Menu
Kategorier

Skrevet af den 24 okt, 2016 under Åbenbaringer, Den katolske kirke, folkereligiøsitet, Katolsk folkereligiøsitet, Mirakler | 0 kommentarer

Jomfru Maria som etnisk brobygger?

 

Et spændende men i dansk sammenhæng ofte overset træk ved katolicismen er den rolle som diverse Maria Åbenbaringer spiller for rigtig mange katolikker. Disse Maria åbenbaringer er fascinerende fordi de opstår i krydsfeltet mellem den officielle og den folkelige religiøsitet og på mange måder er et produkt af mødet mellem et traditionelt religiøst verdensbillede og moderniteten.

I denne her artikel vil jeg gerne præsentere et studie af Mariaåbenbaringer, der er knyttet til mexicanske indvandrere og deres efterkommere i USA.

Den amerikanske religionsforsker Kristy Nabhan-Warren beskriver i sin bog ”The Virgin of El Barrio – Marian Apparitions, Catholic Evangelizing, and Mexican American Activism” den mexicansk-amerikanske kvinde Estela Ruiz, der i perioden 1989 til 1998 efter sigende modtog budskaber fra Jomfru Maria på faste tidspunkter to gange om ugen.

Kristy Nabhan-Warren bygger sin bog på intensive feltstudier af den religiøse bevægelse og de religiøse aktiviteter rundt omkring Estela Ruiz og dennes familie. Hun boede hos sidstnævnte i lange perioder, deltog som observatør i en række religiøse aktiviteter, foretog lange interviews med alle de centrale aktører og hun fik sågar lov til at høre private båndoptagelser af Ruiz familiens familieråd og diskussioner i tiden umiddelbart efter at Estela begyndte at fortælle om sine visionære oplevelser.

Det er klart, at en sådan nærhed mellem forsker og forskningsobjekt giver en række udfordringer mht. neutralitet og hensyntagen til dem, der udleverer sig til forskeren, men alt i alt synes jeg, at Kristy Nabhan-Warren håndterer det pænt. Som det er blevet normen indenfor den gren af religionsforskningen som hun arbejder med, undlader hun ethvert forsøg på at ”afsløre” Estela Ruiz eller på at forklare de overnaturlige fænomener som hun får beskrevet som psykisk sygdom eller manipulation. Men samtidigt med at hun møder sine forskningsobjekter med stor respekt, forklarer hun det hun observerer med analysemodeller der tager udgangspunkt i det sekulære paradigme som religionsforskningen trækker på. Hun påpeger f.eks. forskellen mellem Estelas fremstilling af sig selv som en religiøst kritisk og uengageret kvinde i tiden før hun modtog åbenbaringerne og de klare tegn på at hun havde været ret så religiøst engageret allerede tilbage i 1970’erne. Hun ser imidlertid ikke dette som ”snyd” men i stedet som et resultat af et behov for en klar opdeling i ”før” og ”efter” som er helt klassik i omvendelseshistorier (eller spring-ud historier for den sags skyld).

Kristy Nabhan-Warren ser Estela Ruiz åbenbaringer som udtryk for et forsøg på at understøtte en hybrid identitet som hispanic i en senmoderne amerikansk hverdag. Ligesom den Jomfru Maria som viser sig for Estela Ruiz hverken er mexicansk eller amerikansk men begge dele, er vor tids hispanic på samme måde fanget i et kulturelt-religiøse grænseland af både og – og hverken eller. Estela Ruizs jomfru Maria åbenbarer sig med en hudfarve, der er betydeligt lysere end den man finder hos Maria fra Guadalupe, som er ekstremt populær hos de mexicanske katolikker både derhjemme og i diasporaen, men hun er ikke så entydigt europæisk som Jomfru Maria ofte fremstilles i den almindelige kirkekunst. Hun er en hybrid eller en fusion, ligesom hele fænomenet omkring Estela Ruiz synes at være.

