Menu
Kategorier

Skrevet af den 24 feb, 2011 under Ikke kategoriseret | 1 kommentar

Paulus, Jesus og de homoseksuelle

Asger Chr. Højlund, professor ved Menighedsfakultet, har meldt sig på banen i debatten om folkekirken og de homoseksuelle. I et debatindlæg  i Kristeligt Dagblad fra den 24.2.2011 går han i rette med Thomas Reinholdt, der i en kronik  har forsvaret ideen om et folkekirkeligt vielsesritual for homoseksuelle par.

For det første, så kritiserer Asger Chr. Højlund, at Thomas Reinholdt fremhæver forskellen mellem den homofordømmende Paulus og så Jesus, der var inkluderende i forhold til sin tids udgrænsede. Som han skriver:

” Men Paulus og de andre apostle er ikke desto mindre forbindelsesleddet mellem Jesus og os. At prøve på at forstå Jesus uden om og på tværs af apostlene er derfor en problematisk affære – ikke bare teologisk, men i høj grad også historisk”.

Men er Paulus virkelig et forbindelsesled mellem os og den historiske Jesus? Paulus var ikke en af de 12 apostle. Han havde ikke fuldt Jesus, da denne vandrede omkring i Israel. Til den historiske Jesus kan Paulus derfor ikke være andet end højst en andenhåndskilde – og selv det kun i begrænset grad. For Paulus fremhæver selv, at han kun i et beskedent omfang havde haft kontakt med de tolv. (Gal. 1,10-21) Denne manglende viden om den historiske Jesus er imidlertid ikke noget problem for Paulus, for han har slet ikke fokus på hvad Jesus sagde og gjorde, men i stedet på at tolke hvad Jesu død og opstandelse betyder for dem, der tror på ham. Det er heri hans betydning ligger. I øvrigt er det kun i Romerbrevet kap. 1, at Paulus med sikkerhed kommer ind på samkønnet seksualitet, i det han der tolker mænds seksuelle lyst til andre mænd som en af de straffe som Gud rammer afgudsdyrkerne med. Mon ikke man kan stille spørgsmålstegn ved denne forståelse af mænds seksuelle begær til andre mænd uden, at man dermed trækker tæppet væk under Paulus grundlæggende teologiske tanker?

Dernæst tager Asger Chr. Højlund problematikken omkring Jesu omgang med de udstødte op:

” For dette spørgsmål handler jo ikke bare om velanstændighed – heller ikke hos Paulus. Det handler om noget så helt grundlæggende som, hvordan Gud har skabt mennesket. Betyder det, at Jesus overskrider grænser, at han gør op med det? Ordene fra Jesu undervisning om skilsmisse og ægteskab burde få alle advarselslamper til at blinke: “Har I ikke læst, at Skaberen fra begyndelsen skabte dem som mand og kvinde?” (Matt. 19, 4). Jeg er temmelig overbevist om, at en ærlig historisk læsning af evangelierne vil give et helt andet billede af Jesus. Ikke billedet af en, der bryder med den gode virkelighed, Gud har sat ind i verden, men af en, der er kommet for at genoprette den.”

Se for det første, så henviser Paulus i de af hans udsagn, som med rette eller urette hævdes at handle om homoseksualitet, ikke til skabelsen. Derfor synes jeg, at det er lidt af en påstand, når Asger Chr. Højlund hævder, at spørgsmålet om homoseksualitet for Paulus skulle handle om hvordan Gud har skabt mennesket. Hvor har han den viden fra? Dernæst får han kastet sig ud i at udlægge Jesu henvisning til skabelsen af mennesket, som han jo kommer med i forbindelse med hans argumentation for hvorfor skilsmisse er forkert, til at handle om at homoseksuelle skulle stå udenfor Guds gode skabelse. Og det virker nærmest som om at Asger Chr. Højlund i ramme alvor påstår, at Jesus (bl.a.) er kommet til vores verden for at gøre homoseksuelle til heteroseksuelle!  Får han ikke dermed gjort kirken til en lukket klub, som man kun har adgang til hvis man er heteroseksuel eller prøver på at blive det?

