Menu
Kategorier

Skrevet af den 6 dec, 2009 under Ikke kategoriseret | 0 kommentarer

Et opgør med idealismen

Evangeliet til anden søndag i advent – historien om de 10 brudepiger – er sikkert ikke et af de nemme at skulle håndtere. Men faktisk er der tale om en historie, der rammer ned i en problemstilling der er af stor relevans, også for mennesket af i dag.

Lignelsen om de 10 brudepiger finder man i Matthæus Evangeliet 25, 1-13 og den lyder således:

” v1  Da skal Himmeriget ligne ti brudepiger, som tog deres lamper og gik ud for at møde brudgommen. v2  Fem af dem var tåbelige, og fem var kloge. v3  De tåbelige tog deres lamper med, men ikke olie. v4  De kloge tog både deres lamper med og olie i deres kander. v5  Da brudgommen lod vente på sig, blev de alle sammen døsige og faldt i søvn. v6  Men ved midnat lød råbet: Brudgommen kommer, gå ud og mød ham! v7  Da vågnede alle pigerne og gjorde deres lamper i stand. v8  Og de tåbelige sagde til de kloge: Giv os noget af jeres olie, for vore lamper går ud. v9  Men de kloge svarede: Nej, der er ikke nok til både os og jer. Gå hellere hen til købmanden og køb selv. v10  Men da de var gået hen for at købe, kom brudgommen, og de, der var rede, gik med ham ind i bryllupssalen, og døren blev lukket. v11  Siden kom også de andre piger og sagde: Herre, herre, luk os ind! v12  Men han svarede: Sandelig siger jeg jer, jeg kender jer ikke. v13  Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen.”

Lignelsen om de ti brudepiger er Matthæus særstof. Det vil sige, at man kun finder den i Matthæus Evangeliet. Det gør det nærliggende at overveje, om denne historie er kommet til i tiden efter Jesu død og opstandelse som et svar på hvad der dengang har været aktuelle og nærliggende religiøse problemstillinger.

I hvert fald virker det slående at vi i denne lignelse finder en helt anden tenor end den, som man så ofte støder på i Jesu forkyndelse i evangelierne. Gang på gang bliver det jo i evangelierne fremhævet, at man ikke skal tænke i forråd og sikkerhed, men i stedet opgive den materielle sikkerhed til fordel for et frit liv i tillid til Guds forsyn. Tænk blot på de stærke ord man finder i Matt. 6,25-34: ”v25  Derfor siger jeg jer: Vær ikke bekymrede for jeres liv, hvordan I får noget at spise og drikke, eller for, hvordan I får tøj på kroppen. Er livet ikke mere end maden, og legemet mere end klæderne? v26  Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden. Er I ikke langt mere værd end de? v27  Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig? v28  Og hvorfor bekymrer I jer for klæder? Læg mærke til, hvordan markens liljer gror; de arbejder ikke og spinder ikke. v29  Men jeg siger jer: End ikke Salomo i al sin pragt var klædt som en af dem. v30  Klæder Gud således markens græs, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, hvor meget snarere så ikke jer, I lidettroende? v31  I må altså ikke være bekymrede og spørge: Hvordan får vi noget at spise og drikke? Eller: Hvordan får vi tøj på kroppen? v32  Alt dette søger hedningerne jo efter, og jeres himmelske fader ved, at I trænger til alt dette. v33  Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift. v34  Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage.”

I lignelsen om de 10 brudepiger finder vi imidlertid en helt anden tenor. Her er man uforstandig, hvis man bare drager af sted uden at have sikret sig forråd i tilfælde af at brudgommen, der må være Jesus, ikke kommer så hurtigt som først antaget. Mens dem der har realiseret at tiden kan trække ud og som derfor har langtidsplanlagt og sikret sig forråd er dem, der vil stå som vindere, og i øvrigt ikke har ansvar for at hjælpe dem, der satsede forkert.

Der hersker indenfor kirkehistorien og forskningen i Det Nye Testamente en udbredt forestilling om, at de allerførste kristne var overbevidste om, at Jesu genkomst stod lige for døren. Tænk blot på Mark. 9,1, hvor Jesus siger hhv. lægges følgende ord i munden: ”Og han sagde til dem: »Sandelig siger jeg jer: Nogle af dem, der står her, skal ikke smage døden, før de ser, at Guds rige er kommet i magt og vælde.«”

I lyset af en sådan stærk tro på at Jesu genkomst står lige for døren er det oplagt ikke at tænke langsigtet, være det nu mht. ens egen økonomiske fremtid eller mht. etableringen af en egentlig kirkestruktur med en klar ledelse, med en kanon, så man ved man skal tro på og med et perspektiv for mange følgende generationer. Ja, i lyset af en sådan forestilling om, at verden som vi kender den står lige for at forsvinde, kan det sågar ses som et udtryk for mangel på tro, hvis man samler forråd, sparer op, bygger huse og kirker samt ikke mindst tænker på hvad man skal gøre for at kunne holde troen ved lige, hvis Jesu genkomst trækker ud.

