Menu
Kategorier

Skrevet af den 4 feb, 2011 under Ikke kategoriseret | 4 kommentarer

Agape og maskuliniteten

Agape er en højrekirkelig forening der, med deres egne ord,” ønsker at hjælpe mennesker som oplever livet problematisk”. I den store offentlighed er foreningen måske mest kendt for at den tilbyder at hjælpe homoseksuelle med at blive ”helbredt” for deres seksualitet, men Agape har faktisk en bred vifte at tilbud til folkekirkens højrefløj  både for dem med og for dem uden ondt i livet.

I bladet Agape Nyt nr. 1 fra 2011 beskæftiger man sig med tematikken ”manden i kirken”.  Og hvis man skal tro Agapes landsleder Torben Jensen, så har han det ikke særligt godt:

”Kristne fællesskaber er i dag præget af kvindelige normer og uskrevne blødemandsregler i en sådan grad, at det afskrækker mænd og drenge. Det virker som et filter ved kirkedøren, hvor kun de bløde mænd slipper igennem, og det ligger som en usagt forventning om, at de må ofre deres mandighed og acceptere dem selv som Guds små lam, hvis de vil følge Jesus Kristus. Barndommens billede af Jesus: en ung, lidt feminin mand, der står i en lang hvid kjole og ser kærligt ned på et lam i armene”. Mange mænd, mener Torben Jensen, føler sig ikke tiltalt af at ”holde i hånd og give knus eller synge blide, næsten intime lovsange til en mand”. Især det der med at ”holde fremmede mænd i hænderne” synes at være et problem.

I bladet ytrer en række andre mænd kritik af denne påståede feminisering af kirken. Efterskolelærer Brian Jørgensen skriver bl.a., at vi synger ”sukkersøde sange, hvor vi beder Jesus: ”tag min lille hånd i din”. Det er ikke noget for os mænd. Undskyld Gud, men jeg er ved at være noget træt af tilgivelse, at give, kærlighed, omsorg og andre feminine værdier. Når jeg sidder der søndag formiddag og synger ”Sov sødt, barnlille! Lig rolig og stille, så sødelig…”. Lige dér mangler jeg noget, noget for os mænd. Vi risikerer at blive hjemløse i vores tro”. Direktør Hans Christian Krarup synes, at ”lovsangssproget er meget feminint. Der er mange føleord og bløde ord som, ”jeg elsker dig”.” Erik Morten Jensen, der bl.a. arbejder med terapi og sjælesorg, bryder sig ikke om at blive spurgt om hvordan han har det med Jesus, for det er et spørgsmål, der ”går direkte ind i det følelsesmæssige”. Og Ole Raabjerg, der er psykolog, og som arbejder for Agape, fremhæver, at kirken ”er præget af nogle meget ikke maskuline aktiviteter, såsom at sidde stille, at lytte, at synge lovsange, at øve omsorg.”

Nu må jeg jo indrømme, at jeg oplever disse udsagn om hvad mænd kan lide og ikke kan lide som noget klicheagtige. Men jeg undrer mig også over det manglende kirkehistoriske perspektiv i det der bliver sagt om den ”feminiserede kirke”.  Salmen ”Sov sødt, barnlille” er jo f.eks. forfattet af Grundtvig, der mig bekendt var en mand. Pietismen, der lagde vægt på hvordan man har det med Jesus og hvor det at give verbalt udtryk for sin kærlighed til Jesus hørte til dagsordenen, blev udtænkt og udviklet af mænd. Billeder af en blid, feminin Jesus med et lam i favnen, kan spores tilbage til 1800-tallet – og i hvert fald siden reformationen har det været et væsentligt element i gudstjenesten, at man skal sidde stille i ret lang tid og lytte til hvad man får fortalt.

