Da et katolsk medie fik magten over redemptorister ordenen.

 

Det er en udbredt forestilling, at 1800-tallet var det århundrede hvor videnskaben og rationaliteten fik sit helt store gennembrug i Europa og moderniteten gik sin sejrsgang. Hvad nok kun de færreste tænker over er, at 1800-tallet også var det århundrede, hvor antallet af påståede Maria-åbenbaringer, mirakler og andre overnaturlige begivenheder nåede et indtil da uhørt antal og omfang. 1800-tallet var altså både vidne til det moderne gennembrud og til mysticismens genkomst.

Et eksempel på sidstnævnte er historien om det katolske medie Louise Beck (1822-1879). Louise Beck blev født ind i en pæn borgerlig bayersk familie og var fra barndommen af meget religiøs og havde efter sigende også allerede som lille visioner hvor himmelske personer viste sig for hende. Hun ville meget gerne gå i kloster, men hendes far var imod denne ide og hendes helbred var muligvis heller ikke godt nok til at hun havde kunnet blive nonne. Som ung kvinde var hun presset af at skulle passe sin sygelige far – og hun blev fristet og/eller foruroliget af en ung mand, der var sygeligt forelsket i hende og som ikke ville lade hende være i fred. I denne vanskelige situation får hun pater Dr. Franz Seraph Ritter von Bruchmann som skriftefader. Han var fra redemptoristernes orden, der lige havde etableret sig i Louise Becks hjemby Altötting.

Pater Bruchmann bliver hurtigt overbevist om at Louise Beck er en sjæl der er udvalgt af Gud, men han bliver også bekymret, for hun er tydeligvis en plaget sjæl, der bliver hjemsøgt af syner af afdøde og levende personer, der skræmmer, truer og plager hende. Han får biskoppelig tilladelse til at foretage eksorcisme på hende og det er i forbindelse med sådanne, at Louise Beck får nye oplevelser. For nu begynder pater Bruchmanns afdøde hustru Juliane at vise sig for hende. (Bruchmann havde været gift før han blev præst – men hans elskede hustru døde i barselsseng.) Juliane kommer med trøst og anvisninger fra himlen og pater Bruchmann er fra starten af klippefast overbevist om at det faktisk er hans elskede afdøde hustru, der taler gennem Louise. Han introducerer hende for sin svoger, pater Dr. Rudolf Ritter von Smetana, der også er redemptorist. Hans afdøde hustru Justine viser sig også for Louise Beck og dermed er han ligeledes vundet for sagen. Hun kommer dog aldrig til at spille den store rolle. Det gør derimod Juliane, der kommer til at gå under betegnelsen ”Moderen”. Louise Beck går under betegnelsen ”Barnet”. Tilhængerne af dette fænomen gik under betegnelsen ”Moderens børn”, og den religiøse ledelse, som udgik fra ”Moderen” blev betegnet som ”Den højere ledelse”. Ud over de to afdøde kvinder modtager Louise Beck også åbenbaringer fra en række andre hellige personer, især fra den ”smukke kvinde”, som hun mente var Jomfru Maria.

Det tiltrækkende ved ”Den højere ledelse” var, at den indeholdt et løfte om en direkte kommunikation med den himmelske verden. Havde man et spørgsmål kunne man simpelthen skrive et brev adresseret til Louise Beck men stilet til ”Moderen”. Var indholdet af mere almen karakter skulle brevet være uforseglet – hvis det derimod f.eks. var skriftefædre, der fortalte om hvad deres skriftebørn havde skriftet og spurgte om råd til hvordan de skulle håndtere sagen, skulle brevene være forseglede. I en tranceagtigt tilstand nedskrev Louise Beck så ”Moderens” svar. Man kunne også være heldig og få en audiens hos Louise Beck. Hvis ”Moderen” var tilstede kunne man stille hende direkte spørgsmål genenm Louise Beck, der så i en tranceagtig tilstand eller søvn besvarede spørgsmålene.

