Menu
Kategorier

Skrevet af den 9 nov, 2014 under Lgbt | 0 kommentarer

Misbrug af Krystalnatten

 

Den 9. november 1938 sendte Joseph Goebbels, en af de mest magtfulde mænd i Nazityskland, nazistiske partisoldater ud for at nedbrænde landets synagoger, smadre jødisk ejede forretninger og på anden måde orkestrere hvad der skulle ligne det tyske folks harme over at en jøde havde dræbt en tysk diplomatisk medarbejder i Paris. Krystalnatten, som denne forbrydelse ofte kaldes, fik verden over mange til at åbne øjnene for det nazistiske regimes brutalitet og sygelige had til jøderne – og den bliver ofte set som en vigtig milepæl på den vej, der endte med udryddelse af 6.000.000 jøder.

Det er derfor en god ide, at minde årsdagen for Krystalnatten – og huske alle på hvad antisemitisme kan føre til, men desværre bliver denne tragiske begivenhed kun alt for ofte misbrugt i venstreorienterede sammenhænge til at markere alt andet end lige præcis forfølgelsen af jøderne.

Et eksempel herpå er en demonstration, som Enhedslisten på Nørrebro, SFU NØ og nogle grupperinger for transpersoner afholder i år og som de har givet titlen “Nej til diskrimination i alle dens former – aldrig mere Krystalnat”.

I indkaldelsen får man i starten godt nok at vide, at der den 9. november 1938 blev fængslet – og det der var værre – ca. 26.000 jøder. Men derefter rettes fokus klart et andet sted hen når der skrives: “I år er 76-årsdagen for den nat, der markerede optrapningen af den systematiske forfølgelse og udryddelse af jøder, handicappede, seksuelle minoriteter og anderledes tænkende i Tyskland og de senere besatte områder. ” Det er simpelthen historisk ukorrekt, at den 9. november 1938 markerede optrapningen af forfølgelsen af nogen som helst anden gruppe end jøderne. Ikke, at nazisterne ikke forfulgte andre minoriteter end jøderne, men Krystalnatten har intet med disse andre forbrydelser at gøre.

Men nu er det også tydeligt  at denne demonstration, hvor ingen af talerne meget sigende repræsenterer det jødiske trossamfund, intet har med antisemitismen og dens følger at gøre. Faktisk optræder ordet “antisemitisme” slet ikke i annonceringen af demonstrationen! Hvad demonstrationens virkelige formål er fremgår af følgende udsagn: “I København ved vi, at racismen, sexisme og fobi mod transpersoner lever – mellem mennesker i hverdagen; i myndighedernes måde at møde borgere på; i statens måde at adskille borgere fra ikke-borgere.”

Hvad man så øjensynligt ikke ved i København er, at antisemitismen også lever, f.eks. i form af hærværk mod den jødiske skole i byen eller overfald på folk, der går med den jødiske kalot. Et er nemlig, at man tydeligvis ikke har sat sig ind i de historiske forhold  der lå bag Krystalnatten – og at man vil bruge den til at tale om ting, der intet har med denne forbrydelse at gøre. Men at man tydeligvis i al sin iver for at være antiracist, antisexist og imod transfobi slet ikke har tid til at forholde sig til hvad Krystalnatten faktisk handlede om, ja det er intet mindre end et slag i ansigtet på antisemitismens ofre!

Læs mere

Skrevet af den 5 nov, 2014 under Kristendom og homoseksualitet | 0 kommentarer

Kunsten at kunne tåle intolerancen

Tulle Krøyer, hendes kone og deres to små børn har over nogle måneder været udsat for forskellige former for chikane og hærværk, begået af en eller flere personer, der tydeligvis har et religiøst problem med denne lesbiske families såkaldte livsstil. Familien lever (eller bedre sagt levede for nu vil de flytte) i Mariager, en by med et stærkt frikirkemiljø. Selvom vi endnu ikke ved hvem der står bag disse forbrydelser har der fra starten af været fokus på frikirkemiljøet i den lille provinsby, et fokus der er kommet ekstra meget frem efter at Tulle Krøyer har valgt at anmelde David Jakobsen, der har en tilknytning til dette miljø, til politiet. Han er vel og mærke ikke blevet anmeldt for chikanen og hærværket, i stedet er han blevet anmeldt for en debat tråd under hans Facebook profil. I denne tråd argumenterer David Jakobsen for at ægteskabet er forbeholdt heteroseksuelle par, mens andre debattører kommer med ret så heftige udsagn om homoseksuelle, så som at de er besatte af dæmoner og hvor homoseksualitet nævnes i samme sammenhæng som f.eks. drab. (Tråden er nu slettet men jeg har haft adgang til at læse en kopi. )

