Menu
Kategorier

Skrevet af den 2 jan, 2011 under Ikke kategoriseret | 0 kommentarer

Ytringsfriheden, Ungarn og det borgerlige hykleri

Lige siden Muhammedkrisen væltede ind over Danmark har ytringsfriheden været et emne, som borgerlige debattører og politikere har elsket at fremhæve som frihedsrettigheden over alt andet. Ytringsfriheden er med andre ord de borgerliges darling – eller det skulle man da i hvert fald tro. Men måske det var på tide, at tro om.

I Ungarn har den borgerlige regering nemlig indført en presselov, der i seriøs grad indskrænker ytringsfriheden. Et presseorgan, som består af medlemmer af det regerende parti Fidesz, skal fremover overvåge pressen. Hvis et medie af dette råd vurderes til at have publiceret politisk farvede historier eller historier, der »sårer menneskelig værdighed« eller »fornærmer nationaliteter, religioner eller minoriteter« vanker der store bøder på op til 5 millioner kr.

Mens en række EU-lande, herunder Tyskland og Storbritannien, har kritiseret loven, er den danske regering og dens støtteparti Dansk Folkeparti forblevet tavse.

Hvor er statsministeren, hvor er Dansk Folkeparti og hvor er Trykkefrihedsselskabet? Hvorfor har de ikke noget problem med at EU-landet Ungarn, der i det næste halve år overtager EU-formandskabet, i den grad indskrænker ytringsfriheden?

Man fristes til at antage, at det borgerlige Danmark kun har problemer med indskrænkninger af ytringsfriheden hvis det er muslimer, der står bag dem, mens man sagtens kan leve med indskrænkninger der indføres af borgerlige meningsfæller.

Læs mere

Skrevet af den 28 dec, 2010 under Ikke kategoriseret | 10 kommentarer

Jens Ole Christensen og kriminaliseringen af homoseksuelle

Jens Ole Christensen, generalsekretær for Lutherske Mission, er nok landets mest ivrige bekæmper af nogen som helst form for folkekirkelig accept af homoseksuelle parforhold. I denne forbindelse har han tidligere henvist til hvor forbilledlig de afrikanske kirkers afvisning af homoseksuelle relationer er. Denne begejstring fastholder han i et læserbrev i Kristeligt Dagblad fra den 28.12.2010. Men som noget nyt fremhæver han så, at kriminalisering af homoseksuelle og foragt for dem er i modstrid med det kristne budskab.

Det er selvfølgelig prisværdigt at Jens Ole Christensen tager afstand fra kriminalisering af og foragt for homoseksuelle. Men desværre synes han at være uvidende om hvorfra dette had mod og denne foragt for homoseksuelle kommer. I hvert fald giver han udtryk for, at de afrikanske kirkers medvirken til forfølgelsen af homoseksuelle i Afrika er udtryk for at de, ligesom de vestlige kirker, er påvirkede af det omkringliggende samfund. Eller med andre ord, Jens Ole Christensen synes at mene, at der ikke er nogen sammenhæng mellem de afrikanske kirkers ”enkle troskab mod Bibelen” og deres kamp for at homoseksuelle relationer skal kriminaliseres.

Men spørgsmålet er nu om det ikke lige præcis er denne ”enkle troskab mod Bibelen” der i høj grad ligger til grund for de afrikanske kirkers ønske om at ”praktiseret” homoseksualitet fortsat skal være en kriminel handling i Afrika. Den enkle tolkning af 3. Mos. Kap. 18 er jo faktisk den, at der skal være dødsstraf for mænd, der har samleje med andre mænd (3. Mos. 18, 22 & 29). Det er også samme ”enkle troskab mod Bibelen” der lå bag Danske Lovs krav om dødsstraf for mænd, der havde samleje med andre mænd. Samme lovgivning havde man også i Storbritannien, en lovgivning der i 1800-tallet, ligesom i Danmark, bliver modereret til at mænd, der har sex med andre mænd, skal straffes med fængsel. Og de britiske koloniherrer tager denne lovgivning med til deres afrikanske kolonier og omsætter den til lov der. Derfor er der historisk set en sammenhæng mellem den vestlige kristendoms fordømmelse af homoseksuelle relationer, og så de afrikanske kirkers kamp for en fortsat kriminalisering og fordømmelse af homoseksuelle.