Men ikke nok med det. I forsøget på at demontere ”Jesu rakte hånden ud til de udstødte, f.eks. de spedalske” argumentet påstår Asger Chr. Højlund:

”Men målet er jo at føre dem tilbage til livet. Sådan som helbredelserne af de spedalske og det gentagne “Synd fra nu af ikke mere” er nogle af de synlige udtryk for. Skulle Reinholdt Rasmussens billede stå til troende, skulle Jesus jo have ladet de spedalske forblive spedalske – det var jo et lige så fuldværdigt liv som de raskes. Men så håbløse er Jesu ord og gerninger virkelig ikke”.

Mht. det gentagne ”synd fra nu af ikke mere”, så støder vi faktisk kun to gange på disse ord i evangelierne, nemlig i forbindelse med historien om kvinden, der var blevet grebet i ægteskabsbrud (Joh. 8,1-11)- en historie som i øvrigt ikke er dokumenteret i de ældste håndskrifter – og så i historien om helbredelsen af den syge mand ved Betesdas dam (Joh. 5,1-18). Det er med andre ord ikke en standartsætning som Jesus brugte i forbindelse med sin omgang med de spedalske, med de offentlige syndere og andre udstødte på hans tid.

Desuden overser Asger Chr. Højlund den væsentlige detalje, at Jesus helbredte dem, der ønskede at blive helbredt af ham. Mennesker, der var plaget af sygdom kom til Jesus, og han helbredte dem. De homoseksuelle par, der beder om et ritual hvor de kan modtage Guds velsignelse, oplever ikke deres seksualitet og kærlighed som en sygdom, men som noget smukt og centralt i deres liv. De beder ikke om at blive helbredt for deres seksualitet og kærlighed – de kommer og beder om et ritual, hvor de kan takke Gud for at de har fundet hinanden, og bede om hjælp og støtte til at forblive sammen resten af livet. Hvad de har til fælles med de spedalske er ikke sygdom og ikke behovet for helbredelse, men i stedet, at de bliver mødt med foragt og afvisning af dem, der ser det som deres kald at afsige domme på Guds vegne.

Læs mere

Skrevet af den 11 feb, 2011 under Ikke kategoriseret | 0 kommentarer

Norge og tvangshomotolerancen

Der har været en del presseopmærksomhed omkring det forhold, at Norge vil tvinge asylansøgere til at se en film om homoseksuelle. Formålet med dette initiativ er, hedder det sig, at vise, ”at homoseksualitet er normalt og acceptabelt. Vil man leve i Norge og være en del af det norske samfund, må man acceptere det”.

Jeg må tilstå, at jeg står meget tvivlende overfor dette initiativ.

Således synes ideen om denne her tvangsfilmsfremvisning at være den, at ”vi her i Norge” alle som en opfatter homoseksualitet som normalt og acceptabelt mens ”de”, asylansøgerne, må antages at se homoseksualitet som unormalt og uacceptabelt. Ja, påstanden er jo, at man ikke kan være en del af det norske samfund hvis man mener, at homoseksualitet ikke er ok. Men betyder det så, at den norske kirkes højrefløj, der med stor iver kæmper for at homoseksualitet skal ses som en synd, der fører til fortabelse, ikke er en del af det norske samfund? Mon dog? Snarere synes strategien at være, at projicere homofobi over på ”de fremmede” mens ens egen kultur og folk fremstilles som hævet over noget sådant.

Dermed være ikke sagt, at man ikke hos en del asylansøgere, både blandt dem med en muslimsk og blandt dem med en kristen baggrund, kan finde personer, der opfatter homoseksualitet som unormalt og uacceptabelt. Men man kan næppe ”kurere” dem for et sådant syn på homoseksuelle ved at tvinge dem til at se en film – lige så lidt som man ”kan håbe på” at de vil undlade at søge asyl i Norge fordi de skal se en sådan film.

