Menu
Kategorier

Skrevet af den 28 dec, 2009 under Ikke kategoriseret | 6 kommentarer

Nærhed skaber fjendskab

En udbredt forståelse af religiøse konflikter er, at de handler om forskellighed, altså at diverse konflikter f.eks. mellem kristendommen og islam handler om, at disse to religioner er som ild og vand. Men religiøse konflikter forstås ofte bedre, hvis vi tager udgangspunkt i, at konflikterne skyldes ligheder mellem de stridende religioner.

Mht. stridighederne mellem kristendom og islam er det oplagt at se problematikken ud fra lighedsindfaldsvinklen. Islam påstår jo, at Muhammeds budskab grundlæggende set er den rigtige version af Jesu lære, hvad kristendommen afviser. Begge religioner er missionerende religioner som mener, at have patent på sandheden om Gud. Også gudsforestillingen har ligheder. Begge religioner er monoteistiske og opfatter Gud som verdens skaber og verdens herre. Begge går ud fra, at Gud har talt ved profeterne. Begge religioner kender til ideen om at Gud har tanker om hvordan mennesket skal leve, begge kender til forestillinger om dommedag, paradis og helvedet.

Det er lige præcist denne lighed mellem kristendom og islam som har skabt forvirring. For islam hører kristendommen med til ”bogens folk”, men deres bog er fuld af forfalskninger af Guds oprindelige budskab. Og kristendommen har haft svært med at placere islam. Er islam kristent kætteri eller hedenskab? Og det bliver ikke bedre af, at denne forvirrende teologiske nærhed går i samspil med en geografisk nærhed. Ikke nok med at kristendommen og islam har bekriget hinanden – de deler også fysiske grænser. Kristendommen har måttet eksistere under muslimsk styre – og islam må i dag, som følge af indvandring og konversion, finde sine ben i kristne majoritetssamfund.

Den teologiske og fysiske nærhed udløser et stærkt behov for afgrænsning. Ligesom monstre skræmmer ved at være mærkværdige blandinger af dyr og mennesker, som på en gang er genkendelige og fremmede, så skræmmer de religioner, der på en gang ligner den egne religion og så dog er en anden. Denne angst skaber et behov for at fremstille de andre som nogen, der essentielt set er forskellige fra en selv. I denne forbindelse sker det så ofte, at det man frygter hos en selv bliver placeret hos de andre. Kvindeundertrykkelse og homofobi er f.eks. noget, som kristendommen i høj grad kender til – men hvis vi påstår, at det er noget, som er kendetegnede ved islam, så kan vi på en gang bekræfte vores angst for de andre og give os selv kollektiv syndsforladelse. De andres ondskab bliver til en undskyldning for ikke at forholde os til det onde hos os selv.

Læs mere

Skrevet af den 15 dec, 2009 under Ikke kategoriseret | 2 kommentarer

Katolske nyheder

I kristeligt Dagblad fra den 15.12.2009 kan man læse, at en amerikansk rapport viser, at man ikke kan forklare den katolske kirkes problemer med pædofile overgreb fortaget af præster med at disse præster er homoseksuelle. En lidt halvgammel nyhed i og med, at den var i de amerikanske medier i midten af november, men pyt med det, bedre sent end aldrig.

Af den lidt mere kuriøse art er, at man nu kan købe en parfume, der skulle dufte præcist som den pave Pius IX brugte. Pius IX var ham, der fik gennemtrumpfet dogmet om pavens ufejlbarlighed og kan på mange måder ses som opfinderen af den moderne “pavekult”.

