Menu
Kategorier

Skrevet af den 5 apr, 2011 under Ikke kategoriseret | 5 kommentarer

Two-Spirit People

Et af de mange fascinerende træk ved de nordamerikanske indianeres kulturer var deres fleksibilitet i forhold til kønsoverskridende mennesker hhv. mennesker med seksuel interesse i deres eget køn. De fleste, hvis ikke alle stammer, kendte til biologiske mænd, der ikke kunne identificere sig med manderollen og som i stedet fik lov til at leve og virke som et tredje køn, hvor mandlige og kvindelige træk kunne kombineres.  (Muligvis har der også været samme mulighed for biologiske kvinder, men vores viden herom er desværre meget begrænset) De enkelte stammer havde forskellige ord for disse mennesker, men i dag kaldes de typisk for two-spirit people, dvs. to-ånds mennesker.

Two-spirits blev hos de nordamerikanske stammer holdt højt i ære. De indtog vigtige sociale og rituelle roller – og ingen havde noget problem med at de levede sammen med eller var gift med personer af deres eget biologiske køn. Men for de europæiske erobrede og deres missionærer var two-spirits noget af det mest vederstyggelige ved de indfødtes kulturer. Ja, for de spanske koloniherrer var deres eksistens den bedst tænkelige begrundelse for spaniernes brutale politik overfor indianerne. De hvide førte en hård udryddelsespolitik overfor two-spirits fænomenet som derfor efterhånden forsvandt fra de nordamerikanske indianeres kultur og bevidsthed.

I de sidste 20 år er homoseksuelle og transpersoner med en indiansk baggrund imidlertid begyndt at genopdage og udforske two-spirit rollen og identiteten, et forhold som Brian Joseph Gilley beskriver indgående i bogen ”Becoming Two-Spirit – Gay Identity and Social Acceptance in Indian Country”.

Generelt er det nemlig i dag alt andet lige meget vanskeligt at være homoseksuel eller transperson og så indianer. De indianske samfund er meget præget af homofobi – og mange er overbevist om at livet som homoseksuel er i modstrid med de indianske værdier og et udtryk for en dekadent vestlig storbykultur. Den homoseksuelle subkultur i Nordamerikas storbyer er til gengæld præget af racisme og manglende forståelse for homoseksuelle, der ikke har en hvid baggrund.

Two-spirit identiteten kan ses som de berørtes forsøg på at navigere i dette vanskelige farvand. Two-spirits personer er, i henhold til Brian Joseph Gilley, meget optaget af at de er indianere, af ønsket om at bevare den indianske kultur og praktisere dens spiritualitet. De ønsker at reintroducere two-spirit rollen i de indianske samfund, ikke blot for deres egen skyld men også fordi de mener, at den kan bidrage til at hele de mange sår og brud som de nordamerikanske indianer kulturer i dag lider under pga. den europæiske kolonisering.

I denne forbindelse er, igen i henhold til Brian Joseph Gilley, mange two-spirits ret trætte af new ages religiøse bøsser og lesbiske, der frygteligt gerne vil være med i deres kreds selvom de ikke har nogen indiansk baggrund. For new ages’ vestligt prægede romantisering af indianer kulturerne har ikke særligt meget at gøre med den selvopfattelse og den kulturelle/religiøse selvforståelse som de fleste indianere med et dybere kendskab til deres folks traditioner har.

