Den folkekirkelige rapport er en fuser
Et hurtigt arbejdende udvalg under kirkeministeriet er barslet med rapporten ”Folkekirken og registreret partnerskab” og det blev et dødfødt barn.
Grunden til at vi i dag er blevet beriget med rapporten ”Folkekirken og registreret partnerskab” er, at det i foråret så ud til at der kunne være flertal i folketinget for at give landets trossamfund adgang til at vie homoseksuelle par på lige fod med heteroseksuelle. For at få stoppet denne sejr for ligestillingen mellem homoseksuelle og heteroseksuelle, der uundgåeligt ville udløse et raseriudbrud fra Dansk Folkeparti, fik kirkeministeren den geniale ide at forhale processen ved at inddrage et folkekirkeligt udvalg, der skulle barsle med en anbefaling mht. hvordan folkekirken skal forholde sig til homoseksuelle pars ønske om at få lov til at indgå ægteskab på lige fod med heteroseksuelle par. Udvalgets sammensætning stod hun naturligvis selv for og dermed fik ministeren på en smart måde skabt forudsætningerne for det resultat vi står med i dag.
Det man kunne opnå flertal for i udvalget må betegnes som den næstlaveste fællesnævner. Homoseksuelle par, anbefales det, skal fremover tilbydes et autoriseret ritual (frem for det ikke autoriserede som er i omløb og som f.eks. undertegnede og min kone er blevet velsignet i henhold til). Ritualet skal indskrives i ritualbogen, men det bliver indledt med en henvisning til at man som præst har lov til at nægte, at velsigne homoseksuelle par. Halvdelen af udvalget anbefaler, at man skal kunne indgå registreret partnerskab i kirken – men det kunne flertallet altså ikke bakke op om. Samtidigt med, at man mener, at det ville være for meget forlangt af heteroseksuelle par, at de først skulle vies på rådhuset for så blive velsignet i kirken mener man, at det ikke er for meget forlangt af homoseksuelle par at de skal rundt om rådhuset først, for så i øvrigt at blive spist af med et ritual, der ikke må kaldes en vielse.
Rapporten er præget af, at der bliver taget ualmindeligt meget hensyn til folkekirkens højrefløj. Dens mest højtråbende repræsentanter i udvalget, Jens Ole Christensen, generalsekretær for Luthersk Mission og den tidehvervske sognepræst Claus Thomas Nielsen, får umådeligt meget taletid. Jens Ole Christensen er en meget ivrig deltager i debatten om kristendom og homoseksualitet og står kort fortalt for den holdning, at homoseksuelle, der ikke lever i cølibat, vil komme i helvedet med mindre at de angrer og omvender sig og at folkekirkens eneste tilbud til homoseksuelle derfor skal være, at henvise dem til Agape, hvor de efter sigende kan blive helbredt for deres homoseksuelle følelser. Claus Thomas Nielsen repræsenterer den holdning, som også Jesper Langballe og Søren Krarup står for, at ethvert forsøg på at ligestille homoseksuelle parforhold med det heteroseksuelle ægteskab vil medføre civilisationens sammenbrud.
En ting er, at man har følt det nødvendigt at give ubegrænset taletid til folkekirkens teologiske landsbytosser, en anden og langt værre ting er, at man ikke har givet taletid til dem, som sagen drejer sig om, nemlig de homoseksuelle, der ønsker, at blive gift i folkekirken. Den eneste åbne homoseksuelle i udvalget er præsten Bennedicte Præstholm, der øjensynligt ikke har kunnet eller ikke har villet varetage rollen som repræsentant for de homoseksuelle, der ønsker et kirkeligt vielsesritual for homoseksuelle par. I stedet præges rapporten ”Folkekirken og registreret partnerskab” af at der er tale om heteroseksuelle, der forsøger, at finde en mellemvej mellem et folkeligt ønske om homoægteskab og en folkekirkelig højrefløj, for hvem enhver form for kirkelig anerkendelse af homoseksuelle parforhold er en vederstyggelighed. At homoseksuelle kristne efterspørger et vielsesritual bliver aldrig nævnt, og at mange homoseksuelle par faktisk oplever og opfatter deres parforhold som et ægteskab synes ikke at være gået op for de 11 ud af udvalgets 12 medlemmer, der hævder, at det ville være” udtrykt for et ejendommeligt abstrakt syn på mennesket” at stile mod et kønsneutralt ægteskab. Resultatet er, at vi nu sidder med en rapport, der er udtryk for et ejendommeligt abstrakt syn på homoseksuelle. Man kan debattere vores kvaliteter som kristne og som par, men man vil ikke tale med os. Vores erfaringer, vores tro og vores situation er øjensynligt sagen ganske uvedkommende.
