Religionsdialog?

For mig har de sidste ti års religionsdebat været præget af tre grundlæggende forhold: Næsten al talen om religion handler om islamkritik – der er tale om monologer frem for dialoger – og debatten mangler nuancer samt interesse for det spirituelle.

Islam fylder efter min bedste overbevisning urimeligt meget i religionsdebatten i Danmark. Det fremgår ikke alene af at andre ikke-kristne religioner stort set er forsvundet fra debattens dagsorden, nej det fremgår også af at kristendommen debatteres forbløffende lidt. Mest hører man faktisk om kristendommen i forbindelse med islamdebatten simpelthen fordi den typiske islamkritiker fremhæver kristendommen som den gode modpol til den onde islam. Her er kristendom næsten altid identisk med liberal og antifundamentalistisk protestantisk kristendom. Men når kristne emner debatteres udenfor en islamkritisk sammenhæng (såsom når debatten handler om vielser af homoseksuelle par) ja så er det lige præcis den fundamentalistiske og ikke den liberale kristendom som dominerer debatindlæggene.  Kristendom præsenteres med andre ord på én måde, når det gælder om at udgrænse muslimerne – og på en anden måde, når det gælder om at udgrænse de homoseksuelle.

En anden stor mangel ved den religionsdebat som vi har haft i de sidste 10 år er i mine øjne fraværdet af en reel dialog. Der skrives det ene mere rasende debatindlæg om islam efter det andet – men det er meget sjældent, at der faktisk foregår en samtale mellem f.eks. kristne og muslimer. Når den ene eller anden muslim endelig melder sig til orde i debatten kan han eller hun være sikker på at blive overdynget med debatindlæg/kommentarer af en alt for ofte ganske aggressiv karakter. Og set i det lys kan man godt forstå, at de fleste muslimske debattører trækker sig igen. Men det er måske også det som er meningen?

Generelt er der simpelthen alt for mange aggressioner i spil i islamdebatten til at den kan tage form af en respektfuld dialog. Selv har jeg f.eks. erfaret at en i mine øjne grundlæggende set banal opfordring fra min side af om at vi som kristne skal møde muslimer med næstekærlighed udløste ret så heftige modreaktioner. Det var for mig virkeligt rystende at vi er så langt ude at basal kristen etik kan opfattes som noget nær landsforræderi.  

På samme måde oplever jeg, at en del af de såkaldte nyateistiske debattører nærmest bevidst går efter at krænke religiøse menneskers følelser. Det kan godt ske, at de oplever det som tilfredsstillende at smide verbal l… i hovedet på troende mennesker, men det er ikke en debatadfærd som fremmer forståelse eller sameksistens.

Jeg savner nuancer i religionsdebatten. Jeg savner forståelse for at der er rigtig mange måder som man kan være muslim hhv. kristen på. Jeg efterlyser en bevidsthed om, at en religions kanoniske skrifter kan tolkes og bruges forskelligt. Jeg savner en religionsdialog hvor udgangspunktet ikke er at man allerede har besluttet hvad ens modpart står for før man starter samtalen men at man i stedet faktisk er villig til at lytte, og til at blive klogere. Jeg savner en debat som ikke har fokus på at ”vinde” men på at lære.

Sidst men ikke mindst så savner jeg en spirituel dimension i den danske religionsdebat. Der tales op og ned ad stolper om religionens betydning for demokratiet, integrationen og ligestillingen. Men der tales stort set aldrig om hvad religionerne har at sige om Gud, livet efter døden og meningen med livet.  Faktisk er den danske befolkning i dag mere åben end den har været i mange år for religion som livstolkning og som meningsgiver i livet. Men desværre er det ikke denne nye åbenhed og søgen efter religiøse svar som præger religionsdebatten i dagens Danmark.