Two-spirit fænomenet er i mine øjne spændende fordi det, i sin oprindelige version, var udtryk for et alternativt syn på køn og seksualitet i forhold til det syn, der præger den vestlige verden. I stedet for kun at operere med to køn anerkendte de nordamerikanske indianere eksistensen af tre eller flere køn. Det betyder så også, at de oprindelige two-spirits næppe kan betegnes som hverken homoseksuelle eller transpersoner. For homoseksualitet er jo, ligesom heteroseksualitet og biseksualitet, en seksuel identitet der tager udgangspunkt i at der kun er to køn. Man er i det system så enten tiltrukket af ”det modsatte”, ”ens eget” eller ”begge” køn.  Det system giver ikke mening, hvis man opererer med tre eller flere køn. Og trans identitet er typisk bundet op på den kulturelle forventning om at ens kønsidentitet skal hænge sammen med den krop man har. Er man så uheldig, at dette ikke er tilfældet, ja så er man transkønnet og har måske brug for en eller anden grad af hormonbehandling eller kirurgiske indgreb for at korrigere dette misforhold. Et sådant problem har man ikke i en kultur, hvor der ikke er nogen forventning om at krop og køn behøver at skulle hænge sammen. Two-spirits blev jo oprindeligt ikke set som en afvigelse fra normen men som en berigelse af samfundet.

Men sådan er det desværre ikke længere. I dag er det rigtigt meget op ad bakke at være two-spirits, hvis kamp til dels kan sammenlignes med den situation som f.eks. jødiske, kristne og muslimske lgbt-personer befinder sig i. Men man kan håbe, at de indianske samfund efterhånden vil acceptere two-spirits af i dag som levende eksempler på en stolt og smuk indiansk tradition.

Læs mere

Skrevet af den 24 mar, 2011 under Ikke kategoriseret | 5 kommentarer

Ønsker homoseksuelle kristne ikke et vielsesritual?

Ønsker homoseksuelle kristne ikke et folkekirkeligt vielsesritual for homoseksuelle par? Ja, det skulle man jo nærmest tro hvis man læser artiklerne ”Homoseksuelle kristne siger nej til vielser” og ”Kirkelig vielse deler homoseksuelle”, der blev bragt i Kristeligt Dagblad den 24.3.2011.

I den første artikel citeres Ib Hoch, menighedsrådsmedlem og kirkesanger, for følgende udsagn: ”Jeg gider ikke vielse i folkekirken, for hvad skal jeg bruge det til? Hvis man vil sikre hinanden, kan man gå på rådhuset, og jeg har ingen interesse i at få mit partnerskab til at ligne et ægteskab, som jeg jo netop ikke er gået ind i. Registreret parterskab (sic!) og vielse skal ikke være det samme”.

Og Nikolaj Klintebjerg Arnby, kontaktperson for foreningen ”Kristen og homo”, udtaler, dog på egne vegne, at ” principielt er jeg enig med Ib Hoch, for jeg bryder mig ikke om, at homoseksuelle skal kunne vies i kirken bare for ligestillingens skyld. Efterhånden er det her blevet diskuteret så længe, at jeg nærmest er ligeglad med, om der kommer et kirkeligt ritual til homoseksuelle eller ej”. I artiklen ”Kirkelig vielse deler homoseksuelle” uddyber han så sine forbehold overfor et folkekirkeligt ritual for homoseksuelle med denne kommentar: ” Det er langt hen ad vejen de missionske, der bruger kirken, og jeg tror – efter hvad jeg hører fra min familie – at de vil forsvinde fra kirken, hvis der kommer et homoseksuelt ritual”.

Se nu er homoseksuelle jo forskellige, lige som alle andre mennesker, derfor kan homoseksuelle også være internt uenige om forhold vedrørende homoseksuelles rettigheder, på samme måder som kvinder f.eks. langt fra er enige mht. hvilke rettigheder og pligter kvinder skal have i samfundet. Og lige som der har været og fortsat er kvinder, der f.eks. er imod den fri abort eller kvindelige præster, ja så er der også homoseksuelle, der er imod en kirkelig anerkendelse af homoseksuelle par. At der blandt dem, der bliver undertrykt, diskrimineret og udgrænset findes personer, der hellere vil solidarisere sig med undertrykkerne end med deres undertrykte søstre og brødre er sådan set logisk nok. Faktisk kan undertrykkelse kun finde sted hvis nogle af de undertrykte vælger at samarbejde med undertrykkerne i håbet om at klare sig lidt bedre end de andre. Og undertrykkelse er også kun mulig så længe de undertrykte anerkender undertrykkelsens præmisser. Så længe man ser sig selv som mindreværdig vil man også blive behandlet som en der er mindreværdig. Men det gør jo ikke sagen mere beklemmende, blot nemmere at forstå.

