Menu
Kategorier

Skrevet af den 12 jan, 2013 under Den katolske kirke | 2 kommentarer

Pave Benedikts kriseramte pontifikat

Hvis man følger med i hvad der sker i den katolske kirke kan man ikke undgå at bemærke, at Pave Benedikts tid som pave har været præget af den ene krise efter den anden. Der har været så mange mediestorme at man helt kan miste overblikket – men i så tilfælde kan man med fordel læse den italienske Vatikankender Marco Politis bog Joseph Ratzinger – Crisi di un papato” – der for os ikke italienskkyndige heldigvis er oversat til tysk med titlen “Benedikt – Krise eines Pontifikats”. (Desværre er bogen mig bekendt ikke blevet oversat til engelsk.)

Marco Politi kommer rundt om det hele. F.eks. får vi en indgående skildring af Pave Benedikts helt egen Muhammedkrise, den første store krise som han fik rodet sig ud i. Som bekendt udløste en tale som Paven holdt iRegensburg den 12. september 2006, hvor han citerede en byzantinsk kejser for udsagnet om at Muhammed kun har bragt dårlige og inhumane ting med sig, voldsomme reaktioner i den muslimske verden. Politi lægger op til at Ratzinger i starten af sit pontifikat grundlæggende set var ude på at korrigere sin forgængers meget forsonlige og venlige politik overfor islam. Om det så var derfor at Paven, selvom han blev advaret om risikoen, fastholdt det omstridte citat, kan man ikke sige. Men resultatet blev i hvert fald, at en bølge af vold kom til at rulle ind over den katolske kirke i den muslimske verden. Og for første men så langt fra sidste gang måtte Vatikanet og Ratzinger trække i land. Paven var slet ikke ude på at krænke muslimerne, hed det sig så, og for første gang i sit liv kunne man så høre ham sige, at muslimerne tror på den ene Gud. Ja, i forbindelse med sit besøg i Tyrkiet lod Pave Benedikt sig sågar filme i bøn, eller noget der kunne ligne det, i Den Blå Moske i Istanbul. Men skaden var sket, Pave Johannes Pauls årelange arbejde for en dialog med islam lå i ruiner. Og her i denne sidste tid, hvor nye bølger af vold ruller ind over katolikker i den muslimske verden, og hvor Paven mere end nogen sinde derfor har brug for støtter og alliancepartnere blandt verdens muslimske ledere, har Paven ikke længere nogen iblandt dem, der vil lytte til ham.

Også Johannes Pauls lange arbejde for en forsoning med jøderne har lidt under Pave Benedikts politik, og det selvom han tydeligvis selv ønsker et godt forhold til jødedommen. Årsagerne hertil er mange, bl.a. at Ratzinger har insisteret på at Pave Pius XII skal saligkåres selvom en del jøder ser meget kritisk på hans manglende offentlige fordømmelse af jødeforfølgelserne under Den Anden Verdenskrig. Men mest alvorlig har det været, at Pave Benedikt øjensynligt ikke havde indberegnet, at hans udprægede iver for at få de såkaldte traditionalister fra Piusbroderskabet reintegreret i den katolske kirke uundgåeligt ville forværre forholdet til jøderne. For noget af det som disse traditionalister kritiserer Det Andet Vatikankoncil og tiden derefter for er lige præcist forsøget på at forsone sig med jøderne, hvad ubestrideligt også var en radikal omlægning af den politik som den katolske kirke indtil koncilet havde ført i forhold til jødedommen.

Helt og aldeles galt gik det da Paven i 2009 trumfede igennem, at den ekskommunikation som Piusbroderskabets biskopper blev ramt med da de mod Pave Johannes Pauls vilje lod sig vie til katolske biskopper, skulle ophæves, og det uden at de havde opfyldt nogle betingelser forud herfor. For som bekendt var en af disse biskopper, biskop Williamson, en notorisk antisemit der overfor svensk fjernsyn havde benægtet holocaust. Tre dage før Vatikanetoffentliggjorde, at ekskommunikationen af de fire biskopper var blevet ophævet, blev dette interview sendt i svensk tv. Vatikanet var informeret om interviewet, men alligevel stoppede man altså ikke offentliggørelsen af Pavens ophævelse af ekskommunionen, muligvis fordi den allerede var blevet meddelt Piusbroderskabet og man derfor ikke ville trække i land. Men øjensynligt faldt det heller ikke nogen ind, at denne afgørelse, set i lyset af Williams offentlige holocausts benægtelse, ville blive anfægtet. Men det blev den, og det i den grad. Så slemt bliver det, at Paven sågar ender med at offentliggøre et brev hvor han klager over den behandling han har fået! I øvrigt synes hans mål, nemlig at få Piusbroderskabet fuldt integreret i den katolske kirke, ikke at blive til noget. De vil ikke acceptere f.eks. forsoningen med jøderne, og især efter denne mediestorm tør Vatikanet næppe give efter her.