Homofobi skyldes kassetænkning

Som homoseksuel kan man sommetider undre sig over, at der er så megen uvilje mod en samfundsmæssig accept af lgbt personer hhv. at der stadigvæk er så mange, der foragter, ja hader os. Det er et fænomen, som der helt sikkert er ganske mange forklaringer på, men selv synes jeg, at vi måske kan blive klogere på problematikken ved at se på Mary Douglas teori om rent og urent. Mary Doglas er en af antropologiens og religionsforskningens store tænkere og hendes teori om rent og urent repræsenterer en interessant forklaring på hvorfor kulturer vælger at stemple bestemte ting, dyr og mennesker som urene.

 Hendes ide er grundlæggende set den, at tanken om ren og uren ikke handler om hygiejne eller andre umiddelbart praktiske overvejelser, men i stedet handler om et samfunds behov for at kunne kategorisere. For at kunne håndtere virkeligheden er vi nødt til at vide hvad der, om jeg så må sige, er op og ned. Derfor har vi en række kasser som vi propper tilværelsens fænomener ned i. Det kan f.eks. være kasser som ”dyr”, ”menneske”, ”mand” og ”kvinde”. Problemet er at et sådant system trues af fænomener, mennesker etc. som ikke klart kan placeres i én kasse. Kønsoverskridere, være de nu homoseksuelle eller transpersoner kan i denne forbindelse ses som en trussel mod samfundets køns- og seksualitetsmæssige kassetænkning, som kønsforskningen kalder for heteronormativiteten. Det er forestillingen om at heteroseksualiteten og de dermed forbundne kønsrolleforventninger repræsenterer den eneste sunde, naturlige og rigtige seksualitet.

 Mary Doglas fortæller, at der er nogle grundlæggende metoder som et samfund kan gribe til når dets kategorier trues af det hhv. dem, der undergraver dets faste kasseopdeling:

1. Man kan vælge at hævde, at afvigelsen fra normen er undtagelser, der bekræfter reglen. For homoseksuelle og transpersoners vedkommende kan det ses ved at det hævdes, at vores identitet er et resultat af skader vi er blevet påført i barndommen, f.eks. at vi havde dominerende mødre og fraværende fædre. Tanken er her klart den, at det normale er at man er heteroseksuel og hvis man ikke er det så må det være fordi noget gik galt i ens barndom.

2. Man kan forsøge, at redde samfundets kassetænkning ved at fjerne det hhv. dem, der truer kategorierne. For homoseksuelle og transpersoners vedkommende kan det bestå i at man kriminaliserer homoseksuelle forhold hhv. synlig afvigelse fra samfundets regler mht. kønsroller eller at man diskriminerer dem, der afviger fra den seksuelle og kønsrollemæssige norm.

 3. Man kan påstå, at det hhv. dem, der falder udenfor samfundets kasseopdeling, udgør en trussel mod samfundet. På den måde undgår man at skulle diskutere kasseopdelingen men kan i stedet spille på frygt for det, som er anderledes. En sådan strategi benytter f.eks. Vatikanet og Dansk Folkeparti sig af når de hævder, at homoægteskabet truer den vestlige civilisation.

Samfundsmæssig forfølgelse af homoseksuelle, biseksuelle og transpersoner kan dermed forstås som et udtryk for, at samfundet har svært ved at håndtere mennesker, der ikke lever op til de forventninger som man har til dets borgeres seksualitet og kønsrolleforståelse. Og det simpelthen fordi ”afvigerne” ses som en trussel mod de kategorier som man har besluttet sig for er de evige og uforanderlige kasser for menneskers seksualitet og køn.

På samme måde kan individuelle udslag af homofobi, bifobi og transfobi ses som et resultat af, at den enkelte homofob, bifob eller transfob ikke kan håndtere mennesker, der falder udenfor vedkommendes fastlagte kasser for menneskelig seksualitet og køn.

Mary Douglas fremhæver, at vi ikke kan tænke uden brug af ”kasser”, og det er der nok noget om. Men vi kan lære, at gøre vores kasser mere flydende, så de kan favne forskellighed i stedet for at se den som en trussel. Og at folk lærer det er nok mere nødvendigt end nogensinde før.