Fremtidens katolske kirke del 3 – den muslimske udfordring

Fremtidens katolske kirke – hvordan vil den se ud? Ja, det er jo et interessant spørgsmål for dem der interesserer sig for kirke og kristendom i al almindelighed og katolsk kristendom i særdeleshed. Den anerkendte kirkejournalist John L. Allen, Jr. har skrevet en spændende bog om fremtidens katolske kirke med titlen ”The Future Church – How Ten Trends are Revolutionizing the Catholic Church”, hvor han tager ti problemfelter op. Jeg har tidligere skrevet om hans første fremtidsscenarie, at fremtidens katolske kirke vil være domineret af den sydlige halvkugle, og hans andet fremtidsscenarie, at fremtidens katolske kirke vil være evangelikal. I dette indlæg vil jeg fortælle om hans tredje fremtidsscenarie, der handler om hvordan den katolske kirke vil takle den muslimske udfordring.

At islam allerede nu spiller en stor rolle for den katolske kirke, en rolle der kun kan vokse, skyldes bl.a. at islam er verdens næststørste religion (1,6 milliarder tilhængere) efter kristendommen (2,3 milliarder tilhængere, hvoraf 1,1 milliard er katolikker). Allerede nu er mere end halvdelen af verdens befolkning enten muslimer eller kristne, og i fremtiden vil disse to religioner komme til at udgøre en endnu større andel af verdens befolkning. Hvert år vokser antallet af muslimer i verden med ca. 23 millioner, mens antallet af kristne forøges med ca. 30 millioner. Med mindre, at der sker noget uventet, vil kristendommen altså også om 100 år være verdens største religion – og dens største konkurrent vil fortsat være islam.

Antallet af muslimer i Europa, den katolske kirkes gamle kerneområde, er også vigtigt for den katolske kirke. Nu findes der ingen sikre tal for antallet af muslimer i Europa og for hvordan deres antal vil udvikle sig. Men i henhold til USA’s Nationale Efterretningsråd boede der i 1985 5 millioner muslimer i Europa. Det tal var i 2005 vokset til 15 millioner. Efterretningsrådet vurderer, at antallet af muslimer i Europa i 2050 vil være nået op på 40 millioner, hvad vil svare til 15 % af den europæiske befolkning. Fordelingen af muslimer i Europa er dog ujævn. I henhold til USA’s Nationale Efterretningsråd udgør muslimer i dag f.eks. 8,3 % af Frankrigs befolkning, deres andel i år 2050 vil være oppe på 25 %.

Der kan ikke herske nogen tvivl om, at sameksistensen mellem kristne og muslimer kan være belastet af alvorlige konfrontationer. Især i Mellemøsten har resultatet af disse været et drastisk fald i antallet af kristne. I 1975 levede der således 25 millioner kristne i den arabiske verden. Det tal er i dag faldet til 12 millioner. I det britisk kontrollerede Palæstina udgjorde kristne i 1948, det år da Israel blev grundlagt, 20 % af befolkningen. I dag udgør kristne i Israel og de palæstinensiske områder ca. 2 %.

I Nigeria er det i de seneste år kommet til flere voldelige sammenstød mellem kristne og muslimer, der har kostet i tusindvis af mennesker livet. F.eks. medførte i 2006 voldelige protester over Jyllandspostens Muhammed tegninger, at flere kirker blev nedbrændt og adskillige kristne blev myrdet. Lige for tiden synes der at herske en skrøbelig våbenhvile mellem kristne og muslimer i Nigeria. John L. Allen gør opmærksom på, at man må indrømme, at årsagen til denne er, at de lokale kristne har svaret på muslimske overfald med massive gengældelsesaktioner. Nigerias kristne kan godt leve fredeligt sammen med deres muslimske naboer, og gør det faktisk det meste af tiden, men erfaringen har lært dem, at når man skal forsvare sig mod religiøse fanatikere og bøller, så er man sommetider nødt til at vise, at man både kan og vil slå igen.

I andre dele af verden er det lykkedes at opnå et fredeligt samarbejde med demokratiske muslimske kræfter. I 2009 omtaltes Filippinernes regeringsparti således som kristen – muslim demokraterne, da partiet består af en række partier af hhv. kristen og muslimsk observans, der er er blevet fusioneret til ét parti.