Nu er det jo menneskeligt forståeligt, at Tulle Krøyer er noget oprevet efter den helt uacceptable chikane som hun og hendes lille familie er blevet udsat for. Alligevel kan jeg ikke lade være med at sidde tilbage og tænke over hvor hun mon var henne, da der blev diskuteret homovielser i folkekirken. For i løbet af den debat blev der da sagt og skrevet det samme – og det der var værre – end det som fremgår af den debat tråd på Facebook som hun nu har politianmeldt.

Nu har jeg i ca. ti år deltaget i debatten om kristendom og homoseksualitet – jeg tror at jeg kender alle standartargumenter og påstande i den debat – og det er en debat som i sig selv er en debat værdig, for der kan ikke være nogen tvivl om at den ofte er ret så hård.
Lad det være sagt med det samme: Efter min mening har man i et land med religions- og ytringsfrihed lov til at mene, at ægteskabet bør være forbeholdt heteroseksuelle par – man har også lov til at mene, at sex kun må finde sted i sådanne ægteskaber. Folk har lov til at mene, at jeg lever i synd fordi jeg er gift med kvinden i mit liv, ligesom de f.eks. har lov til at mene, at jeg synder, når jeg af og til spiser svinekød. I et pluralistisk og mangfoldigt samfund giver det ikke mening, at ville kriminalisere uenighed om hvad der er moralsk rigtigt og forkert.

Når det så er sagt så kan jeg da også undre mig over hvorfor nogle kristne har det med at komme med udtalelser om homoseksuelle som går langt ud over en henvisning til at sex udenfor det heteroseksuelle ægteskab er syndigt. Jeg kan ikke lade være med at tænke på om der ikke i nogle tilfælde er tale om, at disse kristne føler sig langt mere provokeret af den såkaldte homoseksuelle synd end så mange andre ting, der jo også i princippet er syndige i henhold til deres kristendomsforståelse, såsom f.eks. at have heteroseksuel sex med en person man ikke er gift med.

Men hvad der nu end er på spil inde i disse kristnes hoveder, og det skal man jo passe på med at ville gøre sig klog på, så er det desværre også min erfaring, at nogle kristne siger sårende ting om homoseksuelle fordi de vil såre de homoseksuelle! Man vil med loven piske de homoseksuelle til Kristus, man vil såre os så vi omvender os. Og hvis vi reagerer såret på det der bliver sagt om os viser vi, i henhold til nogle kristne, at Helligånden virker i vores indre! På den måde kan man give sin hensynsløshed et helligt skær og retfærdiggøre stort set hvilket udsagn om homoseksuelle man kan tænke sig.

Men homoseksuelle der deltager i debatten om homoseksualitet og kristendom kan også finde på at sige stærkt nedladende og aggressive ting, være det mod dem de debatterer med eller kristne generelt. Desværre er det jo en udbredt skik at sparke til dem man bliver sparket af hhv. som man tror sparker en. Og jeg må da desværre også indrømme, at der i tidens løb er fløjet nogle finker fra min pande i sådanne debatter.

For når man som homoseksuel, og i mit tilfælde kristen, deltager i debatten om homoseksualitet og kristendom så er det jo også ens eget liv, der debatteres. Ens eget liv er i sagens natur meget mere end teori for en selv. Mange homoseksuelle kender til perioder, hvor de har måttet kæmpe med selvhad, og måske også er blevet mødt med afvisning og foragt af andre. Og det kan derfor ikke undre, at folk let kan eksplodere når de oplever, at andre i en debat mere eller mindre bevidst forsøger, at vække og ægge dette selvhad og fodre den indre selvforagt, som man måske ikke har fået taget det nødvendige livtag med. Homoseksuelle holder kun yderst sjældent op med at leve som homoseksuelle når de mødes med kristen inspireret foragt – i hvert fald ikke i længden, men de internaliserer desværre kun alt for ofte denne foragt – og forsøger så sommetider at håndtere den ved at møde kristne, uanset deres konkrete syn på homoseksuelle, med foragt. Nogle af de værste eksempler på kristnofobi som jeg har mødt har faktisk været fremført af homoseksuelle.

