Menu
Kategorier

Skrevet af den 16 jan, 2016 under Den katolske kirke | 2 kommentarer

Kvinder skal være ærbare og mænd skal være krigere – en ny katolsk teologi?

 

Vi lever i en tid, hvor kroppen og kropsligheden er i centrum og fylder ganske meget i manges bevidsthed. Dette er ikke mindst tilfældet hos de unge, hvoraf ikke så få synes at bruge mere tid i træningscentret og på andre former for kropspleje og -formning end på at lave lektier. Desværre er dette fokus på kropsligheden for mange unge blevet til en byrde som de har svært ved at bære, hvad det voksende problem med unge, der kæmper med spiseforstyrrelser og selvskadende adfærd så som cutting viser.

Derfor virker det umiddelbart som en god ide, at Katolsk Forlag har valgt at udgive en bog med titlen ”Kroppens teologi for ham” hhv. ”Kroppens teologi for hende”. (De to minibøger er samlet i en udgivelse som jeg herefter blot kalder for ”Kroppens teologi”). Bogen er tydeligvis rettet til unge mennesker, og det er en målgruppe, der sikkert kunne have glæde at få inspiration til hvordan man via troen kan blive hjulpet til at få et positivt forhold til kroppen uden at forfalde til den overfladiske kropskult som præger vores tid.

Men ”Kroppens teologi”’s supplerende titel gør en allerede bekymret. ”Hvad siger den katolske kirke egentlig om kærlighed, sex og parforhold?”, hedder den. Og det peger jo hen på at bogens forfatter, en vis Jason Evert, der ikke introduceres nærmere, falder i den samme grøft som så mange andre, nemlig den at ville reducere vores kropslighed til det, der er relateret til vores kønsorganer og de seksuelle normer samt kønsroller man måtte udlede af mænds og kvinders anatomiske forskellighed. Men man skal jo ikke være fordomsfuld, så jeg kastede mig over den på mange måder letlæste og handy bog.

Jeg startede, måske pga. mit eget køn, med den del som er tiltænkt kvinder. Og her kunne jeg læse mange spændende ting. F.eks. fortæller Jason Evert os kvinder, vi at kvinder simpelthen er det skønneste der findes her på jorden! Rent personligt er jeg jo enig med Jason Evert i at kvinder er smukkere end mænd, men tænker mine heteroseksuelle medsøstre virkelig det samme? Han informerer os også om, at lige som Gud er et mysterium, fordi der er sider af hans væsen, som er skjult for os, så er der også et element af mystik over kvindens natur. Det mystiske ved kvinden er bl.a., at ”hendes kønsorganer er skjult for vores øjne: de er inde i hendes krop”. Egentlig er det bemærkelsesværdigt, at ”Kroppens teologi”’s mandlige forfatter der, som det fremgår i løbet af bogen, er gift og har tre børn, ikke har bemærket, at kvinder plejer at være udstyret med en klitoris. Men hans manglende kendskab til dette for den kvindelige seksualitet helt centrale ydre kønsorgan gør det måske lettere at forstå, at den seksuelle lyst og tilfredsstillelse tydeligvis ikke spiller nogen rolle i det billede af hvad det vil sige, at være kvinde, som Jason Evert så brændende vil formidle til os.

”Kroppens teologi” er oversat fra engelsk og er muligvis oprindeligt skrevet til et amerikansk publikum. Det ville i hvert fald forklare det for den danske læser overraskende forhold, at Jason Evert er meget optaget af kvinders ærbarhed. F.eks. sammenligner han det forhold, at Pagtens Ark skjulte Guds herlighed med ”at en kvinde lægger vægt på ikke at klæde sig udfordrende. Hun gør det ikke for at skjule sig for mændene, men for at understrege sin værdighed”.  Dette uddybes med udsagn som:  ”Ligesom skeptikerne forlanger, at Gud skal åbenbare sin herlighed for at bevise, at han eksisterer, så siger den moderne kultur til kvinder: ”Hvis din krop er så flot, så vis den frem!” En kvinde, der bevidst om sit værd, vil afslå en sådan opfordring og svare: ”Netop fordi jeg er meget værd, dækker jeg mig til”. Og det kulminerer med påstanden om, at ”mænd er dygtige til at læse kvinders kropssprog og vil i de fleste tilfælde ikke risikere at blive ydmyget, når de er sikre på en afvisning. De vil reagere på kvindernes blufærdighed ved at nærme sig dem med ærbødighed”. Måske Jason Evert gerne vil række en hånd ud til islam, hvor man jo kan finde lignende forestillinger? Men nu når det er så vigtigt for kvinders værdighed, at de klæder sig ærbart, hvorfor er der så to fotos i ”Kroppens teologi”, hvor unge kvinder optræder i hotpants?