Estela Ruiz visioner har nemlig meget tilfælles med de mange andre Maria åbenbaringer som vi kender fra 1900-tallet, især er der en tydelig forbindelse til Medjugorje, hvor Estelas meget religiøse mand havde været hele to gange før hendes første visioner. Typisk er f.eks. det meget store antal af budskaber og den nærmest mekaniske regelmæssighed som de ”leveres med” men også selve budskabernes indhold, hvor en nært forestående verdensdom, kaos og undergang spiller en stor rolle. Det interessante er dog, at dette umiddelbart meget dystre budskab suppleres med en påstand om at disse nærtforestående katastrofer kan afværges hvis man omvender sig og beder rosenkransen med iver og udholdenhed. Den enkelte får altså et medansvar for verdens fremtid – og man pålægges et stort ansvar for at udbrede Jomfru Marias budskaber så katastrofen kan afværges. Som det har været tilfældet med langt de fleste Maria-åbenbaringer fra 1900-tallet har den katolske kirke ikke ville anerkende Estela Ruizs åbenbaringer – men man har heller ikke villet stoppe bevægelsen rundt omkring dem. Og selvom hun og hendes familie er skuffet over den manglende anerkendelse har de et godt samarbejde med de katolske myndigheder og støttes af en række præster og biskopper i ind- og udland.

Kristy Nabhan-Warren trækker også nogle forbindelsestråde til det som kaldes for den katolske evangelikale bevægelse. Denne har ligesom deres protestantiske åndsfælle fokus på klassiske moralske forestillinger som modstanden mod abort og homoseksuelle ægteskaber, men i modsætning til fundamentalistiske bevægelser er man relativt åben for et vist økumenisk samarbejde med kristne fra andre trossamfund, så længe disse deler disse grundlæggende værdier. Estela Ruiz har en protestantisk søn og svigerdatter og hendes Jomfru Maria gør en del ud af at fremhæve, at hun vil hjælpe og støtte alle sine børn, også dem der måtte være protestaner.

Påvirkningen fra den katolske karismatiske bevægelse er dog endnu mere tydelig. Tungetale, ”falden i ånden” og helbredelser ved håndspålæggelse hører i henhold til Kristy Nabhan-Warren tydeligvis med til det religiøse repertoire hos bevægelsen rundt om Estela Ruiz og hendes familie, og dermed kan man også se hendes åbenbaringer som et svar på den hårde konkurrence som den katolske kirke både i Sydamerika og i USA udsættes for fra protestantiske karismatikere, som vinder mange konvertitter især blandt de sydamerikanske indvandrere.

Estela Ruiz åbenbaringer har nemlig tydelig karakter af en vis etnisk stolthed blandt mexicansk-amerikanere, hvis katolicisme ofte er blevet mødt med kritik fra den ”hvide” del af den katolske kirkes hierarki, som har beskyldt dem for at være overtroiske og for at gå for lidt i kirke. Bevægelsen omkring hende inkorporerer tydeligvis folkereligiøse elementer som f.eks. det store fokus på hellige billeder og behovet for at kunne bede for og håbe på direkte guddommelig indgriben, være det i form af mirakuløse helbredelser eller visioner, så som at se en Maria figur blinke med øjnene som svar på bønner. Men samtidigt hermed indeholder hendes bevægelse også en klar tendens til at ville undervise i og udbrede kendskab til dogmatisk korrekt katolicisme blandt hispanic kombineret med et personligt gudsforhold a la det man kender fra karismatikerne.

Et ret mexicansk og i forbindelse med Maria åbenbaringer unikt træk er den rolle som Estela Ruiz familie spiller. Ikke nok med at hendes mand, børn og børnebørn og resten af storfamilien støtter hende, nej også de beretter med stor iver om en række visioner og andre overnaturlige erfaringer som de har haft i forbindelse med hendes åbenbaringer. På mange måder er bevægelsen omkring Estela Ruiz en familiebevægelse, og nok også udtryk for hendes personlige kamp for at kunne kombinere et ønske om at gøre karriere uden at måtte opgive rollen som klassisk mexicansk hustru og moder og dermed familiens emotionelle centrum. Og sidst men ikke mindst har Ruiz familien brugt Estelas åbenbaringer som en social igangsætter. I deres øjne er den udbredte racisme, fattigdom, kriminalitet og marginalisering der plager det mexicansk-amerikanske lokalsamfund i Phoenix, Arizona hvor familien bor, skabt af Satan og et produkt af gudsløshed. Ved aktivt at kæmpe for sociale forbedringer i deres lokalsamfund håber de på at kunne deltage i Jomfru Marias kamp for en bedre verden.

