Menu
Kategorier

Skrevet af den 8 nov, 2009 under Ikke kategoriseret | 3 kommentarer

Korset med korset

Det har vakt opstandelse i mange kristne kredse, at den europæiske menneskerettighedsdomstol har erklæret, at den italienske skik med kors i de offentlige skolers klasseværelser er et brud på menneskerettighederne.

 

Lad det være sagt med det samme: Jeg synes, at det virker som et overkill at definere kors i klasseværelserne som et brud på menneskerettighederne. Så længe ingen børn tvinges til at praktisere katolicismen og så længe, at ikke-katolske børn ikke stilles dårlige end andre mht. muligheden for at få en uddannelse, mht. bedømmelsesgrundlag etc., ja så kan jeg ikke se den italienske praksis som et direkte brud på menneskerettighederne. Vi skal passe på med at lave et samfund hvor det offentlige rum skal være klinisk renset for religiøse symboler, for gør vi det kommer vi på kant med religionsfriheden.

Når det så er sagt, så bliver jeg altid ked af at se korset blive reduceret til et symbol på et bestemt lands, her Italiens, kultur, sådan som dem der kæmper for korset i klasselokalerne typisk gør det. Jeg mener, døde Jesus virkelig på korset for at blive et symbol på den dominerende kultur i et bestemt land? Er der ikke en slående forskel på Jesus, der vælger at dø en forbryders død på korset af ubetinget kærlighed til os og så en kirke, der bruger symbolet på hans død og opstandelse som et symbol på dens kulturelle magt? Og at der er tale om en magtkamp er ganske tydeligt. Den katolske kirke i Italien kæmper med næb og klør mod et samfund, hvor det ikke længere er den katolske kirke, der sætter den religiøse og den moralske dagsorden. Kampen for og imod korset er en del af denne kamp.

Den katolske kirke har, ligesom desværre også den protestantiske kirke, en lang og mørk historie hvor man har brugt magt og tvang i kampen mod andre religioner og for at sikre sig magten i samfundet. Dermed har de bidraget til en pervers fordrejning af Kristi budskab og har selv sået det had til kristendommen som de nu høster. Hvordan kan den katolske kirke, der lod hedenske templer nedrive og lod gudebilleder smadre, der lod hekse og kættere brænde på bålet og indtil midten af 1960’erne bekæmpede religionsfriheden i de katolske lande, hvordan kan en sådan kirke i det hele taget moralsk set tillade sig at hyle op over, at den nu mister retten til at have en symbolsk henvisning til kirkens magt hængende i klasselokalerne?

Børn bliver ikke kristne af at der er kors i klasseværelserne eller at de tvinges til at bede fadervor til morgensamlingen – en levende tro på Vor Herre Jesus Kristus opnås ikke vha. tiltag, der skal vise kirkens status og magt i samfundet. Kristendommens problem er ikke, at den ikke længere har magt over skolerne. Kristendommens udfordring er at forkynde budskabet om Jesus Kristus på en sådan måde, at det rammer hjerter og hjerner hos menneskene af i dag.

Når nu Gud har åbenbaret sig i magtesløsheden – så burde kirken ikke frygte tabet af magt i samfundet, men i stedet se den som en oplagt mulighed for at følge i dens herres fodspor. Og mon ikke en sådan magtesløs kirke helt anderledes troværdigt vil kunne forkynde evangeliet?

Læs mere

Skrevet af den 3 nov, 2009 under Ikke kategoriseret | 1 kommentar

Akkaris “martyrium”

Ahmed Akkari gør i et længere indlæg på www.religion.dk opmærksom på, at han føler sig nødsaget til foreløbigt at trække sig som panelist på denne hjemmeside efter at han er blevet heftigt kritiseret for at have udtalt sig stærkt nedsættende om homoseksuelle i et svar til en muslimsk kvinde, der havde spurgt ham til råds mht. hvordan hun skulle takle en bror, der er bøsse. Og denne beslutning har fået Kristeligt Dagblads internetchef Anders Ellebæk Madsen til at komme med en forsvarstale for Ahmed Akkaris ret til at fremføre sine homo-negative holdninger.

 

Ahmed Akkaris svar kan koges ned til, at han henviser til at religiøse minoriteter ligesom alle andre religiøse grupper har lov til at formidle indholdet af deres tro videre til dem, der deler deres tro, og at kritikken af hans svar derfor er urimelig, da der blot var tale om, at han fortalte en muslimsk kvinde hvad islam siger om homoseksualitet.