I starten af dette fænomen, da der stadigvæk er fokus på eksorcisme, havde der været en lokal opmærksomhed på at der skete noget mærkeligt mellem Louise Beck og hendes skriftefader. Der havde været optræk til skandale i lokalsamfundet og nogle af redemptoristerne i Altötting havde været utilfredse. Biskoppen i Passau til hvis bispedømme Altötting hørte, havde sågar forsøgt at få sat en stopper for sagen. Men pater Bruchmann havde et stærkt netværk, både indenfor sin orden og udenfor. Og det lykkes ham at vinde generalvikaren for ærkebiskoppen i München, og kort tid efter selve ærkebiskoppen (den senere kardinal) Karl August greve von Reisach for sagen. Denne siger god for autenticiteten af ”Den højere ledelse”, der nu uforstyrret kan gå sin sejrsgang indenfor Redemptoristernes orden, især i den bayerske provins, men man får også vundet ordensgeneralen Nicolaus Mauron, der ledede ordenen fra 1855 til 1893. Vigtigt bliver det også, at pater Carl Erhard Schmoeger overtager rollen som skriftefader for Louise Beck, da han i fællesskab med hende giver ”Den højere ledelse” en skarpere profil og især er kompromisløs i forfølgelsen af alle, der modarbejder den. Alt dette sker dog i hemmelighed. ”Moderens børn” er meget forsigtige i hvem de indvier i eksistensen af ”Den højere ledelse”, offentligheden og især inkvisitionen i Rom må endelig ikke få noget at vide!

”Moderens børn” såsom f.eks. redemptoristernes ordensgeneral lader hende bestemme over stort og småt i deres personlige liv og kirkelige embede. Der blev krævet absolut og betingelsesløs lydighed. Den mindste tvivl eller tøven blev mødt med voldsomme trusler om at man var på sikker vej til helvedets ild. Dog kan Otto Weiss, hvis bog ”Die Macht der Seherin von Altötting – Geisterglaube im Katholizismus des 19. Jahrhunderts” som jeg bygger denne artikel på, ikke påvise, at ”Den højere ledelse” får nogen indflydelse af reel kirkehistorisk betydning. ”Den højere ledelse” dør med Louise Beck og pater Schmoeger og har så vidt jeg kan se ingen tilhængere i dag. Dertil var fænomenet nok for meget knyttet til Louise Becks medieagtige funktion – den fascination der udgik fra hende var knyttet til at hun kunne komme med her og nu svar på hvad de himmelske magter vil, gerne helt ud i detaljen såsom hvilke tjenestefolk man skulle ansætte eller skaffe sig af med. Et dødt medie kan man ikke bruge til noget.

Det spændende ved historien om ”Den højere ledelse” var, at højtuddannede teologer og højtplacerede gejstlige var villige til at underkaste sig den – om end en del af dem efterhånden begyndte at få deres tvivl. Dette ikke mindst set i lyset af de klare spiritistiske træk vi finder i ”Den højere ledelse” så som automatskrift og samtalen med afdødes sjæle. Det hjalp selvfølgelig at Louise Beck umiddelbart fremtrådte som den lidende ”offersjæl”, der var meget populær i 1800-tallets katolicisme. Hun blev skildret som en kvinde, plaget af et utal af sygdomme, der lydigt og fromt led et hav af smerter for at sone for verdens synd og støtte kirken i dens kamp mod mørkets magter. Men man må sige, at en pater Bruchmann og pater Schmoeger var meget ivrige i deres tro, når de accepterede den seksuelle relation som hun i en periode havde med sin gamle tilbeder og dennes ven – en relation der endte med en muligvis spontan abort – som et særligt sonoffer hun gjorde for at sone for tidens usædelighed.

”Moderens børn” var typisk tilknyttet den strømning i 1800-tallets katolicisme der går under betegnelsen ”ultramontanismen”. Denne lagde vægt på ekstrem lydighed mod paven i Rom og var imod ethvert forsøg på at forsone den katolske kirke med den moderne verden. I kampen mod moderniteten var man overbevist om at mirakler, åbenbaringer og andre ”beviser” på Guds eksisens og kirkens sandhed var det bedste våben. Og det gjorde ultramontanismens tilhængere sårbare for at blive manipuleret med af mere eller mindre tvivlsomme visionære skikkelser.