Dog synes en del af dynamikken i bevægelsen at være forsvundet efter at de offentlige budskaber fra Jomfru Maria ophørte i 1998. Bevægelsen omkring Estela Ruiz synes at blive mere og mere styret af præster og miste en del af sin folkelige karakter og appel, men det gør den ikke mindre interessant ud fra et religionsfagligt perspektiv.

Læs mere

Skrevet af den 11 okt, 2016 under Åbenbaringer, Den katolske kirke, folkereligiøsitet, Katolsk folkereligiøsitet, Mirakler | 0 kommentarer

Marpingen – et tysk Lourdes?

 

1800-tallet var på mange måder et mariansk århundrede. Den katolske kirke oplevede i dette århundrede en vækkelsesbevægelse, der i høj grad tog udgangspunkt i en nyopdaget Maria-fromhed. Denne vækkelse var et produkt af en bevidst ført politik fra kirkens hierarkis side af – men den var også meget populær blandt de katolske lægfolk, ikke mindst fordi den indeholdt en kirkelig accept af dele af folkereligiøsiteten om end kirkens ledelse forsøgte at lede denne ind på sikre teologisk korrekte baner. Et vigtigt element i denne marianske vækkelsesbevægelse var Maria-åbenbaringerne i Lourdes, som blev anerkendt af den katolske kirke, og som blev mødt med begejstring af millioner af katolikker. Jernbanen, telegrafen, den moderne trykpresse og mange andre ting, der forbindes med det moderne gennembrud i 1800-tallet, tjente også til at udbrede og styrke en religiøsitet, som på mange måder både var et produkt af men også en protest mod den moderne verden og ikke mindst den sekularisering som denne var forbundet med.

Men når den katolske kirkes hierarki brugte folkereligiøsiteten i sin indædte kamp mod den moderne verden, så forsøgte den ”at ride på en tiger”, både fordi denne religiøsitet ofte var ret vild og svær og styre og fordi den sekulære verden følte sig provokeret til at tage kampen op mod denne. Et godt eksempel herpå er de påståede mariaåbenbaringer i Marpingen, der skulle være fundet sted i 1876-1877 og som på fortrinlig vis skildres i David Blackbourns bog ”Marpingen – Apparitions of the Virgin Mary in Nineteenth Century Germany”.

Marpingen var en landsby i Sarlandet, det var i 1800-tallet et fattigt område med en katolsk befolkning, der modvilligt var kommet under preussisk kontrol. Landsbyen måtte kæmpe med økonomiske problemer pga. den økonomiske krise som det nyopståede tyske rige var havnet i på dette tidspunkt, og man havde løbende konflikter med de uelskede preussiske myndigheder. Den katolske kirke stod stærkt i befolkningen, men den måtte kæmpe med diverse forfølgelser og chikaner som de preussiske myndigheder under jernkansleren Bismarck udsatte den katolske kirke for. Disse går under betegnelsen ”kulturkampen” og dens mål var at bryde den katolske kirkes magt og sikre et stærkt tysk, nationalistisk, protestantisk og ikke mindst moderne og fremskridtsorienteret Tyskand.

Det er i denne vanskelige sociale, økonomiske og religiøse situation at tre 8-årige og to 6-årige piger kommer hjem fra den lokale skov, hvor de havde skullet plukke bær, og fortæller, at de har set ”en kvinde i hvidt”. Overdynget med spørgsmål og formodninger fra de voksne om at det kunne være Jomfru Maria, de havde set, vender de tilbage næste dag, og det bliver starten på en række påståede åbenbaringer, hvor Jomfru Maria gang på gang skulle have vist sig for børnene, besvaret spørgsmål om stort og småt, bedt om at der skulle opføres et kapel på stedet og henvist til at syge skulle drikke fra en nærliggende gammel kendt Maria brønd/kilde. Rygtet om disse visioner spredes hurtigt, i tusindvis af pilgrimme fra først nær og siden også fjern dukker op, mange påstår at de bliver helbredt af vandet fra kilden, både voksne og børn påstår at også de ser Jomfru Maria, og snart begynder man at tale om at Marpingen kunne være et tysk Lourdes.