Det er simpelthen ikke holdbart, at de eneste der øjensynligt ikke skal høres i debatten om folkekirken og de homoseksuelle, er de homoseksuelle selv. Det viser, at det desværre er nødvendigt, at folketingets politikere træder i karakter og sikrer, at homoseksuelle ikke igen og igen bliver kørt over af hensyn til det lille højtråbende sammenrend af kristne fundamentalister som det store flertal af liberale folkekirkerepræsentanter lader sig kue af.
Rapporten kan hentes her: http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/380968:Kirke—tro–Laes-rapport-om-homoseksuelle-vielser
Det er ualmindeligt svært at tage det seriøst når en ikke-teolog kalder teologer hun er uenig med (men ingen teologiske forudsætninger har for at være det på oplyst baggrund) for “teologiske landsbytosser”.
Lidt seriøsitet og saglighed efterlyses…
Jeg har via min religionsfaglige uddannelse kompetence nok til at kunne vurdere kvaliteten af en teologisk debat. Desuden vil jeg gerne vædde en flaske god rødvin på at jeg har en større indsigt i den teologiske forskning og debat omkring kristendom og homoseksualitet end du har det.
Mht. seriøsitet og saglighed så har jeg endnu ikke set dig gengive tilhængerne af en kirkelig accept af homoseksuelle parforholds synpunkter og samlede teologi på en bare tilnærmelsesværdig seriøs eller saglig måde…
Du er religionsvidenskaber, ikke teolog, og kan derfor måske nok observere en teologisk debat og gengive synspunkterne (selvom du ikke har udvist evne til at gøre dette bare nogenlunde afbalanceret), men du kan ikke tage del i den som fagmand, ligesom en heksedoktor eller shaman ikke kan tage del i en medicinsk diskussion blandt læger.
Der er også brug for religionsvidenskabere! Men de skal ikke udtale sig som fagmænd indenfor teologien. Thi det er de ikke.
HVIS der findes nogle seriøse og solide teologiske argumenter for accept af homofili, som ikke bare er “Det føler jeg!”, eller “Jeg synes”, eller “Biblen er gammel!”, så vil jeg hjertens gerne kigge på dem. Jeg har blot til dato ikke set nogen.
At du vil forsøge at holde mig udenfor debatten tyder vist på, at du frygter mine argumenter. : )
Mht. argumenter så henviser jeg til http://karenmlarsen.eftertanke.dk/2009/08/04/kristendom-og-homoseksualitet/
PS. Jeg har selv deltaget i et debatarrangement med Jens Ole Christensen og måtte her, til min store forundring, erfare, at han hverken kunne eller ville forholde sig til f.eks. oversættelsesproblematikker i forhold til de kernesteder, der bruges mht. homoseksuelle, til en problematisering af den seksualitets- og ægteskabskritiske holdning man kan finde i NT og i den oldkirkelige tradtion mfl. Det var klart mit indtryk, at han ikke have så meget som forsøgt, at sætte sig ind i den opfattende forskning og litteratur, der findes på området men at han i stedet kun kendte til de højrekristne positioner. Sådan opfører en seriøs teolog sig ikke.
PPS. Teologiske argumenter der eksplicit eller implicit tager udgangspunkt i bibelfundamentalistiske positioner og i denne forbindelse helt forbigår de sidste 150 års bibelhistoriske og bibelkritiske forskning er i mine øjne ikke seriøs teologi.
Karen,
Du har sikkert kommenteret det før, men jeg vil gerne spørge dig hvilke oversættelsesproblemstillinger ifht til homoseks., der er i følgende:
Rom 1v26 Derfor prisgav Gud dem til vanærende lidenskaber: Deres kvinder udskiftede den naturlige omgang med den naturstridige, v27 og ligeså opgav mændene den naturlige omgang med kvinden og optændtes af deres begær efter hinanden; mænd levede skamløst med mænd og pådrog sig derved den straf for deres vildfarelse, som de fortjente.
Jeg vil også høre om du mener, at der er noget vers/passage i NT, der entydigt fordømmer homoseks. Jeg går ud fra, du accepterer, at vers/passsager i GT gør det.
Jeg er nemlig lidt af en novice på det her område.