Så er der historien om Paven og kondomerne. På vej til et besøg i Kamerun og Angola får Ratzinger den 17.3.2009 sagt, at man ikke kan løse aids problemet med at uddele kondomer, disse forværrer tværtimod problemet. Dette udsagn udløser en storm af protester, herunder ikke mindst fra EU, fra Frankrigs, Tysklands og Belgiens regeringer samt fra en række internationale sundhedsfaglige organisationer. Igen synes Vatikanet ikke rigtigt at vide hvad man skal gøre andet end at påstå, at medierne og politikere er uretfærdige overfor Paven.

Men ikke nok med det. I 2010 når balladen om katolske præsters seksuelle overgreb på børn og unge hidtil uhørte højder. I starten formår Pave Benedikt at takle den nogenlunde, i modsætning til Pave Johannes Paul synes han nemlig villig til at indrømme, at den katolske kirke har et problem, og han beklager offentligt de lidelser, som ofrene har gennemgået. Det forlyder også, at man vil gribe fat om nældens rod, og kirkens regler mht. håndtering af disse sager strammes op i mange lande – dog ikke i Italien, hvis kirke Paven ellers har et særligt ansvar for da han er Italiens primas. Men så kommer det frem at Paven i sin tid som ærkebiskop af München havde ladet en dømt pædofil arbejde i stiftet og at han i sin tid som leder af troslærekongregationen, som også står for behandlingen af pædofilisager, i to tilfælde havde søgt at forhindre, at notoriske pædofile præster ophørte med at være katolske præster. Det vælter frem med beskyldninger og anklager, nogen prøver sågar at få Paven for en verdslig domstol! Og situationen bliver slet ikke bedre af at  den pavelige husprædikant Raniero Cantalamessa langfredag får sammenlignet kritikken af Paven og den katolske kirke med antisemitisme eller af, at dekanen for kardinals kollegiet Sodano påskesøndag får omtalt sexmisbrugsskandaleopstandelsen som “snak”.

Politi kommer ind på flere andre kriser og skandaler, men det ville føre for vidt at komme ind på dem alle. Blot skal det nævnes, at han naturligvis også indgående skildrer “Vatileaks” skandalen, hvor fortrolige dokumenter fra Vatikanet, dokumenter der omtaler finanssvindel, intriger og ballade i Vatikanet, blev lækket til pressen. Ifølge Politi er der ingen i Vatikanets korridorer, der tror på at Pavens butler Paolo Gabriele var alene om at skaffe sig det materiale og lække til pressen, og han beskriver retssagen mod butleren som en skueproces, hvis vigtigste mål var at dække over problemerne i Vatikanet. Snarere handler det bl.a. om et angreb på kardinalstatssekretæren Bertone, Pavens “statsminister”, som han værdsætter ganske meget selvom der synes at herske udbredt enighed om at han er inkompetent.

Politi skildrer imidlertid ikke blot alle disse mange skandaler, nej han analyserer dem også. Og grundlæggende set ser han dem som et udslag af at Pave Benedikt er den forkerte til jobbet. For godt nok beskrives han som en stor teolog og han roses for sit skarpe intellekt, som forbindes med et ydmygt væsen. Men Politi fremhæver også, at Ratzinger med sit meget negative syn på den efterkoncilære katolske kirke og sit endnu mere dystre syn på den sekulære verden hører til på en af den katolske kirkes ydrefløje og derfor kommer han til at virke som en spalter frem for en samler af den katolske kirke. Og han mener også, at Ratzinger aldrig var blevet Pave, hvis ikke Pave Johannes Paul i sin sene regeringstid havde valgt at ændre reglerne for valget af paver, så en pave efter et vist antal valgrunder kunne vælges med simpelt frem for absolut flertal blandt kardinalerne. De gamle valgregler, som pave Benedikt i øvrigt diskret har genindført, sikrede at den kommende pave var en kompromiskandidat, hvor de regler som Ratzinger blev valgt under muliggjorde det for en fløj blandt kardinalerne at få deres kandidat presset igennem.

