Menu
Kategorier

Skrevet af den 10 dec, 2010 under Ikke kategoriseret | 2 kommentarer

Nisser – kristendommens fjender eller venner?

Frikirkepræsten Jon Knudsens mediestunt med at hænge en nisse, og hans udmeldinger om at nisser er intet mindre end dæmoner, har som ventet skabt en del medieopmærksomhed. Men hvad er der nu med de her nisser?

Religionshistorisk set hører nissen til den førmoderne folkereligiøsitet. Nissen var typisk knyttet til en bestemt gård, hvor den sikrede gårdens velstand – hvis bonden ellers opfyldte sine pligter og man i øvrigt huskede at give den grød i forbindelse med højtiderne. I folketroen er nissen altså ikke en dæmon, hvis man med dæmon mener et entydigt ondt væsen. Faktisk er nissen snarere grundlæggende set god, ja den er nødvendig for at gården kan fungere, men nissen kræver respekt og små jævnlige ofre. Nissen er med andre ord at se som en art gård gud eller ånd – eller måske som en art personifikation af gården, dvs. gården set som et levende væsen.

Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt, at Jon Knudsen vil bevise nissens dæmoniske karakter med fortællinger om at den kan slå børn ihjel, hvis den bliver vred på gårdmanden. Jeg mener, tænk blot på hvad man kan læse i 2. Mosebog kap. 12 vers 29: ”Ved midnat dræbte Herren alle førstefødte i Egypten, lige fra den førstefødte hos Farao, som sidder på tronen, til den førstefødte hos fangen, som sidder i fangehullet; også alt det førstefødte af kvæget blev dræbt”. Her udrydder Gud, hvis man skal tro denne historie, i tusindvis af børn – og det som straf for at Farao ikke vil lade jøderne udvandre. Set i forhold til det er nisserne jo nærmest helt fredelige…

Faktum er, at Gud, guder og ånder i førmoderne tid blev set som magtfulde væsener, der både kunne velsigne og forbande. De belønnede dem, der tjente dem – og straffede dem, der ikke gjorde det. Og så veg de ikke tilbage fra at straffe individuelle synder kollektivt. De førmoderne bønders opfattelse af nissen som et væsen, der kunne straffe og velsigne, var altså ikke grundlæggende set forskelligt fra deres syn på Gud, der også blev set som et væsen, der både kunne straffe og velsigne. Bort set fra altså at nissens straf hhv. velsignelse var af ren jordisk karakter i modsætning til Guds, der også omfattede efterlivet.

Nu forsvandt den levende nissetro med det førmoderne landbrugssamfund. Nisser er i dag ikke noget man tror på, snarere er deres popularitet som julepynt etc. lige præcis udtryk for det sekulære menneskes behov for ikke-religiøse julesymboler. Den førmoderne folkereligiøse nissetro med dens hedenske rødder har det senmoderne sekulære menneske i virkeligheden ingen forståelse for. Nissetroen såvel som resten af folkereligiøsiteten var nemlig gennemsyret af en bevidsthed om at mennesket var i højere magters vold. Medgang var ikke noget man bare kunne takke sig selv for, og modgang var ikke noget som man bare kunne give samfundet skylden for. Mennesket var i førmoderne tid sig sin svaghed og sin udsathed smertefuldt bevidst. Religiøsitet var derfor ikke primært et spørgsmål om at finde meningen med livet eller at realisere sine egne behov – men i stedet en måde at takle tilværelsens medgange og især modgange på.

Nisser er i dag kun populære fordi man har glemt, at de en gang var en påmindelse om, at man aldrig bare kan takke sig selv hvis det går en godt og at det ikke altid bare er samfundets skyld, hvis det går en dårligt. Måske man derfor, i stedet for at se nissen som kristendommens fjende, kunne bruge den oprindelige nissetro som et springbræt til at diskutere vor tids opfattelse af lykke og ulykke? Måske peger nissetroen nemlig, på trods af dens hedenske rødder, i virkeligheden hen på så centrale kristne ideer som forestillingen om, at vi har fået livet som gave og at lykken kommer fra Gud – og at vi skal leve ansvarligt og, ikke mindst, tage ansvar for vores liv?