Derfor kan lignelsen om brudepigerne ses som et opgør med de kristne, der tog Jesu ord om ubekymretheden for bogstaveligt, og som manglende evne til at tilpasse sig til realiteterne. Brudgommens, dvs. Jesu, ord i lignelsen til de tåbelige brudepiger om at han ikke kender dem kan altså ses som en rungende teologisk lussing som realistfløjen blandt de første kristne langer idealistfløjen. Lignelsens budskab kan derfor være, at sand kristendom består i at være forberedt på Jesu genkomst – og på, at man skal tage vare på tiden indtil da, der formodentlig vil være lang og kræve strategi og sund fornuft.

Idealisme har noget medrivende over sig, måske især for unge mennesker. At turde drømme stort – og værge sig ved at tænke på hvad der kan lade sig gøre og hvad der er realistisk, ja det kan appellere til det store i mennesket, og virke uhørt begejstrende. Det er en sådan idealisme som mange kirkelige bevægelser, både indenfor og udenfor de etablerede kirker, ofte har trukket på – og som i en sekulær version dukker op i f.eks. marxismen og for tiden blandt grupper af klimaforkæmperne eller dem, der f.eks. engagerede sig for flygtningene i Brorsons Kirke.

Og lad det være sagt med det samme. Idealisme er smuk – uden de store drømme ville vi aldrig komme nogen steder. Men realisme er altså også en god ting. Det er en rigtig god ide at forholde sig til at ingen idealistisk græsrodsbevægelse, præsident eller klimakonference kan løse verdens problemer for os. Det er sund fornuft at forholde sig til at klimaproblemer, internationale konflikter og globaliseringen i dens mange fremtrædelsesformer er udfordringer som er kommet for at blive i lang tid og ikke forhold, som vi kan finde nemme og lette svar og løsninger på. Det er simpelthen fornuftigt og vigtigt at være forberedt på, at der kan gå mange tusind år endnu før Guds rige kommer i sin fylde.

Sund fornuft, der lader sine rødder gro ned i troens grund, forholder sig altså til at verden, som vi kender den, vil kunne bestå i meget lang tid endnu, og at vi derfor hverken skal vende den ryggen eller tro, at vi kan forandre den med et snuptag. I stedet skal vi turde satse på at verden kan og vil blive bedre, selvom vi ikke ved hvornår det sker, og i ventetiden gøre vores til at kærligheden kommer til at sejre på langt sigt.

 

 

 

Læs mere

Skrevet af den 30 nov, 2009 under Ikke kategoriseret | 1 kommentar

En saglig debat – please!

Ricardt Riis føler sig tydeligvis trådt over tæerne fordi jeg har vovet at kritisere den måde som han kritiserer islam på. Som et svar på et indlæg på min blog  har han derfor selv forfattet et, hans sædvane tro, utroligt langt opus rettet mod mig.

 Ricardt Riis mener, at “Jeg vil tro, at hendes forargelse imod mig skyldes lige dele uvidenhed og godtroenhed“. & “Ét af de ‘dirty tricks’, hun anvender, har hun vist lært af religionsvidenskabsfolkene“.

Nu har jeg faktisk en religionsvidenskabelig uddannelse, ligesom jeg underviser i religion i gymnasiet og hf. Så ja, når jeg skriver om islam tager jeg udgangspunkt i en religionsfaglig tilgang til islam og det er øjensynligt meget provokerende hhv. meget naivt i Ricardt Riis’ øjne. Jeg har ikke indtryk af at han er interesseret i konkret viden om hvordan islam kan forstås og praktiseres, men i stedet er på jagt efter argumenter for at islam skal ses som en trussel mod det danske samfund og den danske kultur.

Men jo, jeg har et “problem” som jeg fornemmer, at Ricardt Riis ikke må slås med. Jeg har i mine 13 år som gymnasielærer efterhånden haft rigtig mange muslimske elever. Og det er i den konkrete omgang med muslimer af kød og blod at det først rigtigt er gået op for mig hvor forskelligartet islam er. Hvis man kun kender til islam via læsning af islam-kritisk litteratur og mediernes beretninger, ja så er det sikkert nemmere at fastholde et endimensionelt syn på islam end når man arbejder med muslimer af forskellig observans og med forskellige holdninger og dermed i praksis oplever islams mangfoldighed. Og ja, islam er som alle andre religioner mangfoldig og dynamisk og det på godt og ondt. Og ja, det er ikke sådan, at jeg ikke kan forholde mig kritisk til muslimer. Se f.eks. http://www.religion.dk/artikel/268861:Synspunkt–Asmaas-homosyn-haenger-ikke-sammen?all=1 Det jeg reagerer mod er den ensidige og endimensionelle måde, som Ricardt Riis farer i flæsket på islam.

