Menu
Kategorier

Skrevet af den 9 feb, 2010 under Ikke kategoriseret | 4 kommentarer

Hvad med nonnerne?

Den katolske kirke er i de sidste 10-15 år blevet rystet af den ene sexmisbrugsskandale efter den anden. Først var det USA, så var det Irland og nu er det Tyskland, men også en række andre lande som f.eks. Canada og Australien er kommet i søgelyset. Kendetegnende for alle disse skandaler er at gerningsmændene er mænd, primært præster og munke. Men, må man spørge sig, hvad med nonnerne? Hvorfor hører vi ikke noget om nonner, der har forgrebet sig seksuelt på børn og unge?

Bevares, hvis man surfer ud på nettet vil man kunne finde beretninger om seksuelle overgreb foretaget af nonner. F.eks. har foreningen SNAP (Survivors Network of those Abused by Priests) et diskussionsforum  hvor folk kan dele erfaringer med seksuelle og andre fysiske overgreb fortaget af nonner. Alt i alt synes denne problematik dog at være hyldet i tavshed. Men hvorfor det?

Først og fremmest har fortielsen af seksuelle overgreb foretaget af nonner noget at gøre med den måde som samfundet opfatter kvinders seksualitet på. Kvinders kroppe fylder utroligt meget i den offentlige bevidsthed som objekter for mænds seksualitet – tænk blot på den evindelige udstilling af kvinders kroppe indenfor reklamebranchen. Men deri ligger imidlertid også implicit den forestilling, at kvinders seksualitet er passiv. Kvinder ses som væsener som ønsker at tiltrække mænds seksualitet, men som ikke har egne seksuelle behov og et selvstændigt begær der går ud over at tilfredsstille mandens. I modsætning hertil ses og forventes mandens seksuelle begær at være altdominerende i hans liv – og det antages at mænds seksualitet er udfarende og aggressiv. Feministen Catharine MacKinnons påstand om at den der voldtager, er en mand, for en kortere eller længere periode, og at den der voldtages, er en kvinde, for en kortere eller længere periode, rammer her plet. At voldtage er maskulint, at blive voldtaget er feminint i vores kultur – derfor er det så vanskeligt at se kvinder som potentielle eller reelle sexforbrydere.  

Dertil kommer at nonners seksualitet i særlig grad er tabuiseret. På trods – eller måske også på grund af – diverse platte vittigheder om sømanden og nonnen er de færreste i katolske sammenhænge villige til at forholde sig til at nonner kunne have en seksualitet, være det nu i en positiv eller i en negativ forstand. De mange negative reaktioner på eksnonnen Helene Hägglunds bog ”Nonne tur/retur” hænger formodentligt bl.a. sammen med at hun ganske åbenhjertigt fortæller om de seksuelle frustrationer og behov som hun følte i sin nonnetid – hvormed hun bryder med tabuet om at nonner per definition er aseksuelle. Set i det lys er det ikke så mærkeligt at det er vanskeligt at få rejst en debat om nonner, der misbruger børn, unge eller voksne seksuelt.

En god undskyldning for ikke at tage problemstillingen op er imidlertid ubestrideligt, at antallet af sager øjensynligt er væsentligt lavere end antallet af sager med katolske præster og munke, der har misbrugt børn og unge seksuelt. Imidlertid bør man være opmærksom på, at antallet af sager der involverer nonners aktive seksuelle overgreb formodentligt er stærkt underrapporteret. Det er svært nok for en mand at skulle fortælle at han er blevet seksuelt misbrug af en mand fordi der, som tidligere anført, er noget feminint ved at være et offer for et seksuelt overgreb. Imidlertid hører det med til det som kaldes for den hegemoniske maskulinitet, altså den herskende og undertrykkende maskulinitet, at den ikke blot undertrykker kvinder men også svagere mænd. Selvom det er svært så er det derfor dog muligt for en mand at erkende, at en anden (stærkere) mand har undertrykt, ja misbrugt ham. At en kvinde har gjort noget lignende ved ham er meget værre for det stiller radikalt spørgsmålstegn ved magtfordelingen mellem mand og kvinde, og dermed også ved den berørte mands evne til at kunne fremstå som en troværdig mand. For mange mænd vil det derfor være alt for smertefuldt at skulle fortælle om at de i sin tid er blevet seksuelt misbrugt af nonner.