Men i henhold til Politis analyse skyldes Pave Benedikts problemer også, at han simpelthen er for meget intellektuel og for lidt leder. Han formår ikke at samle et dygtigt team omkring sig, udstikke nogle klare visioner og mål og sikre sig, at de bliver omsat i praksis. Pga. sin høje alder, og et i sig selv fornuftigt ønske om at skåne sit helbred, har Ratzinger skåret kraftigt ned på det antal af møder som paven har med lederne af de forskellige afdelinger i Vatikanet, med nuntierne (de pavelige ambassadører) og med verdens biskopper. Og hermed mister han føling med hvad der sker i den katolske verden og han får ikke koordineret Kuriens arbejde.Men finde tid til at skrive sine lærde bøger om Jesus, det gør han, og det nok på bekostning af sine pavelige forpligtigelser.

Måske er det slet ikke længere muligt at have et pavedømme, hvor paven som enevældig leder skal lede verdens 1,1 milliarder katolikker. Måske den katolske kirke simpelthen har vokset sig for stor til et sådant ledelsessystem. Men hvis det skal fungere kræver det en omfattende reform af Vatikanet og en stærk og dygtig leder med karisma og medietække, der kan samle kirken om sig. Han skal have evnen til at vælge sig et dygtigt ledelsesteam, have klare visioner for fremtiden samt evnen til at få dem omsat i praksis. Og så skal han have viljen til at samarbejde med kardinalerne og de katolske bispekonferencer. Om den kommende pave vil leve op til disse krav vil tiden vise.

Læs mere

Skrevet af den 7 dec, 2012 under Ikke kategoriseret | 15 kommentarer

Hader Iben Thranholm de vestlige sekulære demokratier?

Iben Thranholm benytter i en klumme i Kristeligt Dagblad fra den 7.12.2012 den aktuelle debat om juletræer, julefejringer i skolerne og kors på slovakiske mønter til at komme med hvad man vist godt kan kalde for en bredside mod kampen for sekulariseringen. At fjerne kristne symboler i det offentlige rum kalder hun for et “had til kristendommen. Et had, der samler kraft til at hærge, indtil det sidste alter er væltet“.

Dernæst påberåber hun sig historien: “I 1930’ernes Tyskland startede forfølgelsen af jøderne også med, at man fratog dem privilegier. I det antikke Rom, som var kendt for sine omfattende kristenforfølgelser, var kristendommen vel at mærke ikke forbudt ved lov. Men den folkelige uvilje mod de kristne var meget stor. En privat anklager behøvede kun at rette en anklage for det at være kristen, for at en dommer kunne dømme til døden. Kejseren lod de kristne gå fri, hvis de afsværgede deres tro“.

Kristendommen tvinges i dag, i henhold til Iben Thranholm, også til i offentlige sammenhænge at afsværge sin tro. Formålet med religionsneutraliteten er nemlig intet mindre end at smadre kristendommen. Der er med andre ord tid til handling: “Hvis ikke kristne i Europa modsiger religionsneutraliteten og sætter foden i døren, mens de endnu har friheden til at gøre det, er de i fare for at komme til at lide samme skæbne som kristne i for eksempel Irak, Mellemøsten, Indonesien, Kina og Nigeria. Europæiske kristne forholder sig alt for passivt og naivt til tidens tegn. Den attitude kan komme til at ændre historiens gang radikalt.”

