Menu
Kategorier

Skrevet af den 23 okt, 2009 under Ikke kategoriseret | 2 kommentarer

Mellemøstens store tabu

Hvordan ser livet ud for homoseksuelle i Mellemøsten? Hvilke problemer og hvile muligheder har de? Disse spørgsmål tager den britiske mellemøstkorrespondent Brian Whitaker op i hans velskrevne bog ”Unspeakable Love – Gay and Lesbian Life in the Middle East”.

I den vestlige verden har der i de senere år været en voksende interesse for levevilkårene for homoseksuelle i Mellemøsten. Men ser man bort fra sensationsprægede artikler om henrettelser af unge bøsser, ja så ved den almindelige vestlige iagttager alt for lidt om vilkårene for mennesker, der har sex eller har lyst til sex med medlemmer af deres eget køn i en mellemøstlig sammenhæng. Det er denne uvidenhed som Brian Whitaker forsøger at gøre en ende på med sin bog ”Unspeakable Love – Gay and Lesbian Life in the Middle East”.

Generelt er seksualitet tabubelagt i Mellemøsten – og homoseksualitet er klart et af de største seksuelle tabu. Mange arabere går endda så vidt, at de påstår, at homoseksualitet er en vestlig opfindelse, et vestligt fordærv som, hvis det i det hele taget forekommer i arabiske lande, er et resultat af skadelig indflydelse fra Vesten. Selve ordet ”homoseksuel”( på arabisk ”al-mithliyya al-jinsiyya”) er nyt i Mellemøstlig sammenhæng og ordet er ikke slået helt igennem endnu, men til gengæld har man rigeligt med skældsord der hentyder til seksuelle handlinger mellem mænd hhv. til feminine mænd. I øvrigt er der ganske mange, der har sex med personer af eget køn, uden at de derfor identificerer sig som homoseksuel.

Det forhold at homoseksualitet er tabubelagt gør, at den der springer ud som homoseksuel overfor sin familie må regne med en meget negativ reaktion, der meget vel kan være voldelig og i hvert fald ofte indebærer en alvorlig risiko for at blive udstødt af familien. I mere velhavende familier er det almindeligt, at man presser den homoseksuelle til at opsøge terapi, der skal helbrede vedkommende for hans eller hendes seksualitet – for i Mellemøsten er det almindeligt at se homoseksualitet som en (helbredelig) sygdom og mange terapeuter er villige til at forsøge, at kurere den homoseksuelle.

Generelt er familiernes reaktion mest heftig når det drejer sig om en søn, der springer ud som homoseksuel, for sønnerne har en central betydning for familiens muligheder for at opnå ære og succes. Mht. døtrene er den største bekymring typisk, at de vil bringe skam over familien ved at have sex med en mand de ikke er gift med. Derfor tager familierne det ikke altid så tungt, at en datter siger, at hun er lesbisk. Men for døtre såvel som sønner er normen dog klar: De skal gifte sig og få børn. Presset for at forblive i skabet, gifte sig og dermed forsvinde i mængden er enormt stort. Og de fleste homoseksuelle giver efter for dette pres – ikke blot af angst for straf men også for at beskytte deres familier. For en familie med en datter eller en søn, der offentligt er kendt om homoseksuel, vil ofte blive ramt af sociale sanktioner, så som at ingen vil lade deres sønner gifte sig med en datter fra en familie, hvor en søn lever åbent som bøsse.

På den anden side så medfører det forhold, at homoseksualitet er så tabubelagt som den er, at man generelt er mindre mistænkelig overfor personer af samme køn, der viser kærlighed overfor hinanden i det offentlige rum, end man er i vestlige lande. F.eks. er det i Saudi Arabien almindeligt, at unge mænd holder hinanden i hånden og kysser hinanden i det offentlige rum. Man kan nemlig slet ikke forestille sig, at der kunne være sex med i spillet. Og det forhold, at kønnene ofte holdes skarpt adskilte forøger mulighederne for at flirte med personer af eget køn, og sågar for at have hemmelige seksuelle relationer med dem.