Et folkekirkeligt ritual for homoseksuelle par handler nemlig ikke ”kun” om ligestilling og rettigheder. Det handler også om at folkekirken en gang for alle synligt, konkret og forpligtende tager afstand fra den fordømmelse og den forfølgelse af homoseksuelle som har fundet sted og fortsat finder sted i kristendommens navn.

Det handler altså ikke om hvad konkrete personer gider – gider man som homoseksuel ikke ægteskab kan man jo lige præcist lade være med at gifte sig. Det handler om at de homoseksuelle, der vil giftes, ikke må fordi nogle kristne mener, at man kommer i helvedet, hvis man lever homoseksuelt. Jeg tror ikke, som Nikolaj Klintebjerg Arnby, at sådanne kristne udgør flertallet af dem, der sidder på kirkebænkene hver søndag. Men hvis man som kristen homoseksuel mener, at det er vigtigere at folkekirken holder på sådanne kristne end at folkekirken siger ja og amen til de homoseksuelle kristnes parforhold, ja så tager man parti for dem der dømmer os udenfor Guds kærlighed og nåde. Og ved at gøre det bidrager man til at opretholde og vedligeholde den fordømmelse og afvisning af homoseksuelle som avler homofobi i majoritetsbefolkningen og selvhad blandt de homoseksuelle.

Læs mere

Skrevet af den 1 mar, 2011 under Ikke kategoriseret | 0 kommentarer

Islam og transpersoner

Der har i de senere år været en del fokus på islam og homoseksualitet, og emnet diskuteres ofte heftigt i medierne. Som mht. så mange andre problemstillinger, der berører transpersoner, har der imidlertid ikke været nogen nævneværdig interesse for islam og transpersoner.

Scott Siraj al-Haqq Kugle tager heldigvis denne problemstilling op i sin bog ”Homosexuality in Islam – Critical Reflection on Gay, Lesbian, and Transgender Muslims”. Som titlen antyder handler bogen godt nok hovedsageligt om homoseksualitet og islam – men Scott Siraj al-Haqq Kugle skriver også om trans-problemstillinger.

Ifølge Scott Siraj al-Haqq Kugle er det ofte ikke let at være transperson og muslim, ja faktisk mener han, at transpersoner ofte har større vanskeligheder end homoseksuelle i en muslimsk sammenhæng, fordi de ikke som de sidstnævnte kan skjule, at de afviger fra normen.

Scott Siraj al-Haqq Kugle er overbevist om, at det er i modstrid med islam, når muslimer behandler transpersoner med afvisning, foragt og sommetider direkte forfølgelse. Ifølge ham er transpersoner nemlig, ligesom homoseksuelle, skabt af Gud med den identitet de nu har, og han gør opmærksom på, at Koranen opfordrer muslimer til at iagttage, opdage og værdsætte naturens og menneskehedens mangfoldighed. Koranen indeholder i øvrigt ikke noget direkte forbud mod at iføre sig ”det andet køns” tøj etc.

