Menu
Kategorier

Skrevet af den 24 dec, 2014 under Lgbt | 0 kommentarer

En køn forvirring

 

Da jeg var barn så jeg og min far engang en tenniskamp sammen. En af spillerne var Martina Navratilova, der dengang stormede fra sejr til sejr. Hun vandt nok også denne kamp om end jeg ikke husker resultatet. Hvad jeg husker var min fars kommentar til den: “Det er ikke fair at hun får lov til at spille nu når hun ikke er en rigtig kvinde!” Det gjorde ondt, ikke fordi jeg var åben lesbisk dengang, faktisk brugte jeg end ikke dette udtryk om mig selv i mine allerhemmeligste tanker. Men på en eller anden måde vidste jeg, at denne berømte lesbiske tennisstjerne havde noget med mig at gøre. Måske var det bl.a. derfor at jeg, da jeg som 21-årig i det mindste i mine egne tanker turde kalde mig selv for homoseksuel besluttede, at fra nu af ville jeg have langt hår og gå med nederdel. Den maskuline lesbiske , den “forkerte” kvinde,  skulle ikke være mig. 

Nu ville skæbnen så at kvinden i mit liv hører til i denne udskældte kategori, men længe holdt jeg selv fast i min selvforordnede feminine tøjstil, kun her i de sidste år har jeg givet mig selv lov til at gå i såkaldt herretøj, og hermed opdaget noget helt nyt i mit liv: glæden ved at købe og gå med tøj som jeg virkelig kan lide.

Det er selvfølgelig en myte, eller en fordom om man vil, at alle bøsser er feminine og at alle lesbiske er maskuline. Men det er også en fordom, at den kønsoverskridende homoseksuelle er en fordom. Homoseksualitet kan (men behøver ikke) give sig udslag i at man ikke lever op til de forventninger samfundet typisk har til hvordan man skal klæde og gebærde sig som biologisk mand eller kvinde. Da en sådan kønsoverskridende adfærd imidlertid ofte er blevet set som anstødelig har der indenfor homobevægelsen været en tendens til at udgrænse de (alt for) synlige kønsoverskridende homoseksuelle for på denne måde at kunne fremhæve den homoseksuelle som en pæn og normal borger, som samfundet burde give samme rettigheder som de heteroseksuelle. Men der er selvfølgelig dem, der stritter imod. Drags og de “mænd i dametøj” som medierne elsker at fokusere på i forbindelse med pride paraderne er måske også en intern homoprotest mod at man som homoseksuel helst skal fremstå som straight-acting and straight-looking, ikke mindst i det offentlige rum.

Men situationen for den kønsoverskridende homoseksuelle er i de senere år om muligt blevet endnu mere kompliceret efter at de transkønnede er blevet inkluderet i (den nu tidligere) homobevægelse. For i det nye “LGBT fællesskab” er der en tendens til at de transkønnede sætter sig tungt både på definitionen af relationen mellem køn og seksualitet og på definitionen af hvem der er kønsoverskrider og hvem der ikke er det.

Noget der nærmest må betegnes som en ufravigelig dogme indenfor det meste af transbevægelsen er påstanden om at køn og seksualitet INTET har med hinanden at gøre. Og det skal man som transkønnet selvfølgelig have lov til at føle og mene om sit eget køn og sin egen seksualitet – men for mig og nok også en del andre kønsoverskridende homoseksuelle hænger vores køn og vores seksualitet tæt sammen. Vores levede liv usynliggøres hvis det hævdes, at køn og seksualitet hos alle mennesker kan og skal skilles klinisk ad.

Nu er det i praksis ikke nemt at finde ud af hvem der egentlig tilregnes, skal tilregnes eller må tilregne sig selv kategorien transkønnet. Faktisk er der mit indtryk at man blandt transkønnede bruger meget energi på at debattere det spørgsmål. Men der er bred enighed om at dem, der ikke er transkønnede, er “cis-kønnede”, og er man ciskønnet så har man rent ud sagt røven fuld af cis-privilegier! Hermed usynliggør man imidlertid de kønsoverskridende homoseksuelle, der hverken kan genkende sig i en identitet som en mand fanget i en kvinde krop eller omvendt – eller i en identitet som en person, der problemløst kan eller vil tilpasse sig de forventninger som samfundet typisk har til biologisk mænd hhv. kvinder. Og mht. de såkaldte cis-privilegier, nyder min kone så f.eks. godt af dem når hun ikke kan få lov til at bruge dametoilettet uden at blive råbt an?