Den juridiske situation er generelt dårlig for homoseksuelle i Mellemøsten. Selv i Libanon, hvor hovedstaden Beirut er berømt for sit homoseksuelle natteliv, er sex mellem to af samme køn en kriminel handling. Politiet synes godt nok ikke offensivt at forfølge homoseksuelle, men kommer det i forbindelse med en politimæssig undersøgelse af andre forhold frem, at en person er homoseksuel, risikerer vedkommende retsmæssig forfølgelse. I Egypten findes der ikke en lov der direkte omtaler sex mellem to af samme køn, men der findes en lov der forbyder seksuel umoral, og den bruges målrettet mod homoseksuelle mænd. I Egypten synes situationen for homoseksuelle generelt at være værst, ikke mindst fordi politiet bruger politistikkere og målrettet stiller fæller op for homoseksuelle, bl.a. på internettet, for at kunne anholde folk. Til gengæld synes myndighederne i Saudi Arabien, hvor der er dødsstraf for sex mellem mænd, ikke at være særligt interesserede i aktivt at forfølge homoseksuelle. Her spiller behovet for at lade som om at homoseksualitet slet ikke findes i Saudi Arabien ind – og det giver et vist spillerum for bøsser (kvinder kan jo ikke frit bevæge sig i det offentlige rum) om end man naturligvis skal være diskret.

En særlig vanskelig situation har homoseksuelle i de palæstinensiske områder. Homoseksuelle bliver nemlig typisk mistænkt for at være agenter for Israel, hvad kan være en direkte livsfarlig beskyldning. En del søger til Israel for at få et bedre liv, men mange får ikke asyl og lever derfor illegalt i Israel under elendige vilkår og med truslen om at blive udvist til de palæstinensiske områder hængende over hovedet.

Brian Whitaker gør meget ud af at fremhæve, at man skal passe på med at komme med simple religiøse og kulturelle forklaringer på undertrykkelsen af homoseksuelle i Mellemøsten. Europæiske opdagelsesrejsende fra 1600-tallet og frem til 1800-tallets slut skildrer faktisk Mellemøsten som et paradis for sodomitter, som man dengang kaldte mænd, der har sex med mænd. Og klassisk arabisk litteratur er lige så fyldt med skildringer af erotik mellem mænd som sådanne skildringer er fraværende i moderne arabisk litteratur.

Homofobien i dagens Mellemøsten kan altså ikke direkte udledes af religionen og den traditionelle kultur men må snarere ses som et moderne forsøg på at afgrænse sig moralsk fra det ”dekadente” vesten. Man kan også se homofobien som et udslag af at den arabiske mand af i dag ser sig truet i sin maskulinitet pga. Mellemøstens politiske og økonomiske underlegenhed i forhold til Vesten. I en sådan situation opstår der et behov for at være hyper maskulin, for at kompensere for de reelle og indbildte ydmygelser man udsættes for, og her er der så ikke længere plads til accept af sex mellem mænd, da en sådan adfærd let sættes i forbindelse med kvindagtighed og dermed blødhed og svaghed hos mænd.

Mht. islam i dag er der ingen tvivl om, at de religiøse autoriteter i Mellemøsten er meget afvisende overfor homoseksuelle. Tonen er ofte skinger og den homoseksuelle muslim får grundlæggende set kun en besked: sex med en af eget køn er helt uacceptabel og den homoseksuelle må forsøge, at blive helbredt for sit begær. Generelt er antagelsen den, at det heller ikke er særligt svært, det er blot et spørgsmål om at tage sig sammen. I øvrigt er mange muslimske ledere og rådgivere begejstrede for den amerikanske forening NARTH (National Association for Research and Therapy of Homosexuality), en højrekristen forening der på et pseudovidenskabeligt grundlag mener at kunne bevise, at homoseksualitet kan helbredes. (Den danske forening Agape, der får støtte fra tipsmidlerne, er i øvrigt formodentligt til en vis grad inspireret af NARTH’s arbejde).