Eller sagt med andre ord, enten viste kirken allerede for mange hundrede år siden ikke hvad mænd faktisk har brug for – eller også har normerne for, og dermed også forventningerne til, hvad mænd kan lide forandret sig i tidens løb. (Ok, det der med at holde hånd er af nyere dato, men – heldigvis hvis jeg må sige det – er det vist ikke så udbredt en skik i almindelige folkekirkelige sammenhænge. )

Problemet er imidlertid, sådan som jeg ser det, at man hos Agape synes at være ganske overbevist om, at nutidens maskulinitetsnormer afspejler mandens sande og evigt uforanderlige, af Gud skabte, natur. Det er som om at man ikke kan rumme, at man i f.eks. 1500-tallet ikke så noget problem i, at mænd skal kunne sidde stille i lang tid og lytte. Ligesom man øjensynligt ikke kan forstå, at den angst for potentielle homoerotiske over- eller undertoner, der ligger i at en mand synger at han elsker Jesus, er et moderne fænomen.

Interessant er det også, at man synes at have svært med at finde bibelske forbilleder for mænd. Bevares, Moses nævnes en gang og David hele to gange. Om end man med hensyn til den sidste klogelig fravælger at fortælle om hans intense kærlighed til vennen Jonathan, om hvem han synger!, at ”din kærlighed var mig mere dyrebar end kvinders” (2. Sam. 1,26). Især synes man at have problemer med Jesus, som faktisk i hele bladet kun omtales i negative sammenhænge! Kan mænd i virkeligheden ikke rigtigt bruge Jesus til noget?

Ja så grelt står det vel forhåbentligt ikke til. Men når Ole Raabjerg hævder, at ”maskuliniteten vil få mere plads, hvis der bliver skabt mere plads til en karriere indenfor kirken”, så passer det unægtelig ikke ligefrem som fod i hose med Jesu ord: ”I ved, at de, der regnes for folkenes fyrster, undertrykker dem, og at deres stormænd misbruger deres magt over dem. Sådan skal det ikke være blandt jer; men den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, og den, der vil være den første blandt jer, skal være alles træl. For end ikke Menneskesønnen er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.” (Mark. 10,43-45)

 I stedet for at gøre kærlighed, tilgivelse, omsorg og viljen til at tjene til noget feminint kunne man overveje, om det ikke er et af kristendommens centrale budskaber, at disse idealer er noget som vi alle, uanset vores køn, er kaldet til at forsøge, at omsætte i vores liv.

Læs mere

Skrevet af den 22 jan, 2011 under Ikke kategoriseret | 0 kommentarer

Kirkespaltning?

 

I forbindelse med debatten om et folkekirkeligt vielsesritual for homoseksuelle par hævder folkekirkens højrefløj ofte, at indførelsen af et sådant ritual vil udløse en kirkespaltning.

Ritualmodstanderne påstår typisk, at et folkekirkeligt vielsesritual for homoseksuelle par er uforeneligt med Bibelen og kirkens tradition, og det er i denne forbindelse, at det så hævdes, at indførelsen af et sådant ritual vil medføre, at ”bibeltro” kristne vil bryde med folkekirken. Det interessante med en sådan argumentation er, at den i virkeligheden kun giver mening, hvis det forholder sig sådan, at folkekirken hidtil i sin lære og sin rituelle praksis har været styret af et bibelfundamentalistisk skriftssyn. Men sådan ligger landet jo ikke. Både mht. forkyndelsen og mht. den rituelle praksis (jeg tænker her på kvindelige præster, vielse af fraskilte og velsignelse af homoseksuelle par) har folkekirken for længst brudt med det bibelfundamentalistiske skriftssyn. Eller sagt med andre ord, hvis man føler, at man kun kan være medlem af folkekirken hvis denne er styret af en bibelfundamentalistisk skriftsforståelse, ja så burde man have meldt sig ud af folkekirken for længst.

Når folkekirkens højrefløj er forblevet i folkekirken på trods af at den har kvindelige præster, har åbne homoseksuelle præster, vier fraskilte og velsigner homoseksuelle par, er det med andre ord meget sandsynligt, at den også vil forblive i folkekirken efter indførelsen af et vielsesritual for homoseksuelle par.

Dette forhold hænger sammen med, at den store taber ved et institutionelt brud mellem folkekirkens højrefløj og den brede folkekirke ville være folkekirkens højrefløj.