Nu tager de fleste muslimer imidlertid ikke udelukkende udgangspunkt i Koranen. For ganske mange muslimer er de såkaldte hadith, dvs. fortællinger om hvad Muhammed sagde og gjorde, næsten lige så vigtige som kilder til Guds vilje som Koranen.  Og der findes hadither om, at Muhammed skulle have taget afstand fra en konkret mukhannath, dvs. en biologisk mand, der klæder og opfører sig som en kvinde. Scott Siraj al-Haqq Kugle gør opmærksom på, at disse hadither, som alle kan føres tilbage til en grundfortælling, imidlertid er blevet fejltolket af de muslimske teologer og retslærde. Kigger man nemlig grundfortællingen efter i sømmene kan man se, at der på ingen måde er tale om, at Muhammed generelt afviste kønsoverskridere. Faktisk havde han sågar givet den pågældende mukhannath lov til at være sammen med hans koner uden opsyn, dvs. Muhammed havde i praksis accepteret vedkommende som kvinde. Da Muhammed imidlertid overhører pågældende person lovprise en kvindes seksuelle potentialer til en mand, beslutter han at vedkommende skal forvises fra det muslimske samfund. Måske fordi Muhammed frygtede, at der i dette tilfælde var tale om en almindelig mand, der blot udgav sig som kvinde for at få seksuel adgang til kvinder – eller fordi han opfattede vedkommendes adfærd som et brud på den tillid pågældende var blevet mødt med. At udlede, at transpersoner lever i modstrid med islams normer på baggrund af denne historie er, i henhold til Scott Siraj al-Haqq Kugle, derfor en seriøs fejlfortolkning.

I Medina, den muslimske hovedby ved siden af Mekka, var mukhannather i de første 100 år efter Muhammeds død, i henhold til Scott Siraj al-Haqq Kugle, et kendt og accepteret fænomen. De arbejdede f.eks. som sangere og musikere, jobs som blev anset som upassende for mænd, og som kunstnere havde de en vis ”narrefrihed” mht. at kritisere byens magthavere. Måske var det så også grunden til, at magthaverne i 700-tallet begyndte at forfølge dem. Dertil kom, at den fremvoksende klasse af muslimske retslærde begynde at se mukhannather som feminine mænd, der indtog den passive part i forbindelse med analsex mellem mænd. Og da en del retslærde i samme tid blev optaget af at bekæmpe analsex mellem mænd betød det, at mukhannather blev permanent forfulgte og at fænomenet generelt i den ligeledes fremvoksende muslimske lovgivning, den såkaldte sharia, blev negativt bedømt.

Dog har islam i Sydøst Asien, dvs. Indien, Pakistan og Bangladesh, haft en tradition for at tolerere de såkaldte hijras, biologiske mænd der føler sig som kvinder og som efter en kastration også lever som kvinder. Dog kommer Scott Siraj al-Haqq Kugle ikke nærmere ind på denne problemstilling.

Scott Siraj al-Haqq Kugle gør opmærksom på, at der imidlertid er ved at ske noget. F.eks. har sheik al-Tantawi, Egyptens stormufti og den højeste juridiske autoritet ved det prestigefyldte sunni muslimske universitet al-Azhar, udstedt en fatwa om, at det er forkert at give en person adgang til en kønsskifteoperation blot fordi vedkommende føler, at han eller hun er født i en forkert krop. Men på den anden side er det en pligt at foretage en operativ undersøgelse, hvis der er tvivl om hvorvidt en persons ydre kønsorganer svarer til hvad der egentligt er vedkommendes indre og ægte kønsorganer. Er der uoverensstemmelse her skal en operation sikre, at det køn vedkommende er skabt med også fremgår af de ydre kønsorganer. Usikkerhed om en person rette køn kan nemlig ikke accepteres. Umiddelbart har denne afgørelse ikke bragt forbedringer for transpersoner i Egypten, men måske kan den ses som det første spæde skridt i den rigtige retning.

Noget længere er man faktisk nået i det shia muslimske Iran. Her henvendte sig en transkvinde, Maryam Khatoon Molkara, sig i 1987 til ayattolah Khomeini med en bøn om at få lov til at skifte køn fra mand til kvinde. Efter blot en halv times samtale afgjorde han, at hun skulle have lov til at få foretaget en kønsskifteoperation.