Hvad skal man dog sige til denne svada? Tja, jeg kunne jo være fristet til at spørge Iben Thranholm om hun hader de vestlige demokratiske og sekulære samfund. Vil hun ikke helme før sekulariseringen er blevet rullet fuldstændigt tilbage? Mener hun f.eks. at kristendommen skal have samme status i dag som den havde i middelalderens samfund og de andre religioner skal behandles ligesom de dengang blev behandlet? Jeg kunne selvfølgelig også spørge Iben Thranholm om hvordan hun ville have det med at blive beskyldt for at være drevet af had og for at arbejde for et samfund hvor dem, der ikke tror som hende, skal udsættes for forfølgelser. Jeg kunne spørge hende om mange ting, men jeg tror ikke rigtigt, at hun vil værdige en lille ubetydelig blogger som mig et svar.

Så derfor er det nok mere givende at se på Iben Thranholms brug af historien. Mht. nazismen så startede nazisterne ikke med at fratage jøderne deres privilegier, for jøderne var i det førnazistiske Tyskland ikke privilegerede. I stedet startede nazisterne med at fratage jøderne deres borgerlige rettigheder, de rettigheder der ligestillede alle tyske statsborgere uafhængigt af deres religion og etniske baggrund.

Mht. kristendomsforfølgelserne i Romerriget, så er det vigtigt at være opmærksom på, at de antikke samfund faktisk var rimeligt ligeglade med hvad folk troede på. Man måtte tro på de guder man ville. Men romerne var ofte  ret så skeptiske overfor nyreligiøse bevægelser, hvortil kristendommen jo den gang hørte, fordi man mente, at det var bedre for samfundet hvis folk holdt sig til traditionen og forfædrenes skikke. Og så var Romerriget kun tolerant i den forstand, at folk måtte tro på guder efter eget valg. Det krævende nemlig at alle skulle deltage i statens officielle kult (kejserkulten) og i lokalsamfundene blev det også forventet, at alle deltog i de store religiøse festivaler til ære for lokalsamfundets guder.

Eller med andre ord, ikke nok med at det offentlige rum i det hedenske romerrige var fyldt med gudebilleder, altså var alt andet end religionsneutralt, så insisterede samfundet på at man uanset ens personlige tro skulle deltage i fællesskabets religiøse ritualer. Ville man ikke det, f.eks. fordi man var kristen, ja så blev man set som en trussel mod samfundets sammenhængskraft, ja mod selve dets overlevelse. Hvis Romerriget havde været religionsneutralt, så var det ikke kommet til kristendomsforfølgelser.

Det forstemmende ved Iben Thranholms klumme er imidlertid ikke bare hendes dæmonisering af de vestlige sekulære demokratier. Nej, det sørgelige er også, at hun øjensynligt går ud fra at kristendommen kun kan leve hvis den er privilegeret. At der ikke er nogen mellemvej mellem at have magten eller at blive forfulgt.

Det hører jo også unægteligt med til historien, at kristendommen da den kom til magten i det sene Romerrige, ikke blot blev overøst med privilegier. Nej, den fik også iværksat en omfattende forfølgelse af de ikke-kristne religioner. Gudernes altre blev væltet. Gudebillederne blev smadret. Det samme blev templerne hvis de ikke blev omdannet til kirker. Enhver dyrkelse af de gamle guder blev forbudt og straffen for at bryde den lov var i værste fald døden. Måske frygter Iben Thranholm, at kristendommen i de sekulære vestlige demokratier vil få samme behandling som den udsatte antikkens hedenske religioner for da den i sin tid først fik magten hertil? Men sådan kommer det næppe til at gå. Kristendommens magtovertagelse og de efterfølgende forfølgelser af anderledes troende blev indført i diktaturstater. I et demokrati med respekt for sig selv sikres alle borgere lige rettigheder uanset deres religion.

 

Læs mere

Skrevet af den 3 okt, 2012 under Ikke kategoriseret | 4 kommentarer

Den katolske kirkes største problem

At den katolske kirke har visse problemer at slås med er vist en kendt sag for de fleste der følger bare lidt med i kirkelige forhold. Imidlertid er der, sådan som jeg ser det, i alt for ringe omfang fokus på hvad der formodentligt er den katolske kirkes altoverskyggende problem i dag, nemlig den katastrofale mangel på præster.

