Menu
Kategorier

Skrevet af den 27 aug, 2012 under Ikke kategoriseret | 3 kommentarer

Længslen efter den religiøse stat

Jeg må tilstå, at jeg i en længere periode har afstået fra at læse Iben Thranholms klummer i Kristeligt Dagblad. For at sige det lige ud: Hun er i mine øjne så langt ude at det nærmest ikke er værd at bruge energi på hende. Da jeg så Iben Thranholms klumme fra den 24.8.2012 med titlen “Putin er ny kristen verdensleder” lod jeg mig dog friste – og blev fuldkomment bekræftet i mit syn på Iben Thranholm, hvis teologiske verdensanalyse for mig at se er kendetegnet ved en bemærkelsesværdig evne til at have begge ben solidt placeret i luften. Alligevel er der nogle dybere liggende tendenser i Iben Thranholms klumme, der fortjener at blive taget op til debat.

For det første er det bemærkelsesværdigt, at Iben Thranholm synes at se Putins demonstrative deltagelse i højtidelige gudstjenester og hans rundhåndede finansiering af kirkebyggerier som et bevis på at han er en “personlig kristen”. Her må jeg tænke på Jesu berømte ord: ”Og når I beder, må I ikke være som hyklerne, der ynder at stå og bede i synagoger og på gadehjørner for at vise sig for mennesker. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. Men når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig“. (Matt. 6,5-6)

Her advares den kristne ikke blot mod hykleri, mod at tro at fromhed er ydre performance frem for et indre forhold til Gud. Nej, der advares de facto også mod at falde for andres “fromhedsdemonstrationer”. Det personlige gudsforhold er et nådens mysterium som øjet ikke kan indfange, for det udfolder sig grundlæggende i det skjulte, der hvor hjerte taler til hjerte.

For det andet, så afspejler Iben Thranholms klumme, sådan som jeg ser det, på et dybere plan en længsel efter den autoritære religiøse stat, hvor samfundets lovgivning med tvang beskytter religionens dogmatik og moralske krav mod kritik og mod alternativer. Et samfund, hvor troens udfoldelse og liv opretholdes af statslig belønning og statslig straf.

Men er en sådan stat kristen af andet end navn? Ordene i Matt. 6,5-6 tager udgangspunkt i en tro, der ikke søger og ikke behøver anerkendelse fra stat og samfund. Visionen er en tro, der ikke har brug for et statsligt korset af forbud og påbud, men i stedet opretholdes af en dyd tillid og kærlighed til Jesus, som ikke er et resultat af statslige tiltag men af Helligåndens virke i den enkeltes liv.

Eller med andre ord, Putin samfund er et forsøg på at genoplive den (u)hellige alliance mellem krone og alter, der forvekslede tro med magt. Vestens sekulariserede og efter sigende postkristne samfund er derimod en unik chance for kristendommen til at vende tilbage til Jesu grundlæggende vision om det sande Gudsforhold.

Læs mere

Skrevet af den 18 aug, 2012 under Ikke kategoriseret | 0 kommentarer

De Radikale vil sikre barnets tarv

At Det Radikale Venstres forslag om at et barn skal kunne have fire forældre bliver mødt med modstand fra de borgerlige partier er hvad man kan forvente. At være imod en fuld statslig accept og anerkendelse af homoseksuelle synes jo at være en værdipolitisk mærkesag for de borgerlige partier. At modstanden mod De Radikales forslag er blevet så brutal er dog lidt overraskende. Når Dansk Folkepartis familieordfører Mette Hjermind Dencker lige får sat anerkendelse af regnbuefamiliernes forældresammensætning i sammenhæng med ægteskab mellem mennesker og hunde, ja så rammer hun desværre debat tonen ganske godt.

Hvad de borgerlige overser er, at der allerede nu findes børn, der reelt set har fire forældre, nemlig deres biologiske mor og hendes kone og deres biologisk far og hans mand. Vi taler ikke om hvad der kan komme men hvad der allerede er en levende realitet i vores samfund. På samme måde kan et adoptivbarn jo også havde to levende biologiske forældre samt dets adoptivforældre. Og i de mange såkaldte sammenbragte familier har børn, ud over deres biologiske forældre, også en såkaldt bonus- eller papfar hhv. -mor.