De preussiske myndigheder er fra starten af imidlertid overbevist om, at der er tale om en katolsk sammensværgelse hvis mål er at omstyrte den statslige ordning, og man går derfor hårdt til værks. Man forsøger, at forhindre pilgrimsrejser til Marpingen og forbyder både de lokale og tilrejsende at betræde det skovområde hvor de påståede åbenbaringer skulle skulle have fundet sted. Soldater går løs på fredelige syngende og bedende pilgrimme med geværkolber og bajonetter, landsbyen og enkelte personer bliver pålagt store bøder, sognepræsten og andre centrale aktører bliver fængslet og slæbt for retten, og de visionære børn bliver midlertidigt tvangsfjernet fra deres forældre.

Den liberale tyske presse bakker op om de preussiske myndigheders hårdhændede fremfærd mod Marpingen. Datidens tyske liberale havde et stærkt had og en dyb foragt for katolicismen i al almindelighed og den folkelige katolicisme i særdeleshed, og man er både chokeret og vred over at sådan noget som åbenbaringer, ekstaser, mirakler og andet ”overtro” stadigvæk kunne trives i jernbanens og videnskabens århundrede. Den katolske presse forsvarer til gengæld Marpingen, og efter noget tøven tager det katolske centrum parti også sagen op i den tyske rigsdag. Her bliver de godt nok nærmest buet ud af de liberale, men alligevel får man udstillet hvor overdrevet myndighederne havde grebet sagen an. Vigtigere var det dog, at Bismarcks Tyskland godt nok ikke var et demokrati i vores forstand, men heller ikke noget vilkårligt diktatur. De tyske domstole ender nemlig med at frifinde alle de anklagede fra Marpingen, og hele historien om at de påståede åbenbaringer skulle have været udtryk for en bevidst katolsk sammensværgelse, hvor kirkens ledelse trak i trådene, fald til jorden med et brag. Den statslige forfølgelse af Marpingen fænomenet ophører, ligesom Bismarck i øvrigt generelt dropper både samarbejdet med de liberale og kulturkampen og i stedet begynder at indgå politiske studehandler med det katolske centrums parti.

For den katolske kirke var Marpingen dog også en vanskelig sag. Den lokale sognepræst var en ivrig tilhænger af åbenbaringernes ægthed og det var som sagt også mange andre katolikker, både gejstlige og lægfolk herunder folk fra højaristokratiet. Pga. kulturkampen havde bispedømmet Trier, hvortil Marpingen hørte, i 1876-1877 ikke nogen biskop og bispedømmet blev forsøgt ledet af provisoriske pavelige legater, som måtte agere i det skjulte, da de risikerede fængsel eller landsforvisning for ikke at underkaste sig den preussiske stat. Der bliver derfor aldrig iværksat en egentlig biskoplig undersøgelseskommission, om end man dog får en teologisk udtalelse fra en biskop, der var ekspert i mariansk teologi.  Han var overbevidst om at de påstående Maria-åbenbaringer var af dæmonisk oprindelse og derfor ikke under nogen omstændigheder kunne anerkendes. Da Trier igen får en biskop i 1881 vælger han dog at holde denne afgørelse hemmelig, nok for at beskytte kirkens rygte og undgå at støde de mange, der troede på åbenbaringerne. Man prøver dog at få stoppet valfarterne hertil og håber, at sagen vil dø hen. Bispedømmets overbevisning om at åbenbaringerne ikke var autentiske forstærkes af at en af seerne som voksen under ed udtaler, at det hele var en stor løgn i og med, at børnene havde følt sig presset af de voksnes ledende spørgsmål til at sige, at de så Jomfru Maria etc. Jo mere de voksne troede, pilgrimmene strømmede til og myndighederne forfulgte de troende, desto vanskeligere havde det været for dem at bakke ud. Men også dette centrale vidneudsagn vælger man at holde hemmeligt for at undgå skandale.