Personligt tror jeg, at det er nødvendigt, at man prøver, at stoppe denne spiral af sårede følelser, foragt og ja, had. Det nytter ikke noget, at give dem, der foragter en den magt, at de kan gøre en ked af det. I stedet tror jeg, at det er vigtigt, at huske på, at den der nu forsøger at såre mig måske selv er et såret menneske, der længes efter kærlighed og forståelse. Jesu ord om at vi skal elske vores fjender betyder for mig, at vi skal forstå, at vi har fjender, men at det bedste svar på deres had ikke er mere had, men en rolig og afbalanceret fremhævelse af hvad man selv tror er sandt og godt. Og så er det i øvrigt en god ide at forlade en debat, som man føler overskrider ens grænser, og hvor man derfor risikerer selv at blive såret og få såret andre. Sommetider er tavshed det bedste og mest kærlige svar.

Læs mere

Skrevet af den 1 nov, 2014 under Lgbt | 0 kommentarer

Når fordommene får overtaget

Der har i den seneste stykke tid været en del medie røre over, at en lesbisk familie i Mariager har været udsat for chikane i form af f.eks. ubehagelige breve og hærværk udført mod deres ejendom. Heldigvis har politiet nu anholdt en mand de mistænker for at stå bag chikanen og vi kan derfor håbe på at denne grimme sag hermed får en ende.

Alligevel kan jeg ikke lade være med at sidde tilbage med en grim smag i munden, for det er mit indtryk, at denne sag på mange måder er endt med noget nær chikane mod indbyggerne i Mariager. Især er jeg lidt rystet over at se, at man uden videre går ud fra, at alle indbyggere i en by er kollektivt ansvarlige for hvad der jo ligner en enkelt psykisk syg persons handlinger. Kigger man ind på Facebook gruppen Mariager 9550 kan man se, at der har været en massiv afstandstagen fra hetzen mod familien og støtte til den, men det har øjensynligt ingen udenfor Mariager gidet forholde sig til.

Faktisk kan jeg ikke lade være med at undre mig over denne bølge af forargelse. Jeg mener, det er jo en kendt sag, at homoseksuelle der færdes i det københavnske natteliv ikke “bare” risikerer chikane i form af tilråb men direkte fysisk vold. Jeg kender selv en bøsse fra et af Københavns mere multietniske kvarterer, som ikke åbent tør vise sin kærlighed til sin kæreste der hvor de bor, fordi de oplever at blive chikaneret. Og at det forholder sig sådant tror jeg ikke virkelig kommer som nogen nyhed for de fleste. Ja, hvor mange københavnske homopar tør gå hånd i hånd eller ligefrem kysse i byens gader?

Jeg kan derfor ikke lade være med at tænke på, at chikanesagen fra Mariager i den grad har udløst heftige reaktioner, ikke mindst blandt homoseksuelle, fordi den på bekvem måde forstærker en fordom der uhindret florerer i homomiljøerne. Og det er fordommen om at man som homoseksuel ikke kan leve lykkeligt og trygt i provinsen og da slet ikke ude i de mindre samfund. Når jeg fortæller, at jeg og min kone lever lykkeligt og helt chikane frit i en mindre by på Falster bliver jeg ikke rigtigt troet på. For nogle homoseksuelle “ved” øjensynligt at man skal bo i København for at få et godt liv som homo.

Måske al denne vrede mod indbyggerne i Mariager dækker over, at rigtigt mange københavner homoer selv lever i frygt for homofobisk chikane? En frygt de ikke rigtigt kan give udtryk for fordi den kan være politisk ukorrekt at nævne (fordi den jo i storbyen ikke så sjældent endda udføres af unge mænd med såkaldt anden etnisk baggrund) eller fordi den bare ikke passer ind i deres forestillinger om at man som homo skal bo i København.

Læs mere

Skrevet af den 11 aug, 2014 under Den katolske kirke, Kristendom og homoseksualitet, Lgbt | 0 kommentarer

Iben Thranholm er en kristen version af Femen

Iben Thranholm er en katolsk debattør, der er kendt for sine skarpe og provokerende holdninger. Hun har f.eks. påstået, at der er en sammenhæng mellem skoleskyderier i USA og den fri abort, hun har beskyldt Manu Sareen for at være skyld i kæmpeorkanen på Pilippinerne fordi han har indført det kønsneutrale ægteskab, hun mener, at klimaforandringerne skyldes mangel på tro, hun hylder Putin som en stor kristen leder, og hun påstår, at demokratiet er kristendommens værste fjende.

