Menu
Kategorier

Skrevet af den 9 jan, 2010 under Ikke kategoriseret | 0 kommentarer

Den kristne Allah

Det er i de senere dage kommet til flere kirkeafbrændinger i det muslimsk dominerede Malaysia. Årsagen til denne vold er at både regeringen og radikalt muslimske grupper er stærkt fortørnede over, at kristne borgere i Malaysia omtaler Gud som ”Allah”.

Grundlæggende set er den malaysiske regerings og de malaysiske ekstremisters vrede meningsløs. ”Allah” betyder ”Gud” og er altid blevet brugt af arabisktalende kristne om deres Gud. Men ikke nok med det. Den malaysiske regering og dens støtter blandt muslimske ekstremister har ingen ret til at blande sig i hvad de kristne kalder Gud. Hvad man kalder sin Gud er et internt teologisk anliggende som ingen regering eller religiøst udenforstående har krav på at få ændret. Også indenfor traditionel sharia har de kristne, der lever i den muslimske verden, ret til internt selvstyre så længe, at de ikke sætter sig op mod det muslimske styre.

Det der sker i Malaysia lige nu kan ses som et led i en generel udvikling i den muslimske verden, hvor den ikke ubegrænsede men dog forhåndenværende beskyttelse, som kristne har krav på i den muslimske verden i henhold til Koranen og traditionel sharia, bliver eroderet væk af en radialmuslimsk fanatisme.

Siden imperialismens tid har der været en tendens i den muslimske verden til at se de lokale kristne som repræsentanter for Vesten. Og især i de senere årtier er de lokale kristne i stigende grad blevet mål for terrorangreb, hvis mål tydeligvis er at fordrive dem eller tvinge dem til at konvertere til islam. De lokale kristne er ofre for en radialmuslimsk vrede over de reelle og de indbildte overgreb som USA og dets allierede udsætter verdens muslimer for. En udvikling der forstærkes af, at USA og Co. ikke selv gør noget for at hjælpe de kristne som bliver ofre i denne konflikt, ja end ikke synes at tage problemstillingen i betragtning når alliancer indgås eller krige føres. At kristne f.eks. havde bedre vilkår i Saddam Husseins Irak end i NATO landet Tyrkiet spillede tydeligvis ingen rolle for George Bush eller Tony Blair.

Ligesom vi i Vesten kan opleve en stigende frygt for og had til de lokale muslimer kan vi i den muslimske verden oplevede et stigende had til og en voksende aggression mod de lokale kristne. Med mindre at regeringerne i både vesten og den muslimske verden begynder at forstå, at populistiske forslag og tiltag, der fremmer dette had, ødelægger sammenhængskraften i samfundene, kan man frygte det værste for fremtiden.

Læs mere

Skrevet af den 6 jan, 2010 under Ikke kategoriseret | 0 kommentarer

Slå koldt vand i blodet

Socialdemokratiets forslag om at homoseksuelle mænd skal have lov til at donere blod har udløst en heftig debat. Kritikken kan koges ned til påstanden om at socialdemokratiets forslag er udslag af et misforstået ønske om at tage hensyn til en minoritets følelser. Misforstået fordi bøsseblod nu altså er farligt for majoriteten og derfor skal holdes ude af dens blodbaner.

Her er det imidlertid en god ide at slå koldt vand i blodet. Bøsseblod er ikke per definition hiv-inficeret, for man bliver altså ikke smittet med hiv af at have en identitet som bøsse/homoseksuel mand. Man(d) har en forhøjet risiko for at få hiv hvis man ikke bruger kondom når man dyrker analsex – og det igen kun hvis denne seksuelle aktivitet sker udenfor et monogamt parforhold.

Med andre ord: Bøsser der altid bruger kondom når de dyrker analsex, bøsser der kun dyrker analsex uden kondom indenfor et monogamt parforhold med en ikke-smittet, bøsser der slet ikke dyrker analsex og bøsser der lever i cølibat har ikke nogen forhøjet risiko for at få hiv og kan derfor sagtens donere blod. Det samme gælder for bøsser, der tidligere har haft en risikoadfærd men som nu er ophørt hermed, og som er testet hiv-negative efter at de har ændret sexvaner.

Reglen om at bøsser på livstid er udelukket fra at donere blod bygger på en antagelse om at bøsser per definition dyrker usikker sex og dermed udgør en blodsmæssig sikkerhedsrisiko. Denne antagelse er stereotypiserende og diskriminerende.