I dag er det ret så nemt at få bevilliget en kønsskifteoperation i Iran. Irans ledende kønsskiftekirurg, dr. Mirjalali, hævder således, at han har foretaget 320 kønsskifteoperationer i de sidste 12 år i Iran, hvad er langt mere end hvad nogen europæisk kønsskiftekirurg kan prale af. Dog er situationen for transpersoner i Iran langt fra ideel. Transpersoner, der ikke er og ikke vil være entydige i deres kønsudtryk og som ikke ønsker en kønsskifteoperation, bliver fortsat forfulgt. På samme måde kan homoseksuelle opleve, at myndighederne forsøger, at presse dem til en kønsskifte operation, en operation de i sagens natur ikke er interesseret i.

Det er altså fortsat op ad bakke at være transperson og muslim – men Scott Siraj al-Haqq Kugles bog kan være en inspiration til dem, der ikke vil opgive hverken deres identitet som troende muslimer eller deres kønsidentitet.

Læs mere

Skrevet af den 28 feb, 2011 under Ikke kategoriseret | 0 kommentarer

Islam og homoseksualitet kan forenes

Det er en udbredt holdning, både blandt muslimer og blandt ikke-muslimer, at homoseksualitet og islam er totalt uforenelige. Blandt dem, der ser islams tilstedeværelse i den vestlige verden som en trussel mod demokrati og frihedsrettigheder, er det ganske almindeligt, at henvise til at islam udgør den væsentligste (eller den eneste) trussel mod homoseksuelles rettigheder. Og blandt mange muslimer, både i den muslimsk dominerede verden og i Vesten, bliver homoseksualitet set som en vestlig dekadence, der er i klar modstrid med islams sunde værdier. Det er derfor ikke så mærkeligt, at det kan være ret så vanskeligt at være homoseksuel og muslim.

Set i forhold til debatten om homoseksualitet og islam er Scott Siraj al-Haqq Kugles bog ”Homosexuality in Islam – Critical Reflection on Gay, Lesbian, and Transgender Muslims”, et lys i mørket. Scott Siraj al-Haqq Kugles indfaldsvinkel er nemlig den, at man godt kan være homoseksuel og muslim og at et liv som homoseksuel ikke er uforeneligt med at være en god muslim. (Det samme mener han i øvrigt også mht. at være muslim og transperson, men den problemstilling vil jeg tage op i en separat artikel).

Som det er naturligt for en troende muslim tager Scott Siraj al-Haqq Kugle udgangspunkt i Koranen, og som den muslimske sædvane foreskriver, opfatter han denne bog som Guds ufejlbarlige ord. Dette vil mange nok mene er lidt af et problem for en homoseksuel muslim al den stund, at det er en almen udbredt antagelse, både blandt muslimer og ikke-muslimer, at Koranen forbyder sex mellem personer af samme køn. Denne antagelse beror imidlertid, i henhold til Scott Siraj al-Haqq Kugle, på en fejlfortolkning af Koranen, i særdeleshed af historien om Sodoma.

I Koranen er der flere citater der handler om Lot og Sodoma. Koranen kender nemlig til og henviser til denne historie som også findes i 1. Mos. Kap. 19, om end Koranens gengivelse af historien på nogle punkter afviger fra Bibelens. I modsætning til Bibelen fortæller Koranen således, at Lot (eller Lut som han kaldes på arabisk) var en profet sendt af Gud til sit eget folk, befolkningen i Sodoma. Befolkningen i Sodoma er meget onde og de nægter at lytte til Guds profet, og da Lot (ligesom i Bibelen) bliver besøgt af to engle forsøger befolkningen at voldtage disse. Det lykkes imidlertid ikke, i stedet bliver byen tilintetgjort af Gud, kun Lot og hans nærmeste familie (undtagen hans kone) bliver reddet fra Guds vrede.

Inspireret af jødedommen og kristendommen har muslimske teologer og retslærde siden middelalderen læst denne historie som en historie om Guds fordømmelse af sex mellem mænd og sågar brugt historien til at skabe tekniske termer herfor, nemlig liwat, svarende til sodomi og luti, svarende til sodomit. Denne fortolkning, mener Scott Siraj al-Haqq Kugle (ligesom mange jødiske og kristne teologer), er imidlertid forkert. Befolkningen i Sodomas synd er ikke frivillig sex mellem mænd men i stedet vantro og manglende lydighed overfor Guds profet kombineret med almen ondskabsfuldhed, der bl.a. men ikke kun viser sig ved at de vil voldtage nogle af byens gæster.