Mht. kvinder, der har været udsat for seksuelle overgreb foretaget af nonner, kan det ligeledes være særligt vanskeligt at fortælle om overgrebene fordi den generelle antagelse jo er, at sexovergreb foretages af mænd. Af Lori B. Girshicks bog ”Does She Call It Rape? – Woman-to-Woman Sexual Violence” fremgår det at en del kvinder, der er blevet voldtaget af en anden kvinde, har haft meget svært ved at sætte ord på deres oplevelse, simpelthen fordi de er gået ud fra at kvinder ikke kan voldtage andre kvinder. At kvinder kan misbruge piger og kvinder seksuelt falder i den grad udenfor samfundets antagelser om hvad seksuel vold per definition er, at ofrene herfor gøres stumme og mangler redskaber til at bearbejde det de har været udsat for.

Dertil kommer at samfundet også ”tillader” kvinder en ret så omfattende fysiskhed i forhold til piger og kvinder. Det kan derfor være uklart hvornår ”venlige” og ”kærlige” kys og kram egentligt er seksuelle hhv. grænseoverskridende. For kvinder, der som børn eller voksne har oplevet nonner, der overøste dem med, mere eller mindre, uønsket fysisk opmærksomhed kan det derfor være svært at afgøre om nonnens adfærd var et overgreb eller ej, en tvivl der næppe ville være nær så stor hvis der havde været tale om en lignende adfærd udført af en mand.

Derfor kan det dog forsat godt være rigtigt, at antallet af sexovergreb foretaget af nonner er mindre end det, der er foretaget af katolske præster og munke. Nonner, hvis seksuelle ”ære” den katolske kirke i særlig grad har ønsket at ”beskytte”, er generelt blevet mere overvåget end præster og munke. Det har givet nonner færre muligheder for at have sex, være det nu med samtykkende voksne eller i form af overgreb mod børn og unge. Som en præst fortalte nonnerne da jeg selv var i kloster: ”Der er noget der hedder manglende synd pga. manglende mulighed”.

Men selvfølgelig hører det også med til sagen, at kvinder jo ikke opdrages til at have en egen seksualitet. De bliver slet ikke opdraget til at være seksuelt udfarende og erobrende. For katolske præster og munke stiller cølibats kravet dem derimod overfor det dilemma at man for at være en ”rigtig” mand i vores samfund skal ose af seksualitet og begær. Der er altså noget ekstremt umandigt ved at leve i cølibat. Det er derfor ikke så mærkeligt at mange af dem har vanskeligheder med at takle cølibatet. Langt de fleste af de katolske præster eller munke, der ikke magter cølibatet, forlader præstegerningen hhv. ophører med at være munke – eller har seksuelle relationer med samtykkende voksne – være de nu af heteroseksuel eller homoseksuel karakter. Men en lille gruppe med en særlig umoden og uansvarlig personlighed og seksualitet misbruger børn og unge. Om det så er cølibatets skyld eller om de ikke snarere har valgt cølibatet som et (jo så i sidste instans mislykket) flugtforsøg fra en seksualitet, som de ikke kan takle, er så en anden sag.

At leve i cølibat er måske ikke helt så hårdt for nonner, simpelthen fordi et aseksuelt liv passer bedre til forventningerne til kvinders seksualitet. Det kan være en medforklaring på at der (måske) er færre nonner end præster og munke, der har seksuelle overgreb på samvittigheden. Men ét overgreb er allerede ét for meget – og det er derfor på tide, at den katolske kirke også tager problemstillingen med sexovergreb foretaget af nonner op.

Læs mere

Skrevet af den 29 jan, 2010 under Ikke kategoriseret | 0 kommentarer

Kvindesyn

De som har valgt at gå i brechen for Lars Hedegaards og Jesper Langballes udfald mod muslimske mænds behandling af deres døtre, hævder ofte, at vi ikke skal gå op i formuleringer men i stedet få taget en grundlæggende debat om det muslimske kvindesyn. Målet med denne debat er at fremhæve hvor godt de danske kvinder har det og hvor skidt de muslimsk kvinder har det for (endnu en gang) at kunne påvise islams uforenelighed med den moderne verden.

Men, må man jo spørge sig, hvad er det for et kvindesyn som muslimerne skal tage ved lære af? Hvad er det for et kvindesyn som vi præsenterer muslimerne for? Er det f.eks. det kvindesyn som afspejles i pornografien og i de reklamer, som dominerer det offentlige rum? Består vores forbilledlighed mht. ligestillingen i det forhold, at ingen kvinde er eller har været statsminister og at topstillingerne i det offentlige såvel som det private er domineret af mænd? Består vores eksemplariske anerkendelse af kvinderne i det forhold at brancher, der er domineret af kvinder, typisk har en lavere løn og en lavere status end dem, der er domineret af mænd?