Ricardt Riis skyder mig i skoene at jeg skulle beskylde ham for at være en essentialist. Det har jeg nu ikke. Jeg vil nemlig ikke sige, at man ikke kan sige noget grundlæggende om islam. F.eks. vil jeg da helt klart mene, at islam er en monoteistisk religion. Hvad jeg protesterer mod er hans hang til at gå ud fra, at der kun findes en slags islam, at islam kun kan tolkes på en måde. Man kan lige så lidt sige, at islam er imod demokrati som at islam er for demokrati. Hvorfor? Fordi nogle muslimer mener, at islam og demokrati ikke kan forenes mens andre hævder, at de kan forenes, ja at demokrati grundlæggende set er en islamisk ide. Det kender man jo også fra kristendommen. Man kan f.eks. hverken sige, at kristendommen accepterer homoseksuelle parforhold eller at den er imod sådanne. Hvorfor? Fordi nogle kristne mener det ene og nogen det andet.

Og nej, det er meningsløst at ville finde ud af “hvordan muslimer tænker”, ligesom det heller ikke giver mening, at ville finde ud af “hvordan jøder tænker” eller “hvordan kristne tænker”. Hvorfor? Fordi mennesker, også selvom de tilregner sig samme religion, ikke tænker ens.  Ricardt Riis ved sikkert hvilken mangfoldighed af kristendomsforståelser Folkekirken rummer. Hvorfor kan han ikke forstå, at islam her i landet ligeledes rummer mange forskellige holdninger og tolkninger af religionen?

Mht. det forhold, at jeg drog konklusioner på baggrund af Ricardt Riis’ tavshed så “glemmer” han lige, at jeg to gange havde spurgt ham og ikke fået svar – og at han, da han endelig svarer, lige præcist ikke vil definere nogen grænse for hvad man må gøre mod muslimerne. Men hvis Ricardt Riis’ tirade mod mig også skal forstås på den måde, at Ricardt Riis mener, at landets muslimer skal garanteres fuld religions- og ytringsfrihed mfl., ja så glæder mig det da meget. Jeg kan bare ikke forstå hvorfor han ikke skrev det fra starten af. Det fleksible ved Ricardt Riis menneskerettighedsforståelse er, at han, sådan som jeg læste det, lagde op til at muslimernes menneskerettigheder ikke var en ret de havde ligesom alle andre mennesker, men i stedet var noget som skulle stilles i forhold til hvordan de selv kunne antages at se på menneskerettighederne.

Det er desværre tydeligt, at Ricardt Riis ikke vil eller ikke kan forholde sig til, at sharia kan forstås og i øvrigt også praktiseres forskelligt. Og ja, jeg er ret så sikker på, at imamerne fra Dinayet, der repræsenterer tyrkisk statsislam, vil kunne skrive under på at herboende muslimer, der konverterer til kristendommen, ikke skal henrettes. Hvorfor? Fordi de fremhæver, at religion er en privat sag, at religion og politik skal holdes adskilt og at muslimerne i Danmark skal følge landets love. Men jo, vi vil nok ikke kunne få dem til at skrive under på at de vil bakke op om de muslimer, der vil opgive deres tro. Men mon dog ikke også ret så mange kristne præster vil nægte at skrive under på, at de vil bakke op om kristne, der vil være muslimer?

Mht. det indiske eksempel, at Indiens muslimer ikke har sluttet sig sammen og krævet, at ægteskabslovgivningen ikke længere skal tage udgang punkt i traditionel sharia, ja så ved jeg altså ikke hvad jeg skal mene om det eksempel. Jeg mener, på Færøerne har man ikke registeret partnerskab fordi det politiske flertal dér mener, at noget sådan går imod Bibelen. Kan man deraf slutte, at mennesker fra Færøerne per definition er kristne fundamentalister og ikke kan acceptere adskillelsen mellem religion og politik? I øvrigt kan jeg altså ikke se, at det er værre at muslimske kvinder i Indien ikke kan gifte sig med ikke-muslimske mænd end at homoseksuelle i f.eks. Italien eller i de fleste amerikanske delstater ikke kan få lov til at gifte sig med den de elsker. Ægteskabsloven bør ikke bygge på religiøse forestillinger – lad os derfor kæmpe mod religiøse ægteskabsforbud lige meget hvilken religion de påberåber sig – og det uden at dæmonisere alle der er medlemmer af de religioner, der misbruges til at nægte folk ægteskab med den de elsker.

Mht. kvinderettigheder så har en undersøgelse fra World Valus Survej vist, at 55 % af de adspurgte i de muslimske lande gik ind for ligestilling mellem kønnene. Det er betydeligt lavere end de 82 %, der støtter det i den vestlige verden.  Men det viser dog, at man ikke bare sådan kan gå ud fra, at muslimer per definition er imod ligestilling, et (desværre lille) flertal går altså ind for ligestilling.

Og så vil jeg gerne vide hvor i Danmark der er blevet indført et særligt muslimsk retssystem.