Den katolske kirke er i et helt andet omfang end de protestantiske kirker afhængig af præster. Ikke mindst eukaristien, eller nadveren hvis vi skal bruge et dansk udtryk, der er omdrejningspunktet for kirkens liv, kan kun fejres når der er en gyldigt viet og autoriseret præst til stede. Men i den vestlige verden falder antallet af katolske præster drastisk , og det nytter kun lidt at antallet af katolske præster i den tredje verden stiger, for antallet af katolikker i denne del af verden stiger endnu mere og man har derfor brug for alle sine præster selv. Og problemet med præstemanglen  i Vesten vil alt andet lige vokse fordi den katolske præsteskare her allerede hører til det  grå guld. Gennemsnitsalderen for katolske præster i USA er således 63 år og i Irland er den 64 år. Hvis denne udvikling fortsætter risikerer den katolske kirke noget der kunne ligne et sammenbrud i sjælesorgen om 10-20 år.

Hvad kan der så gøres ved denne krise?  Ja, svaret er ganske ofte at den katolske kirke skal afskaffe pligtcølibatet for sine præster. Hvis præsterne kunne få lov til at gifte sig, er tanken, så vil flere søge om at blive katolsk præst, og frafaldet af allerede ordinerede præster vil falde markant. Nu skyldes den katolske kirkes præstemangel næppe udelukkende pligtcølibatet, men det virker dog oplagt, at problemet kunne formindskes væsentligt, hvis der blev åbnet op for gifte katolske præster. Dertil kommer, at pligtcølibatet ikke er noget dogme i den katolske kirke. Den katolske kirke har ikke altid pålagt præsterne at leve ugift, ja faktisk findes der allerede nu gifte katolske præster, det gælder f.eks. en del af præsterne fra de ortodokse kirker, som har underlagt sig Paven og det gælder for gifte tidligere protestantiske præster, der efter at være konverteret har ønsket at virke som katolske præster.

Så hvorfor ophæver Paven så ikke bare pligtcølibatet? Se det er der nok mange grunde til. F.eks. kan det tænkes, at Paven ikke helt har forstået hvor alvorlig situationen er i praksis. En del kender nok til at arbejde på en arbejdsplads, hvor ledelsen måske ikke helt synes at have forstået alle de udfordringer som de ansatte må kæmpe med i deres arbejdshverdag. Ej heller virker det altid som om at vores kære politikere helt har styr på hvordan deres politik påvirker den almindelige borgers dagligdag. Det ville slet ikke være så mærkeligt hvis Paven ikke rigtigt var inde i hvor store praktiske problemer præstemangelen udløser ude i de katolske sogne.

Dertil kommer, at der er en klar tendens i Vatikanets politik når det gælder om at udvælge kandidater til bispeembedet: Kun dem der bakker op om Pavens linje, f.eks. mht. at pligtcølibatet skal opretholdes, bliver undnævnt til katolsk biskop. På denne måde sikrer man sig altså mod uønsket kritik fra dem, der skal takle de konkrete problemer som præstemangelen udløser i de katolske bispedømmer. Alligevel er der fra tid til anden den ene eller anden katolske biskop, der lufter tanken om en afskaffelse af pligtcølibatet. Hvad set i lyset af førnævnte udvælgelsespolitik blot viser hvor desperat situationen er ved at blive ude i den katolske hverdag. Men disse røster bliver der altså ikke lyttet til.

Måske bliver disse biskopper ikke lyttet til fordi Paven mener, at der ville være for mange praktiske problemer med at tillade gifte præster i andre end de allerede eksisterende undtagelsestilfælde. De nuværende lønninger som katolske præster får rækker kun i få lande til at præsten ville kunne forsørge en familie. Og hvis man f.eks. indførte en ordning med gifte præster, der svarer til den den ortodokse kirke har, hvad på mange måder ville være mest oplagt, så står man overfor en række problemer. Den ortodokse kirke tillader nemlig nok gifte mænd at blive præst, men ugifte mænd, der er blevet viet til præst, må ikke gifte sig. Og biskopper vælges kun blandt de ugifte præster. Men hvis den katolske kirke indfører en sådan ordning vil der automatisk opstå problemer i forhold til dem blandt de nuværende katolske præster og biskopper, der ønsker at gifte sig, ligesom man skulle finde ud af hvad man vil gøre i forhold til de præster, der har måtte forlade præstegerningen fordi de har giftet sig.