Læs mere

Skrevet af den 22 nov, 2010 under Ikke kategoriseret | 1 kommentar

Paven og kondomerne

Her i foråret læste jeg Majella Lenzens bog ”Das möge Gott verhüten – Warum ich keine Nonne mehr sein kann”. Bogen handler om Majella Lenzens 33 år som nonne, sygeplejerske og missionær i Afrika, et liv og et arbejde som hun i 1995 blev tvunget til at opgive, bl.a. fordi de kirkelige myndigheder ville straffe hende for at havde uddelt kondomer til afrikanske prostituerede. Majella Lenzen arbejdede nemlig i 1990’erne for et afrikansk bispedømmes aids-projekt. Og én gang tillod hun at en medarbejder fra den danske nødhjælpsorganisation DANIDA transporterede en kasse med kondomer i den bil som aidsprojektet havde stillet til rådighed for Majella Lenzen. DANIDA medarbejderen sørgede så for at placere kassen et synligt sted i et kvarter for prostituerede som de begge besøgte. Det var nok til at de kirkelige myndigheder følte sig kaldet til at statuere et eksempel i forhold til Majella Lenzen.

Grunden til at jeg kommer til at tænke på den historie er naturligvis at medierne nu beretter, at Paven i en interviewbog lægger op til, at brug af kondomer fortsat er at opfatte som moralsk forkastelig, men at brugen af dem kan tolereres i tilfælde af at de udelukkende bruges af en hivsmittet for at forhindre at han smitter sin partner. (Det konkrete eksempel Paven bruger er en hiv-smittet mandlig prostitueret). Er der altså nye tider på vej?

Tja, det er nok en god ide ikke at glæde sig for tidligt. For hvad en pave siger i en interviewbog befinder sig rent teologisk i en art limbo. Kun officielle pavelige udtalelser i form af f.eks. rundskrivelser har læremæssig karakter, om end dokumenterede pavelige udsagn selvfølgelig ikke uden videre kan afvises som urelevante.  Pavens ord om kondomerne kan derfor nok bedst forstås som en art prøveballon. Bliver de vel modtaget kan det ske, at han senere vil formulere dem i skrivelser med læremæssig autoritet, bliver de mødt med modstand fra konservative katolske kredse kan han vælge, at trække følehornene tilbage. For nogle år siden var der faktisk rygter i gang om at Vatikanet ville barsle med en skrivelse som skulle give tilladelse til at katolske ægtepar, hvor den ene var hiv-smittet, kunne få lov til at bruge kondom. (Hvad ville have været en mere vidtgående accept af kondombrug end den som Paven nu lægger op til). Denne skrivelse blev imidlertid ikke til noget hhv. den blev aldrig offentliggjort, formodentlig fordi konservative katolske kredse modsatte sig en sådan opblødning af kondomforbuddet.

En opblødning af kondomforbuddet er nemlig problematisk set ud fra en konservativ katolsk synsvinkel.

For det første vil enhver form for opblødning af forbuddet mod kondomer, selv hvis man holder sig til sjældne undtagelsessituationer, uundgåeligt udløse pres i retning af flere lempelser. Hvis hiv-smittede prostitueredes brug af kondomer kan tolereres, så er det svært at argumentere for at ægtepar, hvor den ene er hiv-smittet, ikke også skal få lov til at bruge kondom. Og hvis de skal have lov, hvad så med de ægtepar hvor en graviditet vil være livstruende for kvinden? Og hvad så med de ægtepar, som ikke har råd til flere børn etc.? Før man har set sig om kunne den katolske kirke ende med generelt at føle sig nødsaget til at tolerere ægtepars brug af prævention – og derefter vil man med sikkerhed blive mødt med krav om at tolerere f.eks. homoseksuelle relationer, ja tillade homoægteskaber, hvad i en konservativ katolsk optik vil være intet mindre end et skrækscenario.  Set i det perspektiv kan det virke oplagt at, fastholde, at kondomer aldrig kan accepteres, lige meget hvad.

Et andet problem med en opblødning af kondomforbuddet, set ud fra en konservativ katolsk synsvinkel, er af sjælesørgerisk karakter. Selvom den rekordlave fødselsrate i katolske lande som Italien og Polen indikerer, at flertallet af de katolske ægtepar i den vestlige verden ikke overholder forbuddet mod prævention, så er der jo en del katolske par verden over som under store personlige ofre har kæmpet for at overholde kirkens lære. De, ligesom alle de katolikker der har forsvaret det nuværende totale forbud mod prævention, kunne føle sig svigtet og ydmyget af et kirkeligt kursskifte i denne her sag.