Egentligt kunne jeg godt tænke mig at dem, der næsten savler af raseri over De Radikales forslag, kunne fortælle mig hvorfor det skulle være i barnets tarv, at det i tilfælde af skilsmisse kan komme til at risikere at miste kontakten til en voksen, der har spillet en afgørende rolle i dets opvækst og som det har knyttet sig følelsesmæssigt til. Og vi skal jo ikke glemme, at hvis barnet fratages kontakten til en sådan voksen, så vil det også miste kontakten til eventuelle pap/bonus/med -bedsteforældre, -onkler, -tanter og ikke mindst stedsøskende. Hvordan kan man være kold overfor det?

Jo, det er rigtigt, at det kan blive indviklet, hvis mere end to skal finde ud af at tage beslutninger for et barn, faktisk er det jo også sommetider svært når der kun er to med i spil. Her kunne det sikkert være en god ide, hvis der blev udarbejdet nogle klare retningslinjer i tilfælde af strid mellem forældrerne. Personligt synes jeg f.eks., at et barn burde have krav på at have ét hjem, lige meget om alle forældre så bor der eller ej. Samvær med de andre forældre må altså ikke tage et sådant omfang, at barnet bor i en kuffert. Og jeg synes også, at det ville give mening, at det er de forældre som barnet bor hos, der som udgangspunkt også har retten til at tage beslutninger vedr. barnets hverdag.

Det afgørende for mig er at barnet sikres mod at miste kontakten til en signifikant voksen, som det har knyttet stærke bånd til. At gå imod det er i mine øjne udtryk for at man er ligeglad med barnets tarv.

Læs mere

Skrevet af den 10 aug, 2012 under Ikke kategoriseret | 1 kommentar

Kristeligt Dagblads kamp mod transpersonerne

Det kan være meget forstemmende at læse Kristeligt Dagblad. I årevis har denne avis kæmpet med næb og klør mod enhver forbedring af
homoseksuelles forhold og nu, da Det Radikale Venstre har fremsat et lovforslag hvis mål er at forbedre forholdene for transpersoner, fortsætter Kristeligt Dagblad hvor de slap i forhold til de homoseksuelle. Erik Bjeragers leder i Kristeligt Dagblad fra den 10.8.2012 er et mesterstykke i uvidenhed om de faktuelle forhold som transpersoner må leve under, kombineret med manglende forståelse for deres levevilkår og så ikke mindst, en dæmonisering af dem, der ønsker at forbedre transpersoners situation.

Bjerager synes ikke at vide, at den håndfuld af transpersoner, der årligt kommer igennem Sexologisk Instituts nåleøje og får diagnosen “transseksuel”, har ret til en kønsskifteoperation. Og har man fået en sådan kan man helt legalt skifte navn og personnummer samt få et nyt pas. Kønnet er altså ikke noget mere givet og fastlagt i vores samfund end at man kan få det ændret, det er bare meget svært. Den nyligt indførte mulighed for at få et X i passet i stedet for “mand” eller “kvinde”, er altså ikke henvendt til dem, der har fået diagnosen transseksuel men til andre, der lever fuldtids som “det modsatte køn”. Problemet med denne ordning, sådan som den ser ud nu er imidlertid, at Sexologisk Institut skal sige god for at en person kan få dette X i passet, og de er mere end nærige med at tildele sådanne godkendelser.

Bjerager ved ikke, eller vil ikke vide af, at det er enormt svært at blive godkendt som transseksuel af Sexologisk Institut. Især biologiske mænd, der oplever sig som kvinder, de såkaldte transkvinder, bliver næsten alle afvist af instituttet. Og ikke nok med det, transpersoner der opsøger Sexologisk Institut, bliver udsat for en nedgørende og ydmygende behandling. Ja, jeg har sågar hørt om at transkvinder er blevet befamlet på deres kønsorganer af personalet! Man skal altså ikke have sat sig ret meget ind i transpersoners forhold her i landet for at se, at de nuværende forhold for personer, der ønsker at skifte køn, er meget ringe og på ingen måde værdige for et moderne, i egne øjne tolerant samfund.

Nu er det, som jeg har forstået det, ikke umiddelbart muligt at indføre kønsneutrale personnumre sådan som De Radikale foreslår det. En sådan ændring må nok vendte til man en gang i fremtiden alligevel skal lave systemet om. Jeg kan derimod  ikke se noget nævneværdigt problem med at indføre pas, hvor kønnet ikke er registreret. Fremtidens pas vil sandsynligvis indeholde fingeraftryk eller lignende helt unikke kendetegn ved en person, og i så tilfælde bliver f.eks. kønsangivelse ligegyldig. Og at vi her og nu gjorde det nemmere at skifte personnummer, få et X i passet eller få lov til at vælge navn efter ønske og ikke efter biologisk køn, ja det kan jeg slet ikke se problemet med. Med mindre man naturligvis lader sig styre af en konservativ ideologi hvor man ser det som et mål at presse mennesker til at leve efter en kønsforståelse og nogle kønsroller, som slet ikke passer til dem.