Men jeg tror nu ikke, at det virkeligt er det afgørende for Paven. Mere grundlæggende er problemet for ham nok snarere, at hvis den katolske kirke efter mange års pres nu skulle ophæve pligtcølibatet så vil der straks blive rejst krav om endnu mere vidtgående forandringer som f.eks. kvindelige præster. En af erfaringerne fra Det Andet Vatikankoncil er nemlig, at forandringer hos nogle katolikker bliver brugt som undskyldning for at kræve endnu flere forandringer og hvor går grænsen så?

En anden erfaring fra koncilet er dog også, at de katolikker, der loyalt har bakket op om den katolske kirkes lære, kan blive alvorligt skuffet over at kirken pludselig laver om på dens lære. Hvis man, måske under store personlige omkostninger, har fulgt den katolske kirkes regler – og forsvaret dem mod kritikere, kan man godt blive forvirret, usikker og måske vred hvis kirken så lige pludselige giver kritikerne ret.

For de katolikker som måske mest svarer til hvad Paven opfatter som gode katolikker, er et af de helt centrale kendetegn ved den katolske kirke, at den holder fast ved sandheden, at den ikke følger med tidsånden men i stedet modigt forkynder det evigt sande også når det ikke er populært. At ændre ved læren og dens omsætning i kirkens leveregler er derfor en uhyre vanskelig sag.

Dertil kommer, at pligtcølibatet er en del af det unikt katolske. De ugifte præster er en speciel katolsk ordning, der har bidraget til at sikre den katolske identitet, på samme måde som  latin som kirkens liturgiske sprog hørte til den katolske kirkes særlige kendetegn i tiden før Det Andet Vatikankoncil. Og ligesom der var mange fordele forbundet med den katolske kirkes indførelse af en liturgi på modersmålet men at man ved at vælge den vej også mistede noget unikt katolsk, så vil afskaffelsen af pligtcølibatet betyde, at man kommer til at give afkald på en del af den katolske kirkes særpræg.

Det er derfor forståeligt nok at Paven ikke vil afskaffe pligtcølibatet – prisen for at gøre det vil være høj, men det samme vil prisen for ikke at gøre det være. Lige meget hvilken vej hans efterfølger som Roms biskop vil slå ind på så vil den komme til at ændre den katolske kirke som vi kender den.

Læs mere

Skrevet af den 31 aug, 2012 under Ikke kategoriseret | 9 kommentarer

Kan abort og holocaust sammenlignes?

Lige for tiden kører der en spændende debat om abort på Facebook gruppen “Katolikker i Danmark”. En mindre gruppe personer forsvarer indædt en film, der sætter lighedstegn mellem den fri abort og holocaust, mens andre kritiserer filmen for at være ækel og grænseoverskridende. Interessant nok synes ingen rigtigt at gå i dybden med selve påstanden om at abort og holocaust kan sammenlignes.

Selve ideen om at abort og holocaust kan sammenlignes bygger for mig at se på en tydelig mangel på forståelse af holocaust som en historisk begivenhed. F.eks. fandtes der i Nazityskland ikke nogen lov, der legaliserede massedrabet på jøderne. Ja, vi har end ikke en skriftlig ordrer fra Hitler! Nazisterne forsøgte, at holde holocaust hemmeligt og at skjule det, der fandt sted, ligesom de ved slutningen af 2. verdenskrig forsøgte, at fjerne så mange beviser på holocaust som muligt. Det gjorde naziregimet, fordi det vidste, at det man gjorde var illegalt og at der blandt tyskerne ikke var en bred opbakning til fysisk at udrydde jøderne. Dem der i dag benægter holocaust siger jo typisk ej heller, at drabet på jøderne ikke var drab fordi jøder ikke er mennesker. De benægter i stedet, at holocaust fandt sted!

Abort er derimod legalt i en række lande. Man ved det finder sted og hvert år offentliggøres antallet af gennemførte aborter. Abort har i et land som Danmark en bred politisk og folkelig opbakning. Dem der går ind for abort benægter ikke, at de finder sted, men de hævder, at fostre ikke er mennesker og abort derfor ikke er drab.

På førnævnte Facebook gruppe an man se den påstand fremført, at det er farligt, at hævde, at en bestemt gruppe ikke er mennesker, fordi vejen så er åben for folkedrab. Ved at erklære fostre som ikke-mennesker skulle vejen altså være banet for massedrab på fødte mennesker.