Spørgsmålet er altså om Paven har modet hhv. viljen til at risikere, at skuffe den gruppe af katolikker som er hans eneste sikre støtter i kampen mod liberalkatolicismen og sekulariseringen. Det vil tiden vise.

Læs mere

Skrevet af den 15 nov, 2010 under Ikke kategoriseret | 18 kommentarer

Drop det!

Som åben homoseksuel og kristen løber jeg fra tid til anden ind i kristne, der føler sig kaldet til at forsøge, at få mig til at droppe min seksualitet. Jeg må gang på gang undre mig over den grusomhed, der ligger bag sådanne omvendelsesforsøg. Jeg mener, i mit konkrete tilfælde ville det betyde, at jeg skulle sparke kvinden i mit liv ud ad mit liv – at jeg skulle fortryde og inderligt angre mere end 16 års lykkeligt samliv – og det alt sammen for at jeg kan leve op til de forventninger om hvad det kristne liv indebærer som disse i deres egne øjne åh så gode kristne render rundt med.

På samme måde synes jeg, at der er noget hensynsløst over de ateister, lgbt-personer såvel som velmenende heteroseksuelle, der ud fra deres personlige ateistiske livssyn føler sig kaldet til at gå i rette med lgbt-personer, som f.eks. bekender sig som kristne eller muslimer. Her fornemmer jeg samme ligegyldighed overfor den menneskelige pris som et afkald på den religiøse identitet ville have for de berørte – og det formodentligt ud fra samme grundantagelse om at det som man selv ser som rigtigt også skal anerkendes og omsættes af alle andre, og det uanset den menneskelige pris det måtte have.

Jeg tror imidlertid, at sådanne krav om at lbgt-personer har vær så god at vælge mellem deres seksuelle hhv. kønsmæssige identitet og deres religiøse identitet, ikke blot handler om mangel på empati. Hvad vi ser her er også udtryk for manglende indsigt i det, som man indenfor queer-forskningen kalder intersektionalitet. Intersektionalitet betyder, at mennesker ikke blot tilregnes hhv. tilregner sig selv en bestemt kategori eller identitet, være det nu f.eks. kvinde, homoseksuel, kristen eller socialist – men at man i stedet tilregnes og også selv tilregner sig flere kategorier hhv. identiteter, som f.eks. mand, transperson, arbejderklasse og muslim. Mht. de identiteter en person har, så vil de typisk alle sammen være vigtige for denne person. Vi mennesker er nemlig ikke endimensionale men flerdimensionale. Der er mange ting, der præger os, og der er mange ting, der er vigtige for os.

For mig er det f.eks. vigtigt, at jeg er lesbisk, dansk, kristen og akademiker med arbejderklasse baggrund. Disse identiteter udgør hver på deres måde væsentlige elementer i mit liv. De er med til at gøre mig til den jeg er. At kræve, at jeg skal opgive den ene identitet til fordel for den anden er at kræve, at jeg ikke må være mig selv, men at jeg i stedet skal tilpasse mig til det billede som andre har af hvordan jeg skal være. Et billede de typisk har komponeret uden kendskab til mit konkrete liv og min personlige historie.

Det er udtryk for normativitet, når man forsøger, at presse ens egne normer ned over hovedet på andre, uden hensyntagen til om de faktisk passer til den person, som man står overfor. Og det kommer der aldrig noget godt ud af.

Læs mere

Skrevet af den 15 nov, 2010 under Ikke kategoriseret | 0 kommentarer

Den katolske sexovergrebsskandale – nogle eftertanker

2010 kan med rette kaldes for et anno horribilis for den katolske kirke i Danmark. For mediestormen forårsaget af en række anklager om sexovergreb rettet mod katolske præster i landet udløste hvad der nok kan betegnes som den største krise for den katolske kirke i Danmark siden reformationen.

Lige nu hersker der imidlertid en art stilhed efter stormen. Denne stilhed er ikke mindst udløst af at politiet i sidste instans valgte ikke at rejse anklage mod nogen katolsk præst. Ja, skal man tro DR 1 programmet ”Præster under anklage”, skal vi jo nærmest antage, at det hele var en medieskabt storm i et glas vand.

Men så simpelt er det nu ikke.

Man må nemlig ikke glemme, at politiet bl.a. har valgt ikke at rejse anklage fordi en række af sagerne var forældede. Når der ikke rejses anklage pga. forældelse så er der dermed ikke sagt, at der ikke er forekommet noget kriminelt, men at en sigtelse i henhold til dansk ret ikke længere kan føre til dom. Spørgsmålet er her om den katolske kirke har medansvar for, at disse sager ikke blev meldt til politiet mens tid var.