Mht. Rom. 1,26-27 er der såvidt jeg har forstået ikke tale om oversættelsesproblematikker men derimod om kontekst og sammenhæng. F.eks. er der forskellige holdninger til hvorvidt verset om kvinder handler om sex mellem kvinder – eller om der kan være tale om andre seksuelle handlinger som Paulus opfatter som naturstridige. Da kapitel 1 i Romerbrevet virker som en parafrase over 3. Mos. Kap. 18, hvor der omtales sex mellem mænd, men ikke mellem kvinder, men nok mellem kvinder og dyr, kunne det f.eks. tænkes, at Paulus her tænker på dyresex og ikke “lesbisk” sex. I øvrigt bør det bemærkes, at Rom. kap. 1 ikke er en liste over forbudte handlinger, men i stedet en beskrivelse af den straf, som Gud rammer afgudsdyrkerne med. Det fremgår tydeligt hvis du læser vers 18-25 med. Altså sex mellem mænd fordømmes ikke – men lysten og adfærden beskrives som en straf.
Jeg mener ikke, at noget skrifssted i NT entydigt fordømmer homoseksualitet.
Mht. GT finder vi fordømmelse af sex mellem mænd (om end det ikke er sikkert, at det gælder alle former for sex mellem mænd), der er ingen fordømmelse af sex mellem kvinder. Så en entydig fordømmelse af homoseksualitet kan der ikke være tale om.
Hej Karen,
Jeg er helt enig i det du skriver om Romerbrevet 1. Det er også hvad man umiddelbart kan læse ud af den danske oversættelse. Jeg tror egentligt, at alle konservative kristne er enige i, at passagen beskriver, at Gud prisgav menneskene til deres syndighed som straf, og tolker det som “sådan gør en kristen ikke”, hvorved det vel ikke er så urimeligt, at sætte lighedstegn mellem fordømmelse og straf? Paulus siger jo også i 1 Kor 6v11 “sådan var nogle af jer engang”.
Men er dit budskab så:
1. Bibelen fordømmer ikke lesbisk sex.
2. Derfor kan man heller ikke læse de tekster, der taler om sex mellem mænd, som en fordømmelse af livsstilen?
At Paulus ikke har noget positivt syn på seksuelle aktiviteter mellem mænd er der vist ikke nogen tvivl om – men jeg mener, at en beskrivelse af den straf som afgudsdyrkere rammes med ikke er det samme som en fordømmelse. I øvrigt må man jo heller ikke glemme, at Paulus generelt har et stramt syn på seksualitet, jvf. 1. Thes. 4,3-5: “For dette er Guds vilje, at I skal helliges, så I afholder jer fra utugt, sørger for hver især at have jeres hustru i hellighed og ære og ikke i sanseligt begær som hedningerne, der ikke kender Gud”. Er det en fordømmelse af kristne mænd, der dyrker lidenskabelig sex med deres hustruer?
Man kan ikke tale om at Bibelen fordømmer homoseksualitet når man ikke kan finde sikre skriftssteder, der fordømmer sex mellem kvinder al den stund, at homoseksualitet indbefatter både mænd og kvinder. Jeg tror heller ikke, at det giver mening, at tale om fordømmelse af livsstilen al den stund, at antikken slet ikke kendte identiteten homoseksuel og en særlig dermed forbundet livsstil.
Helt enig i at Paulus prædiker en fromt liv. Når kroppen er et tempel for Helligånden, så går det ikke, at blive for lidenskabelig. Her kommer vi igen ind på gerninger, og iøvrigt også Paulus kvindesyn, som var højt for den tid. Jeg kan dog ikke følge dig, når du ikke vil have, at straffens adfærd ikke også fordømmes. Der står jo netop i vers 24 “Derfor prisgav Gud dem i deres hjertes begær til urenhed” og vers 26 “Derfor prisgav Gud dem til vanærende lidenskaber”. Det er meget i tråd med Paulus, at man istedet for at sige “gør ikke det!” istedet omtaler det på en måde, hvor det ligger mellem linierne, at sådan gør man ikke. På samme måde med de berømte Ef 2v10 om at vandre i de af Gud forud forordnede gode gerninger, snarere end en ordre “gør godt!”.
Jeg tror ihvertfald at vi kan tale om at kristendommen og Rom stod for en meget forskellig livsstil, og at Paulus fordømte romersk livsstil på flere områder. Sex mellem mænd var jo ikke fordømt i Rom. Men det er da pussigt, at lesbisk sex ikke specifikt omtales. Hvad ved man egentligt om lesbisk sex i antikken?