Læs mere

Skrevet af den 26 nov, 2009 under Ikke kategoriseret | 5 kommentarer

Hvor går grænsen?

Når jeg iagttager hhv. deltager i debatten om islam kan jeg ofte ikke lade være med at spørge mig selv hvor grænsen går, grænsen for hvad man etisk set kan tillade sig overfor andre mennesker. Jeg savner i den grad, at dem der skriver op og ned ad stolpe om den muslimske fare, ville fortælle os hvor deres grænse går mht. hvilke initiativer ”vi” har lov til at træffe overfor muslimerne.

Et eksempel er en længere debat jeg har ført med den ihærdige islam-kritikker Ricardt Riis, der er en pensioneret folkekirkepræst. To gange spurgte jeg ham om hvilke initiativer, han mente, at man skulle træffe i forhold til muslimerne og hvordan han havde tænkt sig at sikre sig, at disse initiativer ikke ville krænke muslimernes menneskerettigheder. To gange fik jeg ikke et svar. Da jeg rykkede for tredje gang fik jeg en svar, der på mange måder er meget sigende.

Han skriver f.eks.: ”Men det skyldes da også, at netop det spørgsmål, du dèr stiller, har jeg ikke noget klart svar på. Hvad jeg har været interesseret i i vores debat, er i første omgang at blive klar over, hvad problemerne med muslimerne er, dvs, at prøve at leve mig ind i, hvordan muslimer tænker. Først når jeg har nogenlunde klarhed over det, vil jeg føle mig kompetent til at svare på, hvad vi skal stille op med muslimerne og de problemer, de rejser”.

Nu er det jo i sig selv bekymrende, at en veluddannet mand som Ricardt Riis virkelig tror, at alle muslimer tænker på samme måde. Det er nærmest som om at han antager, at muslimer er en art religionsrobotter, der alle tænker og føler ens. Men hvad der er virkelig rystende, er, at han øjensynligt ikke føler behov for at udtrykke, at muslimernes basale menneskerettigheder naturligvis ikke må krænkes. Skal det forstås på den måde, at Ricardt Riis ikke har en grundetik, der gælder for alle mennesker, men i stedet en etik, som skal tilpasses den tankegang han antager, at de har?

Han henviser så til en tekst på nettet, der opridser en række krav, som imamerne skulle tvinges til at skrive under på. Godt nok er Ricardt Riis ikke i alle punkter enig med teksten, ”alligevel er charteret gavnligt, for det er med til at få os til at forstå, hvor problemerne med muslimerne er”.

Ikke nok med at han her igen antager en universel enighed mellem muslimer, nej han mener minsandten, at man via en række ultimative krav rejst til imamerne kan afsløre problemet med muslimerne. Dermed afslører han faktisk også disse kravs funktion: De er til for at imamerne skal afvise dem – og det skal de gøre for at vi alle skal kunne se hvor farlige muslimerne er. Og, frygter jeg, vi skal forstå hvor farlige muslimerne er så vi bliver villige til at krænke deres menneskerettigheder for at sikre vores egne.

” Tag artikel 3 (der er ti artikler i alt): ”Vi erklærer, at enhver har lov at dyrke, forlade og konverterer til enhver religion, uden omkostninger, pres eller repressalier.” Jeg véd da godt, at det kan ingen imam skrive under på. For ifølge sharia er der dødsstraf for frafald fra islam. Det praktiseres vel ikke så udbredt mere, men at man skulle kunne forlade islam ‘uden omkostninger’, det tror jeg ikke, de vil kunne gå med til. Men, spørger jeg mig så på trods af denne viden, er det ikke nødvendigt for den fredelige sameksistens, at imamer afstår fra at følge sharia på det punkt? Det forekommer i det mindste mig”.

Nu er jeg ikke i tvivl om, at mange imamer ville kunne skriv skrive under på, at enhver har lov til at dyrke, forlade og konverterer til enhver religion, uden at vedkommende skal frygte at blive mødt med vold eller trusler. F.eks. burde imamerne fra Dinayet, der er en art Tyrkisk statsislam og i øvrigt udgør den største gruppe af organiserede muslimer i Danmark, kunne skrive under herpå fordi de faktisk fremhæver, at religion og politik skal være adskilte og at muslimerne i Danmark skal følge loven. Og selvfølgelig skal ingen udsættes for vold eller trusler, fordi de vil skrifte religion eller ophøre med at være religiøse.

Ricardt Riis har derimod ganske ret i, at det nok ville være svært at få en imam til at skrive under på, at det ikke må have nogen omkostninger at forlade islam. På samme måde vil det nok også være svært, at få en katolsk præst til at skrive under på, at det ikke må have nogen omkostninger at forlade den katolske kirke. F.eks. bliver de katolikker, der melder sig ud af kirken, automatisk udelukket fra den katolske nadver. Det er vel en omkostning – men en sådan ekskommunikation er foreskrevet i kirkeloven som en katolsk præst er forpligtet på. Ja faktisk vil jeg mene, at en folkekirkepræst, hvis hun tænker sig om, måtte afvise at skrive under på at det skal være fuldkommen omkostningsfrit at forlade folkekirken. For melder man sig ud af folkekirken kan man, antager jeg i hvert fald, ikke virke som folkekirkepræst mere. Og konverterer man fra folkekirken til islam kan man ikke blive gudmor for en slægtnings eller bekendts barn.