Jeg må tilstå, at jeg har købt mig et eksemplar – jeg mener, hvem kan modstå tanken om at dufte af ufejlbarlighed? : )

Læs mere

Skrevet af den 12 dec, 2009 under Ikke kategoriseret | 5 kommentarer

Selvfølgelig er Bibelen fejlbarlig

Selvom det måske er lidt omsonst kan jeg ikke lade være med at protestere mod de kristne, som påstår, at Bibelen er ordret inspireret af Gud og dermed ord for ord skulle være ufejlbarlig. Det er nemlig en påstand som man kun kan fremføre hvis man ikke har gjort sig den umage at læse Bibelen med åbne øjne. Lad mig blot nævne nogle enkelte eksempler:

Helt i starten af Markus Evangeliet kan man læse følgende: ”Som der står skrevet hos profeten Esajas: ”Se, jeg sender min engel foran dig, han skal bane din vej. Der er en, der råber i ørkenen: Ban Herrens vej, gør hans stier jævne!” (Mark. 1,2-3) Det er imidlertid kun den sidste del af citatet, der faktisk er at finde i Esajas Bog, helt præcist i Es. 40,3. ”Se, jeg sender min engel foran dig, han skal bane din vej” finder man i Malakias Bog kapitel 3, vers 1. Markus evangeliet fejlciterer altså Det Gamle Testamente. Det siger vel sig selv, at Gud ikke kan tænkes at fejlcitere sig selv – men mennesker kan naturligvis fejlcitere, og det er altså det, der er sket for forfatteren til Markus Evangeliet. I øvrigt har forfatterne til Matthæus og Lukas Evangeliet, der ellers tydeligvis bygger på Markus, valgt at undlade citatet om englen. På denne måde korrigerer de diskret fejlcitatet i Markus evangeliet.

En mere underholdende fejl finder man i Matthæus Evangeliets beskrivelse af Jesu indtog i Jerusalem. Her kan man læse: ”Disciplene gik hen og gjorde, som Jesus havde pålagt dem. De kom med æslet og føllet og lagde deres kapper på dem, og han satte sig derpå.” Med andre ord, forfatteren til Matthæus Evangeliet vil have os til at tro, at Jesus red ind i Jerusalem, skrævende over to ridedyr, nemlig et æsel og dets føl. Hvis det virkelig var foregået sådan er jeg temmelig sikker på at skaren nok havde fniset mere end den havde råbt ”Hosianna”! Det der går galt er, at Matthæus Evangeliets forfatter er ivrig efter at fremstille Jesu indtog i Jerusalem som en bogstavelig opfyldelse af et udsagn i Zak. 9,9 hvor der står ”Bryd ud i jubel, Zions datter, råb af fryd, Jerusalems datter! Se, din konge kommer til dig, retfærdig og sejrrig, sagtmodig, ridende på et æsel, på en æselhoppes føl”. Men udtrykket ”et æsel, en æselhoppes føl” er altså blot en retorisk understregning af, at der er tale om et æsel. De andre evangelister lader da også Jesus ride ind i Jerusalem på et æsel, og dermed med værdigheden i behold.

Et tredje eksempel er hvornår evangelierne placerer Jesu henrettelse. I Markus kan man i kapitel 14 vers 12 læse ”Og den første dag under de usyrede brøds fest, da man slagtede påskelammet, spurgte hans disciple ham: »Hvor vil du have, at vi skal gå hen og forberede påskemåltidet til dig?«” Det skildres så hvordan Jesus holder påskemåltid med disciplene, indstifter nadveren og om aftenen bliver forrådt og taget til fange. Dagen efter bringes han for Pilatus, der dømmer ham til korset. Selve korsfæstelsen foregik, får vi at vide, ved den tredje time. (Mark. 15,25) Nu er det i sig selv forkert når forfatteren til Markus Evangeliet hævder, at påskelammet blev slagtet den første dag under de usyrede brøds fest. Lammene skulle nemlig i henhold til den jødiske tradition slagtes dagen før festen. Matthæus Evangeliets forfatter, der generelt har mere styr på de jødiske traditioner, undlader da også henvisningen til slagtningen af påskelammet (Matt. 26,17), mens Lukas opretholder fejlen (Luk. 22, 7). Under alle omstændigheder henrettes Jesus i henhold til den synoptiske tradition dagen efter påskemåltidet. I Johannes Evangeliet derimod henrettes Jesus dagen før påskemåltidet, altså den dag, hvor påskelammene slagtes. (Joh. 19,14) Og forfatteren til Johannes Evangeliet placerer Jesu dødsdom til den 6 timer, altså tre timer senere end der, hvor Markus placerer hans korsfæstelse, hvormed Jesu korsfæstelse kommer til at falde sammen med det tidspunkt hvor lammene blev slagtet i templet.