Marpingen vil dog ikke sådan dø hen. Bispedømmet Trier bliver bombarderet med forespørgsler om man dog ikke kan få en kirkelig anerkendelse, og man har et værre hyr med at få stoppet publikationer, der hverver for at Mariaåbenbaringer var ægte nok. Det bliver ikke bedre af at befolkningen efter 1. Verdenskrig bygger et kapel i ”åbenbaringsskoven” og kræver, at det skal indvies af biskoppen, hvad det dog aldrig bliver. I løbet af 1950’erne begynder bispedømmet Trier at begrunde sin afvisning af åbenbaringerne fra Marpingen uden at det dog har haft den ønskede effekt. Fra tid til anden dukker kvinder fra området op, og påstår, at de modtager åbenbaringer fra jomfru Maria, senest i 1999 var der en del medievirak om sådanne åbenbaringer.  Læren fra Marpingen er nok, at efterspørgslen efter Maria-åbenbaringer og håbet om mirakuløse helbredelser er og forbliver stort, og at den katolske kirke i fortid og nutid har svært ved at sikre sig at denne længsel følger kirkens retningslinjer.

Læs mere

Skrevet af den 9 sep, 2016 under Åbenbaringer, Den katolske kirke, Mirakler | 0 kommentarer

Da et katolsk medie fik magten over redemptorister ordenen.

 

Det er en udbredt forestilling, at 1800-tallet var det århundrede hvor videnskaben og rationaliteten fik sit helt store gennembrug i Europa og moderniteten gik sin sejrsgang. Hvad nok kun de færreste tænker over er, at 1800-tallet også var det århundrede, hvor antallet af påståede Maria-åbenbaringer, mirakler og andre overnaturlige begivenheder nåede et indtil da uhørt antal og omfang. 1800-tallet var altså både vidne til det moderne gennembrud og til mysticismens genkomst.

Et eksempel på sidstnævnte er historien om det katolske medie Louise Beck (1822-1879). Louise Beck blev født ind i en pæn borgerlig bayersk familie og var fra barndommen af meget religiøs og havde efter sigende også allerede som lille visioner hvor himmelske personer viste sig for hende. Hun ville meget gerne gå i kloster, men hendes far var imod denne ide og hendes helbred var muligvis heller ikke godt nok til at hun havde kunnet blive nonne. Som ung kvinde var hun presset af at skulle passe sin sygelige far – og hun blev fristet og/eller foruroliget af en ung mand, der var sygeligt forelsket i hende og som ikke ville lade hende være i fred. I denne vanskelige situation får hun pater Dr. Franz Seraph Ritter von Bruchmann som skriftefader. Han var fra redemptoristernes orden, der lige havde etableret sig i Louise Becks hjemby Altötting.

Pater Bruchmann bliver hurtigt overbevist om at Louise Beck er en sjæl der er udvalgt af Gud, men han bliver også bekymret, for hun er tydeligvis en plaget sjæl, der bliver hjemsøgt af syner af afdøde og levende personer, der skræmmer, truer og plager hende. Han får biskoppelig tilladelse til at foretage eksorcisme på hende og det er i forbindelse med sådanne, at Louise Beck får nye oplevelser. For nu begynder pater Bruchmanns afdøde hustru Juliane at vise sig for hende. (Bruchmann havde været gift før han blev præst – men hans elskede hustru døde i barselsseng.) Juliane kommer med trøst og anvisninger fra himlen og pater Bruchmann er fra starten af klippefast overbevist om at det faktisk er hans elskede afdøde hustru, der taler gennem Louise. Han introducerer hende for sin svoger, pater Dr. Rudolf Ritter von Smetana, der også er redemptorist. Hans afdøde hustru Justine viser sig også for Louise Beck og dermed er han ligeledes vundet for sagen. Hun kommer dog aldrig til at spille den store rolle. Det gør derimod Juliane, der kommer til at gå under betegnelsen ”Moderen”. Louise Beck går under betegnelsen ”Barnet”. Tilhængerne af dette fænomen gik under betegnelsen ”Moderens børn”, og den religiøse ledelse, som udgik fra ”Moderen” blev betegnet som ”Den højere ledelse”. Ud over de to afdøde kvinder modtager Louise Beck også åbenbaringer fra en række andre hellige personer, især fra den ”smukke kvinde”, som hun mente var Jomfru Maria.