Hvis vi ser på islams kilder med åbne øjne ser situationen imidlertid anderledes ud. Koranen indeholder f.eks. ingen krav om straf for mænd, der har sex med mænd. Forestillingen om at de skal stenes bygger på nogle haditter, dvs. fortællinger om hvad Muhammed sagde og gjorde, men disse haditter har en svag overleveringskæde og kan derfor med rette opfattes som tvivlsomme. Det er da heller ikke alle muslimske retsskoler, der kr

æver dødsstraf for sex mellem mænd, Hanafi skolen lader det således være op til regeringerne om og hvordan homoseksuelle skal straffe.

Koranens udsagn mht. sex mellem to af samme køn er uklare. Kvinder nævnes slet ikke – og for mændenes vedkommende synes udsagnene at være relateret til historien om Sodoma og Gomorra, som også findes i Det Gamle Testamente. Hvad denne historie faktisk handler om er ved et nærmere eftersyn af både Det Gamle Testamentes og Koranens fortælling langt fra så entydigt som mange tror.

Der er altså åbninger for en anderledes tolkning af Koranen. Og det er af stor betydning for homoseksuelle muslimer, såvel som for muligheden for forbedringer af forholdene for homoseksuelle i Mellemøsten. Som Brian Whitaker gør opmærksom på så bidrager de vestlige kommentatorer, der råber op om at islam per definition er homofobisk og ønsker at henrette alle homoseksuelle, blot til at styrke forestillingen også blandt muslimer om at homoseksualitet og islam ikke kan forenes under nogen omstændigheder.

Alt i alt er situationen for homoseksuelle i Mellemøsten vanskelig, ikke mindst er det svært for homoseksuelle at organisere sig og mange er henvist til at hente informationer om homoseksualitet fra vestlige kilder så som internettet. Muslimske homoseksuelle i Vesten laver dog stadigt flere hjemmesider henvendt til et mellemøstlig publikum og generelt kan mange i Mellemøsten i dag via satelit tv og internettet få informationer som fortæller andet end det som magthaverne ønsker, at befolkningen skal få at vide.

Brian Whitaker tror, at forholdene for homoseksuelle i Mellemøsten kan forbedre sig. Forudsætningen for forandring er dog at forholdene for kvinder forbedres ligesom at seksualitet aftaburiseres. Brian Whitaker anbefaler et samarbejde med vestlige organisationer for samtidigt med, at han fremhæver, at man er nødt til at finde sin egen vej og at vestlige organisationer skal passe på med ikke at fare frem på en måde, der kan skade de homoseksuelle i Mellemøsten.

Der er lys for enden af tunnelen, selvom det endnu kun er små glimt.

Læs mere

Skrevet af den 16 okt, 2009 under Ikke kategoriseret | 5 kommentarer

Præsten i Tingbjerg

Der har i de senere dage været en del medieopmærksomhed rettet mod det sørgelige forhold, at præsten i Tingbjerg, Ulrich Vogel, i den grad er blevet chikaneret af en indvandrerbande, at han har sygemeldt sig og altså ikke længere føler, at han kan varetage jobbet som sognepræst i Tingbjerg.

Forklaringerne på hvad der er gået galt i Tingbjerg er mange. Den indledende artikel i Kristeligt Dagblad lægger op til at det handler om dårlig integration, men tager afstand fra ideen om, at der skulle være tale om en religionskrig mellem muslimer og kristne.  DF har derimod (og hvad kunne man i øvrigt ellers forvente) valgt at udlægge denne tragiske begivenhed som lige netop en religionskrig.

Interessant nok synes BT at have en anden historie, nemlig den, at præsten er blevet chikaneret fordi han er homoseksuel, hvad de unge skulle have fundet ud af i forbindelse med at nogle af dem skulle have fundet noget homo-pornografisk materiale hos ham i forbindelse med et indbrud . 

Og den sidste krølle på historien synes at være den, at de unge fra Tingbjerg påstår, at det er præsten, der chikanerer dem fordi han ikke vil svare på hvordan han kan være præst og homoseksuel og at han i øvrigt skulle råbe efter dem. 

Reelt set ved vi ikke hvorfor Ulrich Vogel er blevet chikaneret i den grad, ikke mindst fordi han selv og andre i Tingbjerg ikke tør udtale sig.