Mindre overraskende er det, at Jason Evert lægger vægt på, at hovedformålet med at være kvinde er at blive mor – i fysisk eller åndelig forstand. Og at han understreger, at abort og prævention er forkert siger jo sig selv, det er som bekendt den katolske kirkes officielle lære. At det skulle være katolsk lære, at mænds hjerner mangler kommunikative evner i forhold til kvinders for til gengæld at være meget mere optaget af sex- og aggressionsbehov er derimod nyt for mig.

Og det leder jo så over til den anden del af bogen, den om mænd. Her kan man læse, at mænd tænker på sex, de tænker på sex, ja de tænker meget på sex. Det er alt sammen godt og smukt, for sådan har Gud skabt manden, men så er det ikke så godt alligevel, for arvesynden har gjort, at det der med sex er blevet til et minefelt for ham.  Hvor den typiske biologiske forklaring på mænds større sexdrive er, at dens formål er at få manden til at have sex med så mange kvinder som muligt for på denne måde, at forøge sine chancer for at forplante sig, så må Jason Evert selvfølgelig bringe arvesynden på banen, for at forklare, at mænd har lyst til sex udenfor det hellige og livslange ægteskab med én udvalgt kvinde. Mandens grundnatur kan i henhold til katolsk tro jo ikke stå i modsætning til Guds bud. Men hvorfor så skrive så meget om mandehjernens høje testosteron niveau og forstørrede sexcenter? Er disse biologiske forhold hos manden et resultat af arvesynden? Og hvorfor prøver Jason Evert også, at forklare mandens stærke sexdrive med at kvinder jo er så smukke og at selv den mand, der går på bordel, handler ud fra en ubevidst længsel efter Gud? Evnen til at se skønhed og længslen efter Gud handler vel ikke om hormoner?

Nå, men bort set fra at vi altså kan læse, at mænd tænker på sex sådan stort set hele tiden, med mindre et intensivt bønsliv har lært dem, at rense deres seksuelle lyst, så den forvandles til ædel kærlighed til kvinder og ultimativt til Gud, så underrettes læseren også om den ideelle katolske manderolle. Og det er helt klart manden som kriger. Og så er manden også en jæger, især jagten på kvinder optager ham, ja faktisk er det ”Guds mening, at vi skal jagte dem”. Men jagten skal selvfølgelig være kysk og ædel, det siger jo sig selv. Men det er godt nok ikke nemt, at være kristen mand i en feminiseret moderne kristendom, hvor der prædikes en blød og kærlig Gud frem for Gud som dommer og konge. Denne form for forkyndelse støder ham bort, for en sådan en Gud er det svært for mænd ”at bøje knæ for”. Den rigtige Gud er heldigvis en kriger, det kan man læse mange steder i Det Gamle Testamente, og den kristne mand er ligeså. Dog består hans krigeriske aktiviteter hovedsageligt i at føre krig mod sig selv og i at lære at ofre sig ligesom Jesus gjorde. Og det vigtigste offer en mand kan gøre er at give afkald på at tilfredsstille sin umiddelbare seksuelle lyst.