Vi lever i et samfund, hvor der eksisterer et selvudnævnt kønspoliti, der på forskellig vis disciplinerer dem, der ikke lever op til samfundets mange uskrevne love om hvordan man skal klæde sig og gebærde sig som mand eller kvinde. Dette politi er faktisk ofte ret ligeglad med hvilken identitet man nu har, det afgørende er at man er den grimme ælling i andegården. Dermed være ikke sagt, at alle bliver “hakket” lige meget, der er ingen tvivl om at transkønnede typisk mødes med mere diskrimination end kønsoverskridende homoseksuelle. Men erfaringen med at være kønsmæssigt anderledes deler begge grupper, alle forskelle til trods.

 

 

 

 

Læs mere

Skrevet af den 23 dec, 2014 under Folkekirken, Kristendom og homoseksualitet | 0 kommentarer

Kampen om homovielserne er afgjort

 

Man kan vist roligt sige, at det ikke har trukket de helt store overskrifter, at en lille forening med navnet “Med grundlov skal land bygges” har valgt at anlægge sag mod to kirkeminister (Marianne Jelved og hendes forgænger Manu Sareen) for ikke mindre end grundlovsbrud.   Påstanden er, at loven om folkekirkelige vielser af homoseksuelle par fra 2012 skulle stride mod grundloven.

Denne manglende interesse i medierne skal nok ses i sammenhæng med, at det er svært at se hvordan “Med grundlov skal land bygges” skulle kunne vinde en sådan sag. De danske domstole blander sig yderst sjældent i politikernes lovgivningsarbejde, og det virker usandsynligt, at de skulle have lyst til at fastlægge hvordan politikerne skal styre eller ikke styre folkekirken eller hvordan luthersk kristendoms syn på homoseksuelle vielser skal defineres.

Lige meget hvordan man vender og drejer det så har modstanderne af folkekirkelige vielser af homoseksuelle par jo tabt krigen. Det er nemlig mere end svært at se hvordan loven herom skulle kunne rulles tilbage, være det af domstolene, politikerne eller en eventuel kommende kirkesynode. Jeg mener, hvis man ophævede denne lov, hvad skal man så gøre med de par, der er blevet viet som følge af dem? Skal man sende dem et brev hvor de opfordres til at brænde deres vielsesattest og hvor de i stedet tilbydes kurser hos Basis/Agape, hvor de efter sigende kan blive helbredt for deres homoseksualitet? Vielser af fraskilte heteroseksuelle par, kvindelige præster og vielser af homoseksuelle par er simpelthen kommet for at blive fordi en afskaffelse af dem ville skabe så meget ballade og skade folkekirkens images i en sådan grad at sådanne tiltag reelt set er utænkelige.

Modstanderne af et folkekirkeligt vielsesritual for homoseksuelle par har imidlertid også tabt fordi de profetier nogle af dem kom med om den helt store nedsmeltning af folkekirken som et sådant tiltag skulle medføre ikke gik i opfyldelse. Nogen spaltning af folkekirken kan man ikke tale om her to år efter lovens indførelse, ligesom antallet af udmeldelser ikke har haft et omfang som har gjort ondt på folkekirken. I virkeligheden er det alt andet lige en fordel, at den sag nu i det store og hele er overstået, for hermed kan folkekirken begynde at diskutere andre og måske vigtigere emner end spørgsmålet om bibel, kirke og de homoseksuelle.

At modstanderne af et folkekirkeligt vielsesritual for homoseksuelle par tabte skyldtes en række forhold. F.eks. var modstandere fra starten af internt splittede fordi nogle er imod homovielser fordi de grundlæggende set opfatter homoseksualitet som en sygdom, der bliver til en synd hvis den “praktiseres” og så dem, der mener, at ægteskabet er for heteroseksuelle par men som måske og måske ikke kan acceptere et ritual for homoseksuelle par hvis disse ikke betegnes som ægtepar. Det skabte en vis teologisk forvirring i argumentationen og gjorde modstanderne meget sårbare for det argument, at deres modstand skyldtes foragt for homoseksuelle og en bibelfundamentalisme, som kun et lille mindretal af folkekirkens medlemmer deler.

