås, at de polyteistiske religioner skulle være langt fredeligere. Senest kan man finde sådanne ideer hos religionshistorikeren og religionsdebattøren Jens-Andre Herbener.

Nu kan der slet ikke være tvivl om, at de monoteistiske religioner, især kristendommen og islam, i fortid og nutid har været brugt hhv. bliver brugt som begrundelse for vold. Meget vold. Denne vold har været rettet mod grupperinger indenfor den egne religion, som man har været uenige med, den har været rettet mod andre monoteistiske religioner og den har været rettet mod polyteistiske religioner. Brugen af vold og tvang er en (om end ikke den eneste) grund til at monoteistiske religioner, primært kristendommen og islam, har haft en kæmpe succes på bekostning af de polyteistiske. Alligevel er der nogle væsentlige problemer med Andre Herbeners påstand om at det forhold, at en religion tror at der kun findes en gud og at denne gud er identisk med deres Gud, gør at denne religions tilhængere vil være intolerante og aggressive overfor anderledes troende eller i hvert fald vil have en tendens til at være det, mens dette problem ikke findes hos dem der tror på religioner, hvor man tror på eksistensen af mere end en gud.

Der findes nemlig også eksempler på at polyteister har forfulgt folk med andre religiøse forestillinger. De romerske myndigheder forfulgte de første kristne. I slutningen af 200-tallets Persien forsøger myndighederne at rense riget for alle religioner bort set fra den klassisk persiske. I Mekka forfulgte polyteisterne de første muslimer. Og i middelalderens Kina har vi i hvert fald et eksempel på at kejseren med støtte fra tilhængere af Konfutse og daoister forfulgte landets buddhister. I den moderne verden kan vi se, at hindunationalister forfølger og sommetider begår drab på muslimer og kristne i Indien.

Dertil kommer, at mange af de førmoderne riger, hvis religion var polyteistisk, f.eks. det babylonske rige, romer riget og azteker riget var aggressive imperialistiske riger, der med vold undertvang sig deres naboer for dernæst at udbytte dem økonomisk. I moderne tid kan vi se hvordan de japanske imperialister brugte shintoismen som en ideologisk underbygning for deres aggressive politik, der kostede millioner af asiater livet under 2. verdenskrig.

I denne forbindelse er det vigtigt at huske på, at forholdet mellem religion og samfund og mellem samfund og individ var ganske anderledes i de førmoderne samfund, og det uafhængigt af hvor mange guder man officielt troede på, end de er i dag i de senmoderne vestlige demokratier med deres individualisme og rettighedskultur. Religionen gennemtrængte de førmoderne samfund ligesom samfundet gennemtrængte religionen – og det i en sådan grad at det ikke giver mening at ville skelne mellem politik og religion eller religion og kultur.
I de førmoderne samfund var krig ikke en ren verdslig sag. Krigen havde også religiøse aspekter. Sejr eller nederlag i krig var typisk noget som guderne eller Gud bestemte over og gudernes/Guds støtte blev derfor normalvis aktivt søgt ligesom man takkede dem/ham for en sejr. I et samfund hvor man som det var tilfældet i mange polyteistiske lande havde en gud for krig og hvor man havde myter om gudernes krige mod andre guder eller dæmonagtige væsener, siger det egentligt sig selv, at det at være kriger og føre krig er at gå guderne vej. Krig som sakral handling er altså på ingen måde noget som man kun kan finde indenfor monoteistiske religioner. Mest ekstremt var det måske hos aztekerne, hvor den ideologiske begrundelse for deres talrige krige mod deres naboer var at skaffe krigsfanger til de omfattende menneskeofringer, der var nødvendige for at sikre gudernes og dermed universets overlevelse.

I de førmoderne samfund var religion som udgangspunkt en kollektiv sag – og man havde mere fokus på udførelsen af ritualer og overholdelsen af regler end på hvad man troede på. Dette gælder såmænd også til en vis grad for de lande hvor en monoteistisk religion sætter sig på magten. F.eks. var det mig bekendt ikke forbudt i middelalderens Danmark at tro på Thor, men der var dødsstraf for at ofre til ham eller andre af de oldnordiske guder. På samme måde var man i det førkristne romer rige sådan set ligeglad med om man troede på en eller flere guder. Men man var ikke ligeglad med om der var nogen, der ikke ville deltage i de store offerfester eller som ikke ville ofre til kejseren. For dem der ikke ville ære guderne vha. ofringer og fester blev set som en trussel mod samfundet, da man måtte regne med at sådanne religiøse afvigelser ville udløse straf fra guderne, f.eks. i form at hungersnød eller naturkatastrofer. Samme tankegang blev i middelalderen brugt til at retfærdiggøre at man forfulgte dem, der ofrede til andre guder end den kristne. Sådanne religiøse afvigere udgjorde nemlig også her en trussel for samfundet da man måtte regne med, at Gud ville straffe de lande, der tillod ”afgudsdyrkere” med f.eks. hungersnød eller naturkatastrofer. I begge tilfælde kan vi se, at fokus er lagt på samfundets overlevelse, som man mente blev truet af religiøs afvigelse.

Fortidens religiøse forfølgelser hang altså i høj grad sammen med den rolle religionen spillede i samfundet og det giver derfor ikke meget mening at ville finde svaret i rent dogmatiske spørgsmål som hvor mange guder man tror på. I dag handler religiøse konflikter ofte om identitetsspørgsmål, og her er der igen ingen grund til at antage, at polyteister per definition skulle være mere tolerante end monoteister.

Læs mere