Homoseksualitet er selvfølgelig noget helt forkert – om end hvis man skal gå ud fra Jason Everts vægtning af stoffet, så er den hovedsageligt et problem for mænd. Kvindelig homoseksualitet skildres i ”Kroppens teologi” kun kortfattet som en art skade, der gør, at man ikke kan åbne sig for andre og ellers består den i en afvisning af den kvindelige identitet. Homoseksualitet hos mænd derimod er ”et forsøg på at blive forenet med det feminine og på at blive bekræftet i deres maskulinitet. Men i stedet for at blive forenet med en kvinde på det fysiske plan identificerer nogle mænd med homoseksuelle tilbøjeligheder sig med kvinder på det psykologiske plan”. I begge tilfælde handler homoseksualitet altså om at man har problemer med ens kønsidentitet. Og så mangler den homoseksuelle nok også typisk forståelse for at ”alle kvinder har en livmoder” (hvad det så end har med kvindelig homoseksualitet at gøre) og at ”en mands kønsorganer ikke passer sammen med en anden mands”.

Kære læser, undskyld min ironiske stil i denne artikel, men ”Kroppens teologi” er i sin overfladiskhed og banalitet simpelthen svær at tage alvorlig. Den hævder at præsentere Johannes Paul II’s lære om kroppens teologi på en nem og forståelig måde, om end man nu ikke læser overdrevent mange citater af ham. Og jeg håber og tror på, at den katolske kirkes teologi fortsat har bare lidt mere niveau, også når vi taler om køn og seksualitet, end det vi præsentereres for i denne her udgivelse.

Og det er sådan en skam – for som sagt i indledningen, så er der brug for en dybere og sundere refleksion over vores menneskelige kropslighed end den, som er dominerende i vores samfund af i dag. Men Jason Everts ”Kroppens teologi” er som at få en indbydelse til hvad man kunne tro er en lækker middag på D’Angleterre, men som ved nærmere eftersyn viser sig at være en fedtet og slasket burgermenu hos Mc Donalds.

 

Læs mere

Skrevet af den 20 jul, 2015 under Ikke kategoriseret | 0 kommentarer

Er det fedt at være fed?

 

Jeg er eksfed. Da min vægt for ca. halvandet år siden var på sin højeste havde jeg et bodymass indeks på 44. Jeg kan derfor godt nikke genkendende til mange af de problematikker som berøres i artiklen “Synes du også, at det er den tygges egen skyld” i Information fra den 18.7.2015. Jeg har oplevet, at folk har råbt efter mig på gaden – og mængden af foragtelige blikke, der blev sendt i min retning har jeg ikke styr på, som fed lærer man hurtigt ikke at se folk for meget i øjnene. Der er ingen tvivl om, at livet som fed belastes af “fedmeudskamningen”.

Men som sagt, jeg er eksfed. I dag vejer jeg 55 kilo mindre end for halvandet år siden og hører til gruppen af de såkaldt normalvægtige. Men jeg er ikke mere “normal” end at jeg ved hvad det vil sige, at være fed. Og måske er det også derfor, at jeg sidder tilbage med en dårlig smag i munden efter at have læst Informations ovennævnte artikel. Min erfaring med at være fed er nemlig, at det største problem trods alt ikke er samfundets “fedmeudskamning”. Det værste ved at være fed er at fedtet udgør et fysisk problem – og det ikke blot mht. alle de sygdomme man kan få en gang i fremtiden. Da min vægt var på sit højdepunkt kunne jeg knapt nok røre mig – jeg kunne nærmest slet ikke gå, blot vralte. Huden under mine mange deller var rød og irriteret – og modtagelig for hud svamp. Mine spisevaner gjorde, at jeg led under heftige problemer med sure opstød – selv en daglig indtagelse af 3-5 Balancid tabletter kunne kun ikke holde dem nede. I sidste instans var det dog ulidelige fordøjelsesproblemer, der fik mig til at lægge mine spise-, drikke- og motionsvaner om. Da det gik op for mig, at enten lægger du dit liv om eller også har du ikke noget liv, skiftede jeg spor. Et er samfundets udskamning – noget andet er når din krop siger stop.

Om fedt er smukt eller grimt er et spørgsmål om normer – men er man svært overvægtig lider ens krop fysisk – og det er et problem for den fede. Det problem bliver bare ikke løst med fedtudskamning. Det bliver imidlertid heller ikke løst med “fedmestolthed”. Vor tids fedmeepidemi skyldes næppe blot svage enkeltindivider eller en dæmonisk fødevareindustri, men er som så meget andet et produkt af en pærevælling af individuelle og samfundsmæssige faktorer. Men i sidste instans er man fed fordi man har indtaget for mange kalorier i forhold til sit forbrug – og det er der ikke nogen anden end en selv, der kan gøre noget ved. Men viljen til forandring må komme fra en selv og ikke fra de andres løftede pegefingre.