Fremtidens kampe kommer ikke til at stå om selve homovielserne, de kan som sagt næppe afskaffes igen. I stedet vil vi nok se, at modstanderne vil forsøge, at køre så mange principsager som muligt om retten til at slippe for at bistå ved sådanne vielser skal udvides, så den ikke kun gælder præster men også degne, organister, kirketjenere og kirkesangere etc. samtidigt med, at nogle homoaktivister sikkert vil forsøge, at kæmpe for at også præsternes ret til at nægte, at forestå sådanne vielser skal fjernes. Så krigen er ikke nødvendigvis helt slut endnu, men dens overordnede udgang er afgjort.

 

 

Læs mere

Skrevet af den 19 nov, 2014 under Kristendom og homoseksualitet, Lgbt, Religionsdebat | 0 kommentarer

Homomiljøets fobiske forhold til religion

 

Religion har spillet og spiller fortsat verden over en betydelig rolle i forhold til kampen om homoseksuelles rettigheder – og desværre ikke så sjældent en ret så negativ. Kristne og muslimske religiøse ledere udtaler sig ofte imod homoægteskaber og andre former for samfundsmæssig accept af homoseksuelle parforhold og lovgivning rettet mod en sådan påberåber sig ofte religion. Det kan derfor ikke undre, at mange homoseksuelle har et noget anstrengt forhold til religion. Men det ændrer ikke ved, at en del homoseksuelle selv er religiøse, ligesom de forskellige trossamfund i praksis rummer meget forskellige holdninger og attituder i forhold til homoseksuelle. I Uganda kan man f.eks. finde kristne præster, der kæmper for at homoseksuelle skal henrettes. I Danmark vil flertallet af folkekirkens præster godt vie homoseksuelle par.

Eller sagt med andre ord, det er ikke rimeligt at ville generalisere mht. diverse religioners holdninger til homoseksuelle. Men det gøres der nu ofte, ikke mindst af homoseksuelle, men samtidigt hermed er det bemærkelsesværdigt hvordan man forskelsbehandler religionerne indenfor homomiljøet, og det selvom man jo ellers hævder, at det er forskelsbehandling man er imod.

Når dem der begår verbale eller fysiske overgreb på homoseksuelle nemlig har en muslimsk baggrund, er man typisk meget ivrig for at fremhæve, at man ikke deraf må drage generelle slutninger om muslimers forhold til homoseksuelle, hvis man altså i det hele taget er villig til at nævne, at gerningsmændene har en muslimsk baggrund. Sidst nævnte kan godt være en dårlig ide, for hvis et offer for et homofobisk overgreb begået af en person med muslimsk baggrund siger noget om gerningsmandens baggrund må han eller hun regne med en kraftig social disciplinering fra andre homoseksuelles side af. At en del homofobiske overgreb begås af mennesker med muslimsk baggrund er nemlig et tabu i homomiljøet.

Piben får derimod en ganske anden lyd når homofobiske overgreb begås af mennesker med en kristen baggrund. I så tilfælde er det i homomiljøet helt legitimt at komme med stærkt nedsættende udsagn om kristne og at beskylde kristendommen for generelt at være homofobisk .

Et eksempel herpå er den aktuelle sag om chikanen mod den lesbiske familie i Mariager. Her har Tulle Krøyer, der som den eneste udtaler sig på parrets vegne, lige fra starten forsøgt at rette mistanken mod den lokale Pinsekirke selvom hun ingen konkrete beviser har haft. Så vidt jeg kan se har Tulle Krøyer og hendes støtter generelt modtaget fuld opbakning i homomiljøet til at gøre denne chikanesag, der mest af alt ligner en enkelt psykisk syg persons værk, til en generel anklage mod de frikirke kristne i Mariager. For som sagt, i homomiljøet må man gerne lægge kristne for had og generalisere om dem, det er helt legitimt.