Det tiltrækkende ved ”Den højere ledelse” var, at den indeholdt et løfte om en direkte kommunikation med den himmelske verden. Havde man et spørgsmål kunne man simpelthen skrive et brev adresseret til Louise Beck men stilet til ”Moderen”. Var indholdet af mere almen karakter skulle brevet være uforseglet – hvis det derimod f.eks. var skriftefædre, der fortalte om hvad deres skriftebørn havde skriftet og spurgte om råd til hvordan de skulle håndtere sagen, skulle brevene være forseglede. I en tranceagtigt tilstand nedskrev Louise Beck så ”Moderens” svar. Man kunne også være heldig og få en audiens hos Louise Beck. Hvis ”Moderen” var tilstede kunne man stille hende direkte spørgsmål genenm Louise Beck, der så i en tranceagtig tilstand eller søvn besvarede spørgsmålene.

I starten af dette fænomen, da der stadigvæk er fokus på eksorcisme, havde der været en lokal opmærksomhed på at der skete noget mærkeligt mellem Louise Beck og hendes skriftefader. Der havde været optræk til skandale i lokalsamfundet og nogle af redemptoristerne i Altötting havde været utilfredse. Biskoppen i Passau til hvis bispedømme Altötting hørte, havde sågar forsøgt at få sat en stopper for sagen. Men pater Bruchmann havde et stærkt netværk, både indenfor sin orden og udenfor. Og det lykkes ham at vinde generalvikaren for ærkebiskoppen i München, og kort tid efter selve ærkebiskoppen (den senere kardinal) Karl August greve von Reisach for sagen. Denne siger god for autenticiteten af ”Den højere ledelse”, der nu uforstyrret kan gå sin sejrsgang indenfor Redemptoristernes orden, især i den bayerske provins, men man får også vundet ordensgeneralen Nicolaus Mauron, der ledede ordenen fra 1855 til 1893. Vigtigt bliver det også, at pater Carl Erhard Schmoeger overtager rollen som skriftefader for Louise Beck, da han i fællesskab med hende giver ”Den højere ledelse” en skarpere profil og især er kompromisløs i forfølgelsen af alle, der modarbejder den. Alt dette sker dog i hemmelighed. ”Moderens børn” er meget forsigtige i hvem de indvier i eksistensen af ”Den højere ledelse”, offentligheden og især inkvisitionen i Rom må endelig ikke få noget at vide!

”Moderens børn” såsom f.eks. redemptoristernes ordensgeneral lader hende bestemme over stort og småt i deres personlige liv og kirkelige embede. Der blev krævet absolut og betingelsesløs lydighed. Den mindste tvivl eller tøven blev mødt med voldsomme trusler om at man var på sikker vej til helvedets ild. Dog kan Otto Weiss, hvis bog ”Die Macht der Seherin von Altötting – Geisterglaube im Katholizismus des 19. Jahrhunderts” som jeg bygger denne artikel på, ikke påvise, at ”Den højere ledelse” får nogen indflydelse af reel kirkehistorisk betydning. ”Den højere ledelse” dør med Louise Beck og pater Schmoeger og har så vidt jeg kan se ingen tilhængere i dag. Dertil var fænomenet nok for meget knyttet til Louise Becks medieagtige funktion – den fascination der udgik fra hende var knyttet til at hun kunne komme med her og nu svar på hvad de himmelske magter vil, gerne helt ud i detaljen såsom hvilke tjenestefolk man skulle ansætte eller skaffe sig af med. Et dødt medie kan man ikke bruge til noget.

Det spændende ved historien om ”Den højere ledelse” var, at højtuddannede teologer og højtplacerede gejstlige var villige til at underkaste sig den – om end en del af dem efterhånden begyndte at få deres tvivl. Dette ikke mindst set i lyset af de klare spiritistiske træk vi finder i ”Den højere ledelse” så som automatskrift og samtalen med afdødes sjæle. Det hjalp selvfølgelig at Louise Beck umiddelbart fremtrådte som den lidende ”offersjæl”, der var meget populær i 1800-tallets katolicisme. Hun blev skildret som en kvinde, plaget af et utal af sygdomme, der lydigt og fromt led et hav af smerter for at sone for verdens synd og støtte kirken i dens kamp mod mørkets magter. Men man må sige, at en pater Bruchmann og pater Schmoeger var meget ivrige i deres tro, når de accepterede den seksuelle relation som hun i en periode havde med sin gamle tilbeder og dennes ven – en relation der endte med en muligvis spontan abort – som et særligt sonoffer hun gjorde for at sone for tidens usædelighed.