Kristendommen har et historisk medansvar for forfølgelsen af og foragten for homoseksuelle. Den bibeltolkning der hævder, at homoseksuelle relationer er en synd, har historisk set gået hånd i hånd med kravet om en kriminalisering og generel samfundsmæssig fordømmelse af homoseksuelle og det ikke kun i Afrika.  Den dag i dag kæmper Vatikanet f.eks. imod at FN offentligt skal tage afstand fra kriminalisering af homoseksuelle relationer og i USA kæmper kristne fundamentalister for en rekriminalisering af homoseksuelle, og det med henvisning til Bibelen.

Så længe Jens Ole Christensen og meningsfæller ikke vil indse kristendommens ansvar i fortid og nutid for forfølgelsen af homoseksuelle er der stor risiko for at de kommer til at bidrage til at vedligeholde foragten for homoseksuelle, på trods af alle pæne ord om at man vil det modsatte.

Læs mere

Skrevet af den 22 dec, 2010 under Ikke kategoriseret | 10 kommentarer

Sharia og retten til at definere sin egen tro

Når jeg fra tid til anden tager en debat med en selverklæret ateist støder jeg ofte på det fænomen, at han eller hun med stor iver fortæller mig hvad jeg tror på, for så derefter at påvise hvor forkert det jeg tror på er.  Det er for mig en ret irriterende oplevelse fordi den jeg debatterer med typisk påstår, at jeg tror på noget jeg faktisk ikke tror på. I stedet for at lytte til det jeg fortæller, og så spørge ind til hvorfor jeg tror som jeg gør, hvordan jeg begrunder det etc., vælger min samtalepartner altså den nemme vej der består i at gå ud fra at han ved hvad jeg tror på, når jeg siger jeg er kristen. Og med det som udgangspunkt kan han eller hun så fremføre sin velafprøvede argumentation mod min tro. Jeg må desværre også konstatere, at debatten har det med at stoppe når jeg gør opmærksom på, at jeg altså ikke tror på den måde som min samtalepartner beskriver det. For han eller hun nægter nemlig typisk at gå ind på hvad jeg fortæller om min tro, måske fordi det er for besværligt at gå ind på hvad jeg faktisk siger. Eller også er det måske for uoverskueligt at skulle forholde sig til at en repræsentant for en religion ikke lever op til de fordomme man nu har gjort sig om alle der tilregner sig denne religion.

Grunden til at jeg skriver ovenstående er, at jeg måtte tænke på denne ret kedelige erfaring, da jeg læste Lone Nørgaards læserbrev i Kristeligt Dagblad fra den 22.12.2010. Heri går hun skarpt i rette med den liberale muslim Sherin Khankan. Khankans brøde består i, at hun i en kronik i Kristeligt Dagblad  har argumenteret for, at man godt kan være muslim og demokrat.

Men den går ikke, understreger Lone Nørgaard, for sharia og demokrati er nemlig uforenelige og derfor, sådan ligger det i hvert fald mellem linjerne, skal man som muslim vælge mellem om man vil være muslim eller demokrat.

Men, spørger jeg, med hvilken ret tillader den kulturkristne Lone Nørgaard sig at definere hvad en troende muslim kan og skal tro på? Det virker unægtelig som om hun enten ikke kan eller ikke vil forholde sig til, at der er mange forskellige islam-forståelser, herunder også forståelser af hvordan Sharia skal tolkes. Sharia behøver ikke at tolkes som et sæt af love der skal omsættes politisk. Sharia kan f.eks. også tolkes som en etisk vejledning for den enkelte muslim, hvad ikke er hverken mere eller mindre demokratisk end når nogle kristne mener, at man i Bibelen kan finde en konkret vejledning for hvordan man skal leve som kristen.

Der er også noget stereotypt over de anklager som Lone Nørgaard fremfører, såsom ”sætten skel mellem rent og urent, de troende og de vantro (mig!) er uforeneligt med de individbaserede vestlige samfund”. Ikke nok med at f.eks. jødedommen jo også skelner mellem rent og urent uden, at man normalvis af den grund fraskriver jøder et demokratisk sindelag. Og ikke nok med at der vel ikke er nogen essentiel forskel mellem at ville skelne mellem troende og vantro og så f.eks. frelste og fortabte (sådan som man kan se det i visse kristne sammenhænge). Nej, det virker næsten lidt patetisk når Lone Nørgaard tydeligvis føler sig krænket over, at hun i muslimers øjne er en vantro når hun ikke selv er bange for at definere muslimer som anti-demokrater. Hvis Lone Nørgaard mener, at muslimer ser ned på hende og at dette er forkert, ja så må hun vil også mene, at det er forkert af hende at se ned på muslimer?