I stedet risikerer man at formidle det budskab, at accept af homoseksuelle er et udtryk for at være norsk – og dermed er uforeneligt med at have en anden etnisk, kulturel eller religiøs identitet. Man får imidlertid næppe folk med en anden (eller egen) kultur og religiøs baggrund til at acceptere homoseksuelle med mindre, at man hjælper dem til at forstå, at accept af homoseksualitet er foreneligt med deres kultur og religion.  En sådan indstilling kan man imidlertid ikke tvinge ned over hovedet på folk, man kan nemlig ikke tvinge folk til at blive inklusive og åbne overfor homoseksuelle eller nogen anden gruppe for den sags skyld. Kampen for rettigheder skal ikke forveksles med en kamp for at folk ikke må være uenige i disse rettigheder. Det afgørende er ikke, om alle accepterer homoseksuelle, men om hvorvidt samfundet accepterer diskrimination og forfølgelse af homoseksuelle eller ej.

I stedet for at tvinge alle asylansøgere til at se en film om homoseksuelle burde de norske asylmyndigheder derfor i stedet sikre sig, at alle lgbt-personer blandt asylansøgerne underrettes om de muligheder og rettigheder de har mht. at søge asyl og blive familiesammenført med en evt. samkønnet partner.

Læs mere

Skrevet af den 9 feb, 2011 under Ikke kategoriseret | 6 kommentarer

Kampen om homoægteskabet

Når man som undertegnede deltager i debatten om homoseksuelles rettigheder, herunder retten til ægteskab, kan man sommetider godt miste det store overblik. Optaget som man er med at finde argumenter og modargumenter har man sjældent tid til at analysere selve de logikker, som ligger bag debatten. Men heldigvis er der så andre, der kan gøre det for en, som f.eks. Christian Wolter Andersen, der har skrevet et universitetsspeciale med titlen ”Gay rights in Europe – a critical discourse analysis of public debates concerning same-sex marriage in Denmark and Austria”.

Christian Wolter Andersen kaster sig i sit speciale ud i at sammenligne de argumenter, der blev fremført i forbindelse med folketingsdebatterne i foråret 2010 om indførelsen af homoægteskabet med parlamentsdebatten i Østrig i 2009 om indførelsen af et registreret partnerskab. Men før han kaster sig over de konkrete udsagn forsøger Christian Wolter Andersen at opridse nogle teoretiske redskaber til brug for en sådan analyse.  

Først tager han fat i et begreb som kaldes for ”diskurs”, en diskurs er en måde hvorpå man f.eks. taler om et bestemt fænomen, en bestemt problemstilling, en særlig gruppe etc. Dernæst kaster Christian Wolter Andersen sig over en række kendte forskeres teorier. Vi præsenteres f.eks. for Foucault, der lagde vægt på den magt der består i at have retten til at definere ting, forhold etc.  En sådan magt har ingen en gang for alle, men den opnås i en stadig konkurrence med konkurrerende holdninger. Imidlertid kan man tale om at der er forskellige epoker. Hvad der er den almindelige eller den dominerende antagelse i en epoke kan være uacceptabelt i en kommende. F.eks. kæmper politikere og i stigende grad homoseksuelle aktivister om retten til at definere homoseksualitet. Og her spiller debatten om homoægteskabet en stor rolle. For homoseksuelle aktivister er homoægteskabet en vigtig milepæl i kampen for accept af homoseksuelle – et offentligt anerkendt homoægteskab vil alt andet lige betyde, at de homoseksuelle vil have vundet kampen om homo-diskursen – mens modstanderne af samme grund er imod homoægteskabet, fordi et sådant vil betyde, at dem der ikke kan eller vil acceptere, at homoseksuelle er ligeværdige med heteroseksuelle, vil miste kontrollen med den offentlige mening.

En anden (af mange) teoretikere som Christian Wolter Andersen kommer ind på, og som jeg vil nævne her, er Mary Douglas, der fremhæver, at de menneskelige samfund har brug for at kategorier, så de kan håndtere virkeligheden. Især lægger hun vægt på kategorierne ”ren” og ”uren”, da de i mange kulturer spiller en væsentlig rolle for hvordan man omgås andre mennesker og ens omverden. Hvad der er ”rent” og ”urent” kan imidlertid være til debat – og i forhold til homoseksuelle drejer debatten sig om hvorvidt homoseksuelle skal placeres i kategorien ”uren”, ”ren” eller noget midt i mellem.