Det grundlæggende problem er nok, at de signaler som kvinder af i dag modtager, er modsætningsfulde. Kvinder forventes at være selvstændige og økonomisk uafhængige af deres mænd. Derfor opmuntres kvinder til at tage en uddannelse og et betalt arbejde udenfor hjemmet. Men når kvinder så klarer sig bedre end mænd i uddannelsessystemet ses det som en trussel mod mændenes ve og vel – og når de sender deres børn i institutioner, så de kan varetage et arbejde, ses det som en trussel mod børnenes trivsel.

Kvinder forventes at stille deres seksuelle potentialer til skue. Kvinder, der ikke kan eller vil leve op til de herskende skønhedsidealer, eller som af religiøse årsager tildækker sig, bliver ofte mødt med påtaget medlidenhed eller direkte foragt. Men samtidigt med, at kvinder har at ægge mænds begær, forventes det også af dem, at de er (serielt) monogame. Kvinder der sælger sex ses således ofte som seksuelt skadede kvinder, da antagelsen øjensynligt er, at kvinder brænder for at udstille deres seksualitet og så dog kun ønsker sex med den aktuelle eneste ene.

Med andre ord, den besættelsesagtige optagethed af de muslimske kvinders situation handler måske dybest set om en grundlæggende vestlig usikkerhed mht. kvinders position og kvinders seksualitet. En usikkerhed som så projiceres over på de “fremmede”, der dermed bliver repræsentanter for de problemer som man selv ikke formår at forholde sig til.

Læs mere

Skrevet af den 23 jan, 2010 under Ikke kategoriseret | 20 kommentarer

Jeg skammer mig!

Jeg skammer mig.

Jeg skammer mig over at være dansk.

Jeg skammer mig over at være statsborger i Danmark.

Jeg skammer mig over at være folkekirkekristen.

Jeg skammer mig over at det land jeg elsker har fostret en politiker som Jesper Langballe, hvis tilsvining af landets muslimer endnu engang har bevidst, at der ikke er nogen grænse for hvad Dansk Folkeparti tillader og accepterer af verbale overfald på landets muslimske borgere.

Jeg skammer mig over, at vi har en regering, der har et sådant parti som sit støtteparti.

Jeg skammer mig over, at have en statsminister, som ved at tie samtykker med Dansk Folkepartis kampagne mod 200.000 af vore medborgere.

Jeg skammer mig over et retssystem, som sikkert vil lade Jesper Langballes udfald forblive upåtalt. Jeg skammer over at leve i et land, hvor kampen for ytringsfriheden er blevet til en kamp om at få lov til at slå ihjel med ord, så længe man ikke har mulighed for at gøre det med våben.

Jeg skammer mig over, at være medlem af et trossamfund hvor en mand som Jesper Langballe kan få lov til at være præst.

Jeg skammer mig over, at man i Danmark ikke kan diskutere islam uden at forfalde til vulgariteter og ondskabsfuldheder.

Jeg skammer mig over, at den altid nødvendige religionskritik bliver fordrejet til en politisk hetz mod en af samfundets minoriteter.

 

Men en ting er sikkert:

Jeg nægter at give min stemme til partier, som samarbejder med Dansk Folkeparti.

Jeg nægter at give min stemme til partier, som tier overfor Dansk Folkepartis ondskab.

Og som folkekirkekristen tager jeg hermed på det skarpeste afstand fra Jesper Langballes udfald. Vi er (desværre) medlem af samme kirke, men jeg har intet åndeligt fællesskab med ham.

Og så håber jeg på, at den danske befolkning må få øjnene op for hvad Dansk Folkeparti er ved at gøre ved vores dejlige land. De siger de vil forsvare Danmark – men de er den største trussel mod vores nation og de værdier, som den bygger på.