Iben Thranholms ytringer virker nok nogenlunde lige så provokerende på den danske offentlighed som Femens berømte stunt i en kirke i Moskva i sin tid virkede på den russiske offentlighed. Nu er der selvfølgelig meget store og markante forskelle mellem Iben Thranholm og Femen, ikke mindst mht. de værdier som de kæmper for og de konkrete metoder, som de benytter sig af. Men der er også ligheder. Både Iben Thranholm og Femen synes, at deres værdier undertrykkes og forfølges af det samfund, som de er borgere i. De er fælles om ikke at have respekt for de værdier, som flertallet har, og de er villige til at krænke det, der opleves som helligt af flertallet, for på denne måde at få deres budskab frem.

I og med at både Iben Thranholm og Femen er så ekstremt provokerende i deres respektive samfund er der også en stor risiko for, at det budskab de gerne vil have ud drukner i forargelse over det de siger hhv. gør – for det er jo altid den risiko man løber, når man provokerer, nemlig at folk bliver så provokerede, at de lukker fuldkommen af for det man gerne vil have dem til at se og forstå. Og det er lidt af en skam, for uanset om man nu deler Iben Thranholms eller Femens værdier så fortjener de at man tager dem alvorligt og at man prøver på at forstå dem.

Nu er det for nyligt kommet frem, at nogle danske katolikker slet ikke kan identificere sig med Iben Thranholms skriverier, men man må ikke glemme, at der faktisk er andre, der i diverse debatfora forsvarer hende, ja hun har også en del støtter, der slet ikke er katolikker, men i stedet tilhører andre kristne trossamfund. Iben Thranholm kan ses som en art talerør for de grupper af hvad man måske kan kalde for højrekristne, som føler sig ekstremt marginaliserede i de sekulære postmoderne vestlige samfund. Disse kristne føler, at deres tro og værdier bliver trådt voldsomt under fode, og de mener, at de udsættes for diskrimination, ja forfølgelse.

Nu kan det på udenforstående virke ret voldsomt, at påstå, at kristne som Iben Thranholm bliver forfulgt og undertrykt i f.eks. Danmark. Det at hun får så meget plads i medierne som hun gør giver jo ikke ligefrem indtryk af, at man i Danmark kommer i fængsel eller det der er værre, fordi man taler tidsånden midt imod. Men forfølgelse handler ikke bare om objektive forhold men også om hvordan man subjektivt oplever sin situation. F.eks. er jeg på Facebook stødt på en transkønnet, der påstod, at flertallet af danskerne ønsker at udrydde transkønnede og hun var ikke til at hugge eller stikke i, det var sådan det var! Nu er det helt sikkert svært at være transkønnet i Danmark, faktisk en del sværere end at være katolik ville jeg nok mene, men det ændrer ikke ved det lettere paranoide ved denne bedømmelse af hvordan danskerne ser på transkønnede. Føler man sig trådt på, og bliver man det også i et eller andet omfang, så kan man let komme til at tillægge sine omgivelser mål og motiver de slet ikke har.

Og det må f.eks. være hårdt, at være overbevist om at abort er mord på uskyldige børn og så leve i et samfund, hvor der er massiv opbakning bag den fri abort. Ingen ville vel bryde sig om at skulle se hjælpeløs til mens der begås mord på uskyldige små børn i ens eget land. Og det må være frustrerende at leve i et samfund, hvor man hylder gay pride parader og har indført ægteskab for homoseksuelle hvis man ser udlevet homoseksualitet som en modbydelig synd der vil nedkalde Guds og/eller naturens straf over de samfund, der omfavner den. Det må være meget deprimerende at se sin egen kultur gå sin undergang i møde.

Iben Thranholms protest er altså forståelig nok hvis man ser den som et udslag af en dyb frustration over at stå udenfor nutidens pæne selskab – og over, at ingen gider lytte til det man siger. Ingen kan lide at blive hånet, alle vil gerne blive forstået. Problemet for Iben Thranholm og hendes åndsfæller er, at deres værdier og deres logik er så langt væk fra befolkningsflertallets, at en dialog ikke rigtig er mulig. Deres argumenter mod abort og homoseksualitet preller af som vand på en gås på den senmoderne vestlige offentlighed, ligesom vores argumenter preller af på dem. Sommetider er afstanden bare for stor til at man kan bygge en bro over kløften. Men at gøre den endnu bredere og dybere nytter på den anden side heller ikke.

Læs mere