Men grunden til at naziregimet forsøgte, at udrydde jøderne, var at Hitler og hans slæng havde et dybt og indædt had til jøderne. For nazismen var jøderne simpelthen forklaringen på alt ondt i verden! Alt hvad nazismen var imod: socialisme, liberalisme, kapitalisme, pacifisme etc. fik jøderne skylden for. Jøderne udgjorde i henhold til nazismen en dødelig trussel for den såkaldte ariske race.
Først var det naziregimets politik, at fjerne alle jøder fra samtlige indflydelsesrige positioner i samfundet, men det var så ikke nok for dem, den
indbildte trusel fra jøderne nødvendiggjorde i deres øjne, at jøderne skulle fordrives fra alle tyskkontrollerede områder. Da dette imidlertid ikke var praktisk muligt greb Hitler til den såkaldte endelige løsning på “det jødiske problem”, nemlig den systematiske udryddelse af jøderne.
Nazisterne var ikke gået til valg på at jøderne skulle udryddes, men masseudryddelsen var et resultat af et vanvittigt had, som i øvrigt blev forsøgt formidlet til den tyske befolkning f.eks. i skolen og via aviser som Der Stürmer og film som Der Ewige Jude. Umenneskeliggørelsen af jøderne var et resultat af et vildt had til jøderne, der igen endte med massedrab.

Men er den fri abort båret af et dyb had til fostre? Tror tilhængerne af den fri abort, at fostre er årsagen til alt ondt i verden? Laver tilhængerne af den fri abort plakater, der viser de onde og griske fostre? Bruges ordet foster som et skældsord af tilhængerne af den fri abort? Sammenligner de fostre med rotter? Taler de om en international sammensværgelse hvor fostrene skulle planlægge, at overtage magten i verden?

Holocaust var et eksempel på at en stat bevidst forsøgte at udrydde et helt folk, deraf begrebet folkedrab. I Danmark, i USA, i Israel og i de andre vestlige lande med fri abort findes der ingen plan for systematisk udryddelse af fostre. Man finkæmmer ikke samfundet for gravide kvinder, som så tvinges til en abort. Abort er et tilbud, som den enkelte kvinde kan sige ja eller nej til. Abort er ikke folkedrab, da der ikke er tale om  en planlagt udryddelse af en hel befolkning hhv. befolkningsgruppe. Og fostre, der bliver aborteret, kan ikke defineres som et folk eller en bestemt social gruppe som f.eks. en race eller en religion.

Det syn på mennesket og på samfundet, der ligger bag den fri abort, er meget anderledes end nazismens. Nazismen var ekstremt antiindividualistisk. “Du og jeg betyder ingenting, Tyskland betyder alting” var et af nazismens vigtige slogans. Ligesom man fjerner kræftknuder for at redde kroppen må jøderne fjernes fra folkelegemet, så det kan blive raskt. Sådan var tankegangen. Og derfor var abort også forbudt i Nazityskland, for de tyske kvinder skulle føde så mange børn som muligt. At få børn og gå hjemme og passe dem og husholdningen var i henhold til nazismen det som kvinder fra til for.

Den fri abort er et resultat af kvindefrigørelsen, som nazisterne hadede som pesten og som ifølge dem selvfølgelig også var en jødisk ide. Den fri abort er udslag af en individualistisk kultur, som sætter kvindens selvbestemmelse i højsædet. Kvinder skal ikke ofre sig for børn, ægtemænd og fædrelandet men i stedet have lov til at bestemme over deres egen krop. Intet kunne ligge nazismen fjernere.

Mange jøder føler sig meget stødte over at visse kristne sammenligner abort med holocaust. Dette skyldes både de historiske forhold men også det jødiske syn på fostret. I henhold til den jødiske religiøse lovgivning er et foster nemlig ikke et menneske og dermed er abort i henhold til jødedommen ikke drab. At ville sammenligne massemordet på jøderne med noget, der i henhold til jødedommen ikke er drab, er respektløs overfor jøderne.

I øvrigt viser jødedommens syn på fostret, at en dyb respekt for menneskets værdighed godt kan forbindes med en benægtelse af at fostre er mennesker.

Læs mere