Men hvilke konsekvenser skal kristne så drage af Thes. 4,3-5? At f.eks. brug af prævention, anal- og oralsex skal være forbudt? Hvornår er man lidenskabelig og hvornår er man for lidenskabelig? Og giver Paulus her lov til lidenskab i det hele taget? Og hvad med 1. Joh. 2,15-17: “Elsk ikke verden og heller ikke det, som er i verden. Hvis nogen elsker verden, er Faderens kærlighed ikke i ham; for alt det, som er i verden, kødets lyst og øjnenes lyst og pral med jordisk gods, er ikke af Faderen, men af verden. Og verden og dens begær går til grunde, men den, der gør Guds vilje, bliver til evig tid”. Kødets lyst er her noget, som man skal give afkald på – så man må som kristen ikke elske sex med sin ægtefælle?
Måske du kunne begrunde, at Paulus kivndesyn var højt for hans samtid? I det hedenske Rom kunne kvinder f.eks. være præster – mens Paulus end ikke kan acceptere, at kvinder taler i forsamlingen…
Paulus siger ikke “gør ikke dette” – men at han ikke ser positivt på dem, der gør det, er så en anden sag.
Mht. sex mellem mænd så havde romerne et negativt syn på mænd, der lod sig penetrere af andre mænd. Man kendte i antikken til sex mellem kvinder, men opfattede det som noget ligegyldigt eller ligefrem grinagtigt. Nok fordi mente, at kvinder ikke kunne have rigtig sex med hinanden fordi de ikke har nogen penis. Den tankegang kendes i øvrigt også fra middelalderen og fra renæssancen.
Generelt kan man sige, at man før opfindelsen af termerne “homoseksuel” og “heteroseksuel” i slutningen af 1800-tallet havde fokus på den seksuelle handling og ikke på kønnet af den, som handlingen foregik med.
Hej Karen,
Jeg synes nu ikke Paulus behøver at blive fortolket så radikalt. Det er for mig rimelig klart, at han taler om at leve et liv i hellighed modsat i lidenskabernes vold. En for radikal fortolkning bider iøvrigt sig selv i halen, for så ville man få en Paulus, der forbyder ægteskab.
Omkring 1 Johannes, så er der ingen tvivl om, at Johannes prædiker efterlevelse af Jesu perfekte karakter, omend han også erkender, at vi trods alt er syndere og behøver frelse (1 Joh 2v1, 6). Der er nok ikke plads til at elske sex, især ikke i den “i den sidste time”, om vi så forstår dette som en tid i skarp forfølgelse eller en ikke opfyldt forventning om Jesu fysiske komme. Men det er i alle fald altid en gradbøjning, for hvor går grænsen? En liderlig buk kan ganske enkelt ikke leve en kristen livsstil. Paulus kalder det, at “brænde op af lyst”.
Vi kan vel ikke diskutere, at kvinder ikke havde borgerskab, ejendomsret, juridisk ret etc. i det gamle Rom? Der er jo altid nogen kuriøse undtagelser. Priorinder havde anseelse og magt i den mørke middelalder. Men hos finder vi, at trods forskelle i dette liv, så er de kristne kvinder Guds døtre. Der er i forhold til Kristus ingen forskel på mænd, kvinder, slaver i Kristus, som vi også finder hos Jesus tale om opstandelsen i Lukas. Der er iøvrigt ingen tale i NT, om at gøre oprør med den måde samfundet er indrettet på. Når Paulus irettesætter kvinder, der taler i forsamlinger, og det gjorde de altså hverken i senatet eller i synagogen, så er det logisk at tro, at han gør går imod en radikal fortolkning af friheden i Kristus. Ikke ulig udsagnet om Hymænæus og Filetus, der vel har opfattet det kristne liv som ene og alene opstandelsen fra de døde.
Omkring “gør ikke dette”, og jeg formoder vi stadig snakker Rom 1, så siger han ikke det ordret nej. Men der skal ikke særlig meget kendskab til bibelen til for at vide, at når han siger, “Derfor prisgav Gud dem i deres hjertes begær til urenhed”, så taler han ikke om kristne, men om de (fortsat) fortabte og deres liv i synd. Igen må jeg henlede opmærksomheden på 1 Kor 6v11 “sådan var nogle af jer engang”.
“men I blev vasket rene”.