 

Ahmed Akkari har ganske ret i, at religiøse minoriteter lige som alle andre har ret til at formidle deres tro videre, og det i øvrigt både til andre troende såvel som til mennesker, der står udenfor deres religion. Muslimer har, ligesom kristne, ret til at fortælle, at homoseksuelle forhold er syndige og imod Guds plan med mennesket og at en sådan adfærd vil medføre helvedet straf hvis man ikke angrer om omvender sig etc.

 

Når det så er sagt forholder det sig imidlertid sådan, at Ahmed Akkari i sit oprindelige svar ikke nøjes med at fortælle, at homoseksuelle forhold ikke er tilladt for muslimer. Nej, han retter også et stærkt angreb på de vestlige samfunds accept af homoseksuelle forhold, hævder at disse er undergravende for samfundet og han beklager, at de vestlige samfund ikke er lette at overbevise om at det er forkert, at acceptere homoseksuelle forhold.

 

Med sådanne ytringer er han ikke blot med til at dæmonisere homoseksuelle som samfundsskadelige elementer, nej han går også til angreb på den lovgivning, der findes i vores land mht. homoseksuelle og lægger op til, at muslimer skal prøve på at ændre denne. Det er derfor ikke rigtigt, når han efterrationaliserende påstår, at han er blevet angrebet for at fortælle om sin tro til en anden muslim. Det er fuldt ud berettiget at bebrejde Ahmed Akkari for at han forsøger, at bruge sin religionsfrihed og sin ytringsfrihed til at bekæmpe de homoseksuelles frihed til at bestemme over hvordan de vil leve.

 

Dermed være ikke sagt, at Ahmed Akkaris udfald mod homoseksuelle er ulovlige, de er bare meget usympatiske. Han har ret til at ytre dem, men han har ikke ret til ikke at blive modsagt. At Ahmed Akkari  ikke kan bære kritikken af hans udfald mod homoseksuelle siger sådan set mest om ham selv. Hvis Ahmed Akkari ikke kan lide, at blive angrebet, så skulle han alvorligt overveje at lade være med at påstå, at jeg og andre homoseksuelle undergraver samfundet og lægge op til, at det skulle være forbudt at leve som vi gør. Muslimers menneskerettigheder skal respekteres – men det skal homoseksuelles også.

 

Noget helt andet er så, at der er noget dobbeltmoralsk ved, at diverse højreorienterede blogge har kastet sig over Ahmed Akkaris holdninger til homoseksuelle. Disse blogge er nemlig ofte fyldt med negative udsagn om homoseksuelle. Homofobi bliver imidlertid hverken værre eller bedre af at den fremføres af en muslim med en noget belastet fortid.

Læs mere

Skrevet af den 26 okt, 2009 under Ikke kategoriseret | 7 kommentarer

Homoseksuelle foran alteret

Berlingske Tidende gentager i en leder fra søndag den 25.10.2009 regeringens snart klassiske begrundelse for ikke at give trossamfundene mulighed for at vie homoseksuelle par: Man vil ikke blande sig i folkekirkens indre forhold. Et evt. initiativ mht. kirkelige vielser af homoseksuelle må derfor udgå fra folkekirken.

Denne argumentation er imidlertid tynd og utroværdig og det af flere årsager:

Hvorfor skal det være folkekirken, der skal afgøre om folketinget skal give alle trossamfund med vielsesmyndighed adgang til at foretage juridisk gyldige vielser af homoseksuelle par? Hvis religion og politik skal være adskilte størrelser, hvad regeringen jo ellers gerne fremhæver, så kan det da ikke være rigtigt, at et trossamfund skal have lov til at afgøre om folketinget må uddelegere retten til at foretage juridisk bindende vielser til de trossamfund der måtte være interesserede heri.

Dertil kommer, at påstanden om at man ikke vil blande sig i folkekirkens indre anliggender klinger hult al den stund, at det er lige præcist det som regeringen har gjort ved at lade dens berømte skattestop gælde også for folkekirken hvormed man har frataget folkekirken retten til at bestemme over sin egen økonomi. Regeringen er altså ikke bange for at blande sig i folkekirkens indre forhold hvis den dermed kan fremme sin egen politik.