Sommetider bruges også Koranen sura (dvs. kapitel) 4, vers 15 til 16 som et argument mod homoseksuelle, fordi der her kræves straf for umoralske handlinger foretaget af tre eller flere kvinder i fællesskab og af to mænd i fællesskab. Scott Siraj al-Haqq Kugle gør opmærksom på, at Koranen ikke definerer hvori den umoralske handling består og fremhæver, at det kun er pga. et homofobisk udgangspunkt at dette Korancitat hævdes, at handle om homoseksualitet.

Nu tager klassisk islam imidlertid ikke blot udgangspunkt i Koranen men også i det der kaldes hadith, dvs. fortællinger om hvad Muhammed sagde og gjorde. For mange muslimer er haditherne en del af Guds åbenbaring og dermed uangribelige. Og der er adskillige hadither hvor Muhammed udpensler de pinser som mænd, der har sex med mænd, skal gennemgå i helvedet, ligesom der er fortællinger om at han foreskriver dødsstraf for mænd, der har sex med mænd.

Som en del andre progressive muslimer mener Scott Siraj al-Haqq Kugle, at det er et problem, at mange muslimer er ganske ukritiske overfor hadith. Nedskrevet som de er ca. 150-200 år efter Muhammeds død er det oplagt, at de kan indeholde fejl og fordrejninger af hvad Muhammed virkelig sagde og gjorde. Godt nok forsøgte dem, der indsamlede haditherne, at forhindre videregivelsen af falske hadither ved at udvikle et ret indviklet hadith valideringssystem vha. et kritisk studie af overleveringskæder, de såkaldte isnads. Enhver hadith skal nemlig være ledsaget af en indledning hvori det fremgår hvem der har hørt historien af hvem, der igen har hørt den af hvem etc. Denne kæde skal kunne føres tilbage til Muhammed og der er derudover en række andre krav, såsom at de enkelte vidner i kæden skal være troværdige. Imidlertid herskede der i middelalderens islam en heftig debat om hvornår en hadith var troværdig – samtidigt med at hadither, som  hadith-lærde havde erklæret for ugyldige, forsat var i cirkulation, hvad de er forblevet til den dag i dag. Nogen forsøgte at løse problemet ved at kræve, at en troværdig hadith skulle have flere overleverings kæder (en såkaldt mutawatir hadith), dvs. den skulle kunne føres tilbage til en del flere end et oprindeligt vidne, der skulle have set eller hørt Profeten hhv. gøre eller sige noget. Men hvor mange kæder der skal til for at en hadith er mutawatir kunne de lærde heller ikke blive enige om. Ideen om hadith som uangribelige udtryk for Guds åbenbaring er altså ny i islam og derfor mener Scott Siraj al-Haqq Kugle, at nutidens muslimer burde genoptage middelalderens tradition for en kritisk tilgang til dem.

Mht. hadither vedrørende homoseksualitet fremhæver Scott Siraj al-Haqq Kugle, at ingen af dem er mutawatir hadither, og at de alle lider under svage og utroværdige overleveringskæder. Derfor mener han, at man som god muslim både kan og skal afvise disse hadither.