Selvfølgelig skal man tage afstand fra de forbrydelser, der begås i islams navn. Selvfølgelig skal vi ikke acceptere kriminalitet der begås af muslimer. Men vi må ikke acceptere, at 200.000 af landets borgere lægges for had. Hvis vi tier overfor Jesper Langballes verbale terrorisme gør vi os medskyldige i hans verbale voldtægt og hans verbale mord. Og spørgsmålet er så også hvor længe de rabiate islamhadere vil kunne nøjes med ord…

Læs mere

Skrevet af den 10 jan, 2010 under Ikke kategoriseret | 0 kommentarer

Opfindelsen af det jødiske folk

Den israelske historieprofessor Shlomo Sand har med bogen ”The Invention of the Jewish People” kastet sig ud i et politisk farligt men også ekstremt vedkommende og spændende opgør med ideen om at der findes et jødisk folk, der har en historisk ret til Palæstina hhv. Erez Israel, landet Israel, som man gerne omtaler Palæstina i zionistiske sammenhænge.

Shlomo Sand lægger ud med at forklare hvordan selve nationalismen er et historisk fænomen, oprindeligt skabt af overklassen i en række europæiske lande som en reaktion på de stærke samfundsforandringer som industrialiseringen, kapitalismen og landboreformerne skabte. Men ved hjælp af den obligatoriske skolegang, som introduceres mange steder i Europa ved starten af 1800-tallet, breder den nationale ide sig til stadigt større grupper.

I Vesteuropa skabes en nationalisme, der, ikke altid men dog ofte, formåede at være tilstrækkelig åben til at diverse mindretal, herunder tilhængerne af den jødiske religion, kunne integreres i det nationale fællesskab. Men i Midt- og Østeuropa opstår en ængstelig og aggressiv nationalisme, der bevidst udgrænser jøderne som de ”fremmede”, der truer den nationale sammenhængskraft som man faktisk først er ved at opfinde.

Shlomo Sand viser hvordan jødiske intellektuelle først forsøger at påvise, at jødedommen blot er en religion, og at man derfor f.eks. sagtens kan være tysk og jøde. Men da man møder en stadigt voksende antisemitisme slår en del intellektuelle ind på en ny kurs. De godtager den antisemitiske myte om at jøderne er et fremmedartet folk, en anden race, der grundlæggende set ikke hører hjemme i Europa fordi deres rødder er i Palæstina hhv. Erez Israel. Zionismen er, i henhold til Shlomo Sand, altså både et produkt af antisemitismen og en reproduktion af dennes grundlæggende forestilling om jødernes etniske/racemæssige forskellighed.

Men nu når man havde overtaget ideen om jøderne som ét folk, som en etnisk gruppe med samme historie, så måtte man også finde, hhv. bedre sagt, opfinde denne historie. Og her tog diverse intellektuelle tilflugt til Det Gamle Testamente, en bog som den rabbinske jødedom faktisk ikke havde brugt så meget krudt på da fokus her mest havde været på Talmud. De ofte areligiøse og stærkt sekulariserede jødiske intellektuelle så da heller ikke på Det Gamle Testamente som en hellig skrift men som en historiebog, der i detaljer gjorde rede for eksistensen af et urgammelt jødisk folk med en uløselig tilknytning til Palæstina/Erez Israel. Denne ide flyder direkte over i den sejrrige zionisme og er, den dag i dag, en hovedhjørnesten for den zionistiske ide og for staten Israel.

Men ideen om Det Gamle Testamente som historiebog, der kan danne grundlag for ideen om det jødiske folks historiske krav på Palæstina/Erez Israel, er bygget på sandgrund, hvad Shlomo Sand får klargjort med en kortfattet men ganske udmærket gennemgang af den moderne bibelforskning og ikke mindst den moderne bibelske arkæologi. Forskningen har i de senere årtier ikke bare trukket tæppet væk under forestillingen om at Abraham skulle have været en historisk person, nej man har også påvist at udvandringen fra Egypten og erobringen af Kanaan lige så lidt bygger på historiske fakta som fortællingen om kong Davids og kong Salomons storrige.

Den jødiske religion og ideen om et fællesskab bestående af dem, der tilhører denne, dukker tidligst op i løbet af det babylonske eksil. Men det er først hasmonæernes rige (140-37 fvt.), der skaber en egentlig politisk ramme omkring dele af dette fællesskab. Hasmonæerne var stærkt påvirkede af den hellenistiske kultur og under dem fik jødedommen en dynamisk og international karakter. Jødedommen var statsreligion i det hasmonæiske rige, og erobrede områder såsom f.eks. Galilæa blev under deres styre udsat for en tvangsjudaiseringsproces.