Og sidst men ikke mindst er det hyklerisk at henvise til at initiativet til en lov om kirkelige vielser af homoseksuelle par skal udgå fra folkekirken al den stund, at man udmærket ved, at ingen har autoritet til at udtale sig på folkekirkens vegne. Faktisk er regeringspartierne samt Dansk Folkeparti stærke modstandere af indførelsen af en såkaldt synodeordning, der ville give folkekirken “mund og mæle”. Samtidigt med at man fastholder en ordning, hvor ingen kan udtale sig på folkekirkens vegne, henviser man til at folkekirken officielt skal henvende sig til regeringen med bønnen om at få lov til at vie homoseksuelle par.  Man kræver altså et initiativ fra folkekirkens vegne samtidigt med, at man har sikret sig, at dette initiativ slet ikke kan tages. Og i øvrigt, just in case at f.eks. et flertal af biskopperne skulle føle, at de måtte tage et initiativ selvom de ikke officielt kan udtale sig på folkekirkens vegne, så siger statsministeren jo også, at man vil lytte til et sådant forslag. Sagt med andre ord, man forbeholder sig retten til at afvise en sådan bøn om en lovændring! For man vil jo lige præcis ikke give folkekirken lov til at bestemme over sine egne indre forhold.

Læs mere

Skrevet af den 24 okt, 2009 under Ikke kategoriseret | 0 kommentarer

Børge Haahr Andersen og det kønsneutrale ægteskab

Børge Haahr Andersen, rektor for Dansk Bibel-Institut, der er den folkekirkelige højrefløjs teologiske højborg her i landet, har på en blog skrevet et længere udfald mod det kønsneutrale ægteskab.

Som så ofte, når der er tale om indlæg forfattet af høvdinge fra folkekirkelige højrefløj, er den teologiske standart lav. Det er således ikke rigtigt, når Børge Haahr Andersen påstår, at Jesus begrunder sin seksualmoral med henvisning til at Gud i begyndelsen skabte mennesket som mand og kvinde. For det første kan man næppe tale om at Jesus forkynder en egentlig lære om seksualiteten hhv. en veldefineret seksualmoral og for det andet handler den tekst (Matt. 19,3-12 & Mark. 10,1-12), som Børge Haahr Andersen hentyder til, altså om skilsmisse og ikke om seksualmoral som sådan.

Det er også tydeligt, at Børge Haahr Andersen ikke kan forstå, at moderne (heteroseksuelle) ægtefolk kan have det svært med de tekster, der typisk er blevet brugt i forbindelse med vielsesritualet, fordi de ikke tager udgangspunkt i den moderne opfattelse af ægteskabet som en kærlighedspagt mellem to ligeværdige personer.

Alt i alt opsummerer Børge Haahr Andersen sin modstand mod det kønsneutrale ægteskab i tre hovedpunkter. Det første lyder således:

”Kønsforskelligheden som en biologisk faktor og som et gode, vi må værne om. Uanset hvor sterile ritualer, der opfindes, er det ikke så enkelt at overse, at mennesket som biologisk væsen er enten mand eller kvinde. Denne forskellighed er en dynamisk faktor i ethvert ægteskab, venskab, arbejdsfællesskab og spiller med i alle de relationer, vi mennesker står i.”

Hertil må man sige, at hvis kønsforskelligheden var en biologisk faktor, så var der ikke nogen grund til at Børge Haahr Andersen skulle værne om den og indskærpe overfor andre, at den skal opretholdes. Man behøver ikke at fortælle folk, at de skal huske at trække vejret eller fordøje deres føde, det gør kroppen af sig selv, her er der nemlig tale om biologiske faktorer. Kønsforskellenes betydning ligger ikke i biologien men i den måde som vi tolker biologien på, det er derfor de kan blive ”truet” af nye ritualer, love, opdragelsesformer mfl.

Det er heller ikke rigtigt, at mennesket som biologisk væsen enten er mand eller kvinde. Historien om den sydamerikanske guldmedaljevinder, Castor Semenya, som vidste sig ikke at være en entydig mand eller kvinde men i stedet en såkaldt hermafrodit, viser det med al tydeligelighed. Med mindre, at man vil definere hermafroditter og andre, som ikke entydigt kan kønsbestemmes ud af menneskeheden, må vi altså acceptere, at menneskeheden er mere nuanceret end den fremstår i Børge Haahr Andersens optik.

At kønsforskellen er en dynamisk faktor i alle menneskelige sammenhænge er en påstand, som Børge Haahr Andersen klogelig ikke dokumenterer. Hvilken køns dynamik er der i et venskab mellem to af samme køn eller på en arbejdsplads, hvor der kun er enten mænd eller kvinder? Hvorfor skal der være en køns dynamik alle vegne? Børge Haahr Andersen lægger op til at alle mænd hhv. alle kvinder deler nogle essentielle egenskaber som det andet køn ikke har. Men er det virkeligt sådan? Kan mænd f.eks. ikke være omsorgsgivende og kvinder ikke være ledere?  Det næste skridt i denne her dyrkelse af kønsforskellene bliver, at man hævder, at kønsforskellene gør, at der er visse sociale funktioner som især kvinder ikke kan udføre pga. deres køn, så som at de ikke kan være præster eller præsidenter, direktører eller generaler, fordi kvinder er designet til at yde omsorg og til at tjene mens mænd er designet til at herske og til at lede. Eller med andre ord, der er ikke langt fra det ivrige forsvar for kønsforskellene til regulær diskrimination af primært kvinder pga. deres køn.