Læs mere

Skrevet af den 31 maj, 2015 under Kristendom og homoseksualitet, Lgbt | 0 kommentarer

Stig Grenovs manglende situationsfornemmelse

Stig Grenov, formand for Kristendemokraterne, kom noget på glatis da han var uforsigtig nok til at svare ja til spørgsmålet om hvorvidt homoseksualitet er unaturligt. For mig at se var det måske mest overraskende at Stig Grenov, selv efter at han havde haft tid til at tænke sig om, ikke var i stand til at forklare hvad påstanden om homoseksualitets unaturlighed går ud på. At det skulle handle om at det er det som flertallet er som definerer naturligheden og mindretallet dermed bliver ikke-naturligt, sådan som han får formuleret sig i Berlingske Tidende , er i hvert fald at ramme forbi målet. Det klassiske kristne argument om homoseksualitets unaturlighed handler ikke om hvem der er flest og færrest af men om ideen om at menneskets kønsdele er designet til formering og at seksuelle aktiviteter, der udelukker formering, derfor går imod den orden, der er lagt ind i naturen af skaberen.

Men det er selvfølgelig så også Stig Grenovs problem, for hvordan kan man formidle et sådant grundlæggende set religiøst budskab i en social virkelighed hvor det gælder som et urørligt dogme, at politik og religion skal holdes adskilte? Imidlertid handler Stig Grenovs og meningsfællers problem også om at de har tabt kampen om normen og kampen om diskursen. De lever i et samfund, hvor det store flertal synes, at det er forkert, at synes, at homoseksualitet er syndigt og unaturligt og hvor den typiske retorik, der bliver brugt til at definere og forklare homoseksualitets forkerthed vækker voldsom harme i offentligheden, hvad den shitstorm som Stig Grenov blev mødt med på de sociale medier er et klart bevis på.

Og det er så måske Stig Grenovs mere grundlæggende problem, nemlig at han ikke har forstået, at det er ham og Kristendemokraterne, der i spørgsmålet om synet på homoseksuelle udgør mindretallet. At argumentere med at det er flertallet, der har naturligheden på sin side, er ligesom ret dumt, når man selv er et lille mindretal. Og det er ekstra dumt, når man placerer sig i rollen som et usympatisk mindretal, der vil bekæmpe et andet mindretal, som flertallet har valgt af have sympati for. For dermed åbner man op for den i mange mennesker indeboende hang til at være verbal brutal mod grupper som man både foragter og anser som så svage, at man kan slippe af sted med at være hadefuld overfor dem. Det er jo meget sigende, at Stig Grenov og Kristendemokraterne på de sociale medier er blevet sammenlignet med både IS og nazismen. Det er det der sker, når man udfordrer normen.

Hvis Stig Grenov og co. derfor vil gøre sig noget håb om at komme igennem med deres synspunkter er de nok nødt til at omlægge deres retorik og begynde at definere sig selv som ofre. Deres eneste håb er formodentligt at erkende, at de for længst har mistet magten i samfundet og de derfor må nylancere sig selv som en forfulgt minoritet, som hvor tids homoseksuelle om man vil, dvs. som dem, der bliver diskrimineret fordi de er anderledes. I stedet for at fremstå som repræsentanter for et forsvundet flertal, der ønsker at bekæmpe den homoseksuelle minoritets rettigheder så som homoseksuelt forældreskab, bliver Kristendemokraterne nok nødt til at starte en ny kamp, nemlig den om retten til at nægte at deltage i hvad man mener går imod ens værdier. Politisk er det nemlig nogenlunde lige så sandsynligt, at man kan få ulovliggjort kunstig insemination af lesbiske som det er, at dagpengeperioden genudvides til 4 år, det løb er ligesom kørt. Men man kunne muligvis få indskrevet en ret til at læger og jordmødre kan nægte at foretage sådanne inseminationer hvis det går imod deres religiøse overbevisninger.