Det forholder sig i hvert fald sådan, at den katolske kirke i forhold til fire af de i alt seks præster[i], der har været berørt af sexovergrebsskandalen, var blevet gjort bekendt med klager over sexovergreb hhv. seksuelt grænseoverskridende adfærd som præsterne skulle have begået længe før mediestormen skyllede han over kirken. Hverken den katolske kirkes ledelse eller de anklagede præster burde undre sig over, at gamle, i sidste instans ikke løste sager, ville komme frem til overfladen så snart medierne rettede spotlightet mod den katolske kirkes ageren i forhold til anklager om sexovergreb.

Den ubestridelige panik og den deraf udløste katastrofale håndtering af medierne som kendetegnede den katolske kirkes ledelse i Danmark under mediestormen skal altså ses i lyset af at man ikke selv var villig til at være åben om kendskabet til  en række sexovergrebsrelaterede anklager mod stadigt aktive katolske præster, men at man i stedet fortvivlet forsøgte at slukke de mediebrande der opstod hver gang et bortgemt lig væltede ud ad skabet. I virkeligheden kan vi ikke vide om den katolske kirkes ledelse ligger inden med viden om andre anklager mod katolske præster end dem, som er kommet frem i medierne. Der er ikke noget i den hidtidige håndtering af sexovergrebssagerne der tyder på, at den katolske kirkes ledelse frivilligt indrømmer kendskab til sådanne klager mod præster, hvis disse blev rettet til den katolske kirkes ledelse før mediestormen brød løs.

Et resultat af den panik der greb den katolske kirkes ledelse i forbindelse med mediestormen var, at man gik direkte fra at have hemmeligholdt og syltet alle anklager mod katolske præster til at meddele offentligheden alle nyindgåede klager samt at suspendere de berørte præster på ubestemt tid. Ikke at åbenhed og kontant indgriben i sig selv er en forkert strategi, tvært imod, men den katolske kirkes ledelse havde tydeligvis ikke overvejet hvordan man skulle bære sig ad med at få klarhed om sager hvor politiet ikke kan eller ikke vil undersøge sagerne til bunds. Ligesom det tydeligvis kom som en overraskelse at de suspendere præster kunne finde på at sætte sig til modværge og i denne forbindelse selv benytte sig af medierne.

Sidst men ikke mindst har den katolske kirkes ledelse klart svigtet i forhold til de menigheder hvis præster blev suspenderet pga. anklager om sexovergreb hhv. seksuelt grænseoverskridende adfærd. Man behøver vist ikke at have den store sjælesørgeriske indsigt for at kunne forstå, at disse menigheder blev kastet ud i en dyb krise og havde hhv. fortsat har brug for særlig sjælesørgerisk omsorg. Ikke mindst set i lyset af hvor lille det katolske bispedømme i Danmark er, kan det undre, at biskoppen ikke ryddede sin kalender for at kunne påtage sig at afholdelsen af den førstkommende søndagsmesse i de berørte sogne umiddelbart efter suspensionen af sognepræsten, for at støtte, hjælpe og trøste menigheden midt i sognets formodentligt værste krise nogensinde. På samme måde ville opfølgende bispebesøg i den efterfølgende periode være en oplagt ting. At biskoppen i forbindelse med balladen om sagen vedrørende Sakramentskirkens sognepræst Reinhold Sahner valgte at kommunikere med menigheden via breve i stedet for at møde personligt op virker i mine øjne som om biskoppen er mere konfliktsky i disse her sager end godt er.

Alt i alt er det derfor rigtigt nok, at stormen er løjet af, i hvert fald i første omgang. Men stormen har efterladt sine spor. Der venter et betydeligt oprydningsarbejde og kun tiden vil vise, om den katolske kirkes ledelse vil være i stand til at håndtere det. Man kan godt nok have sine tvivl.

 

 

[i] ”Præster under anklage” nævner kun fire præster, men det skyldes, at de ikke medregner ”præsten fra Sønderjylland” der i anledning af mediestormen blev suspenderet for sexchat på internettet ligesom man ikke medregner en præst fra Polen, som forlod Danmark efter at det kom frem at han havde en dom for besiddelse af børnepornografi.

Læs mere