På det praktiske plan vil det for højrefløjens præster være en risikabel affære at forlade folkekirkens fællesskab. 50 % af folkekirkepræsternes løn og hele deres pension finansieres af staten. Skulle folkekirkens højrefløj danne frimenigheder ville den næppe kunne sikre dens præster en løn der tilnærmelsesvis ligner den folkekirkens præster får, ikke blot pga. tabet af statsstøtten men også fordi det store brede ikke-fundamentalistiske flertal i folkekirken via dets kirkeskattebetalinger er med til at sikre folkekirken et solidt økonomisk fundament. Selv hvis alle med tilknytning til folkekirkens højrefløj i samlet flok skulle forlade folkekirken er det derfor tvivlsomt, om de ville kunne sikre deres præster mod betydelige økonomiske tab som følge af et sådant brud.

Men det ville være unfair overfor folkekirkens højrefløj kun at se problematikken som et spørgsmål om økonomi. Det hører nemlig med til i hvert fald den missionske bevægelses historie, at den altid har udgjort et mindretal i folkekirken. Når de missionske foreninger er forblevet i folkekirken er det altså ikke fordi de har været enige i dens lære og praksis, men fordi man har håbet på at kunne omvende dens store ”slappe” flertal til den ”sande” kristendom. Hvis folkekirkens højrefløj forlader folkekirken må den endegyldigt vinke farvel til dette håb, ligesom den ville miste kontaktfladen til den brede danske befolkning. Man ville ende med at have lige så lidt indflydelse på folkekirken og på hele det danske samfund som de nuværende frikirker har. Eller med andre ord, skulle folkekirkens højrefløj forlade folkekirken ville den dømme sig selv til kirkelig og folkelig betydningsløshed.

Selvom der måske nok vil være enkeltindivider, der vil forlade folkekirken hvis der indføres et folkekirkeligt velsignelsesritual for homoseksuelle, ligesom nogen jo også har forladt folkekirken fordi den ikke har det, så er det derfor usandsynligt, at der vil ske en egentlig kirkespaltning. Det er da også værd at bemærke, at folkekirkens højrefløj ikke har præsenteret offentligheden for konkrete planer for hvordan man vil organisere sig udenfor folkekirken, hvis det kom til et brud, ja man har end ikke talt om at man er gået i gang med at tænke over hvordan man skulle gribe sagen an. Hvorfor tage en trussel om kirkespaltning alvorlig når dem, der truer med den, ikke har nogle konkrete planer om hvordan de vil klare sig udenfor folkekirkens fællesskab? I stedet kan man iagttage hvordan folkekirkens højrefløj er på jagt efter kirkepolitiske figenblade der kan retfærdiggøre deres forsatte forbliven i folkekirken. Især synes forskellige former for iscenesat demonstrativ afvisning af alt og alle, der kan bringes i forbindelse med et vielsesritual for homoseksuelle par, at være på dagsordenen.

Testen for det folkekirkelige fællesskab vil derfor nok snarere blive at håndtere en strøm af krav fra folkekirkens højrefløj om retten til at nægte gudstjenestefællesskab og kirkefællesskab med dem, der går ind for et vielsesritual for homoseksuelle par hhv. vover at benytte sig af det.

Læs mere

Skrevet af den 9 jan, 2011 under Ikke kategoriseret | 17 kommentarer

Ultrakonservativ katolsk teolog springer ud som bøsse

Den katolske teolog David Berger har udgivet en bog om sit liv som traditionalistisk katolsk teolog – og som bøsse, med titlen ”Der heilige Schein – Als schwuler Theologe in der katholischen Kirche”.

Den relativt unge teolog (årgang 1968) David Berger gjorde i det nye årtusinde en forbløffende karriere for en katolsk lægmand. I år 2003 blev han således udnævnt til korresponderende professor ved det pavelige Thomas af Aquin akademi i Rom, samme år bliver han chefredaktør for det meget konservative og indflydelsesrige katolske tidsskrift ”Theologisches” og i 2009 blev han sågar udnævnt til lektor for Troslærekongregationen. Grunden til denne bemærkelsesværdige karriere for en så relativ ung mand skal søges i, at David Berger var en ivrig tilhænger af den førkoncilære liturgi, havde nær tilknytning til diverse traditionalistiske bevægelser herunder Piusbroderskabet, at han arbejdede ivrigt for at udbrede kendskabet til den berømte middelalderteolog Thomas af Aquin, kirkelæreren over alle kirkelærere for den traditionelle katolicisme, og, sidst men ikke mindst, fordi han var en ivrig kritiker af den liberale katolske teologi, herunder især den kendte teolog Karl Rahner.