Virkeligheden er, at ikke alle mennesker er født som enten mænd eller kvinder. Nogen er biologisk set hverken entydigt mand eller kvinde, og andre kan psykisk ikke med deres biologisk køn. De radikales lovforslag tager udgangspunkt i den kønsmangfoldige virkelighed, mens Bjerager og Co.’s kamp for status quo er klassisk ideologisk. De sætter nemlig deres ideer og normer om køn over konkrete mennesker, hvis liv lige nu ødelægges af at samfundets lovgivning ikke i tilstrækkelig grad forholder sig til deres kønsvirkelighed.

 

Læs mere

Skrevet af den 2 aug, 2012 under Ikke kategoriseret | 2 kommentarer

Kan man gøre kvinder medansvarlige for at de blev voldtaget?

Jeg går ind for det multikulturelle Danmark. Jeg får ind for kulturel mangfoldighed og respekt for forskellighed. Alligevel må jeg indrømme, at jeg sommetider må stå af når nogle forskere eller debattører kommer ud på det helt dybe vand i deres forsøg på at forsvare etiske minoriteter. Et eksempel er en artikel på Etik.dk, der behandler det forhold, at over halvdelen af de voldtægter, der anmeldes i Danmark, er blevet begået af indvandrere eller efterkommere af indvandrere. I artiklen citeres seniorforsker ved Institut for Folkesundhed Karin Helweg-Larsen for følgende udsagn: “Unge piger skal være mere bevidste om, hvilke signaler de sender, og skal være bedre til at tolke andres signaler og reagere på dem. Det gælder især over for mænd, der har en anden kulturel baggrund end dem selv. ” Og mht. spørgsmålet om skyld og ansvar siger hun: “Man kan sjældent sige helt firkantet, at det overhoved ikke er offerets skyld, når man taler om kontaktsvoldtægter. Man har også et ansvar for, hvad der sker med en selv. Hvis du udsender erotiske signaler og synes, det er sjovt at flirte og blive begæret, må du være klar over, at mænd kan opfatte og reagere forskelligt på dine signaler. Piger har også et ansvar for, at en situation ender godt.”

Og heri bekræftes hun af kønsforsker på Roskilde Universitet Karen Sjørup, der dog ikke vil give kvinder medskyld i at de bliver voldtaget. Hun fremhæver, at “kvinder er nødt til at kalkulere deres risici. Når det handler om sex, er man meget afhængig af kulturelle koder, og i et multikulturelt samfund som Danmark kan man ikke umiddelbart tage for givet, at alle opfatter de koder ens“.

Det bemærkelsesværdige ved disse to kvindelige forskere, er, at de med deres argumentation lægger op til at etnisk danske kvinder skal opføre sig anderledes overfor mænd med en anden etnisk baggrund end de vil opføre sig overfor såkaldte danske mænd. Eller sagt på en anden måde, de sætter de etnisk danske kvinder i en catch-22 situation. Hvis de følger Karin Helweg-Larsens og Karen Sjørups velmente råd vil de kunne blive beskyldt for racediskrimination, ja for racisme. Og hvis de ikke vil udsætte sig for sådanne beskyldninger må de leve med at de er medansvarlige hvis de skulle blive voldtaget.

Og hvis de unge kvinder skal kalkulere med en særlig risici ved at omgås etniske minoritets mænd, så har diskotek- og barejerne vel også ret til at vurdere, at de af hensyn til deres kvindelige klientels sikkerhed ikke vil acceptere sådanne mænd som deres kunder?

Det er i mine øjne en blindgyde at ville gøre sexovergreb til et spørgsmål om offerets medansvar og om kulturforskelle, som fører til voldtægt. Mænd såvel som kvinder kan begå sexovergreb, og det uafhængigt af deres kulturbaggrund. Vi skal ikke møde mennesker med en særlig mistanke fordi de har en anden kultur end vores egen. Men alle, uanset køn og kulturbaggrund, har krav på at man ikke krænker deres seksuelle grænser. Og dem der ikke kan finde ud af det skal mødes med hårde og markante sanktioner fra samfundets vegne. Det er aldrig offerets ansvar, at det bliver misbrugt, ansvaret ligger udelukkende hos den, der krænker.

 

 

Læs mere