Under alle omstændigheder er det absurd at antage, at en gruppe rødder repræsenterer islam, sådan som DF gerne vil have det til at se ud. Mig bekendt har ingen af dem, der på de unges vegne har talt med medierne, været autoriteter indenfor islam. Ligesom de unge heller ikke har henvist til at de handler på baggrund af nogle sådanne autoriteter eller at de eksekverer en dom udsted af en sharia-domstol. Det giver derfor ikke mening, at tale om en religionskrig.

Mht. spørgsmålet om homoseksualitet så er det godt nok topmålet af hykleri, at de unge vælger at være moralsk bestyrtede over, at de ved et indbrud har fundet pornografisk materiale hos præsten. Jeg mener, er indbrud måske ikke også en umoralsk handling? Og nogle af de unge giver det en ekstra skalde i BT fra den 16.10, hvor de citeres for at råbe op om at ” præsten er bøsse, han skal stenes! Man kan ikke have små børn rendende rundt omkring ham, for han er bøsse”. Det er selvfølgelig en indstilling, der er helt ude i hampen og total uantagelig. Faktisk er udsagnet så alvorligt at det burde være kriminelt i henhold til racisme-paragraffen, der også dækker grove udfald mod homoseksuelle.

Om Ulrich Vogel virkelig har været grov i munden overfor nogle af de unge er ikke godt at vide. De har i hvert fald intet krav på at han skal stå til regnskab overfor dem fordi han er homoseksuel (hvis han altså er det). Og de har ingen som helst ret til hærværk eller dødstrusler mod Ulrich Vogel.

Det burde være klart at de unge kriminelle skal mærke, at deres adfærd er helt ude i hampen og ikke kan accepteres af det danske samfund. De skal altså ikke have et klubhus som belønning for deres homofobi, sådan som det jo deltvist er blevet lagt op til. De unge banditter skal mærke, at de handler i modstrid mod samfundets regler og skal derfor mødes med håndfaste sanktioner i form af fængsel eller social anbringelse, alt efter deres alder. (Og nej, jeg går ikke ind for en ændring af den kriminelle lavalder)

Vi skal ikke finde os i hvad som helst, heller ikke fra en gruppe, som nok ikke har det let. Men man har altså ikke lov til at gøre andre til ofre fordi man selv med rette eller urette ser sig som et.

 

 

Læs mere

Skrevet af den 7 okt, 2009 under Ikke kategoriseret | 18 kommentarer

Ahmed Akkari og de homoseksuelle

Ahmed Akkaris nedladende udtalelser mod homoseksuelle er dybt forkastelige, men ikke alle muslimer er som ham.

Det har skabt en vis opmærksomhed, at den landskendte tidligere imam Ahmed Akkari på Kristeligt Dagblads internetportal www.religion.dk taler afvisende om homoseksuelle forhold. (Se artiklen på http://www.religion.dk/artikel/340257:Spoerg-om-islam—-Min-bror-siger–homofili-ikke-naevnes-i-Koranen )Hele miseren handler om, at en muslimsk kvinde, der er søster til en bøsse, er fortvivlet over, at hun ikke kan få sin bror talt væk fra hans homoseksualitet. Hun beder derfor Ahmed Akkari om råd og vejledning. Og hans råd er, at hun skal vedblive med at prøve. I denne forbindelse skriver han: ”De europæiske samfund mener generelt, at homoseksuelle bør nyde anerkendelse i samfundet, og det bygger de på en meget ensporet filosofi om menneskets frie vilje og rettigheder, mens de glemmer at tage særlig meget højde for vigtigheden af at bevare samfundet mod forfald og tilbagegang i samme omfang som man vil tillade den personlige frihed i at udbrede sig. Vi kan desværre ikke så nemt overbevise dem om det forkerte i at tillade sådanne forhold og de negative konsekvenser deri, så vi må væbne os med tålmodighed og sørge for at være ærlige og åbne om vores holdning til homoseksualitet”.