Omkring det sidste du skriver, så kan man jo gisne om hvorfor Bibelen ikke specifikt omtaler lesbisk sex. Var det fordi, det var grinagtigt og ikke fortjener særlig omtale, eller var det fordi man havde fokus på selve homoseksualiteten, og regnede mænd for vigtigere at tale om end kvinder.
DCV2
Hvis du ser på oldkirkens seksualitetsforståelse så var den seksuelle lyst, også indenfor ægteskabets rammer, et resultat af arvesynden. Augustin gik faktisk så vidt, at han hævede, at den seksuelle lyst, også i ægteskabet, altid var syndig. Dog var der tale om en mindre synd hvis den opstod i forbindelse med sex der kun havde til mål at avle børn eller opfylde de ægteskabelige forpligtelser overfor ægtefælden. I mine øjne var man i oldkirken her tættere på Paulus og Johannes end den folkekirkelige højrefløj er det i dag.
Mht. Paulus og ægteskab ja så må man jo ikke glemme, at Paulus foretrak, at man levede i cølibat fremfor ægteskab jvf. 1. Kor. kap. 7.
Mht. kvinders rettigheder i Rom så havde de nu faktisk ejendomsret. Paulus fremhæver, at kvinder er klart underordnet mænd i 1. Kor. 11, 3 & 7-9. Ikke at en romer ville have undret sig over det udsagn – han ville bare heller ikke have set det som noget revolutionerende.
Mht. de indledende kapiteler i Romerbrevet så handler de vel om at vi alle er fortabte – og alle er henviste til frelse? Måske det snarere er grundideen end at ville udpege specielle individuelle forsyndelser? Jeg tror ikke, at teksten er tænkt til at være et syndekatalog eller skriftespejl.
Hvordan kan de bibelske skrifter have fokus på selve homoseksualiteten når dette koncept ikke fandtes i bibelsk tid? De bibelske skrifter kender slet ikke udtrykket “homoseksuel”. Man skal passe på med at tro, at det der optager os i dag nødvendigvis var det, som optog folk på de bibelske skrifters tid. Snarere vil jeg mene, at det set i den tidsmæssige og sociale kontekst giver mening, at se 3. Mos. 18’s udsagn om mænd, der ligger en kvindes liggelser med andre mænd, handler om angst for underminering af mandens rolle som hersker over kvinder, mens Romerbrevets udsagn om mænd skal ses i forhold til Paulus generelle ubehag ved det seksuelle begær som den kristne mand forventes at have fået under kontrol.
Hej Karen,
Ja selv hos Johannes, som prædiker en meget høj standard, så finder man syndserkendelsen. Du har sikkert ret i det med seksualiteten og oldkirken. Ellers ville det jo være mærkeligt, at de frelste skal blive som Guds engle, der ikke gifter sig jf Lukas.
Omkring cølibat, så finder vi igen, at der både hos Paulus og Johannes er spændende imellem den ideelle hellige perfektion, og så den rimelighed og nåde, der trods alt beskytter de troende.
Kvinder kunne opnå ejendomsret under visse betingelser. Som udgangspunkt, så hørte de under deres faders eller mands hustand. Hos Paulus er alle i lige i Kristus. Det fremgår meget tydeligt af Gal 3v28, men i denne verden, så er der forskel på kvinder, mænd og slaver. Derfor går det altså ikke, at kvinder begynder at opføre sig som mænd i forsamlingerne.
“og ligeså opgav mændene den naturlige omgang med kvinden og optændtes af deres begær efter hinanden; mænd levede skamløst med mænd og pådrog sig derved den straf for deres vildfarelse, som de fortjente”. Vi skal altid huske på, at når vi læser Bibelen, så læser vi nogen andre menneskers post. Det vil da altid være en fortolkning at sige Paulus taler om det samme, som vi kalder homoseks. mellem mænd idag, men det lyder godt nok som om han gør det. Man kunne vende den om og spørge, hvis vi nu bimede Paulus ned og lod ham observere homoseksuel livsstil mellem mænd, hvordan ville han så beskrive det?
Jeg mener i andet afsnit “en spænding”.
Hvordan ville Paulus se på homoseksualitet mellem mænd i dag? Tja, det er jo et tolkningsspørgsmål der også handler om hvorvidt en Paulus af i dag ville være lige så meget præget af vor tids tænkemåder som den historiske Paulus var præget af hans egen tids. Man kunne jo også spørge sig hvordan han ville se på heteroseksuelle ægtepar, der bruger prævention, som dyrker oral- og analsex etc…