Denne markante forskelsbehandling af homofobi med en mulig muslimsk og en mulig kristen baggrund har en række årsager og konsekvenser. Den handler blandt andet om at homomiljøet er domineret af venstreorienterede, hvad ikke er så mærkelig når man betænker, at de borgerlige partier typisk har været imod at lovgive til fordel for homoseksuelles rettigheder, i øvrigt ikke så sjældent med henvisning til kristendommen. I venstreorienterede kredse har man det jo med at reagere mere eller mindre panisk i forhold til islamkritik, som man har svært ved at håndtere, mens man har en lang tradition for kristendomskritik, der har været en integreret del af socialismen lige fra dens start.

Men i og med at homoseksuelle i dagens Danmark er fuldt juridisk ligestille med heteroseksuelle er situationen anderledes end for bare få år siden. Homokampen handler ikke længere om juridiske rettigheder, for dem har man jo alle fået, men i stedet om den kulturelle accept af homoseksuelle forhold, som i øvrigt er stærk og udbredt i Danmark. De enklaver af modstand mod accept af homoseksuelle som man kan finde i dag består imidlertid ikke blot af højre kristne, men i høj grad også af konservative muslimer. At benægte det er noget nær grotesk, og er et forhold som homomiljøet er nødt til at forholde sig til hvis man vil være troværdig, ikke mindst fordi det er sandsynligt, at antallet af danske muslimer vil voksne i fremtiden.

Men det er unægteligt svært, ikke mindst fordi eksistensen af muslimsk inspireret homofobi bliver misbrugt af politiske højrekræfter, der selv ofte ikke ligefrem er homovenlige, til at argumentere imod muslimers ret til at leve og praktisere deres religion i det danske samfund. Her er det selvfølgelig vigtigt, at huske på, at der findes troende muslimer, der er homoseksuelle, ligesom der er troende kristne, der er homoseksuelle. Islamofobi og kristnofobi i og udefor homomiljøet gør livet svært for de troende homoseksuelle og er et problem, man må forholde sig til. Og ja, begge dele findes i homomiljøet, forskellen er, at mens kristnofobien accepteres og fremmes, så findes islamofobien under overfladen, som den forbudte følelse som ikke må udtrykkes offentligt men som alligevel er der.

Hvad homomiljøet har brug for er, at man tager et opgør med generaliseringerne om forholdet mellem religion og homoseksualitet. Religioner er mangfoldige og deres tilhængere har meget forskellige tilgange til dem. Det gælder både for kristne og muslimer. Hvad homomiljøet også har brug for er, at man lærer, at skelne klarere mellem chikane og vold på den ene side – og meningsforskelle på den anden. Det teater som Asmaa Abdol-Hamids kandidatur for Enhedslisten i forbindelse med folketingsvalget i 2007 udviklede sig til havde man f.eks. nok undgået, hvis man havde turde tage en debat om hvorvidt man som muslimsk folketingsmedlem for venstrefløjen ikke har lov til at have moralske forbehold overfor homoseksuelle relationer, så længe man ellers lover, at stemme for sit partis politik. Ægte mangfoldighed må være mere end bare forskellige klædedragter og spisevaner – den må også rumme plads til at man har forskellige værdier.

 

 

 

Læs mere

Skrevet af den 12 nov, 2014 under Lgbt | 0 kommentarer

Har vi sejret ad helvedet til?

 

I de seneste uger har der været en del medie røre over den såkaldte chikanesag fra Mariager, hvor en lesbisk familie har modtaget fordømmende breve og har oplevet, at deres ejendom er blevet udsat for lettere hærværk. Nu er chikane og hærværk selvfølgelig forkastelige – og det i øvrigt uafhængigt af hvem den går ud over og hvad dens motivation er – men alligevel kan jeg som homoseksuel ikke lade være med at tænke på, at det da går os homoer i Danmark ganske godt, hvis en sådan trods alt rimelig lille sag i den grad kan få folk op at køre. Der har jo trods alt hverken været tale om vold eller trusler om vold men i stedet om en chikane, der mest af alt ligner en enkeltstående psykisk syg persons adfærd.