Nu er det jo en kendt sag, at klassisk islam forholder sig afvisende til homoseksuelle forhold (om end den reelle praksis overfor dem, der har sex med en af eget køn, i praksis har været forskellig i tidens løb.) Og der kan heller ikke være nogen tvivl om, at denne afvisende holdning medfører stor lidelse for mange homoseksuelle muslimer. Det er derfor også vigtigt, at man i muslimsk sammenhæng arbejder på at få et andet og mere nuanceret syn på homoseksualitet – og her er det ikke bare vigtigt at se på rettighedssiden men også på den religiøse inklusion. Det var lige netop derfor, at jeg med så stor iver i sin tid påpegede det problematiske i at Asmaa Abdol-Hamid fra Enhedslisten ikke ville tage afstand fra den religiøse afvisning af homoseksuelle forhold som altså er almindelig i klassiske muslimske sammenhænge.

Det er imidlertid vigtigt, at understrege, at kampen for en homo inkluderende islam er i gang. Og det viser artiklen på www.religion.dk faktisk også. Den bekymrede søster fortæller nemlig, at hendes bror har talt med en imam, der ikke er afvisende overfor homoseksuelle og hun er opmærksom på www.sabaah.dk , hvor homoseksuelle med muslimsk baggrund opmuntres til ikke at undertrykke deres seksualitet.

Islam består altså ikke af lutter mørkemænd som Ahmed Akkari når det gælder homoseksualitet. Der findes altså også muslimer, der kæmper for en homo inkluderende islam!

Det er vigtigt, at vi støtter de homoseksuelle muslimer, der kæmper for at forene deres seksualitet og deres religiøsitet. Man støtter ikke de homoseksuelle muslimer ved at hengive sig til islamofobisk selvfedhed, sådan som det så let sker når der diskuteres islam og homoseksualitet. En sådan selvfedhed er i øvrigt også hyklerisk fordi man i kristne sammenhænge sagtens kan finde udtalelser, der ikke grundlæggende set er bedre end Ahmed Akkaris indlæg. Paven har jo f.eks. sat lighedstegn mellem anerkendelse af homoseksuelle forhold og samfundets opløsning. (Se http://www.religion.dk/artikel/308949:Synspunkt—-Paven-udbreder-moerke?all=1 )

 

 

Læs mere

Skrevet af den 3 okt, 2009 under Ikke kategoriseret | 0 kommentarer

En absurd ægteskabsteologi

Kirsten Kjærulff giver i en artikel  på www.religion.dk udtryk for hvad hun øjensynligt mener er den katolske kirkes lære om seksualitet. Her skriver hun bl.a.: ”mand og kvinde er tilsammen Guds billede”, ”først når mand og kvinde forenes i kærlighed realiserer de mest fuldkomment deres gudbilledlighed” og ”det livslange ægteskab mellem én mand og én kvinde hører til selve skabelsesordenen. Kun tilsammen er de Guds billede”.

Kirsten Kjærulff synes at svinge lidt her. Det ene øjeblik skal mand og kvinde leve sammen for at kunne være Guds billede, det næste øjeblik skal de leve samme for mest fuldkomment at realisere deres gudsbilledlighed. Men under alle omstændigheder er budskabet klart: kun via det heteroseksuelle ægteskab opnår vi den fulde gudsbilledlighed. Alle der ikke lever i et heteroseksuelt ægteskab mangler altså noget væsentligt i forhold til det at være skabt i Guds billede. Og det er i mine øjne intet mindre end en absurd påstand!

For det første er der her tale om en tolkning af teksten i 1. Mos. 1, 27, der gjort langt ud over hvad der står i teksten. ”Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem”, står der skrevet. Ordet om at Gud skabet mennesket i sit billede går forud for ordene om de to køn. Det grundlæggende er altså, at mennesket er skabt i Guds billede og at de to køn har del i denne gudslighed. Intet sted, hverken her eller andre steder i Bibelen, står der, at mennesket skal indgå i et livslangt monogamt ægteskab med en af modsat køn for at opnå Gudsligheden eller den perfekte gudslighed. Det giver jo heller ikke nogen mening al den stund, at gudslighedheden er noget, som vi har fået som gave fra Gud. Gud har skabt os i sit billede, gudsligheden er en gave, der er blevet enhver af os givet i det øjeblik vi blev skab og er ikke noget, som vi skal gøre os fortjent til via ægteskabet med en af modsat køn.