Eller med andre ord, Stig Grenov og meningsfællers eneste håb er at de kan vende de homoseksuelle aktivisters retorik mod dem selv og insistere på, at et rummeligt og mangfoldigt samfund, der respekterer minoriteters rettigheder, også må give plads til den lille minoritet af konservative kristne, som mener, at børn kun bør blive til i heteroseksuelle sammenhænge.

 

Læs mere

Skrevet af den 5 mar, 2015 under Lgbt | 0 kommentarer

Er kønnet frit?

304 danskere har i henhold til medierne ansøgt om at få lov til at skifte køn. Efter den nye lov om juridisk kønsskifte som folketinget vedtog den 11.6.2014 er det at skifte køn nemlig blevet ganske nemt. Man skal blot udfylde en formular og sende den til myndighederne – efter et halvt år skal man bekræfte, at man stadigt vil skifte køn, og så er den hjemme. Dvs. dernæst står den transkønnede godt nok med et nyt personnummer, men også med en hel masse praktiske problemer da personnummerskift i praksis kan være ret så mareridtsagtigt, men udgangspunktet er imidlertid stadigvæk super simpelt. Hvis man føler, at man tilhører det ”modsatte” køn i forhold til ens biologiske, så kan man få sit juridiske køn ændret ved noget nært et snuptag.

Der kan ikke være nogen tvivl om at loven om juridisk kønsskifte har været en stor succes for de transkønnede aktivister, ikke mindst indenfor foreningen LGBT Danmark, der har kæmpet for den maksimale løsning, altså den hvor ingen anden end den transkønnede selv kan bestemme om vedkommende skal have lov til at skifte juridisk køn. Den eneste kamel man måtte sluge var det halve års ventetid.

Det mærkelige ved loven om juridisk kønsskifte har været, at den blev indført stort set uden nogen form for offentlig debat. Mens det registrerede partnerskab og siden det kønsneutrale ægteskab blev diskuteret ganske heftigt og det i årevis, så gik det juridiske kønsskift igennem stort set uden at offentligheden bemærkede det eller forholdt sig til det. Og det er bemærkelsesværdigt fordi denne lov reelt set nydefinerer hvad køn er for en størrelse.

Det danske samfund har indtil loven om juridisk kønsskifte haft det som udgangspunkt, at køn er en anatomisk hhv. biologisk størrelse. Når et barn bliver født bedømmer sundhedspersonalet barnets kønsdele og på den baggrund registreres dets køn. For enkelte børn er dette vanskeligt da de ikke har kønsorganer der entydigt kan defineres som ”mandlige” eller ”kvindelige”, og da man i Danmark ikke opererer med andre kønskategorier, vil det køn de så registreres som derfor have karakter af en vilkårlig tildeling af køn. Men for det helt store flertal af mennesker, inklusive dem der definerer sig som transkønnede, vil de kønsorganer de er født med entydigt hører til en af de to brugte kategorier og deres kønsregistrering må derfor anses som beroende på objektive anatomiske kriterier.

Det har så, i hvert fald siden 1960’erne, været muligt for mennesker der psykisk slet ikke kan med deres biologiske køn at skifte køn. Men indtil loven om det juridiske kønsskifte var det en langvarig proces, der krævede omfattende psykologisk evaluering og at ansøgeren var villig til at lade sig kastrere og gennemgå en såkaldt kønskorrigerende kirurgi. Det var med andre ord ikke op til den enkelte at definere sit juridiske køn og der var krav om (en vis) sammenhæng mellem det juridiske køn og det anatomiske køn.

I dag har folketingets flertal lige så stille og ubemærket gjort køn til en ren subjektiv størrelse. Køn handler fra nu af hvad man føler sig som. Men hvordan føles det at være mand eller kvinde? Hvad er det for følelser som er mandlige og hvilke følelser er kvindelige? Er der i det hele taget bestemte følelses- eller tankemønstre som er entydigt mandlige eller kvindelige? Jeg har ofte spurgt transkønnede hvad det er som de føler, når de siger, at de føler sig som en mand i en kvindekrop eller omvendt. Typisk har jeg ikke fået noget svar eller blot undvigende udsagn som ”det ved man jo” eller noget i den stil. De få der har villet sige noget mere end det er endt med udsagn i retning af, at det at føle sig som en kvinde eller mand for dem handler om hvilket køn de føler sig bedst som hhv. som de har lyst til at være. Eller med andre ord, der sættes lighedstegn mellem det man har lyst til at være og det man så er. Har jeg har en brændende lyst til at være en mand og har jeg en stærk aversion mod tanken om mig selv som kvinde så må det være fordi jeg ER en mand og ikke en kvinde – og omvendt, det kropslige udgangspunkt er ganske ligegyldigt.