Mht. den konkrete debat gør Christian Wolter Andersen opmærksom på, at ingen af politikerne i Danmark eller Østrig betegnede homoseksuelle som f.eks. syndere, unaturlige, perverse eller på anden måde brugte direkte nedværdigende udtryk. Det er en interessant iagttagelse, selvom jeg ikke deler hans forestilling om at det er EU’s antidiskriminationslovgivning som har medført, at man som politiker ikke længere tør eller vil bruge sådanne udtryk om homoseksuelle offentligt. I hvert fald ikke når man taler om Danmark. Snarere er det et udtryk for at vi i dag lever i en epoke hvor man i Vesteuropa ikke offentligt kan udtrykke sig markant homofobisk uden at måtte regne med en ligeså markant modstand. Kunsten bliver derfor at få sagt at homoseksuelle parforhold ikke er gode nok uden at få sagt noget åbenlyst negativt om homoseksuelle – hvad diverse politikere som f.eks. Jesper Langballe så med større eller mindre held forsøger sig med.

En anden interessant iagttagelse er, at mens modstanderne af et homoægteskab var klart i defensiven i den danske folketingsdebat så var det tilhængerne af et registeret partnerskab, som var i defensiven i den østrigske parlamentsdebat. Om end det så også må siges, at forslagene om diverse versioner af homoægteskabet som bekendt blev stemt ned i Folketinget, mens det registrerede partnerskab blev vedtaget af det østrigske parlament.  

Christian Wolter Andersen mener at denne forskel skyldes kulturelle og især religiøse forhold. Han opstiller den hypotese, at protestantisk kristendom, som er den dominerende religion i Danmark, vægter den enkeltes frihed og ansvar, mens katolsk kristendom, som er den dominerende religion i Østrig, lægger vægt på at individet skal underkaste sig den kollektive moral.

Så simpelt er det nu nok ikke. Som bekendt er der masser af protestanter verden over, der er modstandere af et homoægteskab og i denne forbindelse bruger en argumentation, der er identisk med den som den katolske kirke fremfører. Til gengæld er den katolske kirkes indflydelse på det østrigske samfund voldsomt aftagende, bl.a. pga. diverse sexovergrebsskandaler, hvad jo også viser sig i, at man tros alt langt om længe kunne få indført et registeret partnerskab i Østrig.

At modstanderne af et homoægteskab var i defensiven i folketingsdebatten hænger nok snarere sammen med, at Danmark jo allerede i 1989 indførte et registreret partnerskab og at en række efterfølgende lovændringer, især i den senere tid, har skabt næsten fuld ligestilling mellem registrerede par og ægtepar. Når nu lovgivningen noget nært ligestiller homoseksuelle og heteroseksuelle par, og når man af politiske årsager ikke tør eller vil stille spørgsmålstegn ved den nuværende lovgivning, ja så er det svært at finde gode argumenter for at vi ikke bare kan have én ægteskabslovgivning for alle par, uanset kønsmæssig sammensætning. (Mens debatten i Østrig gik ud på om samfundet skal indføre en eller anden form for anerkendelse af homoseksuelle par eller ej). Men lige netop pga. kampen om diskursen var det vigtigt for modstanderne af et homoægteskab at få skudt en lovændring ned. Selvom indførelsen af det registrerede partnerskab nemlig fjernede homoseksualitet fra kategorien ”uren”, i hvert fald i juridisk forstand, så sikrede man sig, at homoseksualitet heller ikke blev placeret i kategorien ”ren” sammen med heteroseksualiteten, i stedet fik man homoseksualitet placeret i en mellem kategori. Ikke uren, dvs. forkert, men heller ikke helt ren, dvs. rigtig på samme måde som heteroseksualiteten. Kampen mod homoægteskabet kan altså ses som en kamp mod at homoseksualitet i den offentlige diskurs kommer til at fremstå som ligeværdig med heteroseksualitet.

Christian Wolter Andersens speciale er alt i alt spændende læsning – så spændende, at det er en skam, at det ikke er frit tilgængeligt på internettet.