For det andet så får Kirsten Kjærulff sat den sakramentale ordning ud af kraft. Dåben og naveren bliver jo med hendes særprægede ægteskabsteologi gjort til underordnede sakramenter, som reelt set ikke har nogen betydning for vores gudsforhold i forhold til som ægteskabet gør ved os. Konsekvensen af Kirsten Kjærulffs ægteskabsteologi bliver i sidste instans at ateister, buddhister eller asatroende, der lever i et heteroseksuelt ægteskab, har del i Gudsligheden hhv. den perfekte gudslighed mens den kristne single har en ikke-perfekt gudslighed. Troen bliver med Kirsten Kjærulffs teologi altså ligegyldig, hvad der tæller er ens ægteskabelige status.

Og det leder hen til det mest fundamentale problem med Kirsten Kjærulffs ægteskabs teologi, den underminerer ikke mindre end selve det kristne menneskesyn.

Hele fundamentet for det kristne menneskesyn er jo troen på at ethvert menneske er skabt i Guds billede. På trods af alle forskelle mennesker imellem er vi derfor fundamentalt set lige – og lige meget værd som menneske. Menneskets helt særlige værdi skyldes dets gudslighed – og dets gudslighed er en grundpille i selve det, at være et menneske. Når Kirsten Kjærulff derfor lærer, at mennesket enten kun opnår Gudslighed via det heteroseksuelle ægteskab eller at det i hvert fald kun opnår denne gudslighed i fuld grad via dette, så skaber hun et menneskesyn, hvor vi ikke længere er skabt lige og med fuld værdighed som menneske, men i stedet er skabt med en mangel i vores værdighed som menneske, der først kan korrigeres med ægteskabet med en af modsat køn. Og hun får skabt et klassesystem indenfor menneskeheden, hvor der er dem, der er rigtige mennesker, nemlig dem, der er heteroseksuelt gifte og så dem, der ikke er rigtige mennesker, nemlig dem, der ikke lever i et heteroseksuelt ægteskab. Og det er jo ikke kun homoseksuelle, selvom det nok er dem som hun forsøger at fratage deres menneskelige værdighed med denne særprægede ægteskabsteologi. Nej reelt set får hun med sin absurde ægteskabsteologi defineret alle voksne singler og ikke mindst børnene ud af gudsligheden!

Kirsten Kjærulffs ægteskabsteologi har hverken sine rødder i Bibelen eller oldkirkens lære. Ej heller er den katolsk. Læser man det som ”Den katolske kirkes verdenskatekismus” skriver om ægteskabet igennem vil man se, at der intet steds står noget om, at man opnår gudsligheden eller den fulde gudslighed gennem ægteskabet. I stedet kan man om menneskets værdighed læse: ”Mann og kvinne er skapt, det vil si at de er villet av Gud, på den ene side i full likhet som menneskelige personer, på den annen side som henholdsvis mann og kvinne. “Å være mann” og “å være kvinne” er godt og villet slik av Gud: mann og kvinne eier en umistelig verdighet som er gitt dem direkte av Gud som har skapt dem. Både mann og kvinne er på en likeverdig måte “i Guds bilde”. Ved å være mann og kvinne gjenspeiler de Skaperens visdom og godhet. Gud er på ingen som helst måte i menneskets bilde. Han er hverken mann eller kvinne. Gud er ren ånd, uten plass for kjønnsforskjeller. Men det som er fullkomment i mannen og kvinnen, gjenspeiler noe av Guds uendelige fullkommenhet, slik som en god mor eller en god far og ektemann”. (Paragraf 369-370 gengivet efter den norske oversættelse)
Den katolske kirke lærer altså, at vi har vores værdighed i kraft af at vi er mennesker, både mænd og kvinder har fuldt del i denne værdighed i kraft af at de er mennesker. De skal ikke først giftes for at opnå denne. Gudsligheden består ikke i at forene det mandlige og det kvindelige, sådan som Kirsten Kjærulff lægger op til, for Gud har intet køn. Hendes ægteskabslære er derfor hverken bibelsk, oldkirkelig eller katolsk, det er i stedet en hjemmestrikket ægteskabsteologi, der udgives for at være katolsk.

 

Læs mere