Når evangelierne er indbyrdes uenige om hvornår Jesus bliver korsfæstet så siger det naturligvis sig selv, at de ikke er ufejlbarlige. Enten tager de synoptiske evangelier eller Johannes Evangeliet fejl mht. hvornår Jesus bliver henrettet. Men igen er det kun et problem hvis man vil læse evangeliernes skildringer af Jesu sidste dage fundamentalistisk. Hvis man derimod ser dem som forskellige teologiske udlægninger af betydningen af Jesu død så er der ingen ko på isen. De synoptiske evangelier ønsker at bringe nadveren i forbindelse med det jødiske påskemåltid, derfor er de nødt til at placere Jesu død efter dette måltid, mens forfatteren til Johannes Evangeliet ønsker at fremstille Jesus som Guds lam – og har derfor haft en teologiske pointe med at lade Jesus blive korsfæstet på samme tid som påskelammene blev slagtet i templet.

Det afgørende er altså ikke en tekst historiske korrekthed eller ufejlbarlighed men i stedets tekstens teologiske budskab.

Læs mere

Skrevet af den 11 dec, 2009 under Ikke kategoriseret | 17 kommentarer

Bibelfundamentalistiske absurditeter

Pinchas Lapide, en jødisk teolog med fokus på dialogen med kristendommen, skriver ganske rammende at man enten kan tage Bibelen alvorlig eller bogstavelig. Begge dele fungerer derimod ikke godt sammen. Jeg tror, at Pinchas Lapide har ret i sin iagttagelse. Kravet om at man skal tage Bibelens ord absolut bogstavelig fører uundgåeligt til, at man må begå vold mod de tekster, som man tror, at man tager i forsvar ved at kræve, at de skal forstås bogstaveligt uden nogen form for forbehold.

Et eksempel er ”Pastor Sørensen” som på sin blog får rodet sig ud i et stadigt mere absurd forsvar for en bogstavelig læsning af skabelsesberetningen i 1. Mosebog kap. 1-2. I sig selv er det jo bemærkelsesværdigt, at pastoren i den grad klamrer sig til hypotesen om at verden skulle være blevet skabt for 6000 år siden al den stund, at denne påstand slet ikke er at finde i Bibelen. Mere absurd er det, at han på den måde bliver nødt til at frasige sig ikke bare den moderne biologi hvor evolutionslæren jo er et uundværligt led i forståelsen af den måde, som naturen fungerer på, men også f.eks. den moderne fysisk, astronomi, geologi, arkæologi og historievidenskab, videnskaber hvis erkendelser strider mod påstanden om, at verden skulle være blevet til for blot 6000 år siden. Mest bemærkelsesværdigt er det dog, at pastor Sørensen i sin kamp for et fundamentalistisk skriftssyn, der i øvrigt også indbefatter en afvisning af en metaforisk læsning af Bibelske tekster, overser at de bibelske tekster faktisk ikke passer til hans skriftsforståelse.