Kravet om at imamerne skal skrive under på at en konversion ikke må få nogle konsekvenser er med andre ord et meningsløst krav der, som tidligere anført, kun er til for at imamerne skal sige nej til det – hvorefter man, som Ricardt Riis så også gør det, kan påstå, at imamernes afvisning udgør en trussel for den fredelige sameksistens.

I øvrigt ligger det jo også i dette krav om konsekvensløs konversion, at en kristen kvinde, der konverterer til islam og begynder at gå med tørklæde, har krav på, at det ikke udløser nogen som helst form for chikane eller konsekvens for hende, f.eks. mht. retten til at være aktiv i hjemmeværnet eller muligheden for at fungere som dommer. Gad vide, om Ricardt Riis ville bryde sig om den konsekvens?

 ” Eller tag artikel 2: ”Vi vil opfatte ikke-muslimer som vores ligeværdige.
– Vi erklærer mænd og kvinder for at være lige og frie.
– Vi erklærer, at ingen er hævet over loven.
– Vi erklærer, at sekulære demokratiske love i enhver henseende er hævet over sharia-lovene.”
Vi i vor kultur vil vel mene, at alt dette er naturligt og ligetil. Men jeg véd da godt, at muslimer vil have mere end svært ved at gå med til det. På den anden side: Hvis ikke de vil underordne sharia-lovene under de sekulære demokratiske love, vil vi så ikke med garanti få problemer?”

Nu havde jeg tidligere i debatten med Ricardt Riis gjort ham opmærksom på, at man i Lene Kühles udmærkede “Moskeer i Danmark – islam og muslimske bedesteder” kan læse, at Catinet Researchs undersøgelse af muslimernes holdninger viser, at kun 16 % af de adspurgte muslimer angiver, at islam har betydning for deres syn på det danske samfund og at kun 12 % angiver, at islam har betydning for deres syn på politiske spørgsmål. Behovet for at omsætte sharia til lov blandt landets 200.000 muslimerne må derfor antages at være meget lille. Jeg henviste også til, at Lene Kühle også gør opmærksom på, at sharia kan forstås forskelligt af muslimer. Der er dem, der mener, at sharia skal tages bogstavelig og omsættes til lovgivning – der er dem, der opfatter sharia som en etisk vejledning – og så er der dem, der insisterer på, at sharia skal tolkes i forhold til det samfund og den tid vi har i dag. Men det har altså ikke gjort indtryk.

Under alle omstændigheder kunne man jo også spørge sig om hvorvidt alle kristne ville skrive under på, at ”vi vil opfatte alle ikke-kristne som vores ligeværdige”? For hvad ligger der i det ord? Skal det forstås som at vi alle har samme værdi som mennesker – eller at kristendommen ikke er mere sand end f.eks. islam? Og vil alle kristne i øvrigt være villige til at skrive under på, at muslimer skal være ligeværdige med kristne f.eks. mht. religiøse rettigheder? Det er jeg nu ikke så sikker på. Hvis kravet derimod var, at vi alle skal acceptere hinanden som medmennesker, at vi alle har samme menneskerettigheder, ja så var det naturligvis en anden sag , så ville vi virkelig kunne få skilt fårene fra bukkene, hvis kravet om underskrift altså blev stillet til alle præster såvel som til alle imamer, men sådan som kravet er nu er det endnu engang et lusket forsøg på at få fremstillet imamerne såvel som alle muslimerne som mørkemænd m/k.  

At imamerne skal erklære, at sekulære demokratiske love i enhver henseende er hævet over sharialovene er virkelig noget af et krav. Jeg mener, det svarer til at kræve, at alle landets katolske præster skal skrive under på, at landets sekulære demokratiske love i enhver henseende er hævet over kanonisk lov og den katolske kirkes lære. Det svarer til at kræve, at alle præster skriver under på, at landets sekulære demokratiske love i enhver henseende er hævet over ”Bibelens vejledning”. Eller med andre ord, det svarer til at kræve af alle landets kristne præster, at de f.eks. skal skrive under på, at de støtter den fri abort og det registrerede partnerskab for homoseksuelle. Der ville rejse sig et ramaskrig både i Danmark og i udlandet hvis Danmark krævede af alle landets kristne præster, at de skulle skrive under på noget sådant! Jeg er temmelig meget sikker på, at Ricardt Riis aldrig ville kræve en sådan underskrift fra kristne præster – men af imamer må man øjensynligt kræve hvad som helst.