Den forargelse, ja vrede, som sagen fra Mariager har udløst afspejler imidlertid et forhold, som ofte bliver overset, nemlig at homoseksuelle i Danmark ikke bare har opnået fuld juridisk ligestilling med heteroseksuelle, men at vi også i meget høj grad har vundet kampen om diskursen, eller om den offentlige moral om man vil. At udtrykke afvisning, fordømmelse eller ligefrem afsky for homoseksuelle er i dagens Danmark ikke bare yt, det er moralsk forkasteligt, det er udtryk for at man står udenfor det gode selskab og at man ikke er stueren. Det betyder så ikke, at den ene eller anden offentlige person, typisk men ikke kun en politiker fra Dansk Folkeparti, er hævet over at lade en antihomoseksuel finke flyve fra panden i ny og næ – men de kan også være sikre på at blive mødt med en bølge af protester når de gør det. Og disse finker må de da også typisk æde igen, godt krydret med forsikringer om at de da slet ikke har noget imod homoseksuelle.

Det er ikke bare blevet til en dansk norm, at man skal være pro homoseksuel, nej det er i høj grad blevet til en vestlig norm. Accept af homorettigheder bliver i Vesten ofte udlagt som helt centralt for et demokrati – og spørgsmålet om hvorvidt homoseksuelt samliv er en menneskerettighed eller en farlig samfundsnedbrydende dekadence er i dag med til at opretholde opdelingen af verden i øst og vest – og nord og syd. Denne vestlige norm er meget ny, den har udviklet sig i løbet af få årtier. Da min far blev født var sex mellem mænd f.eks. en kriminel handling her i Danmark – og jeg selv var 12 år da homoseksualitet blev fjernet fra listen over psykiske lidelser. En pæn stor del af den danske befolkning er altså vokset op i et samfund, hvor accept af homoseksuelle ikke var en norm, ja hvor homoseksualitet stadigvæk var forbundet med perversion og ja, alt andet end noget pænt.

Derfor er det måske heller ikke så mærkeligt, at der under det ydre lag af næsten tvangsmæssig homoaccept flyder nogle andre understrømme, og når disse bryder op gennem pænhedens overflade, ja så kan de udløse noget nær moralsk panik, være det nu i befolkningen som sådan og da ikke mindst blandt homoseksuelle. Det ligger så snublende nær at møde disse tilfælde af homofobi, homoforagt eller hvad man nu skal kalde dette ukære barn, med moralsk fordømmelse og måske sågar ønske om straf i håbet om at jage disse uønskede følelser og holdninger endnu dybere ind i skabet. Og så er der selvfølgelig også altid ideen om at homoforagten kan kureres med omopdragelse i form af f.eks. de såkaldte normstormere hvis opgave det er at lære unge mennesker, at samfundets norm altså er, at man skal anerkende homoseksuelle hvis man selv vil anerkendes som et ordentligt menneske.

Hvad alle disse ganske velmenende homoaktivister og politiske allierede, der gerne vil profilere sig på en sikker vindersag, overser, er, at dette massive normpres i retning af accept af homoseksuelle kun virker på dem, der grundlæggende set ønsker at være en del af det “danske normfællesskab”. Vil man gerne være stueren, så lærer man med tiden at udtrykke sig “pænt”, selvom man måske ikke tænker “pænt”. Men har man opgivet at være en del af det pæne selskab ser situationen noget anderledes ud. Måske er vi faktisk ved at nå derhen, hvor det at være ikke accepterende overfor homoseksuelle har udviklet sig til at være en form for modkulturel protest identitet. Hvis man i dag pga. sin religion, sin hudfarve, sin økonomi eller hvad ved jeg, oplever at man bliver marginaliseret og stillet udenfor normen er det efterhånden snublende nær at se homoseksuelle som fortropper for det samfund og de normer, som holder en udenfor. Og hermed kan både verbale og fysiske angreb på homoseksuelle blive til en ventil hvor man kan lukke sin indestængte vrede og frustration ud. Det er måske ikke det vi ser i Mariager, men det er nok det vi ser på f.eks. det ydre Nørrebro, hvor homochikanen godt kan tage noget voldsommere former end smædebreve og affald i haven.

 

 

Læs mere