Dermed være ikke sagt, at det er en menneskeret at donere blod. Bøsser, biseksuelle, heteroseksuelle og hvad man nu ellers vil kalde sig, der dyrker usikker sex, skal derfor naturligvis også afstå fra at donere blod. Det diskriminerende ved den nuværende ordning består altså ikke i, at man har ret til at give blod, men i at homoseksuelle mænd, ligesom alle andre borgere, har krav på at myndighederne bedømmer dem på deres reelle adfærd i stedet for at man stempler dem med bestemte antagelser om deres adfærd.

Læs mere

Skrevet af den 3 jan, 2010 under Ikke kategoriseret | 2 kommentarer

Hvis Kurt Westergaard havde været en imam

Lad os foretage et lille tankeeksperiment. Lad os forestille os at Kurt Westergaard ikke er en kontroversiel karikaturtegner som ekstremistiske muslimer ønsker at give en fribillet til helvedet fordi han har tegnet Muhammed med en bombe i turbanen. Lad os i stedet forestille os at han er en kontroversiel imam som nogle højreekstremister ønsker at tage livet af fordi han har forhånet den danske kultur. Hvordan ville den offentlige reaktion så have været på at Kurt Westergaard flygtede ind i det sikringsrum, som politiet havde indrettet for ham, udløste overfaldsalarmen og så ellers håbede det bedste for sit 5-årige barnebarn, der var overladt til overfaldsmandens nåde?

Lad mig gætte. Der havde rejst sig et ramaskrig over at denne kontroversielle imam ”svigtede sit barnebarn på det grusomste”. Den ene eller anden debattør ville lufte tanken om at Kurt Westergaards barnebarn burde tvangsfjernes fra sine forældre eller i hvert fald nægtes samkvem med ham da han jo tydeligvis ikke ”tager vare på barnets tarv”. Men først og fremmest ville man havde fremhævet, at hans adfærd beviser kvinders og pigers notorisk ringe værdi i islam. Der havde ikke været nogen tvivl. Kurt Westergaards prioritering af sin egen sikkerhed over sit barnebarns ville være blevet tolket som noget, der skyldtes hans religion.

Andre røster ville have sat spørgsmålstegn ved, at en kontroversiel imam får stillet sikringsrum og overfaldsalarm til rådighed nu når mange kvinder, der trues på livet af deres ekskærester, ikke får et lignende tilbud. Mon ikke DF havde rejst en forespørgselsdebat i Folketinget om hvorfor en kontroversiel imam får sådanne sikringstilbud nu når så mange gode danske kvinder må klare sig uden?

Lad det være sagt med det samme: Jeg bebrejder ikke Kurt Westergaard at han først tænkte på sit eget liv og så håbede det bedste for sit barnebarns. Ingen der ikke har været i samme situation som ham skal sætte sig til doms over ham. Hvad jeg påpeger, er, at havde han været muslim havde der ikke været nogen nåde – og havde han været muslim ville hans adfærd været blevet brugt som et bevis på islams ondskab.

Overfaldsalarmen og sikringsrummet reddede Kurt Westergaards liv – det viser, at det var rigtigt, at han fik dem stillet til rådighed. Men derfor kan man godt spørge sig om hvor mange af de kvinder, der i de senere år er blevet myrdet af deres tidligere partnere, der ville leve i dag hvis de havde fået samme tilbud. Hvorfor får kvinder, der trues på livet af deres ekskærester, ikke samme tilbud om beskyttelse som Kurt Westergaard fik? Hvorfor er der ikke penge til at redde deres liv?

Læs mere

Skrevet af den 29 dec, 2009 under Ikke kategoriseret | 0 kommentarer

Lesbisk muslim blev chikaneret af sin arbejdsgiver

Der har i pressen ofte været fokus på hvor hårdt muslimsk homoseksuelle har det. Hovedfokus har her været, at de muslimske homoseksuelle udsættes for heftig chikane af andre muslimer, der ikke kan acceptere homoseksualitet. Det er desværre sandt, at muslimske homoseksuelle kan risikere at blive mødt med heftig afvisning fra andre muslimers side af. Men de kan også risikere at blive mødt med foragt af ikke-muslimer, en indfaldsvinkel som vi interessant nok ikke hører så meget om.

 

Retten i Viborg har således den 28.12.2009 givet en muslimsk lesbisk med irakisk baggrund medhold i, at hun er blevet udsat for chikane af hendes tidligere arbejdsgiver. Han havde bl.a. udtalt, at han ville brænde hendes Koran og han havde udtalt sig nedsættende om hendes seksualitet.

 

Retten tilkendte hende 40.000 kr. i erstatning og har hermed, forhåbentligt, fået afsluttet en grim sag der bl.a. viser, at muslimske homoseksuelle ikke blot er oppe imod muslimsk homofobi men også mod dansk islamofobi og homofobi.

 

Man kan læse mere om sagen på http://www.nv-law.dk/cms/site.aspx?p=683&newsid=2285

Læs mere