Det er således indenfor bibelvidenskaben almen anerkendt, at 1. Mosebog indeholder to forskellige skabelsesberetninger, nemlig 1. Mos. 1,1-2,3 og 2. Mos. 2,4-25. Det gjorde jeg Pastor Sørensen opmærksom på og henviste i denne forbindelse til at der må være tale om to forskellige skabelsesberetninger fordi mennesket skabes efter dyrene i 1. Mos. 1.1-2,3, mens rækkefølgen i 2. Mos. 2,4-25 er manden, dyrene og til sidst kvinden. Pastor Sørensen forsøgte godt nok så at feje mit argument til side med påstanden om at 1. Mos. 2,19 evt. kan oversættes sådan, at det ikke er helt klart om dyrene skabes her eller allerede er skabt forud. Men for det første bør man være opmærksom på at kun ganske få bibeloversættelser vælger Pastor Sørensens grammatikalske løsning. Og for det andet, så er der også en række andre forhold, der viser, at der er tale om to forskellige skabelsesberetninger. I den første skabelsesberetning skaber Gud således dyrene med sit ord (1. Mos. 1,20-25) mens hans former dyrene ud af jord i den anden skabelsesberetning (1. Mos. 2,19). Og hvor Gud i den første skabelsesberetning skaber mand og kvinde samtidigt og det med den samme suveræne stil som han forud havde benyttet da han skabte dyrene (1. Mos. 1,27) så arbejder Gud sig mere prøvende frem i den anden skabelsesberetning. Først former han mennesket (manden) ud jord og blæser livsånde i ham for så at erkende, at mennesket har et ensomhedsproblem. Dernæst skaber han dyrene og præsenterer dem for manden, der dog hos dem ikke kan finde en passende partner, hvorefter Gud så i sit andet forsøg på at løse menneskets ensomhedsproblem skaber kvinden ud af manden. (1. Mos. 2,7 & 18-22) Både gudsbilledet og selve skildringen af skabelsen er altså forskellig – og det er derfor meningsløst at ville læse 1. Mos. Kap. 1 og 2 som en logbog over hvordan verden blev til. Disse tekster er ikke historiske beretninger i moderne forstand men i stedet myter, der vil sige noget eksistentielt om Gud, mennesket og verden.

Pastor Sørens afvisning af at benytte sig af en metaforisk læsning af bibelske tekster er også bemærkelsesværdig fordi han dermed kommer i konflikt med den klassiske teologi. Således fremstår Gud i 1. Mos. Kap. 2 og 3 som om han har en krop, f.eks. hører menneskene Gud vandre i haven (1. Mos. 3,8). Og Biblen er også generelt fuld af kropslige udtryk, der sættes i forbindelse med Gud. Således hører vi i 2. Mos. 3,20 om Guds hånd, i 5. Mos. 8,3 hører vi om Guds mund og i Matt. 5, 35 kalder Jesus sågar jorden for Guds fodskammel. Men i henhold til den klassiske kristne teologi har Gud ikke en krop og dermed hverken hånd, mund eller fødder. Således står der da også i den Augsburgske Bekendelse: ”Menighederne hos os lærer i fuld enighed, at det nikænske kirkemødes bestemmelse om det guddommelige væsens enhed og de tre personer er sandt og bør tros uden nogen tvivl. Nemlig at der er ét eneste guddommeligt væsen, som både kaldes og er Gud, evig, ulegemlig, udelelig, med uendelig magt, visdom og godhed.” Gud er altså i henhold til den klassiske kristne teologi ulegemlig. Derfor skal bibeltekster, der f.eks. taler om Guds hånd, læses metaforisk og ikke bogstavelig.

I øvrigt er det jo også en klassisk læsning af 1. Mos. Kap. 3 at gå ud fra, at slangen er en metafor for Djævelen. En bogstavelig læsning er der i hvert fald ikke tale om, da det af 1. Mos. 3,1 & 14 klart fremgår, at teksten taler om en slange og ikke om Djævelen.

Når Pastor Sørensen og ligesindede insisterer på en 100 % bogstavelig læsning af Bibelen ender de således faktisk med både at begå vold på de tekster, de læser, og på den kristne tradition som de ellers hævder, at de vil forsvare.

Læs mere