Ud over at være en traditionalistisk fremviseteolog for den katolske kirkes ydre højrefløj var og er David Berger imidlertid også en bøsse, der siden 1989 har levet sammen med en jævnaldrende mand. Ifølge David Berger var de fleste af dem, der sikrede ham en kirkelig karriere, godt klar over, at han var bøsse. Ofte havde han nemlig inviteret høje kirkelige herrer hjem til sig i den lejlighed i Køln som han delte med sin mand eller han mødtes med dem på bøssecafeer. Hans mand deltog også åbenlyst som hans ledsager i forbindelse med den ceremoni hvor han blev udnævnt til professor ved det pavelige akademi. Men på den anden side var David Berger ikke åben om sin seksualitet og officielt udgav han i kirkelige sammenhænge sin mand for at være en nær slægtning.

Da David Berger i sin egenskab som chefredaktør for Theologisches imidlertid fik gjort sig uvenner med dele af det katolske traditionalistiske miljø, og da hen selv efterhånden begyndte at blive mere liberal, var det slut med at lade som om man ikke kendte til hans privatliv. Og det hele ender med at David Berger i 2010 følte sig nødsaget til at opgive chefredaktørposten. I stedet for, som det traditionalistiske miljø havde forventet, at trække sig beskæmmet tilbage valgte han imidlertid i stedet at gå til pressen og fortælle om sin seksualitet og sine negative erfaringer med det traditionalistiske miljø, hvad udløste en større kirkelig skandale som næppe er helt afsluttet endnu.

David Bergers bog indeholder to hovedtematikker. Den ene er, at det katolske traditionalistiske miljø ikke bare handler om at man elsker og vil fremme den førkoncilære katolske liturgi og fromhed, men at dette miljø også har overlapningsflader til højreradikale miljøer, er stærkt antidemokratisk og sågar i visse tilfælde går ind for vold. David Berger gør f.eks. opmærksom på at en præst fra Piusbroderskabet, Juan Fernandez Krohn, i 1982 forsøgte at myrde pave Johannes Paul II da denne besøgte valfartsstedet Fatima i Portugal. Ligesom han henviser til, at den traditionalistisk orienterede hjemmeside http://www.kreuz.net/ ikke bare er usædvanlig modbydelig i sine angreb på homoseksuelle, men at hjemmesiden også er åbenlyst antisemitisk og at redaktørerne ikke fjerner debatindlæg hvor der opfordres til drab på navngivne personer, herunder ham selv. Indadtil – bag lukkede døre, planlægges der i traditionalitiske kredse, i henhold til David Berger, ikke bare hvordan man kan føre den katolske kirke tilbage til tiden før det andet Vatikankoncil, men man drømmer også om hvordan man kan få fjernet det forhadte demokrati, afskaffe religionsfriheden og få homoseksualitet genkriminaliseret.

Den anden hovedproblematik i David Bergers bog er, at det traditionalistiske ultrakonservative katolske miljø i særlig grad synes at tiltrække (visse typer af) homoseksuelle mænd. På det æstetiske plan fremhæver Berger, at den traditionelle katolske messe med dens højtidelige gregorianske musik, med dens herlige farverige og kostbare liturgiske klædninger og genstande, med dens røgelse i store mængder og med dens fraværd af kvinder med nogen som helst form for liturgisk funktion er som en drøm for de bøsser, der klicheen tro elsker opera, farverige kostumeringer, stærk parfume, guld og glimmer og helst er fri for at skulle se på kvinder.