”Moderens børn” var typisk tilknyttet den strømning i 1800-tallets katolicisme der går under betegnelsen ”ultramontanismen”. Denne lagde vægt på ekstrem lydighed mod paven i Rom og var imod ethvert forsøg på at forsone den katolske kirke med den moderne verden. I kampen mod moderniteten var man overbevist om at mirakler, åbenbaringer og andre ”beviser” på Guds eksisens og kirkens sandhed var det bedste våben. Og det gjorde ultramontanismens tilhængere sårbare for at blive manipuleret med af mere eller mindre tvivlsomme visionære skikkelser.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Læs mere

Skrevet af den 13 aug, 2016 under Den katolske kirke, Mirakler | 0 kommentarer

Hellig kriminalitet – tyveri af relikvier i middelalderen

 

Et af de mange bemærkelsesværdige træk ved middelalderens religiøsitet er, at vi har talrige historier om hvordan man uden videre stjal relikvier. Her har vi historier om munke, der i nattens mulm og mørke sniger sig ind i kirker og røver en helgens lig for så, forfulgt af den ophidsede lokalbefolkning, at bringe de hellige relikvier sikkert frem til deres kloster. Men der er også fortællinger om hvordan bevæbnede grupper direkte angriber en kirke for, under brug af våbenmagt, at tvinge de lokale til at udlevere de joridiske rester af den helgen, der lå begravet der. F.eks. bygger byen Venedis påstand om at den er i besiddelse af den hellige evangelist Markus relikvier på en historie om hvordan en delegation udsendt af byens lederskab stjal hans jordiske rester fra en kirke i Alexandria. Relikvier er de jordiske rester af afdøde hellige mennesker, der tillægges evnen til at gøre mirakler. Men hvordan kan man få sig til at stjæle afdøde hellige menneskers jordiske rester, nu når disse helgender lige præcist var hellige fordi de holdt sig strengt til de ti bud, der bl.a. forbyder tyveri? Ja, det spørgsmål forsøger Patrick J. Geary at besvare i bogen ”Furta Sacra – Thefts of Relics in the Central Middle Ages”.

Patrick J. Gearys bog dækker perioden ca. 800-1100, altså en ret tidlig del af middelalderen. Det hænger sammen med at tiden forud herfor er dårlig kildemæssigt belyst, mens den efterfølgende periode er præget af at relikvier bliver udsat for konkurrence fra andre hellige objekter, ikke mindst det indviede nadverbrød, som kommer til at fylde en stadig større rolle i høj- og senmiddelalderens religiøsitet, dog uden at fortrænge relikvierne. Faktisk finder verdenshistoriens største relikvietyveri sted efter bogens tidsramme, nemlig i forbindelse med korsriddernes plyndring af Konstantinobel under det det 4. korstog i 1204.

Perioden 800-1100 var en meget kriseramt tid for Europa. Godt nok starter perioden med Karl den stores og hans umiddelbare efterfølgeres rige, men det bryder snart sammen og efterlader et Europa plaget af borgerkrig, overfald fra bl.a. vikingerne og generelt kaos. I en sådan tid er det ikke så mærkeligt, at man var på udkig efter overnaturlige beskyttere, nu når der ikke var så mange af de joridiske. Dette gjaldt ikke mindst for klostrene, der hørte til de vigtigste religiøse organisationer i Europa nord for alperne i perioden 800-1100. De store sammenslutninger af klostre som vi ser i tiden efter denne periode fandtes ikke endnu, så hvert kloster måtte se at klare sig selv. Og det var ikke nemt, for man var truet af at blive plyndret af vikinger, afpresset af den lokale adel, og ikke mindst af at blive udkonkurreret af andre klostre. I en tid hvor befolkningen levede på et subsistensminimum, var der kun få ressourcer som kunne afsættes til gaver til klostre, så konkurrencen om lægfolkets gunst var hård. En hellig beskytter i form af en helgens relikvier kunne både give et kloster et håb om at blive skærmet mod fjendtlige lægfolks overgreb samtidigt med at det kunne generere gaver fra fromme lægfolk, der i håb om at blive helbredt for diverse sygdomme gav gaver til den helgen hvis relikvier blev æret i klostret. Dertil kom at der på Karl den stores tid var blevet lavet en kirkelov om at alle altre skulle indeholde relikvier, så behovet for relikvier var stort, men antallet af disse var langt mindre end behovet i Europa nord for Alperne. Og det blev ikke bedre af at de kirkelige myndigheder forsøgte at begrænse hvem der kunne gælde for at være en helgen for at undgå, at personer af ikke hel heldig moralsk karakter blev æret som en helgen.