I øvrigt synes Ricardt Riis at være uvidende om et af demokratiets grundprincipper: Man har som borger ret til at være uenig med landets lovgivning og arbejde på at forandre den – man har imidlertid ikke ret til at bryde loven eller forsøge at få den forandret vha. ikke-demokratiske metoder. Så selvfølgelig kan man kræve lov lydighed af landets imamer såvel som præster – man kan bare ikke kræve, at de skal være enige i landets love, hvor usympatisk denne uenighed så end måtte være. Men måske Ricardts Riis ikke tror på samvittighedsfriheden?

”Skal vi tage menneskerettighederne med ind i det? Så kan jeg gøre opmærksom på, at muslimerne ikke har været tilfredse med ‘vore’ vestlige, sekulære FN-menneskerettigheder, men har lavet deres egne i Cairo i 1990. I vore hedder det, at enhver har ret til at indgå ægteskab med hvem han eller hun vil. Det er ændret i Cairo-erklæringen, fordi det ikke er tilladt en muslimsk kvinde at gifte sig med en ikke-muslimsk mand. Så først skal vi have klarhed over, hvis menneskerettigheder vi skal holde os efterrettelig. Dernæst, hvis det er vore, sørge for, at muslimske kvinder får ret til at gifte sig med hvem de vil, for det siger menneskerettighederne”.

Kairo-erklæringen, som Ricardt Riis henviser til, er da et sørgeligt dokument – men betyder det forhold, at de 56 medlemsstater i Den Islamiske Konferenceorganisation vedtog en alternativ menneskerettighedserklæring, at vi kan sige, at muslimerne har lavet deres egne menneskerettigheder? Plejer man fra islam-kritisk hold ikke at gøre et stort nummer ud af at de muslimske lande ikke har demokrati? Kan man altså gøre alle med rødder i disse lande ansvarlige for hvad deres diktatoriske ledere har vedtaget på deres vegne? Og kan vi f.eks. nægte kinesere menneskerettigheder med henvisning til at Kina krænker menneskerettighederne? Er Ricardt Riis’ ”fleksible” tilgang til menneskerettighederne ikke udtryk for, at han, ligesom han beskylder muslimerne for at ville, er villig til at bøje dem?

Men selvfølgelig skal muslimske kvinder, ligesom kvinder og mænd af enhver religion eller uden religion, have lov til at gifte sig med hvem de ønsker, uanset deres udkårnes religion, hudfarve, nationalitet eller køn. Derfor venter jeg også spændt på at Ricardt Riis slår et slag for det kønsneutrale ægteskab. Ja, hvis han virkelig var konsekvent i sin tankegang, måtte han jo kæmpe mod 24-årsreglen, tilknytningskravet og forsørgelseskravet, som hindrer en række muslimske såvel som ikke-muslimske kvinder såvel som mænd i at gifte sig med den de ønsker. For man har jo krav på at kunne gifte sig med hvem man vil, det siger menneskerettighederne…

Lad mig sige det rent ud: Jeg er bekymret over niveauet i den debat vi har i Danmark om islam. Jeg er bekymret over de hårrejsende generaliseringer. Jeg er deprimeret over uviljen til at forholde sig til fakta. Jeg er frastødt af den underminering af et af demokratiets grundvilkår, nemlig lighed for loven, der er synlig i mange af de ”forholdsregler” som der bliver foreslået at ”vi” skal gribe til overfor islam. Og jeg er bange, meget bange for den dæmonisering af alle muslimer, gamle som unge, fundamentalister såvel som liberale eller areligiøse, som finder sted. Når man ikke vil fortælle hvor grænsen går for hvilke tiltag man må gribe til overfor muslimerne, så er det nemlig, frygter jeg i mine dunkle stunder, fordi man ikke ønsker nogen grænser…

Læs mere

Skrevet af den 22 nov, 2009 under Ikke kategoriseret | 4 kommentarer

Pavens tilbud til anglikanerne

Der har i den senere tid været en del opmærksomhed rettet mod det forhold, at Pave Benedikt med den apostolske konstitution ”Anglicanorum Coetibus” er kommet med et såkaldt generøst tilbud til de kredse indenfor den anglikanske kirke, der er utilfredse med brugen af kvindelige præster og accepten af homoseksuelle gejstlige.

 

Der kan vist ikke være nogen tvivl om, at Pavens udstrakte hånd hhv. generøse tilbud er en meget uvenlig gestus overfor den anglikanske kirke som sådan. Dem der mener noget andet skulle blot et øjeblik overveje hvordan den katolske kirke havde reageret, hvis den anglikanske ærkebiskop af Canterbury formelt havde indbudt liberale katolikker, der er utilfredse med den katolske kirkes afvisning af gifte præster og kvindelige præster, et nyt hjem indenfor den anglikanske kirke. Det katolske ramaskrig over et sådant tilbud ville man have kunnet høre på månen!