Dernæst kaster Scott Siraj al-Haqq Kugle sig over islamisk jura (fiqh) og dens konkrete udformning i sharia, den muslimske lovgivning. Igen antager mange muslimer, at sharia er af guddommelig oprindelse og dermed både uforanderlig og uangribelig for en troende muslim. Men dette, fremhæver Scott Siraj al-Haqq Kugle, er en fejltagelse. Især i middelalderen var der en levende (og til tider overordentlig heftig) debat om hvilke almengyldige regler og love, der kunne og skulle udledes på baggrund af bl.a. men ikke kun Koranen og hadith. Denne uenighed viser sig bl.a. i udviklingen af forskellige lovskoler, som eksisterer frem til den dag i dag. Mht. homoseksuelle viser denne uenighed sig i, at Maliki, Shafi og Hanbali skolerne kræver dødsstraf for analsex mellem mænd (om end der er nogle afvigelser mht. om denne regel gælder for alle mænd eller om yngre ugifte mænd evt. kan slippe med 100 piskeslag). Hanafi og Zahiri skolerne derimod mener, at det må være op til den muslimske hersker at fastsætte straffen for analsex mellem mænd, men at straffen ikke må være strengere end 10 piskeslag. Generelt synes alle lovskoler at være ret usikre på hvordan man skal forholde sig til sex mellem kvinder.

Scott Siraj al-Haqq Kugle går imidlertid et skridt videre end at påvise manglen på konsensus blandt de muslimske retslærde. Han fremhæver også, at sharia er et menneskeskabt fænomen, der trænger gevaldigt til reform, så Koranens oprindelige vision igen kommer frem i lyset og den fejlagtige modsætning mellem f.eks. menneskerettigheder, kvindefrigørelse og accept af homoseksuelle og islam ophæves. Han gør her opmærksom på, at klassisk islam kender til ideen om, at de muslimske retslærde burde ophæve tidligere afgørelser, hvis disse åbenlyst skader muslimer, og i stedet lave nye afgørelser, der gavner muslimer. Og fordømmelsen af homoseksuelle ser Scott Siraj al-Haqq Kugle som noget, der skader muslimer, ikke bare de homoseksuelle muslimer, men også muslimer generelt. Fordømmelsen af homoseksualitet i muslimsk sammenhæng bruges jo som sagt af dem, der forsøger, at begrænse muslimers rettigheder og levemuligheder i den vestlige verden. En homoinkluderende version af sharia vil derfor gavne både homoseksuelle og heteroseksuelle muslimer.

Til sidst gør Scott Siraj al-Haqq Kugle opmærksom på, at det i mange vestlige lande i dag er muligt for homoseksuelle par at blive gift. Hvordan skal muslimer forholde sig hertil? Skal islam også tilbyde homoseksuelle par at blive muslimsk gift? Ja, mener han, om end et muslimsk ægteskab for homoseksuelle kræver en del reformer af sharia. Sharia definerer nemlig ægteskab (nikah, der ordret betyder lovligt samleje) som en art købskontrakt  hvor en mand mod betaling af en vis sum samt løfte om forsørgelse og beskyttelse får eneret til en kvindes kønsorganer. Generelt giver sharia i dag manden flere rettigheder end kvinden hvormed ægteskabet som sådan kommer til at fremstå som en ordning, der bygger på indbyggede køns- og statusforskelle mellem de to, der indgår en aqd (en ægteskabskontrakt).

Men som Scott Siraj al-Haqq Kugle gør opmærksom på så kæmper en række muslimske feminister allerede nu for en reform af sharias ægteskabslovgivning med fokus på at sikre den ligestilling mellem mand og kvinde, som ifølge dem fremgår af Koranens grundlæggende budskab. Efter en sådan reform vil et muslimsk ægteskab for homoseksuelle være muligt – og ønskværdigt. For, som Scott Siraj al-Haqq Kugle fremhæver, ønsker mange homoseksuelle muslimer at kunne leve deres seksualitet og kærlighed på en ansvarlig måde og efterspørger i denne forbindelse Guds hjælp og bistand.

Scott Siraj al-Haqq Kugle gør sig ingen illusioner om at hans fortolkning af og vision for islam udgør en almen anerkendt forståelse af islam. Han ved godt at mange muslimer totalt vil afvise hans projekt. Men ikke mindst derfor er Scott Siraj al-Haqq Kugles bog et modigt og fremadskuende projekt – og et bevis på, at islam og homoseksualitet kan forenes.

Læs mere