En løsning på dette problem var selvfølgelig at forsøge at købe relikvier – hvor der er en efterspørgsel er der også et marked – den virkelighed galt også i den tidlige middelalder, hvorfra der er en del beretninger om omkringvandrende relikviehandlere, der selv skaffede sig relikvier med tvivlsomme metoder, herunder tyveri, for hvem ville virkelig sælge mirakelgørende relikvier? Men det var i middelalderen dog mere populært at fortælle om hvordan den lokale helgens relikvier var blevet tilvejebragt ved at en munk, præst eller lægperson herfra selv havde stjålet dem, frem for at have købt dem af sælgere med et tvivlsomt ry. Det ”personlige” tyveri skulle garantere for relikviernes ægthed – om end ægtheden af relikvier i den tidlige middelalder grundlæggende set fremgik af deres virkning: hvis de fik æren for mirakuløse helbredelser og lignende og hvis folk strømmede til for at ære dem, ja så var de ægte. I øvrigt tyder meget på at en del af disse fortællinger om tyveri af relikvier nok er fiktion. Historien om hvordan en munk fra det lokale kloster havde stjålet lokalsamfundets værnehelgen fra et andet kloster og/eller land var en god forklaring på hvordan en helgen fra f.eks. Spanien kunne være havnet i et kloster i Nordfrankrig – og den kunne også være en fortælling der skulle dække over, at den lokale helgen var ren fiktion. Har man aldrig før hørt om den hellige Lewinna? Ja, men det er fordi man under eventyrlige forhold måtte stjæle hende fra et fjernt kloster i det stormombruste England…

Nu var det ikke sådan, at man i den tidlige middelader ikke vidste, at det var moralsk problematisk at stjæle. Tyveri af relikvier var faktisk forbudt i henhold til kirkeloven. Men hensigten helliger midlet, og mere grundlæggende set må man også forstå denne form for hellig kriminalitet på baggrund af den tidlige middelalders forståelse af relikvier. Relikvier var ikke blot de jordiske rester af en helgen – de var ikke blot en form for reminder om ham eller hende. Nej, relikvierne var identiske med den hellige person – der i overnaturlig forstand var levende og i fuld vigør. De var en fysisk manifestation af det hellige i verden – og de var udstyret med vilje og handlekraft. Hvis en helgen ikke ønskede at hans eller hendes relikvier skulle stjæles forhindrede han eller hun det – om nødvendigt ved at dræbe tyven! Ud fra den logik var relikvietyveri sådan set ikke tyveri men snarere kidnapning, eller nok bedre sagt bruderov, som i middelalderen var en populær måde hvorpå et elskende par kunne gennemtvinge et ægteskab mod brudens forældres ønske. Tanken var at kun en helgen som følte sig forsømt af befolkningen der hvor hans eller hendes relikvier var, ville lade sig stjæle. Og han eller hun belønnede derfor også sit nye hjem, hvor han eller hun blev overøst med respekt og ære, med et utal af mirakler.

Disse middelalderlige fortællinger om relikvietyverier kan tjene som et eksempel på, at hvad der umiddelbart kan virke som en umoralsk handling indenfor en religion, faktisk kan være en from og god handling. Det afgørende er ikke selve handlingen, men tolkningen af den, der igen er påvirket af ikke blot religiøse overvejelser men også af de sociale, økonomiske og politiske forhold i de samfund som udvikler disse tolkninger.

 

 

 

Læs mere