Men David Berger gør også opmærksom på, at de mange konservative og ultrakonservative homoseksuelle katolske præster dækker over deres homoseksualitet ved at have fokus på at jage teologiske, liturgiske og moralske afvigelser hos andre. På den måde forsøger de at kompensere for, at de selv ikke kan leve op til deres egne moralske normer. Ved at være konservative eller ultrakonservative på det verbale og liturgiske plan, samt ikke mindst ved at skælde ud på de forfærdelige klamme homoseksuelle, kan de også aflede opmærksomheden fra deres egen homoseksualitet. Både fordi mange vil tro, at sådanne præster umuligt selv kan være homoseksuelle og fordi dem, der ved, at de er det, er villige til at se gennem fingre hermed så længe de holder det skjult og ud ad til bakker 100 % op omkring ”partilinjen”. På den måde hersker der i henhold til David Berger et helt utroligt hykleri og dobbeltspil mht. homoseksualitet indenfor den konservative katolicisme.

David Bergers bog er tydeligvis skrevet som et heftigt opgør med hans fortid i de miljøer som han nu langer ud efter, og det skal man naturligvis være sig bevidst. Men alligevel gør han opmærksom på nogle alvorlige problemstillinger. Selvom de fleste traditionalistiske katolikker f.eks. næppe er antidemokrater eller ligefrem støtter vold, så er det problematisk, at man ikke får distanceret sig fra dem, der er det hhv. gør det, ikke mindst set i lyset af at traditionalisterne under den nuværende pave får stadigt mere indflydelse i den katolske kirke.

Mht. den homoseksuelle problematik må jeg tilstå at jeg, måske påvirket af min egen fortid som konservativ katolik, på det personlige plan simpelthen ikke kan forstå hvordan man, som David Berger længe præsterede det, kan være en udfarende ultrakonservativ katolik samtidigt med at man har et samliv med en af samme køn. Og jeg synes, at det er en skam, at David Berger aldrig får forklaret hvordan han sådan moralsk og teologisk set i sin tid fik disse ting til at hænge sammen.

Til gengæld så tror jeg, at han grundlæggende set, desværre, har ret i, at der kan være en sammenhæng mellem et nærmest overdrevent behov for at iscenesætte sig selv som rettroende og for at jagte kætteri og umoralsk adfærd hos andre, og så behovet for at dække over, at man selv ikke kan eller vil leve op til de moralske forskrifter som man opstiller hos andre, og det efter devisen: Hvor hårdere jeg er i min dom over andre desto mildere dom vil jeg selv blive mødt med. Nogle af de værste og mest højtråbende modstandere af nogen som helst form for accept af homoseksuelle handler ud fra en manglende vilje eller evne til at håndtere deres egen homoseksualitet.

Læs mere

Skrevet af den 3 jan, 2011 under Ikke kategoriseret | 0 kommentarer

I dag er det 30 år siden homoseksualitet blev afsygeliggjort i Danmark

Der kan næppe være nogen tvivl om, at udviklingen mht. flere rettigheder til homoseksuelle i Danmark alt andet lige er gået stærkt. Da min far blev født var sex mellem mænd f.eks. forsat en kriminel handling – og jeg var hele 11 år gammel, da Sundhedsstyrelsen fjernede homoseksualitet fra listen over psykiske sygdomme. Ikke at jeg var opmærksom på det den gang, men der kan ikke være nogen tvivl om, at denne administrative afgørelse til fordel for accepten af homoseksuelle i Danmark har haft positiv indflydelse på mine muligheder for at leve som homoseksuel.

Når vi i dag, 30 år efter, ser tilbage på den lange periode hvor homoseksualitet blev set som en sygdom, så er det værd at bemærke hvordan denne sygeliggørelse opstod.

Sex mellem mænd var nemlig ikke blot en kriminel handling i Danmark, men også i en række andre lande, herunder Storbritannien, Østrig-Ungarn og Tyskland. Denne kriminalisering blev retfærdiggjort med henvisninger til den kristne religion og samfundets moralske orden og overlevelse. Men kristendommens rolle som leverandør af en forpligtende tolkning af verden kom i slutningen af 1800-tallet under pres fra naturvidenskaben, herunder lægevidenskaben.

Den fremvoksende lægevidenskab kastede sig over det fænomen, at nogle mænd og nogle kvinder forelskede sig i og havde sex med medlemmer af deres eget køn – og man besluttede sig for at betegne dette fænomen som ”homoseksualitet” og se det som en psykisk lidelse, der dog var uskadelig for samfundet og i øvrigt uhelbredelig. Som en erstatning for den teologisk begrundede kriminalisering af sex mellem mænd lancerede lægevidenskaben altså ideen om eksistensen af en særlig seksuel afvigelse, den såkaldte homoseksualitet.