Efter at have påvist, at Det Gamle Testamente ikke er nogen historiebog, og slet ikke kan bruges som kilde til det jødiske folks ret til Palæstina/Erez Israel går Shlomo Sand i kødet på en anden af zionismens store myter, nemlig påstanden om at jøderne blev påtvunget et eksil af romerne og siden da har vandret hvileløse rundt i verden, altid med længsel efter at komme tilbage til Erez Israel, deres nationale hjemstavn.

Shlomo Sand påviser at de historiske kilder såvel som de arkæologiske fund modsiger påstanden om at romerne fordrev jøderne fra Palæstina/Erez Israel, være det nu efter den opstand der kulminerer med ødelæggelsen af templet i år 70 eller efter Bar Kokhba opstanden i 132-136. Selvom disse krigeriske uroligheder naturligvis umiddelbart udløste en demografisk og kulturel tilbagegang kom den jødiske befolkning sig dog hurtigt over ødelæggelserne og udviklede på ny en blomstrende religiøs kultur. Ideen om at jøderne lever i eksil var, i henhold til Shlomo Sand, oprindelig en kristen antisemitisk myte, der skulle vise at Gud straffede jøderne for deres manglende tro på Jesus. Men den har også rødder i hvad der startede med at være en rabbinsk sorg over tabet af politisk selvstændighed for jøderne i Palæstina/Erez Israel der, med tiden, ændrede sig til at blive en metafor for at verden stadigvæk er uforløst fordi Messias endnu ikke er kommet. I øvrigt udvikler rabbinerne allerede i romersk tid ideen om at jøderne først skal få en stat i Israel, som alle jøder skal drage til, når Messias kommer ved tiderne ende og opretter sit fredsrige på jorden.

Men hvorfor var der da så få jøder i Palæstina/Erez Israel da den zionistiske indvandring til området startede i slutningen af 1800-tallet, nu når jøderne ikke blev fordrevet herfra? Ja, for Shlomo Sand er svaret relativt enkelt. Den jødiske befolkning konverterede først i en vis grad til kristendommen, da den blev statsreligion i det senromerske rige, og de konverterede i stor grad til islam efter at Palæstina/Erez Israel blev erobret af muslimerne i 638. At i hvert fald dele af den lokale muslimske landbefolkning, de såkaldte fellahin, havde jødiske rødder var en ide som også zionisterne havde i starten af deres kolonisering af Israel. Håbet var, at man ville kunne vinde dem for den zionistiske ide, men efter at det kom til voldelige opstande mod de lokale jøder forsvandt denne ide til fordel for en ny myte om at den lokale muslimske befolkning var nyligt tilvandrede arabere.

Et andet oplagt spørgsmål er naturligvis hvor alle de mange jøder, der i tidens løb har levet udenfor Palæstina/Erez Israel, kommer fra nu når der ikke kan være tale om at de er efterkommere af jøder, der blev fordrevet herfra. Shlomo Sands svar er, at den overvejende del af verdens jøder er efterkommere af mennesker, der i tidens løb er konverteret til jødedommen. For indtil kristendommen og siden islam med trusler om dødsstraf satte en stopper for den jødiske mission var jødedommen faktisk en ivrigt missionerende religion. Det gælder både indenfor romerriget, hvor den jødiske missionsvirksomhed i flere tilfælde var årsagen til antijødiske optøjer og indgreb, og udenfor dette. Således har der været et jødisk kongedømme i Yemen, i Nordafrika og ikke mindst i Khazaria, et stort rige mellem Volga og Don. Alt i alt er det Shlomo Sands påstand, at langt de fleste af de såkaldte sefardiske jøder er efterkommere af arabiske og berbiske konvertitter til jødedommen, mens langt de fleste ashkenaziske jøder nedstammer fra khazarer og slaver der konverterede til jødedommen. Eller sagt med andre ord, jøderne er lige så lidt medlemmer af en særlig race som de er en homogen etnisk gruppe. Jødedommen er en multietnisk religion og ikke den religiøse ramme om en etnisk gruppe.

Jøderne kan derfor, i henhold til Shlomo Sand, ikke stille et nationalt krav på evig ejendomsret til Palæstina/Erez Israel hhv. til at Israel skal være en stat for alverdens jøder. Den realeksisterende jødiske stat Israel burde derfor, i henhold til Shlomo Sand, omdanne sig til en multietnisk stat, der repræsenterer alle de religioner og etniske grupper som den rummer. Hvor realistisk den vision er, er så et helt andet spørgsmål.

Læs mere