Men hvorfor så blive stående ved kønnet? Hvad nu hvis jeg slet ikke kan identificere mig med mit fødeår? Hvad hvis jeg føler, at det kolde tal 1969, der står på min fødselsattest og som fremgår af mit personnummer, slet ikke afspejler min sande indre alder, der ikke er 45 men i virkeligheden er 65? Skal jeg så ikke også have krav på et juridisk aldersskifte, inklusive et nyt personnummer og adgang til at modtage folkepension? For hvem andre end jeg selv har ret til at definere min aldersidentitet? Hvor er respekten for mine aldersidentitets rettigheder?

Ovenstående er et tænkt eksempel, men det afspejler for mig at se de udfordringer som en ren subjektivering af de hidtidige objektive kategorier som vi registreres i henhold til udgør. Det er jo interessant, at man kan føle sig nok så dansk men alligevel skal man vente adskillige år og gå op til en prøve samt opfylde en række andre krav for at blive dansk statsborger, hvis man ikke er født som en sådan, mens man nu kan skifte køn blot ved at indsende en ansøgning og så vente et halvt år. Hvorfor skal det ene være så svært og det andet så nemt?

De få argumenter der har været fremført for det juridiske kønsskifte, der går ud over at det skal være en rettighed selv at definere sit køn, har typisk handlet om at det juridiske kønsskifte ville gøre livet nemmere for transkønnede og forhindre, at de skal lægge sig under kniven når de måske blot vil have et nyt personnummer. Og det er da rigtigt nok, at det juridiske kønsskifte vil gøre livet nemmere for de transkønnede, der på trods af deres anatomi af deres omgivelser opfattes som de mænd hhv. kvinder som de ser sig selv som. De slipper fremover for at skulle oute sig som transkønnede når de skal identificere sig og de undgår hermed de problemer, der kan være forbundet med at have en type identitetspapirer og en anden type udseende. Her er loven et fremskridt. Og med deres nye personnummerbevis vil nogen af de mange transkønnede, som ønsker hormoner og operationer men ikke har kunnet få dem bevilliget, nok forsøge at gøre krav dem nu da samfundet jo har anerkendt deres sande køn. Om politikerne har tænkt på det ved jeg så ikke.

Hvad der derimod nærmest ikke har været nogen debat om er de kønsopdelte rum, som vi opererer med her i landet. Vi har omklædningsrum, baderum, fængsler etc. opdelt efter køn. Her må man jo spørge de politikere, der har stemt for loven om juridisk kønsskifte, om de mener, at disse kønsopdelte rum skal tage udgangspunkt i hvilket køn man føler man har eller i hvilken krop man har? Skal en transkvinde, der er i besiddelse af sine medfødte mandlige kønsorganer og et sygesikringsbevis, der siger, at hun er en kvinde, have krav på at nøgenbade sammen med biologiske kvinder i landets svømmehaller og sportshaller? Skal mænd der sidder fængslet for voldtægt af kvinder kunne skifte over til kvindeafdelingen hvis de søger om juridisk kønsskifte?

Og nej, jeg siger ikke, at transkvinder er voldtægtsforbrydere. Men jeg mener ikke, at man kan komme uden om, at den hidtidige legale opdeling af dele af det offentlige rum i mande- og kvindeafdelinger har handlet om at beskytte folk mod at skulle være nøgne/fysisk sårbare sammen med medlemmer af det modsatte anatomiske køn. Hvis politikerne så mener, at det er et forældet koncept som ikke længere skal være lovligt så har de jo ret til det, men det er en skam, at offentligheden ikke fik muligheden for at debattere det først.

Læs mere