I stedet for altså at forfalde til de evigt samme beskyldninger og anklager mod muslimer – og ikke mindst de forudindtagede holdninger til hvordan man som muslim per definition tror og forstår sig selv, verden, samfundet og os andre, kunne Lone Nørgaard have spurgt Sherin Khankan hvordan hun forstår sharia, hvordan hun mener, at en accept af Koranen som Guds ord kan forenes med et demokratisk sindelag, hvordan hun ser på ikke-muslimers værdighed og rettigheder i forhold til muslimer etc. For det er rigtigt nok, at Sherin Khankan er mere ivrig for at definere islams forenelighed med demokrati end for at forklare, hvordan hun når frem til den slutning.

Måske det ville gavne, hvis vi var lidt mere nysgerrige og noget mindre forudindtagede når vi debatter om og med muslimer?

Læs mere

Skrevet af den 13 dec, 2010 under Ikke kategoriseret | 6 kommentarer

Mine erfaringer med skriftemålet

Den traditionalistisk orienterede katolik Carl Winsløw har på sin blog på www.eftertanke.dk barslet med et indlæg til forsvar for det katolske skriftemål – som han meget rammende har givet titlen ”Skriftemålet – vejen til frihed”.  Helt i traditionel katolsk ånd fremhæver han her skriftemålets mange fortræffeligheder, herunder at det skulle være vejen til sand fred og frihed.

Dette blogindlæg fik mig til at tænke på mine egne erfaringer med at gå til skrifte. I mine teenager år gik jeg meget hyppigt til skrifte, gennemsnitligt en gang om ugen, og det ville i praksis sige lige så hyppigt som det var mig muligt i det sogn hvor jeg boede. Og min grundlæggende erfaring med skriftemålet var, at det ikke gav mig hverken fred eller frihed, men i stedet bidrog til en accelererende ængstelighed og en knugende oplevelse af åndelig uværdighed og spirituel håbløshed.

Mit problem med skriftemålet var nemlig, at jeg knapt var kommet ud ad skriftestolen før jeg kom i tanke om en eller flere synder, som jeg havde glemt at skrifte, og så kunne tankerne kredse om disse glemte synder og snart overtog en følelse af, at det forgange skriftemål havde været ugyldigt og et nyt skulle til for at rette op på sagen. Og sådan kunne det blive ved. Luthers herlige salme ”Nu fryde sig hver kristen mand” udtrykker i det andet vers meget rammende min erfaring:

” I Djævlens fængsel var jeg sat,
jeg var fordømt til døde,
min synd mig knuged dag og nat
med megen angst og møde;
jeg altid dybere sank ned,
der var ej vej til salighed,
i synden var jeg fangen.”

I tilbageblik vil jeg sige, at det der nok gik galt var, at ritualet kom til at stå mellem mig og syndsforladelsen i Jesus Kristus. Mit fokus var rettet på det perfekt udførte ritual – og dermed overså jeg den mulighed, at Jesus tilgiver mig mine synder af kærlighed til mig og ikke pga. udførelsen af en rituel handling. Eller sagt med andre ord, min syndsforståelse var alt for regel- og ritualorienteret. Jeg manglede grundlæggende set indsigt i, at synd er svigt i forhold til kærligheden til Gud og næsten – og at man i tillid til Guds grænseløse kærlighed til os, åbenbaret i Jesus Kristus, kan stole på hans vilje til at tilgive os når vi beder herom.  

Når jeg tænker tilbage på mine erfaringer med skriftemålet må jeg også sige, at jeg i dag kan undre mig over hvor lidt åndelig vejledning jeg den gang modtog. Kun et par gange rendte jeg ind i en præst der kunne se, hvor forkrampet og hvor fanget jeg var. Men et par henkastede ord var ikke nok til at hjælpe mig ud ad det indre fængsel som jeg selv havde spærret mig selv inde i. Der er desværre ikke mange katolske præster der, efter min erfaring, er gode åndelig vejledere, og dem som er det, har meget travlt.

Så nej, jeg savner ikke skriftemålet. I dag kan jeg tillidsfuldt i forbindelse med min lille daglige aftenbøn bede Jesus om tilgivelse for de fejl, som jeg har begået i løbet af dagen – og være sikker på hans tilgivelse.

Læs mere