Læs mere

Skrevet af den 7 feb, 2011 under Ikke kategoriseret | 5 kommentarer

Homoægteskabet og folkekirkens fremtid

Hvis man skal tro Kristeligt Dagblad er folkekirkens fremtid ikke mindre end truet, hvis og når der bliver indført et officielt ritual for homoseksuelle par. Anledningen til opstandelsen (altså ikke Jesu opstandelse men medieopstandelsen) er, at Indre Mission har meldt ud, at bevægelsen fremover vil tillade frimenigheder, dvs. menigheder der står udenfor folkekirken, at være med i Indre Mission. Årsagen til at man nu altså i princippet kan være indremissionsk uden at være folkekirkelig er efter sigende, at Indre Missions ledelse er bange for at miste de unge medlemmer af missionen, der i særlig grad skulle have det svært med at acceptere en folkekirkelig accept af homoseksuelle par. Interessant nok kan man dog også læse i Kristeligt Dagblad, at den kirkelige højrefløjs unge selv ikke længere holder sig til den klassiske strikte kristne seksualmoral – så måske Indre Missions egne unge ikke er helt så konservative som Indre Missions ledelse går ud fra? Eller vil de unge profilere sig i forhold til homoseksuelle for at dække over, at de selv ikke længere kan eller vil lade deres eget seksualliv styre af strikse, såkaldte bibelske, regler?

Under alle omstændigheder er spørgsmålet jo om hele postyret ikke blot er endnu et af Kristeligt Dagblads og bladets højrekristne baglands mange fortvivlede forsøg på at forhindre at folkekirken får et officielt ritual for homoseksuelle par. At Indre Mission giver tilladelse til at frimenigheder fortsat kan være tilknyttet bevægelsen betyder jo ikke, at der vil opstå et hav af sådanne indremissionske frimenigheder. Det er jo også bemærkelsesværdigt, at Indre Missions ledelse ikke selv har taget initiativ til oprettelsen af frimenigheder (det overlades til medlemmerne) – og den har heller ikke kommet med løfter om at ville hjælpe til med de mange administrative, personalemæssige og ikke mindst økonomiske udfordringer som dannelsen af frimenigheder vil udløse. Så selv hvis man skulle mene, at Indre Missions forbliven i folkekirken er væsentlig for folkekirkens overlevelse, er der altså ingen grund til panik.

Hvad jeg imidlertid savner, er en folkekirkelig debat om den skade som Indre Mission og resten af den folkekirkelige højrefløj tilføjer folkekirken, ikke mindst i forbindelse med debatten om et ritual for homoseksuelle par.  Hvis man følger med i debatten om folkekirkens tilbud eller mangel på samme til homoseksuelle par, så falder det unægtelig i øjnene, at det er folkekirkens højrefløj, der fylder mest, og det selvom denne del af folkekirken kun udgør få procent af folkekirkens samlede medlemsskare. Den retorik, som der bruges mod en accept af homoseksuelle par, er ofte ret så bastant, for ikke at sige barsk.  Det kan være svært at forklare homoseksuelle, samt deres familie og venner, at de faktisk er velkomne i folkekirken og at det store flertal af folkekirkens præster og menigheder ikke ser homoseksuelt samliv som en synd, når det er et helt andet indtryk, som man får ved at læse avisernes læserbrevsspalter. De der er bekymrede over, at folkekirken kunne miste medlemmer, hvis den siger ja til homoseksuelle par, glemmer typisk at forholde sig til, at folkekirken også kan miste medlemmer ved at sige nej.

Folkekirkens store liberale flertal er desværre alt andet lige for tavse i debatten. Man har indtil videre simpelthen ikke gjort nok for at vise, at Indre Mission og Co. ikke udgør den folkekirkelige mainstream. Det er på tide at man, med al respekt for den folkekirkelige rummelighed, får slået fast, at folkekirkens højrefløj ikke har patent på at definere hvad der er folkekirkekristendom. Ellers risikerer man at støde store dele af den danske befolkning, ikke mindst de unge, væk fra folkekirken.

Læs mere