Børge Haahr Andersens anden anke mod det kønsneutrale ægteskab lyder:

”Fællesskab mellem mand og kvinde i ægteskabet som et unikt skabergode. Bibelen hylder mange former for fællesskaber. Ikke blot ægteskab, men familieskab, venskab, naboskab osv. Kærlighed i mange forskellige relationer er et nøgleord. Men blandt alle fællesskaber er det mest fundamentale den kønspolare forening af mand og kvinde i et fysisk, personligt og socialt livslangt (ægte)fællesskab”.

Igen får vi ingen dokumentation for at Bibelen skulle anse ægteskabet mellem en mand og en kvinde som det mest fundamentale af alle fællesskaber. I Det Gamle Testamente har vi en del eksempler på polygame ægteskaber og i Det Nye Testamente levede Jesus uden ægteskab og Paulus anbefaler på det varmeste det ægteskabsløse liv frem for ægteskabet. (Se 1. Kor. Kap. 7). Især de sidste to forhold taler klart imod Børge Haahr Andersens postulat.  Jeg vil i stedet vove den påstand, at det primære fællesskab i Det Gamle Testamente er Guds folk og i Det Nye Testamente Kristi kirke.

Under alle omstændigheder er ideen om det kønspolare ægteskab mellem mand og kvinde en moderne ide, der kan spores tilbage til midten af 1700-tallet. Antikken og de bibelske skrifter tænker ikke relationen mellem mand og kvinde i ægteskabet som polært men i en overordnet – underordnet hhv. primær – sekundær relation. Således fremgår det af 1. Mos. Kap. 2, at Gud skaber urmennesket – og det som mand. Da manden er ensom skaber Gud først dyrene, og da de ikke viser sig at være en brugbarløsning på mandens ensomhed skaber han kvinden ud af manden. Da manden ser kvinden udbryder han: ”Denne gang er det ben af mine ben og kød af mit kød” (vers 23), dvs. manden kan lide kvinden, ikke fordi hun er polær modsat til ham men fordi hun ligner ham. Men der er også en klar rangordning – manden er det primære menneske og kvinden er det sekundære, der er til for manden skyld og skal underordne sig ham, en tanke som Paulus jo senere gør ganske meget ud af. (Se f.eks. 1. Kor. 11,7-9)

Børge Haahr Andersens tredje anke mod det kønsneutrale er en længere smøre:

”Ændrer man ægteskabsforståelsen til en venskabskontrakt, ændrer man også fundamentalt børns vilkår og rettigheder. Det vil ikke længere være anset for det mest naturlige og mest optimale, at et barn vokser op i et trygt og stabilt hjem sammen med begge dets biologiske forældre. I stedet bliver børnenes rettigheder reduceret til en hensigtserklæring om, at det er godt nok, så længe børn bare har voksenkontakt fra to voksne mennesker, der er registrerede som gode venner. Det være sig en mand og en kvinde, eller 2 mænd eller 2 kvinder. Når mand og kvinde bliver intetkøn, bliver ordet far og mor en diffus betegnelse, der kan betyde alt lige fra biologiske forældre til sædleverandør eller rugemor. Eller hvor begrebet mor eller far slet ikke findes i relationen, fordi barnet vokser op i en familie, hvor de voksne lever i et homofilt parforhold.”

Nu må man spørge sig om hvilket land Børge Haahr Andersen bor i. Det kan i hvert fald ikke være Danmark. I Danmark er det nemlig ganske almindeligt, at forældre bliver skilt og at børn derfor vokser op i familier hvor der indgår såkaldte ”pap” mødre og fædre. Lesbiske par kan i dag blive forældre via kunstig befrugtning og homoseksuelle par har lov til at adoptere. I virkelighedens Danmark har vi allerede nu en mangfoldighed af familieformer, det er ikke en dyster trussel ude i horisonten.

Og nej, det er ikke, som Børge Haahr Andersen lægger op i til i slutningen af sit indlæg, starten på et kærlighedsløst samfund, at der findes en mangfoldighed af familieformer. De er tvært imod et resultat af, at samfundet af dag mener, at kærlighed skal være fundamentet for samliv og familieliv.

Læs mere