Kort tid herefter opfandt lægevidenskaben termen ”heteroseksualitet” som efter en vis slingren blev en betegnelse for homoseksualitetens sunde modstykke. Også det var faktisk et brud med det teologiske monopol på bedømmelsen af den menneskelige seksualitet. For den klassisk kristne position havde indtil da været, at enhver form for seksuel aktivitet hvor befrugtning var udelukket, grundlæggende set var en synd. Med ideen om heteroseksualiteten som homoseksualitetens gode modstykke blev det derimod muligt, at se enhver modsatkønnet aktivitet som grundlæggende set god og naturlig – om end ikke altid ønskværdig, såsom når den fandt sted udenfor ægteskabet.

Det interessante er imidlertid, at en række mennesker besluttede at tage termen homoseksuel på sig. For mænd var fordelen jo oplagt den, at kategorien homoseksuel nok hørte til de psykisk afvigende, men at den lige præcis skulle frigøre de homoseksuelle for kriminalisering – og for mænd såvel som kvinder gav termen homoseksuel dem en mulighed for at sætte ord på deres følelser og behov – for at få en identitet – også selvom den var negativt ladet.

I længden viste det sig imidlertid, at sygeliggørelsen af det samkønnede begær og kærlighed ikke var nogen god løsning for dem, der i stigende grad begyndte at betegne sig selv som homoseksuelle. Sex mellem mænd blev ikke umiddelbart afkriminaliseret i lande som Tyskland og Storbritannien – og selvom sex mellem mænd endelig blev afkriminaliseret i Danmark i 1933 tjente sygeliggørelsen af homoseksuelle til at opretholde den samfundsmæssige foragt for dem – nu evt. forklædt som en ret så nedladende medlidenhed.  Dertil kom, at den oprindelige ide om at homoseksualitet var en uhelbredelig sygdom blev afløst af ideen om, at homoseksualitet kunne helbredes – og diverse forsøg på at helbrede homoseksualitet vha. hormonbehandlinger, elektrochok, kastration og psykoterapi, sommetider i kombination med hinanden, blev populære især i tiden efter 2. verdenskrig. Fra at give homoseksuelle et frirum til at leve deres seksualitet ud blev sygeliggørelsen altså forvandlet til et instrument i kampen mod homoseksuelle.

Derfor er det ikke mærkeligt, at den homobevægelse, der lod sig inspirere af bøsseoprøret i New York i 1969, den såkaldte Stonewall opstand, så det som et vigtigt mål at få fjernet homoseksualitet fra de officielle lister over psykiske lidelser. Det lykkedes i 1973 i USA og altså i 1981 i Danmark.

Men sejren har ikke været uomstridt. Den kristne højrefløj havde nemlig taget ideen om homoseksualitet som en art psykisk lidelse til sig, fordi den kan bidrage til en tostrenget offensiv mod en kirkelig såvel som en samfundsmæssig accept af homoseksuelle relationer. Ideen er, at homoseksuelle skal kunne stemples som såvel ”ubodfærdige syndere” som personer med en ”skadet seksualitet”. Og denne kamp mod accept af homoseksuelle kan så meget passende retfærdiggøres med påstanden om at homoseksualitet kan helbredes vha. en cocktail af bøn og terapi. Den dag i dag har den kristne forening Agape således lov til at bruge tipsmidler til forsøget på at helbrede homoseksuelle for deres seksualitet.

At homoseksualitet skulle blive nyopført på Sundhedsstyrelsens liste over psykiske sygdomme er der imidlertid ikke nogen reel risiko for. Derimod er det vigtigt at være opmærksom på, at transseksualitet fortsat er opført på listen over psykiske lidelser. Kampen mod denne diskriminerede bedømmelse af transpersoners kønsidentitet er først lige begyndt, og den skal nok blive lang og sej – men hvis vi står sammen vil vi også kunne vinde denne kamp.

Læs mere