I nyere tid har den katolske kirkes officielle politik mht. islam været præget af modsatrettede signaler. Johannes Paul II var meget dialogsøgende i forhold til islam. Han mødtes over 60 gange med muslimer og i forbindelse med et møde med unge muslimer i Casablanca i august 1985 sagde han bl.a.: ”Vi tror på den samme Gud, den eneste Gud, den levende Gud, den Gud der har skabt verden og som bringer sine skabninger til deres fuldendelse”. Pave Benedikt var i tiden før han blev pave kendt for en noget mere afgrænsende holdning overfor islam. I 1997 gav han således udtryk for, at han betvivlede, at islam kan forenes med den vestlige demokratiske pluralisme. Som pave var højdepunktet for denne afgrænsende attitude overfor islam Benedikts herostatiske tale i Regensburg den 12. september 2006, hvor han citerede en byzantinsk kejser for at Muhammed ikke har bragt andet end ondt. Det udløste som bekendt en storm af muslimske protester, herunder mange voldelige. Efterfølgende måtte Pave Benedikt lægge stilen noget om, den hidtidige kulmination på denne nye linje var hans besøg i Istanbuls Blå moske den 30. november 2006, hvor han lod sig filme i stille bøn (eller noget der skulle forestille det) ved siden af stormufti Mustafa Cagrici.

Under alle omstændigheder er pave Benedikts attitude overfor islam mere kompliceret end som så. For ham består civilisationernes sammenstød nemlig ikke i en konflikt mellem islam og Vesten, men i en konflikt mellem tro og vantro, mellem dem, der værdsætter det overnaturlige og anerkender religionens rolle i det offentlige rum og dem, der ikke gør det. I kampen mod ”relativismens diktatur” ser pave Benedikt islam som den katolske kirkes oplagte allierede. Benedikt er kendt for at være afvisende overfor den såkaldte religionsdialog. Han mener, at en sådan ikke kan føres uden at man kommer til at gå på kompromis med sandheden. Imidlertid er pave Benedikt en varm tilhænger af det, som han kalder for kulturdialog. Denne dialog handler ikke om hvorvidt vi ikke i sidste instans tror det samme og det derfor er lige meget hvilken religion vi tror på, men i stedet om hvordan man kan sikre, at religionen fortsat har og gives indflydelse på samfundslivet og på det politiske liv.

Fremtidens katolske kirkes politik overfor islam vil være præget af både afgrænsning, konflikt og samarbejde. Da fremtidens katolicisme vil være evangelikal vil der være et voksende behov for at påpege, at islam ikke er den sande tro. Missionsaktiviteten overfor islam vil tage til – og den katolske kirke vil insistere på at den muslimske verden skal give kristne sammen religionsfrihed som muslimer har i Vesten. Da fremtidens katolske kirke vil være ”sort” vil det i stadigt mindre grad være aktuelt for den katolske kirke at udtrykke beklagelse over fortidens synder mod muslimerne og af disse udlede, at man har et særligt ansvar for at være forsonlig i sit sprogbrug og sin politik overfor islam. Katolikkerne på den sydlige halvkugle føler nemlig ikke, at de har noget medansvar for korstogene, tvært imod ser de sig som under angreb fra radikalislam. Den ”sorte” katolicisme har altså ingen skyldkomplekser overfor muslimerne og er derfor ikke bange for at udfordre islam. En alternativ og dog ganske stærk måde at gøre det på blev eksemplificeret af den nigerianske kardinal Anthony Olubunmi Okogie, der i 2002 tilbød at lade sig stene i stedet for den muslimske kvinde Safiya Hussaini, som af en sharia domstol var blevet dømt til stening for utroskab. (Denne dom blev senere ophævet og kvinden fik asyl i Italien).

Da fremtidens katolske kirke imidlertid også vil lægge stor vægt på kampen mod sekulariseringen og her ikke mindst kampen mod den fri abort og mod homoseksuelles rettigheder vil strategiske alliancer med islam være oplagte. Allerede nu har man gode erfaringer med, i samarbejde med muslimske lande, at have fået forhindret FN resolutioner, der krævede, at kvinder skal have adgang til abort og prævention og at homoseksuelle handlinger skal afkriminaliseres i de lande, hvor sådant er forbudt. Det vil også være oplagt for den katolske kirke at samarbejde med muslimer i den vestlige verden for at få forhindret forslag om kønsneutrale ægteskaber samt antidiskriminationslove og hate speech love, der skal beskytte homoseksuelle.

Eller sagt med andre ord: alt andet lige vil vi komme til at se både flere konflikter mellem den katolske kirke og islam og et forøget samarbejde på udvalgte områder.