At Paven bevidst har ønsket at gribe ind i anglikanske forhold uden hensyn til den anglikanske kirkes lederskab fremgår også af, at man indtil det sidste undlod at indvie ærkebiskoppen af Canterbury, der er primas for hele det anglikanske fællesskab, i planerne om at tilbyde utilfredse anglikanere et nyt kirkeligt hjem. De facto har Paven med ”Anglicanorum Coetibus” ensidigt opsagt det økumeniske samarbejder med den anglikanske kirke. Om end man på snedig vis lader det være op til anglikanerne om man ydmygt vil vende den anden kind til eller om man vil tage konsekvensen af den katolske krigserklæring.

 

Det bemærkelsesværdige ved Pavens initiativ er imidlertid, at han ikke blot har sat sig ud over enhver økumenisk hensyntagen i forhold til den anglikanske kirke. Han har også bevidst valgt at lade Troslærekongregationen, som han reelt set forsat leder, uarbejde ”Anglicanorum Coetibus”. Han har undladt at inddrage kardinal Walter Kasper, der leder Det Pavelig Råd til fremme af den kirkelige enhed, der normalvis står for relationerne til de andre kristne trossamfund. Igen er det klart, at Paven ikke har ønsket at lytte til gode råd om hvilke økumeniske konsekvenser hans initiativ kunne få. At han, sædvanen tro, i det hele taget ikke har villet lytte til råd fremgår også af, at han ikke har konsulteret de katolske biskopper der i deres daglige arbejde har kontakt til den anglikanske kirke. Den katolske kirke i Englands primas, ærkebiskoppen af Westminster, er f.eks. også blevet holdt uvidende om hvad Paven havde gang i.  Sidste beslutning er nok ekstra uklog, da disse biskopper alt andet lige nok har et større kendskab til den anglikanske kirke end Troslærekongregationen og Paven har. Det er jo også dem, der har haft de praktiske erfaringer med at inddrage tidligere anglikanske præster i den katolske kirkes sjælesorg. Og selvom Paven meget betegnende har valgt, at lade Troslærekongregationen stå for det øverste administrative ansvar for det nye ordinariat (en slags bispedømme uden faste geografiske grænser) for anglikanske katolikker, så er det faktisk de lokale katolske biskopper, der får fornøjelsen af at skulle hjælpe de nye katolikker økonomisk, hvad hurtigt kan blive en relativ stor udgift da det er tvivlsomt, om disse udbrydere fra den anglikanske kirke kan få bygninger og økonomiske midler overført fra den anglikanske kirke.

 

I øvrigt er det langt fra klart hvordan skabelsen af en anglikansk underafdeling af den katolske kirke skal omsættes i praksis. ”Anglicanorum Coetibus” er indtil videre kun blevet offentliggjort på engelsk og på italiensk. Men katolsk kirkeret tager altid udgangspunkt i den latinske version af et kirkeligt dokument. En oversættelse af ”Anglicanorum Coetibus” til latin lader imidlertid øjensynligt vente på sig, muligvis fordi der hersker uenighed om hvordan en række vage passager i den engelske og den italienske version skal oversættes til latin og dermed blive autoritativt fortolket.

 

En del kommentatorer har sammenlignet ”Anglicanorum Coetibus” og den vision som dette dokument har for en særordning for ex-anglikanere, der vil underlægge sig Pavedømmet, med den situation som en række kirker med ortodoks ritus, der anerkender Paven, befinder sig i. Dette er imidlertid en problematisk sammenligning. Mht. de ortodokse kirker har der været tale om hele trossamfund, der enten altid har anerkendt Paven – eller efter en tid har besluttet, at ville anerkende Paven. Mht. de utilfredse anglikanere vil der derimod være tale om en række splittergrupper og formodentligt også enkeltpersoner, der bryder ud af et kirkeligt fællesskab for at tilslutte sig et andet. Og der vil være tale om splittergrupper hhv. individuelle overløbere, der kommer fra et kirkeligt fællesskab hvis ordination ikke anerkendes af den katolske kirke, hvad er en væsentlig forskel i forhold til de ortodokse kirker.

 

I 1896 erklærede den pavelige rundskrivelse ”Apostolicae Curae” den anglikanske kirkes ordinationer for absolut og fuldstændigt ugyldige. En lære som den daværende kardinal Ratzinger i 1998 definerede som så forpligtende for katolikker, at en afvisning af den ville medføre udelukkelse fra kirkens fulde fællesskab.

