Den katolske sexovergrebsskandale – nogle eftertanker

2010 kan med rette kaldes for et anno horribilis for den katolske kirke i Danmark. For mediestormen forårsaget af en række anklager om sexovergreb rettet mod katolske præster i landet udløste hvad der nok kan betegnes som den største krise for den katolske kirke i Danmark siden reformationen.

Lige nu hersker der imidlertid en art stilhed efter stormen. Denne stilhed er ikke mindst udløst af at politiet i sidste instans valgte ikke at rejse anklage mod nogen katolsk præst. Ja, skal man tro DR 1 programmet ”Præster under anklage”, skal vi jo nærmest antage, at det hele var en medieskabt storm i et glas vand.

Men så simpelt er det nu ikke.

Man må nemlig ikke glemme, at politiet bl.a. har valgt ikke at rejse anklage fordi en række af sagerne var forældede. Når der ikke rejses anklage pga. forældelse så er der dermed ikke sagt, at der ikke er forekommet noget kriminelt, men at en sigtelse i henhold til dansk ret ikke længere kan føre til dom. Spørgsmålet er her om den katolske kirke har medansvar for, at disse sager ikke blev meldt til politiet mens tid var.

Det forholder sig i hvert fald sådan, at den katolske kirke i forhold til fire af de i alt seks præster[i], der har været berørt af sexovergrebsskandalen, var blevet gjort bekendt med klager over sexovergreb hhv. seksuelt grænseoverskridende adfærd som præsterne skulle have begået længe før mediestormen skyllede han over kirken. Hverken den katolske kirkes ledelse eller de anklagede præster burde undre sig over, at gamle, i sidste instans ikke løste sager, ville komme frem til overfladen så snart medierne rettede spotlightet mod den katolske kirkes ageren i forhold til anklager om sexovergreb.

Den ubestridelige panik og den deraf udløste katastrofale håndtering af medierne som kendetegnede den katolske kirkes ledelse i Danmark under mediestormen skal altså ses i lyset af at man ikke selv var villig til at være åben om kendskabet til  en række sexovergrebsrelaterede anklager mod stadigt aktive katolske præster, men at man i stedet fortvivlet forsøgte at slukke de mediebrande der opstod hver gang et bortgemt lig væltede ud ad skabet. I virkeligheden kan vi ikke vide om den katolske kirkes ledelse ligger inden med viden om andre anklager mod katolske præster end dem, som er kommet frem i medierne. Der er ikke noget i den hidtidige håndtering af sexovergrebssagerne der tyder på, at den katolske kirkes ledelse frivilligt indrømmer kendskab til sådanne klager mod præster, hvis disse blev rettet til den katolske kirkes ledelse før mediestormen brød løs.

Et resultat af den panik der greb den katolske kirkes ledelse i forbindelse med mediestormen var, at man gik direkte fra at have hemmeligholdt og syltet alle anklager mod katolske præster til at meddele offentligheden alle nyindgåede klager samt at suspendere de berørte præster på ubestemt tid. Ikke at åbenhed og kontant indgriben i sig selv er en forkert strategi, tvært imod, men den katolske kirkes ledelse havde tydeligvis ikke overvejet hvordan man skulle bære sig ad med at få klarhed om sager hvor politiet ikke kan eller ikke vil undersøge sagerne til bunds. Ligesom det tydeligvis kom som en overraskelse at de suspendere præster kunne finde på at sætte sig til modværge og i denne forbindelse selv benytte sig af medierne.

Sidst men ikke mindst har den katolske kirkes ledelse klart svigtet i forhold til de menigheder hvis præster blev suspenderet pga. anklager om sexovergreb hhv. seksuelt grænseoverskridende adfærd. Man behøver vist ikke at have den store sjælesørgeriske indsigt for at kunne forstå, at disse menigheder blev kastet ud i en dyb krise og havde hhv. fortsat har brug for særlig sjælesørgerisk omsorg. Ikke mindst set i lyset af hvor lille det katolske bispedømme i Danmark er, kan det undre, at biskoppen ikke ryddede sin kalender for at kunne påtage sig at afholdelsen af den førstkommende søndagsmesse i de berørte sogne umiddelbart efter suspensionen af sognepræsten, for at støtte, hjælpe og trøste menigheden midt i sognets formodentligt værste krise nogensinde. På samme måde ville opfølgende bispebesøg i den efterfølgende periode være en oplagt ting. At biskoppen i forbindelse med balladen om sagen vedrørende Sakramentskirkens sognepræst Reinhold Sahner valgte at kommunikere med menigheden via breve i stedet for at møde personligt op virker i mine øjne som om biskoppen er mere konfliktsky i disse her sager end godt er.

Alt i alt er det derfor rigtigt nok, at stormen er løjet af, i hvert fald i første omgang. Men stormen har efterladt sine spor. Der venter et betydeligt oprydningsarbejde og kun tiden vil vise, om den katolske kirkes ledelse vil være i stand til at håndtere det. Man kan godt nok have sine tvivl.

 

 

---

[i] ”Præster under anklage” nævner kun fire præster, men det skyldes, at de ikke medregner ”præsten fra Sønderjylland” der i anledning af mediestormen blev suspenderet for sexchat på internettet ligesom man ikke medregner en præst fra Polen, som forlod Danmark efter at det kom frem at han havde en dom for besiddelse af børnepornografi.