Derfor kræver ”Anglicanorum Coetibus” da også af de anglikanske præster og biskopper, at de skal ordineres som katolske præster og biskopper, hvis de vil kunne fungere som præster og biskopper i det nye anglikansk-katolske ordinariat. Med andre ord skal de utilfredse anglikanske præster og biskopper ikke bare være utilfredse med, at den anglikanske kirke ordinerer kvinder og homoseksuelle, – nej, de skal også være fuldt og fast overbevidste om at deres nuværende ordination er komplet ugyldig. De skal altså være overbevidst om, at den nadver de indtil videre har rakt til de troende og forsat rækker til dem frem til deres nye ordination ikke er andet end brød og vin, idet de ikke har fuldmagten til at forvandle vin og brød til Jesu legeme og brød. Man kan nok have sine tvivl om hvorvidt disse konservative anglikanske biskopper og præster virkelig er overbevidste om at de de facto hverken er præster eller biskopper fordi deres anglikanske ordination er absolut og fuldstændigt ugyldig. Hvis de virkelig troede det skulle man jo også forvente, at de med det samme indstillede deres nadverfejring, der jo i henhold til Paven ikke kan være gyldig. Men det har der mig bekendt ikke været nogen af disse konservative anglikanere der har lagt op til.

 

”Anglicanorum Coetibus” kræver også af de overløbende anglikanere, at de fuldt og helt skal tilslutte sig den katolske kirkes tro sådan som den fremgår af hver eneste paragraf i Den Katolske Kirkes Verdenskatekismus. Det vil bl.a. betyde, at de skal overtage den katolske kirkes kategoriske afvisning af ægtefolks brug af prævention, et brug som den anglikanske kirke allerede accepterede i 1930. Det er et åben spørgsmål om de konservative anglikanere virkelig deler den katolske kirkes lære bl.a. på dette punkt.

 

Gifte anglikanske præster bliver tilbudt ordination til katolsk præst helt i overensstemmelse med den vanlige katolske praksis overfor protestantiske præster, der konverterer til katolicismen. Dog gælder tilbudet ikke for fraskilte gengifte – og tidligere katolske præster, der er konverteret til den anglikanske kirke, får ikke lov til at fungere som katolsk-anglikanske præster i det nye ordinariat. Gifte biskopper kan ikke blive viet til katolsk biskop, men kun til præst. Dog er det meningen, at sådanne ex-anglikanske biskopper skal kunne fungere som de facto biskopper indenfor ordinariatet. Og hvis de savner deres gamle værdighed bliver de sågar tilbudt at de gerne må bære kendetegnene for en biskop, dvs. ring, stav og mitra. Det er virkeligt storsindet af Paven at han tager hensyn til de konservative anglikanske biskoppers æresyge og forfængelighed!

 

Pavens storsind har dog sine grænser også mht. hensynet til den anglikanske tradition med gifte præster. Det er nemlig kun de gifte mænd, der har modtaget en anglikansk ordination til præst, der kan få lov til at fungere som gifte præster indenfor det nye ordinariat. (Her er en ugyldig ordination altså vejen til at kunne forene et aktivt seksualliv med det katolske præsteskab.) Af alle dem, der vil søge om at blive præster indenfor ordinariatet og som ikke er anglikansk ordinerede, vil der nemlig som udgangspunkt blive forlangt cølibat – om end der er indføjet en kattelems-ordning, som giver mulighed for at gifte mænd undtagelsesvis kan blive ordineret til præst indenfor ordinariatet, der kræves imidlertid en individuel vurdering fra sag til sag. I modsætning til de ortodokse kirker, der har underlagt sig Paven, får ordinariatet altså ikke en generelt tilladelse til at ordinere gifte mænd.

 

Er der tale om et favorabelt tilbud, som Paven giver de konservative anglikanere? Tja, det påstår f.eks. ærkebiskop John Hepworth, der er primas for ”The Traditional Anglican Communion”. John Hepworth er en tidligere katolsk præst, der er konverteret til den anglikanske kirke. Og han er en fraskilt, der har giftet sig igen. John Hepworth kan med andre ord ikke selv få lov til at virke som katolsk præst, for slet ikke at tale om biskop, i det nye ordinariat. Og hans person er måske også meget sigende for de konservative anglikanere, som Paven gerne vil hverve til den katolske kirke. Hvis man nemlig i disse kredse var så loyal overfor den katolske kirkes lære, som man nu fra katolsk side af gerne vil have os til at tro, hvordan kan man da vælge en person til sin primas, der har svigtet sine katolske præsteløfter og hvis ægteskabelige samliv er i åbenlys modstrid med den katolske kirkes strikte krav om at fraskilte ikke må gifte sig igen?

 

Det virker nærmest som om Paven i sin iver for at hverve konservative får til den katolske kirkes fold helt har overset, at konservatisme i protestantisk sammenhæng sagtens kan kombineres med et syn på f.eks. prævention og på skilsmisse, der ikke er foreneligt med den officielle katolske lære.

 

Under alle omstændigheder er det ikke sikkert, at Pavens fremstrakte hånd vil medføre en sand stormflod af anglikanere, der vil være katolikker. Der har fra anglikansk konservativ side af allerede været røster fremme om at nu, når Paven har været så generøs, må den anglikanske kirke vise hvor generøs den vil være overfor sin højrefløj. Med andre ord kan det meget vel være, at disse anglikanere håber på, at Vatikanet og Canterbury vil kappes om deres sjæle og at de derefter kan vælge det bedste tilbud.

Læs mere